Danmark - et land i stampe

Selvom alle de mest anerkendte økonomer her til lands efterlyser økonomiske reformer, hvis Danmarks velfærd skal bevares for eftertiden, så sker der alligevel ingenting.

Politikerne ved det godt, men de er bange for vælgerne, og de er først og fremmest bange for pressen. De véd nemlig godt, at pressen nok skal finde nogen, det er synd for, og som er blevet ramt af reformer, og så er fanden løs.

Alle medier uanset om man karakteriserer dem som kulturradikale eller borgerlige står klar med den skarpe pen, så snart Folketinget ændrer et komma.

Dette eksempel i Jyllands-Posten er blændende - for det fortæller netop, at pressen vil fokusere mere på at se bagud fremfor at dække fremtidsperspektiverne. I denne artikel taler vi om, at nogen - måske - kommer til at miste nogle håndører på en skattereform.

http://epn.dk/samfund/politik/article1903157.ece

Derfor er forandringer guf for journalister, for det nemmeste i verden er at fokusere på ulemperne, selv når fordelene ikke bare er klart i overtal, men også nødvendige.

Pressen i offentlighedens tjeneste

Pressen burde som DR spille ud med konstruktive forslag til anvendelsen af mediestøtten, og til hvordan vi kan bruge den som motivationsfaktor til bedre og mere vedkommende indhold

Forleden downloadede jeg et program til min iPhone og fik direkte adgang til 30.000 radiostationer fra hele verden. Blot 10 af dem er danske, hovedparten fra DR. 10!

De øvrige 29.990 radiostationer, som jeg nu har adgang til på min telefon, er proppet med indhold af enhver art og for enhver smag - men fælles for de 99,97 procent ikke-danske radiostationer er, at de er uden dansk indhold.

Udenlandsk - ofte generisk og for en dansker mindre relevant - indhold i form af tv, bøger, websites mv. skyller ind over os og vil fosse ind ad alle tænkelige revner og sprækker på alverdens teknologiske platforme, der kan internetopkobles, i et omfang, vi endnu ikke gør os begreb om - på mobiltelefoner, computere, bilradioer, fjernsyn, iPods. Den voldsomt voksende udbredelse af udenlandsk indhold presser og fortrænger det danske.

Vi har med andre ord kun lige set starten på mediefragmenteringen og på en flodbølge, hvor danske mediers synlighed i den almindelige danskers hverdag reduceres - og dermed også forbruget af dem. Altimens vil et stadig større forbrug af udenlandsk indhold efterlade stadig færre penge inden for landets grænser til produktion af dansk eller andet indhold, som har nytteværdi for danske borgere.

For en nålestribet Excel-mand eller -kvinde, der bare vil have flest mulig klik, læsere, lyttere eller seere er det nok bedøvende ligegyldigt. Så dem skal vi ikke lytte meget til.

For det demokratiske menneske, derimod, er det en gigantisk trussel mod de fælles værdier, som Danmark er bygget op om gennem mange generationer, og som har givet os et samfund, vi overvejende er stolte af og taknemmelige for. Det lever og ånder af det indhold, danske medier producerer med og om danskere, uanset alder, køn, uddannelse, politisk og etnisk baggrund. Indhold, såvel journalistik som underholdning, skal i hovedsagen tage udgangspunkt i et dansk perspektiv og i danske værdier. Uden dét kommer vil til at nøjes med det indhold, der produceres i andre lande. Dét ønsker ingen. Det er kun os danskere, som kan sikre det danske indhold. Ingen andre gør det. Derimod er der ingen grund til at bruge offentlige midler til visning af eksempelvis amerikanske film og serier.

Derfor var det da også en fornøjelse at se DRs mediepolitiske udspil forleden. Selve overskriften var en appel om at styrke det danske medieindhold - et oplagt kriterium at uddele mediestøttepenge ud fra.

Udspillet fra DR er nye toner i forhold til, hvad vi hidtil har hørt fra de danske medier, der har ytret sig om fremtidens mediestøtte: Danske medier og deres topchefer har ivrigt diskuteret rettighederne - hvordan får de flest mulig penge med mindst mulig kontrol.

Rettighedernes uomgængelige følgesvend - pligterne - har mediecheferne ikke haft helt så travlt med at bringe til torvs.

Måske har de glemt, at journalistisk indhold, som støttes af offentlige midler, ikke har det primære formål at sikre journalistiske arbejdspladser eller holde liv i bestemte medievirksomheder, men først og fremmest har det formål at stå i offentlighedens tjeneste. Men i diskussionerne om mediestøtte er det nærmest umuligt at få pressen og den chefer til at anerkende, at offentligheden har en ret til at medvirke til definitionen af, hvad det indebærer at tjene offentligheden.

Faktisk er det overraskende så lidt tid og opmærksomhed, medierne, myndigheder, politikere og samfundet som helhed bruger på at rette, korrigere, forbedre den voldsomt påvirkende faktor, som mediemaskineriet er for vores fællesskab. Det diskuteres uafvendeligt - men egentlig, systematiseret handling er sjælden. Hvis der overhovedet handles, er det i det små, ude hos den enkelte samvittighedsfulde journalist. Ingen overordnet eller fælles proces har nogen styring med udviklingen, hvilket dog kunne gå an, hvis journalistikken var perfekt og fejlfri, og hvis den fuldstændig loyalt skildrede virkeligheden i de rette proportioner. Desværre - og naturligvis - forholder det sig langt fra sådan.

Mediestøtten er en fremragende anledning til at forbedre de journalistiske processer - i hvert fald i den forstand, at det er offentligt støttet og dermed tjener et højere formål. Staten og offentligheden skal ikke forbyde elendig journalistik, men til gengæld kan man afvise at støtte det.

Og staten kan derudover afvise at støtte overeksponeringen af bestemte stofområder, når denne overeksponering giver et skævvredent billede af tingenes egentlige tilstand.

Det er de seneste ti års voldsomme vækst i krimistoffet et godt eksempel på. Der sker blandt andet en proportionsforvrængning, når TV 2 NYHEDERNE er smækfyldt med blå blink, for kendsgerningen er, at der ikke er blevet så meget mere kriminalitet, som den journalistiske overeksponering - ikke bare på TV 2 - jo indikerer. Den enkelte krimihistorie er sandfærdig og en del af dagens Danmark. Men samlet set giver de et skævvredent billede, og den slags kan man iværksætte styringsmekanismer til at sætte ind imod, så man i hvert fald ikke brugte statens og borgernes penge på en hvilken som helst politiudrykning.

Krimistoffets opprioritering har haft den negative konsekvens, at det er blevet glamour-agtigt at være både gemen kriminel, men især kendis-kriminel. Uden skam i livet har mange medier med statens egne tv-stationer i den absolutte førertrøje gjort det nemmere for en kriminel at nå den så eftertragtede medieeksponering end for langt mere betydningsfulde, intellektuelt begavede mennesker, der i stedet for de kriminelle burde være vores forbilleder.

Det er en dødsensfarlig omgang med det ansvar, som især tv-stationerne bærer i forhold til dyrkningen af rollemodeller, som ellers er centrale omstændigheder, der former de værdier, opvoksende børn og unge danner sig. Det ansvar tager ingen medier nogen offentlig debat om - noget tyder på, at debatten end ikke foregår internt.

Medierne burde komme med et samlet udspil til, hvordan vi sammen kan arbejde for at præge pressens arbejde i en for samfundet gavnlig retning.

Når metoden ødelægger historien

TV 2s og Ekstra Bladets historier om minkindustrien er skabt med metoder, som formentlig næppe var nødvendige for at få historien i hus. Mindre spektakulære metoder havde været til større gavn for minkenes dyrevelfærd

Så er den gal igen.

Pressen har fået afsporet en debat om et relevant samfundsproblem, fordi den på grund af grænsesøgende metodevalg flytter diskussionerne over på sig selv.

TV 2 og Ekstra Bladet afslørede kritisable forhold i minkindustrien, men de redaktionelle prioriteringer har taget opmærksomhed væk fra minkenes ve og vel. Var det virkelig nødvendigt for at få historien i kassen? Det gav i hvert fald modparten - minkindustrien - massiv skyts til at mudre selve hovedbudskabet i historien om dyrevelfærd.

Hvis alt var gået vel, og man havde styret udenom de diskutable journalistiske metoder, havde TV 2 og Ekstra Bladet stået med en masse uanfægtet anerkendelse for at have påpeget problemer i forhold til levevilkår for mink i fangenskab.

Historien kunne sagtens være blevet født uden diskutable metoder, men Ekstra Bladet og TV 2 skulle bruge billeddokumentation for at give større gennemslagskraft. Intet kan sætte sindene mere i kog end billeder af lidende dyr. Ord er ikke nær så virkningsfulde og oprivende.

Billeddokumentationen blev skaffet ved at udsende dyreaktivister på indbrudstogter. Det normale er at bruge journalister til indsamling af den type billeder, fordi de som udgangspunkt arbejder fair og under tilstræbt objektivitet, hvilket ideelt set ville have sikret sagen de rette proportioner - er det for eksempel et samfundsproblem, at tre kyllinger pådrager sig sår i en hel kyllingeproduktion, hvis der totalt set er tale om 50 mio. kyllinger? Og hvad nu hvis der kun er problemer i 5 ud af 500 besætninger?

Proportionen kommer i fare, når man i stedet for journalister beder den ene parts dødsfjender om at skaffe billedmaterialet. Aktivisterne er direkte parter i sagen, og den slags tager man i journalistikken normalt yderst alvorligt. Problemerne ved at betræde denne vej er, at de pågældende aktivister i deres optagelser på de enkelte minkfarme har skullet foretage en masse redaktionelle valg og fravalg. Man kan med usvigelig sikkerhed fastslå, at enhver tvivl undervejs i optagelserne ikke kommer de anklagede i minkindustrien til gode. Disse aktivister er og bliver minkavlernes fjende nummer ét, men sammen med Ekstra Bladet og TV 2 gjorde de emnet dyrevelfærd et kæmpe bjørnetjeneste ved at give modparten stærke kritikpunkter på hånden.

Og det værste ved at fokus bliver flyttet er, at det belaster pressens anseelse, når den angrebne part på den måde foræres masser af unødvendig sympati og medvind. Det er altså ikke bare metoderne, der er problemet - det er de åbenbare konsekvenser, det får at bruge dem.

Desværre er det ikke første gang, at pressen på den måde har forpurret fokus på selve sagen samt i visse tilfælde direkte lagt gift ud for lysten til journalistisk at beskæftige sig med det pågældende emne i flere år.

Det skete i den såkaldte Triple A-sag, som TV 2 bragte i juli 2005. Senere viste det sig at være én af de allerførste historier om én af de allerværste samfundsmæssige udfordringer, vi står med i dag - bandekrigen.

Det journalistiske arbejde bag de to nyhedsindslag i 2005 var svækket af to omstændigheder - indslagene var fejlfyldt, primært på grund af at man havde fundet den forkerte case: To unge mænd, der fyldte TV 2 med løgn. (Eller gjorde de? Det var dét, der aldrig blev opklaret.) I hvert fald viste de to unges påstande om en form for gruppering under navnet Triple A tilsyneladende at være opdigtet.

Den anden omstændighed, som svækkede historien, var, at den var præmatur. Det var første gang, at tv-seerne og det danske samfund blev konfronteret med de truende udsigter til den meget alvorlige situation, vi står i i dag med omfattende bandekrig med døde og lemlæstede samt ukontrollerbare skyderier på åben gade.

Man kunne knapt tro sine egne øjne, da man så indslagene. Billederne var dramatiserede, og den uhørt skarpe retorik i indslagene om svært bevæbnede bander og hårdkogte gangstere på vej ud i en uoverskuelig krig om de kriminelle markeder fik derfor nærmest den modsatte effekt: Opmærksomheden vendte sig mod TV 2 i form af beskyldninger om populistisk og fordrejende journalistik frem for opmærksomhed på det alvorlige samfundsproblem, man som det første medie havde forsøgt at beskrive - omend på en højst uheldig måde.

Da de unge efterfølgende trak deres udtalelser tilbage, smuldrede den journalistiske dokumentation for eksistensen af både Triple A specifikt og fænomenet indvandrerbander, hvilket spolerede historien. Det var en lettelse for tv-seerne og for offentligheden, fordi det gav en undskyldning til at dømme historien helt uden hold i virkeligheden og fortsat fred over aftenkaffen. En stormflod af forargelse og kritik rejste sig mod TV 2, der vægrede sig ved at trække historien tilbage, fordi man fortsat mente, at grundhistorien var sand, - hvilket eftertiden da også har dokumenteret.

Især andre medier var frontløbere i forargelsen mod TV 2, selvom ingen var i stand til hverken at på- eller afvise, om historiens kerne rent faktisk holdt vand eller ej. Faktisk er det tvivlsomt, om nogen overhovedet prøvede.

Offentligheden nægtede - primært på grund af indslagenes retorik og den fejlagtige case - at tro på selve indslagenes essens: Udsigten til voldsomme sammenstød i den kriminelle underverden. Det har vist sig at være en katastrofal dårlig vurdering, for den massive forargelse gjorde både TV 2 og resten af pressen håndsky i forhold til at behandle emnet efterfølgende. Uden pressens opmærksomhed gennem længere tid har bandekriminaliteten fået optimale vækstvilkår og kunne vokse upåagtet.

Medierne bærer et kæmpemæssigt ansvar - både for formidlingen af relevante samfundsmæssige emner, men også for at det sker på en anstændig måde for at undgå, at selve sagen drukner i proces-diskussioner. Det bedste værktøj mod det er at undlade at se på de presseetiske regler som en hæmsko, men snarere som en relevant rettesnor for vores arbejde.