Hvem vinder folketingsvalget - Thorning eller Løkke?
Det er lidt ligegyldigt i lyset af, at Danmark og danskerne helt sikkert taber valget. For valgets store tema er den økonomiske situation og der er desuden stor enighed om at DR og TV 2 kommer til at afgøre valget. Det bliver hverken de sociale medier eller de store morgenaviser, der er meget langt fra fordums storhedstid.
Statens egne tv-stationer DR og TV 2 bliver altafgørende i valgkampen, og den dårlige nyhed er, at de er ekstremt dårligt udrustede rent journalistisk til at håndtere økonomi som valgtema. De har bunker af journalister, som kender velfærdsstaten og dens goder til punkt og prikke. Men det skorter alvorligt på journalister og redaktører, som forstår økonomi på det niveau, der er brug for i den kritiske situation, Danmark befinder sig i.
Derfor kan vi ikke forvente, at hverken DR eller TV 2 har de fornødne journalistisk-økonomiske kompetencer til at varetage de danske vælgeres interesser i forhold til at få et seriøst, gennemgribende indblik i partiernes økonomiske politik. Journalistik er et humanistisk fag, og man skal ikke have befundet sig lang tid i en journalistisk uddannelse for at indse, at tal og procenter, økonomi og finanser er ikke-eksisterende emner i uddannelserne. Og det afspejler sig entydigt i de store mediers politiske dækning.
Det er en kæmpefejl. Og desværre ser det ud til, at ingen på de to statslige tv-stationer har indset, hvad de ikke magter - det man kalder ubevidst inkompetence. Og hvordan skal befolkningen blive i stand til at træffe de rette valg, når de vigtigste formidlere ikke er i stand til at fortælle historierne om økonomien på en fyldestgørende og saglig måde?
fredag den 26. august 2011
onsdag den 24. august 2011
Overvurderede ratingbureauer
På forsiden af dagens udgave af Politiken får man et overraskende ærligt, men ikke særlig flatterende indblik i ratingbureauers arbejdsmetoder og overfladiskhed.
Det har næppe været Standard & Poor's hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.
HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.
En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.
Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P's arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.
Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske "street credibility" vil forblive den samme under en rød regering:
"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet," siger ratinganalytikeren.
Nærlæs lige det citat.
Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.
Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.
Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.
Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.
Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.
Det har næppe været Standard & Poor's hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.
HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.
En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.
Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P's arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.
Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske "street credibility" vil forblive den samme under en rød regering:
"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet," siger ratinganalytikeren.
Nærlæs lige det citat.
Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.
Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.
Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.
Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.
Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.
mandag den 22. august 2011
Hykleriet om tonen i debatten
Politiken har med sit ellers så høje intellektuelle formidlingsniveau selv bidraget til en markant forringelse af den offentlige debat, selvom man hårdt har kritiseret andre for netop dét. Kan det være, at Politiken en dag vil arbejde for at forbedre sin egen debattone?
Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.
Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.
Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.
Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.
Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.
Sådan er det ikke længere.
Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.
Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.
Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.
Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.
Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.
Nogle eksempler:
- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere
- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme
- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld
- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser
- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror
Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.
Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.
Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.
Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?
Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.
Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.
En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå
Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.
Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.
Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.
Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.
Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.
Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.
Sådan er det ikke længere.
Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.
Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.
Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.
Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.
Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.
Nogle eksempler:
- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere
- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme
- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld
- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser
- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror
Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.
Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.
Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.
Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?
Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.
Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.
En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå
Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.
torsdag den 11. august 2011
Breaking News: Ryd sendefladen
Mange pseudonyheder bliver fra tid til anden på vores tv-kanaler fejlagtigt markedsført som breaking news. Det giver ikke sjældent grund til betydelig moro i journalistkredse, når visse kolleger udviser exceptionel svag dømmekraft for, hvad der virkelig er vigtigt.
Men i dag er der faktisk en rigtig nyhed, som nok burde få nyhedsredaktionerne til at rydde i hvert fald en god del af nyhedsudsendelserne i aften:
Der er tale om breaking news af en karakter, som potentielt får afgørende indflydelse på vores fremadrettede liv og velfærd. Og nej, vi taler ikke om, at Prince lige er landet i Københavns lufthavn, eller at en rocker er ved at blive transporteret fra fængslet til retten, begivenheder der ellers sagtens kan fremkalde live-reportager.
Det er en meget værre nyhed. For den overfladiske journalist nok en kedelig og ligegyldig historie, men det er mere væsentligt, end man kan forestille sig og én af de største og mest truende nyheder, der illustrerer, hvilke udfordringer vi står med, hvis ikke nogen tager det alvorligt en forfærdelig fart.
Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at mindre end halvdelen af den danske befolkning nu er i arbejde. Og det stopper ikke her, for udviklingen forværres hele tiden. Ethvert barn burde kunne forstå, at det er skelsættende, når der er færre, som arbejder og bidrager til velfærdssamfundet, end der modtager fra det.
http://jp.dk/indland/indland_politik/article2511028.ece
Det er rystende tal og endnu mere rystende er, at udviklingen fortsætter - at pressen ikke bider sig fast og kører lige så intensive og vedvarende kampagner, som man har gjort med Lene Espersens mødeafbud eller Henriette Kjærs mands økonomiske problemer. Men journalister og/eller deres redaktører synes ikke for alvor at begribe alvoren og omfanget i den strukturelle udvikling, landet er inde i, og som der jo har været advaret om i årevis.
Alt andet i dagens nyhedsstrøm bliver i lyset af denne nyhed mindre væsentligt.
Mindre end 49 pct. af befolkningen har et arbejde. Man kan se bort fra de naturlige grupper som børn, unge, studerende og pensionister, hvorimod vi tydeligvis har bevilget os selv og hinanden for vide rammer til at erklære os arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønnere eller berettiget til førtidspension. Der er masser af svage og ramte i dette land, som vi skal hjælpe og beskytte, men tallene viser, at det er kommet for vidt.
Vi har brug for en presse, som tvinger politikerne til at sige, hvad de vil gøre ved det, og som ikke får lov til at skyde skylden på hinanden i blind jagt på at vinde det kommende folketingsvalg.
Landet er truet i sit økonomiske grundfundament, men befolkningen forstår det ikke, fordi den ud af nyhedsstrømmen tror, at det er helt andre ting, som er væsentlige. Den almindelige dansker forventer og tror på, at pressen opfylder sin forpligtelse til at rapportere og dække i det nødvendige omfang, de begivenheder der virkelig betyder noget.
Pressen har i aften og de kommende dage en mulighed for at rette op på sin manglende ansvarlighed over for dækningen af de økonomiske problemer - altså en dækning der ligger betydeligt ud over bare at interviewe et par bankøkonomer om dagens aktiekursudvikling mv. Desværre er jeg bange for, at vi bare sejler planløst videre, og at medierne fortsat er mere optaget af læser- og seertal samt ikke miindst en masse klik på nettet til gavn for annonceindtægterne.
Men i dag er der faktisk en rigtig nyhed, som nok burde få nyhedsredaktionerne til at rydde i hvert fald en god del af nyhedsudsendelserne i aften:
Der er tale om breaking news af en karakter, som potentielt får afgørende indflydelse på vores fremadrettede liv og velfærd. Og nej, vi taler ikke om, at Prince lige er landet i Københavns lufthavn, eller at en rocker er ved at blive transporteret fra fængslet til retten, begivenheder der ellers sagtens kan fremkalde live-reportager.
Det er en meget værre nyhed. For den overfladiske journalist nok en kedelig og ligegyldig historie, men det er mere væsentligt, end man kan forestille sig og én af de største og mest truende nyheder, der illustrerer, hvilke udfordringer vi står med, hvis ikke nogen tager det alvorligt en forfærdelig fart.
Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at mindre end halvdelen af den danske befolkning nu er i arbejde. Og det stopper ikke her, for udviklingen forværres hele tiden. Ethvert barn burde kunne forstå, at det er skelsættende, når der er færre, som arbejder og bidrager til velfærdssamfundet, end der modtager fra det.
http://jp.dk/indland/indland_politik/article2511028.ece
Det er rystende tal og endnu mere rystende er, at udviklingen fortsætter - at pressen ikke bider sig fast og kører lige så intensive og vedvarende kampagner, som man har gjort med Lene Espersens mødeafbud eller Henriette Kjærs mands økonomiske problemer. Men journalister og/eller deres redaktører synes ikke for alvor at begribe alvoren og omfanget i den strukturelle udvikling, landet er inde i, og som der jo har været advaret om i årevis.
Alt andet i dagens nyhedsstrøm bliver i lyset af denne nyhed mindre væsentligt.
Mindre end 49 pct. af befolkningen har et arbejde. Man kan se bort fra de naturlige grupper som børn, unge, studerende og pensionister, hvorimod vi tydeligvis har bevilget os selv og hinanden for vide rammer til at erklære os arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønnere eller berettiget til førtidspension. Der er masser af svage og ramte i dette land, som vi skal hjælpe og beskytte, men tallene viser, at det er kommet for vidt.
Vi har brug for en presse, som tvinger politikerne til at sige, hvad de vil gøre ved det, og som ikke får lov til at skyde skylden på hinanden i blind jagt på at vinde det kommende folketingsvalg.
Landet er truet i sit økonomiske grundfundament, men befolkningen forstår det ikke, fordi den ud af nyhedsstrømmen tror, at det er helt andre ting, som er væsentlige. Den almindelige dansker forventer og tror på, at pressen opfylder sin forpligtelse til at rapportere og dække i det nødvendige omfang, de begivenheder der virkelig betyder noget.
Pressen har i aften og de kommende dage en mulighed for at rette op på sin manglende ansvarlighed over for dækningen af de økonomiske problemer - altså en dækning der ligger betydeligt ud over bare at interviewe et par bankøkonomer om dagens aktiekursudvikling mv. Desværre er jeg bange for, at vi bare sejler planløst videre, og at medierne fortsat er mere optaget af læser- og seertal samt ikke miindst en masse klik på nettet til gavn for annonceindtægterne.
Abonner på:
Opslag (Atom)