Dansk presse er ikke så mangfoldig, som vi går og tror. Medierne bistår ofte magthaverne med at cementere den offentlige diskurs frem for at udfordre den. Det bringer samfundskritikken i fare
Diskurs ifølge Wikipedia: En social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givet emne.
Og den offentlige diskurs er således et udtryk for, hvad der er den gængse og vedtagne, offentlige mening om et bestemt emne. Jo stærkere den er, desto vanskeligere er det at få modargumenter frem.
Et godt eksempel på en meget stærk offentlig diskurs er, at velfærdsstaten er et ubetinget gode, som vi skal værne om. Den diskurs kan ikke diskuteres i det offentlige rum uden at man i pressen vil blive udråbt som idiot.
Selvom der åbenlyst også er masser af skyggesider ved velfærdsstaten, forbliver det uudfordret af pressen. Journalistisk set ligger der et uopdyrket land i at skildre velfærdsstatens skyggesider og langsigtede skadevirkninger, som vi reelt set véd forbavsende lidt om. Det er ikke comme il faut at mene andet end, at velfærdsstaten er vor tids gud.
Det er en indstilling, vi betaler en høj pris for, for når pressen undlader at udfordre magthavernes offentlige diskurs, forhindrer det os som samfund i fordomsfrit at debattere velfærdsstaten, at være kritiske og konstruktive og dermed i at holde det i god form.
Pressen snyder borgerne for den fulde historie om velfærdsstaten på godt og på ondt. Og når kun det gode kommer frem, er det svært som borger og vælger at være andet end begejstret.
På den måde bliver pressen aktivt medvirkende til at understøtte en offentlig diskurs, hvor pressens opgave tværtimod er at være konstant kritisk mod alle vedtagne diskurser og dogmer.
Det rykker pressen fra den samfundskritiske til den samfundsbevarende rolle, hvilket understøttes af, at mediernes foretrukne samfundskritiske vinkel handler om borgere, der er blevet snydt for noget, de har krav på fra velfærdsstaten og om urimeligheden af offentlige besparelser.
Man ser derimod ikke en systematisk samfundskritik over for velfærdsstatens udvikling med stadig flere ydelser, offentlige ansatte og konstant øgede offentlige udgifter.
Hele sundhedsområdet, alkohol, rygning, overvægt og kost, er et eksempel på, hvordan magthaverne, "eliten" vil præge, styre og kontrollere debatten og borgernes adfærd, og at det sker i symbiose med pressen, der unuanceret videreformidler myndighedernes leveråd om alkohol, kost og sundhed generelt. Kun sjældent "husker" pressen efterfølgende at holde myndighederne op på de budskaber og råd, som senere viser sig at være forkerte.
Dette blads læsere genkender givetvis den offentlige diskurs omkring reklamer: Den slags er noget værre skidt, der skader os på liv og sjæl. Det burde i virkeligheden begrænses eller helst forbydes. Jo stærkere en diskurs, desto mere cementeret bliver den, og det bliver sværere at komme til orde med den anden side af sagen.
Men selvom budskaberne kommer fra det som journalisterne lidt for automatisk opfatter som troværdige instanser som Sundhedsstyrelsen, Vejdirektoratet, Forbrugerrådet eller de mange lektorer og professorer på uddannelsesinstitutionerne, er der i høj grad grund til at forholde sig kritisk. Der findes masser af eksempler på, at også magthavere gerne lader målet hellige midlet.
Indimellem er det endda pressen selv, som skaber en offentlig diskurs. Hvis man – efter en intens pressedækning af en given problemstilling – kan få de øvrige magthavere til at tilslutte sig mediediskursen, har man skabt en altdominerende, uhellig alliance med en meget stærk offentlig diskurs uden plads modsatte synspunkter. Dermed transformeres diskursen umærkeligt om til egentlig virkelighed, som det eksempelvis er sket med velfærdsstaten. Enhver modstand er elimineret.
Et par eksempler på det er noget så forskelligt som den offentlige holdning til spindoktorer og til kvinders repræsentation i direktioner og bestyrelser. I begge tilfælde gælder der en overordentlig stærk diskurs, som myndigheder, politikere, interesseorganisationer og presse har samlet sig om, hvorefter modsatte eller alternative synspunkter og argumenter kun yderst vanskeligt eller aldrig kommer frem til offentligheden, der slet ikke kan forestille sig nogen anden sandhed end dén.
Den fremherskende journalistiske ”skole” i Danmark er, at man nok skal være upartisk og tilstræbt objektiv, men at man i udgangspunktet har en social indignation og sympati for, hvad man opfatter som svage grupper.
Grupper som kontanthjælpsmodtagere, handicappede, flygtninge og arbejdsløse er ifølge den offentlige diskurs – herunder medierne – svage. Det er de mere klassiske svage grupper, mens også grupper som lejere, forbrugere og lønmodtagere nyder fortrinsstilling hos medierne i kraft af den offentlige diskurs af disse grupper som værende de svage over for deres respektive modparter so udlejere, virksomheder og arbejdsgivere.
Især forbrugere er i dag taget under pressens vinger. Forbrugerjournalistikken er eksploderet, og allerede fra den allerførste researchfase er der mentalt taget stilling til fordel for forbrugeren som værende ”offer” i en given journalistisk historie.
Forbrugerne som ofre er etableret som en offentlig diskurs, som samtlige magthavere støtter op om, og som indimellem gør visse virksomheder til de virkelige ofre i en pressehetz.
Det er også denne diskurs om forbrugerne som ofre, der benhårdt styrer den offentlige mening om, at reklamer er noget bras, som ikke kan betragtes som nogen berigelse for forbrugeren, men udelukkende som kommerciel udbytning.
Listen over emner, som er underlagt en stærk offentlig diskurs bliver stadig længere og er det vidnesbyrd om en mangel på mangfoldighed i de stemmer, der kommer til orde. Og udviklingen fortæller mest af alt også en historie om en for pæn presse, som har brug for frække drenge og Rasmus Modsat’er.
I det lys er der brug for et forandret mediestøttesystem, som fremmer nye stemmer og medier til at udfordre den etablerede presse.
tirsdag den 24. maj 2011
mandag den 16. maj 2011
Et land af økonomiske analfabeter
Hvis man ikke forstår, hvorfor Danmark i modsætning til lande som Tyskland og Sverige befinder sig i en dyb økonomisk krise og med et velfærdsniveau, som langt overstiger de økonomiske realiteter, kan man formentlig finde en væsentlig del af forklaringen i et nyt speciale, som Politiken omtaler i dag under overskriften: "Danskerne misforstår basale økonomiske ord".
Historien puster til éns værste frygt: At danskerne ikke aner, hvad de snakker om, når de udtrykker deres stærke meninger til velfærdssamfundet og landets økonomi.
Deres krav til velfærden bunder ikke i realisme, men i en virkelighed som ikke eksisterer. De synes at tro, at penge blot er noget, man kan trykke i Nationalbanken. I det lys bliver det pludselig forståeligt, hvorfor danskernes krisebevidsthed er ikke-eksisterende, som Børsen i flere omgange har beskrevet det. De forstår ikke krisen, dens omfang, trusler og udfordringer. Hvordan skal man så kunne tage det alvorligt og være villig til at bidrage til at løse den?
Det er en katastrofal situation, fordi det spærrer for, at vi i fællesskab kan tage de rigtige og nødvendige beslutninger - ikke af hensyn til de "fattige" eller "de rige", som befolkningen så simpelt er blevet opdelt i efterhånden - men af hensyn til os alle, i den globale konkurrence. Det siger sig selv, at det er direkte skadeligt for vort land, hvis ikke vi tager beslutninger på basis af viden, men med udgangspunkt i fantasi og manglende indsigt.
Specialet påviser, at selv mennesker med en videregående, men ikke samfundsvidenskabelig uddannelse, ofte forstår noget helt andet ved ord som skattetryk og økonomisk vækst, end det egentlig betyder. Og hver tredje ung viser ifølge en undersøgelse af Danske Bank ikke, hvad renter er!
Det er en borgerpligt at forstå, hvad man gør, når man for eksempel sætter sit kryds ved et demokratisk valg, men det er omvendt også en pligt for staten - skoler, undervisningsinstitutioner og public service medier - at ruste befolkningen som demokratiske individer, især når det igen og igen påvises, at så mange danskere er tæt på økonomiske analfabeter. Den opgave har staten svigtet på det groveste, når man sender unge ud som vælgere, selvom næsten hver tredje ikke véd, hvad "renter" er.
Der er med andre ord alt for lidt fokus på uddannelse i demokrati, samfund og ikke mindst økonomisk forståelse både i privatlivet og i den offentlige økonomi. Public service-medierne er næsten klinisk renset for systematisk, seriøst og sagligt indhold om disse fantastisk vigtige emner. Det tætteste vi næsten kommer på det er boligprogrammer som Liebhaverne og Hammerslag.
Cand. public. Bine Iversen, der står bag specialet, peger på, hvordan den manglende økonomiske forståelse kan have konsekvenser for det kommende folketingsvalg:
"Økonomi og økonomisk troværdighed kommer til at fylde meget i valgkampen, derfor er den manglende økonomiske forståelse et aktuelt problem. Men det kan også være et problem på lang sigt, især i forhold til et begreb som økonomisk vækst. Mange deltagere i undersøgelsen forbinder økonomisk vækst med konkrete ting, man selv kan opleve i sin hverdag - for eksempel stigende huspriser. Meget få forbinder økonomisk vækst med hele samfundsøkonomien eller med højere produktivitet," siger hun.
Med andre ord: Hvordan skal vælgere med så svag økonomisk forståelse overhovedet kunne tage stilling til realismen bag de økonomiske planer, som fremlægges af hhv. regeringen og oppositionen?
Det kan staten ikke nå at rette op på inden et valg, hvorimod public service-medierne har et meget stort ansvar på den korte bane frem til folketingsvalget med at sikre, at borgerne hjælpes til at navigere mellem politikernes skidt og kanel, med at skelne mellem fup og fakta. Og det har de ikke gjort særlig godt indtil nu.
Vi har set skrækindjagende eksempler i både DR og TV 2 på indslag og interviews, hvor journalisten ikke havde den fornødne kompetence til på seernes vegne at stille de nødvendige, kritiske spørgsmål. Ja, man har endda set eksempler på højtprofilerede og roste studieværter, som erkendte, at de blev hægtet af, når politikerne smed tal gennem luften. Det må ikke ske. Så er det på tide at tage et grundigt kig på kvaliteten af de journalister, man har ansat.
Forfatteren Carsten Jensen har brugt billedet på inkompetente tv-journalister, som nogen, der først interviewer én politiker, der kommer ud fra et rum og fortæller, at væggene er hvide, mens den næste politiker kommer ud og fortæller, at væggene var sorte. Men journalisten ulejliger sig ikke med at efterprøve fakta, hvilket ville have afsløret sandheden - at væggene faktisk var lysegrønne.
Uanset om man ønsker en rød eller blå regering, kan ingen være tjent med, at borgerne ikke forstår, hvad de skal tage beslutning om. Det er i dén grad i fælles interesse at få sat emner som privatøkonomi og samfundsøkonomi langt højere op på dagsordenen - helst så tidligt som i folkeskolen. Det er ikke ligefrem en opgave for markedet at klare.
Og statens egne public service-medier skylder befolkningen med ordentligt, seriøst og væsentligt indhold på tv-kanalerne at adressere de efterhånden mange undersøgelser om, at alt for mange danskere end ikke har den mest elementære forståelse for økonomi.
Historien puster til éns værste frygt: At danskerne ikke aner, hvad de snakker om, når de udtrykker deres stærke meninger til velfærdssamfundet og landets økonomi.
Deres krav til velfærden bunder ikke i realisme, men i en virkelighed som ikke eksisterer. De synes at tro, at penge blot er noget, man kan trykke i Nationalbanken. I det lys bliver det pludselig forståeligt, hvorfor danskernes krisebevidsthed er ikke-eksisterende, som Børsen i flere omgange har beskrevet det. De forstår ikke krisen, dens omfang, trusler og udfordringer. Hvordan skal man så kunne tage det alvorligt og være villig til at bidrage til at løse den?
Det er en katastrofal situation, fordi det spærrer for, at vi i fællesskab kan tage de rigtige og nødvendige beslutninger - ikke af hensyn til de "fattige" eller "de rige", som befolkningen så simpelt er blevet opdelt i efterhånden - men af hensyn til os alle, i den globale konkurrence. Det siger sig selv, at det er direkte skadeligt for vort land, hvis ikke vi tager beslutninger på basis af viden, men med udgangspunkt i fantasi og manglende indsigt.
Specialet påviser, at selv mennesker med en videregående, men ikke samfundsvidenskabelig uddannelse, ofte forstår noget helt andet ved ord som skattetryk og økonomisk vækst, end det egentlig betyder. Og hver tredje ung viser ifølge en undersøgelse af Danske Bank ikke, hvad renter er!
Det er en borgerpligt at forstå, hvad man gør, når man for eksempel sætter sit kryds ved et demokratisk valg, men det er omvendt også en pligt for staten - skoler, undervisningsinstitutioner og public service medier - at ruste befolkningen som demokratiske individer, især når det igen og igen påvises, at så mange danskere er tæt på økonomiske analfabeter. Den opgave har staten svigtet på det groveste, når man sender unge ud som vælgere, selvom næsten hver tredje ikke véd, hvad "renter" er.
Der er med andre ord alt for lidt fokus på uddannelse i demokrati, samfund og ikke mindst økonomisk forståelse både i privatlivet og i den offentlige økonomi. Public service-medierne er næsten klinisk renset for systematisk, seriøst og sagligt indhold om disse fantastisk vigtige emner. Det tætteste vi næsten kommer på det er boligprogrammer som Liebhaverne og Hammerslag.
Cand. public. Bine Iversen, der står bag specialet, peger på, hvordan den manglende økonomiske forståelse kan have konsekvenser for det kommende folketingsvalg:
"Økonomi og økonomisk troværdighed kommer til at fylde meget i valgkampen, derfor er den manglende økonomiske forståelse et aktuelt problem. Men det kan også være et problem på lang sigt, især i forhold til et begreb som økonomisk vækst. Mange deltagere i undersøgelsen forbinder økonomisk vækst med konkrete ting, man selv kan opleve i sin hverdag - for eksempel stigende huspriser. Meget få forbinder økonomisk vækst med hele samfundsøkonomien eller med højere produktivitet," siger hun.
Med andre ord: Hvordan skal vælgere med så svag økonomisk forståelse overhovedet kunne tage stilling til realismen bag de økonomiske planer, som fremlægges af hhv. regeringen og oppositionen?
Det kan staten ikke nå at rette op på inden et valg, hvorimod public service-medierne har et meget stort ansvar på den korte bane frem til folketingsvalget med at sikre, at borgerne hjælpes til at navigere mellem politikernes skidt og kanel, med at skelne mellem fup og fakta. Og det har de ikke gjort særlig godt indtil nu.
Vi har set skrækindjagende eksempler i både DR og TV 2 på indslag og interviews, hvor journalisten ikke havde den fornødne kompetence til på seernes vegne at stille de nødvendige, kritiske spørgsmål. Ja, man har endda set eksempler på højtprofilerede og roste studieværter, som erkendte, at de blev hægtet af, når politikerne smed tal gennem luften. Det må ikke ske. Så er det på tide at tage et grundigt kig på kvaliteten af de journalister, man har ansat.
Forfatteren Carsten Jensen har brugt billedet på inkompetente tv-journalister, som nogen, der først interviewer én politiker, der kommer ud fra et rum og fortæller, at væggene er hvide, mens den næste politiker kommer ud og fortæller, at væggene var sorte. Men journalisten ulejliger sig ikke med at efterprøve fakta, hvilket ville have afsløret sandheden - at væggene faktisk var lysegrønne.
Uanset om man ønsker en rød eller blå regering, kan ingen være tjent med, at borgerne ikke forstår, hvad de skal tage beslutning om. Det er i dén grad i fælles interesse at få sat emner som privatøkonomi og samfundsøkonomi langt højere op på dagsordenen - helst så tidligt som i folkeskolen. Det er ikke ligefrem en opgave for markedet at klare.
Og statens egne public service-medier skylder befolkningen med ordentligt, seriøst og væsentligt indhold på tv-kanalerne at adressere de efterhånden mange undersøgelser om, at alt for mange danskere end ikke har den mest elementære forståelse for økonomi.
onsdag den 4. maj 2011
Unge fravælger tv-nyheder - godt eller skidt?
De unge fravælger i stigende grad tv-nyhederne, fortalte Politiken for nylig i en stor bekymringsartikel. For hvordan skal alting dog gå, når de unge ikke følger samfundsudviklingen på tv? Men alle medaljer har to sider
Det altid så bekymrede dagblad Politiken bekymrede sig forleden over, at de unge i stort tal fravælger tv-nyheder.
Gode mennesker og velrenommerede medie-koryfæer var interviewet for at understøtte én vinkel af denne udvikling: den bekymrede.
Og sandt er det da også, at der er negative aspekter i de unges fravalg. Det blev udførligt beskrevet i artiklen, så den side af sagen vil ikke blive nærmere beskrevet her.
Derimod svigtede man læserne ved at fortælle den skarptvinklede historie i stedet for at fortælle den nuancerede. For det er vel ikke kun skidt, at de unge dropper TV-avisen og Nyhederne på TV 2?
Her er for eksempel en lidt anden version af historien:
Tal fra DR viser, at kun 6 pct. af de 12-24 årige og 13 pct. af de 25-39 årige, der ser TV-avisen på en almindelig hverdag, mens det for dem over 60 er 42 pct.
Udviklingen indikerer, at de unge og yngres medieforbrug er godt i gang med at få de elektroniske mediers totale dominans over den offentlige mening til at smuldre.
Dermed ser vi et historisk opgør med en struktur, hvor ufattelig meget magt gennem mange år har været lagt i hænderne på ganske få hænder uden, at denne magtkoncentration i den journalistiske nyhedsformidling har været underlagt demokratisk kontrol.
Med de unges ændrede adfærd bliver denne magt udhulet og glider indehaverne af hænde. Det er efter alle normale målestokke ganske sundt, når magt dekoncentreres.
I stedet for en journalistisk nyhedsformidling som i årtier har været koncentreret på få aktører, ser vi nu i stedet et stadig mere fragmenteret medieforbrug som følge af væksten i antallet af nyhedsmedier på nettet.
Fragmenteringen er en styrkelse af mangfoldigheden, der normalt fremhæves som efterstræbelsesværdigt og demokratisk sundt. Og det gælder da især på medieområdet, hvor man med stor ihærdighed forsøger at holde liv i selv de mindste aviser netop med denne begrundelse.
De mange nye nyhedsmedier er alt andet lige en styrkelse af demokratiet, fordi borgerne i princippet får stadig flere udlægninger af en given nyhed.
Hvis én eller to meget magtfulde medieinstitutioner er ene om den opgave, er der en åbenlys en risiko for menings-ensretning. Det er faktisk ikke bare en risiko - det er et faktum i visse temaer, at hele den offentlige mening er blevet snøret ind i én bestemt synsvinkel - som at forbrugeren altid er offer, at folketingsmedlemmer kun udfører deres arbejde, hvis de sidder i folketingssalen mv.
Når man skal vurdere konsekvenserne af de unges ændrede adfærd, kommer man heller ikke udenom at vurdere, om tv-nyhederne i det hele taget besidder og udviser den fornødne kompetence, professionalisme og ansvarsfuldhed til at skildre samfundsudviklingen. For Politikens historie er bygget op om en tvivlsom præmis: At tv-nyhederne er et indiskutabelt gode med udelukkende positive effekter, som man som ungt menneske bliver skadet af at gå glip af.
Den præmis er forkert. Der er masser af gode ting ved den tv-bårne nyhedsformidling, men der nøgternt og objektivt set også en lang række mindre heldige aspekter.
Man skulle eksempelvis tro, at med blot 25 minutter til en sædvanlig nyhedsudsendelse, er der brug for en virkelig hård prioritering af væsentlige nyheder. Sådan er det ikke.
Nyhedsudsendelser er ikke tilrettelagt efter nogen vision om primært at formidle nyheder af væsentlig karakter. Væsentligheden er under pres, selvom der er masser af væsentlige nyheder at formidle, og selvom man nemt kunne fylde enhver nyhedsudsendelse med væsentlige historier. Men det ønsker man ikke, det er et bevidst fravalg, fordi man er bange for at kede seerne.
Prisen er høj: Man formidler i stigende grad mere absurde historier, som knap kan kaldes reelle nyheder - vel at mærke på bekostning af det, der virkelig betyder noget. Den udvikling har kunstneren Nadia Plesner illustreret via et maleri, som skal minde om, at medierne interesserer sig mere for kendisser end for reelle problemer som sult og humanitære katastrofer.
http://politiken.dk/kultur/ECE1272798/vuitton-taber-retssag-mod-dansk-kunstner/
Væsentligheden er under pres fra mindre lødige nyhedsindslag med krimistof, gossip, lette historier fra egne underholdningsprogrammer og royalt stof. Virkelighedsgengivelsen i en tv-nyhedsudsendelse er derfor sjældent særlig retvisende, og det tager de unge næppe megen skade af at blive forskånet for.
Den unge generation har heller ikke megen hjælp at hente i tv-nyhederne i forhold til én af dens allerstørste problemer: manglen på evne til at håndtere egen privatøkonomi. De unge gældsætter sig som aldrig før, og mange flere end nogensinde havner i dybe økonomiske problemer.
Privatøkonomi som tema er trods dets væsentlighed tæt på ikke-eksisterende i både nyhedsudsendelserne, men også i de store tv-stationers generelle programflader.
Hvad så med politik - vil de unge være godt klædt på til at forstå samfundets politiske udfordringer, hvis de i højere grad fulgte tv-nyhederne?
Svaret er ikke det klare og tydelige ja, man kunne ønske sig. Både TV-avisen og Nyhederne på TV 2 dyrker kommentatorernes talestrømme, hvorimod politikerne sjældent får meget andet end one-liners.
Tv-nyhederne har i store træk opgivet at forholde sig substantielt tilbundsgående til de politiske partiers forskellige udmeldinger, men nøjes med at referere parterne ud fra en misforstået opfattelse af, at journalistik er at høre begge parter. Men begge parters udsagn er ikke nødvendigvis korrekte. Det har politikerne desværre opdaget og slipper tydeligvis igennem det journalistiske filter med meget mere nonsens end tidligere på grund af journalisters utilstrækkelige kompetencer.
Det har forfatteren Carsten Jensen tidligere klandret medierne for i en fin sammenligning, og som i høj grad passer på tv-nyhedernes dækning af de økonomiske udfordringer, landet står over for:
En politiker kommer ud fra et rum og fortæller journalisten, at væggene var sorte. En anden politiker kommer ud fra samme rum og siger, at væggene faktisk var hvide.
Journalisten svigter sine modtagere ved at nøjes med at referere begge holdninger uden selv at undersøge sagen, hvorved sandheden var kommet frem - at væggene faktisk var lyserøde.
Det altid så bekymrede dagblad Politiken bekymrede sig forleden over, at de unge i stort tal fravælger tv-nyheder.
Gode mennesker og velrenommerede medie-koryfæer var interviewet for at understøtte én vinkel af denne udvikling: den bekymrede.
Og sandt er det da også, at der er negative aspekter i de unges fravalg. Det blev udførligt beskrevet i artiklen, så den side af sagen vil ikke blive nærmere beskrevet her.
Derimod svigtede man læserne ved at fortælle den skarptvinklede historie i stedet for at fortælle den nuancerede. For det er vel ikke kun skidt, at de unge dropper TV-avisen og Nyhederne på TV 2?
Her er for eksempel en lidt anden version af historien:
Tal fra DR viser, at kun 6 pct. af de 12-24 årige og 13 pct. af de 25-39 årige, der ser TV-avisen på en almindelig hverdag, mens det for dem over 60 er 42 pct.
Udviklingen indikerer, at de unge og yngres medieforbrug er godt i gang med at få de elektroniske mediers totale dominans over den offentlige mening til at smuldre.
Dermed ser vi et historisk opgør med en struktur, hvor ufattelig meget magt gennem mange år har været lagt i hænderne på ganske få hænder uden, at denne magtkoncentration i den journalistiske nyhedsformidling har været underlagt demokratisk kontrol.
Med de unges ændrede adfærd bliver denne magt udhulet og glider indehaverne af hænde. Det er efter alle normale målestokke ganske sundt, når magt dekoncentreres.
I stedet for en journalistisk nyhedsformidling som i årtier har været koncentreret på få aktører, ser vi nu i stedet et stadig mere fragmenteret medieforbrug som følge af væksten i antallet af nyhedsmedier på nettet.
Fragmenteringen er en styrkelse af mangfoldigheden, der normalt fremhæves som efterstræbelsesværdigt og demokratisk sundt. Og det gælder da især på medieområdet, hvor man med stor ihærdighed forsøger at holde liv i selv de mindste aviser netop med denne begrundelse.
De mange nye nyhedsmedier er alt andet lige en styrkelse af demokratiet, fordi borgerne i princippet får stadig flere udlægninger af en given nyhed.
Hvis én eller to meget magtfulde medieinstitutioner er ene om den opgave, er der en åbenlys en risiko for menings-ensretning. Det er faktisk ikke bare en risiko - det er et faktum i visse temaer, at hele den offentlige mening er blevet snøret ind i én bestemt synsvinkel - som at forbrugeren altid er offer, at folketingsmedlemmer kun udfører deres arbejde, hvis de sidder i folketingssalen mv.
Når man skal vurdere konsekvenserne af de unges ændrede adfærd, kommer man heller ikke udenom at vurdere, om tv-nyhederne i det hele taget besidder og udviser den fornødne kompetence, professionalisme og ansvarsfuldhed til at skildre samfundsudviklingen. For Politikens historie er bygget op om en tvivlsom præmis: At tv-nyhederne er et indiskutabelt gode med udelukkende positive effekter, som man som ungt menneske bliver skadet af at gå glip af.
Den præmis er forkert. Der er masser af gode ting ved den tv-bårne nyhedsformidling, men der nøgternt og objektivt set også en lang række mindre heldige aspekter.
Man skulle eksempelvis tro, at med blot 25 minutter til en sædvanlig nyhedsudsendelse, er der brug for en virkelig hård prioritering af væsentlige nyheder. Sådan er det ikke.
Nyhedsudsendelser er ikke tilrettelagt efter nogen vision om primært at formidle nyheder af væsentlig karakter. Væsentligheden er under pres, selvom der er masser af væsentlige nyheder at formidle, og selvom man nemt kunne fylde enhver nyhedsudsendelse med væsentlige historier. Men det ønsker man ikke, det er et bevidst fravalg, fordi man er bange for at kede seerne.
Prisen er høj: Man formidler i stigende grad mere absurde historier, som knap kan kaldes reelle nyheder - vel at mærke på bekostning af det, der virkelig betyder noget. Den udvikling har kunstneren Nadia Plesner illustreret via et maleri, som skal minde om, at medierne interesserer sig mere for kendisser end for reelle problemer som sult og humanitære katastrofer.
http://politiken.dk/kultur/ECE1272798/vuitton-taber-retssag-mod-dansk-kunstner/
Væsentligheden er under pres fra mindre lødige nyhedsindslag med krimistof, gossip, lette historier fra egne underholdningsprogrammer og royalt stof. Virkelighedsgengivelsen i en tv-nyhedsudsendelse er derfor sjældent særlig retvisende, og det tager de unge næppe megen skade af at blive forskånet for.
Den unge generation har heller ikke megen hjælp at hente i tv-nyhederne i forhold til én af dens allerstørste problemer: manglen på evne til at håndtere egen privatøkonomi. De unge gældsætter sig som aldrig før, og mange flere end nogensinde havner i dybe økonomiske problemer.
Privatøkonomi som tema er trods dets væsentlighed tæt på ikke-eksisterende i både nyhedsudsendelserne, men også i de store tv-stationers generelle programflader.
Hvad så med politik - vil de unge være godt klædt på til at forstå samfundets politiske udfordringer, hvis de i højere grad fulgte tv-nyhederne?
Svaret er ikke det klare og tydelige ja, man kunne ønske sig. Både TV-avisen og Nyhederne på TV 2 dyrker kommentatorernes talestrømme, hvorimod politikerne sjældent får meget andet end one-liners.
Tv-nyhederne har i store træk opgivet at forholde sig substantielt tilbundsgående til de politiske partiers forskellige udmeldinger, men nøjes med at referere parterne ud fra en misforstået opfattelse af, at journalistik er at høre begge parter. Men begge parters udsagn er ikke nødvendigvis korrekte. Det har politikerne desværre opdaget og slipper tydeligvis igennem det journalistiske filter med meget mere nonsens end tidligere på grund af journalisters utilstrækkelige kompetencer.
Det har forfatteren Carsten Jensen tidligere klandret medierne for i en fin sammenligning, og som i høj grad passer på tv-nyhedernes dækning af de økonomiske udfordringer, landet står over for:
En politiker kommer ud fra et rum og fortæller journalisten, at væggene var sorte. En anden politiker kommer ud fra samme rum og siger, at væggene faktisk var hvide.
Journalisten svigter sine modtagere ved at nøjes med at referere begge holdninger uden selv at undersøge sagen, hvorved sandheden var kommet frem - at væggene faktisk var lyserøde.
Abonner på:
Opslag (Atom)