Mediernes har også et klima-ansvar

Der hviler et kæmpemæssigt medansvar på både danske og internationale medier for at sikre en sober, relevant og retvisende dækning af det igangværende klimatopmøde og ikke lade sig forføre at fristen til at bringe en overflod dramatiske billeder af ildebrand, hætteklædte demonstranter og masser af blå blink.

Der er så meget på spil, og en proportionsforvrænget dækning, hvor især de forventede uroligheder og optøjer får en alt for voldsom medieopmærksomhed, kan være ekstremt ødelæggende for det, der er selve klimatopmødets formål. Generelt tegner det indtil videre til, at medierne har løst opgaven på en utrolig professionel og ambitiøs facon med masser af forskellige vinkler og emner af høj relevans. Det er helt afgørende, at den kurs opretholdes og ikke bliver afsporet af hærværk og vold, som desværre forventes at ville indtræffe, inden mødet er omme.

COP15 er i den grad et historisk øjeblik, og vi vil som globale samfund og som borgere blive påvirket af resultaterne af topmødet resten af vores levetid - uanset hvad slutaftalen kommer til at gå ud på. Hverken mere eller mindre.

De kommende dage vil vise, hvilke konsekvenser og perspektiver vi skal begynde at indstille os på, så der er i den grad forpligtende arbejde for medierne i at formidle alt dette til os. Og derfor har medierne et en massiv opgave at løfte, når tungen skal holdes lige i munden og de rette redaktionelle prioriteringer skal træffes.

København får foruden regeringsledere og embedsmænd fra hele verden også besøg af klimaaktivister i stort tal, hvoraf de fleste heldigvis vil demonstrere på fredelig vis og dermed - trods eventuelle uenigheder om mål og midler for klima-truslen - tilslutte sig de fælles, demokratiske værdier. 99 procent er enige om at respektere disse spilleregler.

Men desværre får København efter alt at dømme også besøg af klima-aktivister, som på ingen måde respekterer det helt store flertals enighed om demokratiske processer, men som i stedet forventes at agere både voldeligt og med brug af hærværk for med så stor larm og opstandelse at få mediernes opmærksomhed.

Som journalist véd jeg, at de vil de få. Og det er da bestemt også relevant at dække det, hvis København bliver centrum for uroligheder, som de fleste forventer i forbindelse med COP15. Journalistisk set er det en absolut væsentlig og interessant historie, hvis og når det halve af København bliver sat i brand af ballademagere.

Men medierne har samtidig også et ansvar for at bevare proportionerne, så balladen, uanset hvor voldsom den måtte være, ikke kommer til at fylde hverken det hele eller det halve i mediernes dækning af klimatopmødet. Hverken antallet af anholdte, mængden af brændende barrikader, hærværket eller smadrede forretninger bør overskygge det væsentligste. Medierne bør ikke tillade, at bevidste anstrengelser på at påkalde sig opmærksomheden lykkes. Alt andet vil være et helt forkert journalistisk judgement.

Normalt plejer redaktionelle ledere at bekende sig til nøgtern og tilstræbt objektiv journalistik, hvor virkeligheden beskrives. Redaktionelle ledere vedstår sig sjældent - eller aldrig - at selv 100 rigtige historier fra den virkelige verden godt kan give et fuldstændig fejlagtigt billede af virkeligheden - alene ved at antallet er overdrevet og proportionsforvrængende. Sjældent stiller man sig selv spørgsmålet efter bevidstløst at have pumpet historier ud i det offentlige rum: Alle de historier vi fortalte, var både sandfærdige og et virkelighedsbillede. Men var den samlede, totale fremstilling så også retvisende for vort samfund?

Burka-debatten er et sådant eksempel. Emnet er stort set uden realbetydning for samfundet, men mediernes dækning var så voldsom, at almindelige borgere kunne forledes til at tro, at der var tale om et meget betydningsfuldt emne. Hver for sig fejlede historierne ingenting - men samlet set var det langt fra retvisende for emnets betydning.

Sådan kan det også ende, hvis primært de billedbårne medier - DR og TV 2 - ikke holder hovedet koldt. Der vil være en enorm fristelse hos de vagthavende journalistiske besætninger på de to tv-stationer til at give de forventelig dramatiske billeder fra urolighederne en alt for stor placering i den samlede dækning af COP15.

Man kan endog på forhånd forestille sig forskellige scenarier og deraf konkludere, om man overhovedet kan forestille sig nogle situationer, hvor ballademagerne får lov til at tage mere end 10 procent eller 20 procent af den totale dækning af COP15. I hvert fald ikke hvis man ser på klima-topmødet i den store sammenhæng, hvor resultaterne af topmødet vil komme til at præge verden i årtier, måske århundreder fremover. Alle nulevende mennesker med et minimum af interesse for vores planet vil i al fremtid få konsekvenserne af COP 15 at mærke.

Derfor en opfordring til især DR og TV 2 om ikke at lade sig trække rundt i manegen af ballademagernes agenda, der netop er at bruge vold og hærværk til at få kameraerne til at komme og lave billeder. Fint at urolighederne bliver dækket, men proportionerne må ikke gå tabt. Det er trods alt kun de allerfærreste, som bruger optøjer, vold og hærværk og tilsidesætter de universelle demokratiske processer og spilleregler, og medierne har et ansvar for ikke at sende signalet om, at det betaler sig for at få opmærksomhed.

Follow the money

Hele verden red med på medicinalindustriens globalt iscenesatte trussel fra H1N1, mens vi forgæves ventede på, at pressen kulegravede de bagvedliggende drivende kræfter for opstandelsen. Det ville have afdækket de massive økonomiske interesser, der lå bag skabelsen af en global efterspørgsel på vaccine

"Follow the money" er en klassisk disciplin inden for journalistikken, som bliver stadig mere sjælden.

Penge og pengenes bevægelser er essentielt for at afdække de egentlige motiver og drivkræfter bag en given sag. Det er noget af det mest tidskrævende journalistiske arbejde, man kan forestille sig, og i en tid hvor både pengene er knappe, og medierne fokuserer på at øge produktivitet og kvantitet, er det ikke dét, der bruges mest krudt på. Og det er ingen sund udvikling. Mangt en god historie har været båret af en journalists ukuelige vilje til at komme til bunds i pengestærke og magtfulde interessers grundlæggende strukturer. Og så viser sandheden sig ofte at være en noget anden end den, der ellers har været den gængse.

Hele historien om H1N1 kunne ellers fra starten være blevet sat i et mere jordnært lys, hvis pressen havde brugt bare halvt så mange ressourcer på pengevinklen som på skræmmevinklen, der jo så har vist sig ikke rigtig at holde vand. I stedet blev der skabt et globalt hysteri, som om der var tale om den sorte pest, og medierne har da også lukreret på at kunne producere millioner af historier på alle platforme i et omfang, vi næppe har set før med andre sager.

Det gode ved sagen er, at den har skabt læsere og seere, trafik - altsammen gavnlig for mediernes forretning. Det mindre flatterende er, at medicinalindustriens vaccine-forretninger har haft præcis samme interesser, og når pressen får sammenfaldende kommercielle interesser med en industri, bliver det ikke kønt at se på. Der må da være en redaktør eller to, som har været opmærksom på dette åbenlyse problem.

For sagen er, at hvor medicinalindustrien sådan set har en legitim interesse i at fremprovokere en efterspørgsel på deres produkter, så burde pressen gå den modsatte vej og afprøve, om al informationen kunne stå for en nærmere prøvelse. Dødeligheden ved H1N1 lader til at være meget lavere end ved almindelig influenza, som slår 1000 ihjel om året. Sundhedsstyrelsen vurderer, at H1N1 kommer til at koste omkring 200 mennesker livet, så den vanvittige pressedækning er altså ikke båret af hverken fakta eller rationalitet. Hvordan kan en historie om en influenza blive så voldsom netop i et år, hvor vi slipper med en femtedel døde i forhold til normalt. Det skal sammenholdes med, at lægevidenskabelige kilder konstant har sagt, at truslen var overdrevet.

Alt for sent kommer det frem, at medicinalindustrien tjener uhyrlige summer på vaccinen mod H1N1, som de ovenkøbet - i hvert fald i Danmark og nok også en del andre lande - har ansvarsfraskrevet sig. Branchen har haft midler og styrke til at iværksætte en global PR-kampagne, som i givet fald måske er én af de dygtigste og bedst eksekverede nogensinde. Men vi ved det ikke, for pressen har ikke kulegravet det.

I stedet er der med pressens stærke medvirken skabt et globalt pres fra medier og dermed borgere mod regeringer, politikere og sundhedsmyndigheder for at stille vaccine til rådighed - selvom det i dag står helt klart, at det er en af de mest overflødige vacciner af alle for så vidt angår sunde og raske mennesker.

Medicinalindustrien synes at have arbejdet imponerende systematisk både i forhold til pressen og i forhold til centrale sundhedsmyndigheder, hvor man har haft lønnede folk til at agere rådgivere over for eksempelvis WHO. Pressen har været den eneste tilbageværende instans, som har kunnet sikre og kontrollere, at stærke kommercielle interesser ikke påvirkede den offentlige mening og sundhedsmyndighederne på et falskt grundlag. I stedet blev pressen selv spundet ind i løgnene.

Det blev sagt meget tydeligt af Wolf Dieter Ludwig, som er leder af lægemiddelkommissionen i den tyske lægeforening:

"Myndighederne er faldet for en kampagne fra medicinalvirksomhederne, som går ud på at tjene penge på en ikke-eksisterende trussel."

Bedre sent end aldrig - hvis skaden så bliver rettet op. Men det gør den ikke, og det er endnu mere kritisabelt, for pressedækningen er uforandret. Selvom H1N1 tydeligvis i dag ikke kunne bære den groteske mediedækning, fortsætter pressen en journalistisk set ubegrundet dækning af enhver perifer historie om H1N1.

Det er som om, pressen ignorerer faktuel information, som trækker tæppet væk under den intensive dækning af H1N1 - men det er da også surt, hvis en god historie skal ødelægges af fakta. I stedet burde pressen erkende, at den er blevet godt og grundigt brugt af medicinalindustrien til at skabe efterspørgsel på H1N1-vaccine, som ifølge den amerikanske investeringsbank JP Morgen har skabt en omsætning i branchen på over 50 mia. kr. Pressens pligtforsømmelse har dermed kostet offentlige kasser meget dyrt - godt hjulpet af populistiske politikere.

Der har undervejs været enkelte medier rundt omkring, som har forsøgt at grave i historien - men disse mediers historier og afsløringer har ikke opnået stor opmærksomhed i den øvrige presse, - måske netop fordi det gik imod den fastlåste opfattelse af H1N1 som en stor og voldsom trussel.

Forhåbentlig vil nogen tage ved lære af H1N1-forløbet og tænke sig mere om, når de journalistiske ressourcer fremover bliver fordelt på historier og stofområder.

Mediernes nyhedsproduktion er eksploderet de seneste ti år - en vækst på 134 procent. Antallet af journalister er kun steget med 8 procent i samme periode, og selvom der selvfølgelig var journalister, som har haft godt af et los bagi, har det haft en konsekvens for tidsforbruget i forbindelse med den enkelte historie.

Vi kan desværre ikke glæde os over, at vi som medieforbrugere får 134 procent flere nyheder, for ifølge medieprofessor Anker Brink Lund er en meget stor del af den øgede produktion snarere såkaldte "nåheder" - ligegyldigheder forklædt som nyheder. Det er kommet for vidt, når stærkt nødvendig, kulegravende journalistik bliver nedprioriteret.

Danmark - et land i stampe

Selvom alle de mest anerkendte økonomer her til lands efterlyser økonomiske reformer, hvis Danmarks velfærd skal bevares for eftertiden, så sker der alligevel ingenting.

Politikerne ved det godt, men de er bange for vælgerne, og de er først og fremmest bange for pressen. De véd nemlig godt, at pressen nok skal finde nogen, det er synd for, og som er blevet ramt af reformer, og så er fanden løs.

Alle medier uanset om man karakteriserer dem som kulturradikale eller borgerlige står klar med den skarpe pen, så snart Folketinget ændrer et komma.

Dette eksempel i Jyllands-Posten er blændende - for det fortæller netop, at pressen vil fokusere mere på at se bagud fremfor at dække fremtidsperspektiverne. I denne artikel taler vi om, at nogen - måske - kommer til at miste nogle håndører på en skattereform.

http://epn.dk/samfund/politik/article1903157.ece

Derfor er forandringer guf for journalister, for det nemmeste i verden er at fokusere på ulemperne, selv når fordelene ikke bare er klart i overtal, men også nødvendige.

Pressen i offentlighedens tjeneste

Pressen burde som DR spille ud med konstruktive forslag til anvendelsen af mediestøtten, og til hvordan vi kan bruge den som motivationsfaktor til bedre og mere vedkommende indhold

Forleden downloadede jeg et program til min iPhone og fik direkte adgang til 30.000 radiostationer fra hele verden. Blot 10 af dem er danske, hovedparten fra DR. 10!

De øvrige 29.990 radiostationer, som jeg nu har adgang til på min telefon, er proppet med indhold af enhver art og for enhver smag - men fælles for de 99,97 procent ikke-danske radiostationer er, at de er uden dansk indhold.

Udenlandsk - ofte generisk og for en dansker mindre relevant - indhold i form af tv, bøger, websites mv. skyller ind over os og vil fosse ind ad alle tænkelige revner og sprækker på alverdens teknologiske platforme, der kan internetopkobles, i et omfang, vi endnu ikke gør os begreb om - på mobiltelefoner, computere, bilradioer, fjernsyn, iPods. Den voldsomt voksende udbredelse af udenlandsk indhold presser og fortrænger det danske.

Vi har med andre ord kun lige set starten på mediefragmenteringen og på en flodbølge, hvor danske mediers synlighed i den almindelige danskers hverdag reduceres - og dermed også forbruget af dem. Altimens vil et stadig større forbrug af udenlandsk indhold efterlade stadig færre penge inden for landets grænser til produktion af dansk eller andet indhold, som har nytteværdi for danske borgere.

For en nålestribet Excel-mand eller -kvinde, der bare vil have flest mulig klik, læsere, lyttere eller seere er det nok bedøvende ligegyldigt. Så dem skal vi ikke lytte meget til.

For det demokratiske menneske, derimod, er det en gigantisk trussel mod de fælles værdier, som Danmark er bygget op om gennem mange generationer, og som har givet os et samfund, vi overvejende er stolte af og taknemmelige for. Det lever og ånder af det indhold, danske medier producerer med og om danskere, uanset alder, køn, uddannelse, politisk og etnisk baggrund. Indhold, såvel journalistik som underholdning, skal i hovedsagen tage udgangspunkt i et dansk perspektiv og i danske værdier. Uden dét kommer vil til at nøjes med det indhold, der produceres i andre lande. Dét ønsker ingen. Det er kun os danskere, som kan sikre det danske indhold. Ingen andre gør det. Derimod er der ingen grund til at bruge offentlige midler til visning af eksempelvis amerikanske film og serier.

Derfor var det da også en fornøjelse at se DRs mediepolitiske udspil forleden. Selve overskriften var en appel om at styrke det danske medieindhold - et oplagt kriterium at uddele mediestøttepenge ud fra.

Udspillet fra DR er nye toner i forhold til, hvad vi hidtil har hørt fra de danske medier, der har ytret sig om fremtidens mediestøtte: Danske medier og deres topchefer har ivrigt diskuteret rettighederne - hvordan får de flest mulig penge med mindst mulig kontrol.

Rettighedernes uomgængelige følgesvend - pligterne - har mediecheferne ikke haft helt så travlt med at bringe til torvs.

Måske har de glemt, at journalistisk indhold, som støttes af offentlige midler, ikke har det primære formål at sikre journalistiske arbejdspladser eller holde liv i bestemte medievirksomheder, men først og fremmest har det formål at stå i offentlighedens tjeneste. Men i diskussionerne om mediestøtte er det nærmest umuligt at få pressen og den chefer til at anerkende, at offentligheden har en ret til at medvirke til definitionen af, hvad det indebærer at tjene offentligheden.

Faktisk er det overraskende så lidt tid og opmærksomhed, medierne, myndigheder, politikere og samfundet som helhed bruger på at rette, korrigere, forbedre den voldsomt påvirkende faktor, som mediemaskineriet er for vores fællesskab. Det diskuteres uafvendeligt - men egentlig, systematiseret handling er sjælden. Hvis der overhovedet handles, er det i det små, ude hos den enkelte samvittighedsfulde journalist. Ingen overordnet eller fælles proces har nogen styring med udviklingen, hvilket dog kunne gå an, hvis journalistikken var perfekt og fejlfri, og hvis den fuldstændig loyalt skildrede virkeligheden i de rette proportioner. Desværre - og naturligvis - forholder det sig langt fra sådan.

Mediestøtten er en fremragende anledning til at forbedre de journalistiske processer - i hvert fald i den forstand, at det er offentligt støttet og dermed tjener et højere formål. Staten og offentligheden skal ikke forbyde elendig journalistik, men til gengæld kan man afvise at støtte det.

Og staten kan derudover afvise at støtte overeksponeringen af bestemte stofområder, når denne overeksponering giver et skævvredent billede af tingenes egentlige tilstand.

Det er de seneste ti års voldsomme vækst i krimistoffet et godt eksempel på. Der sker blandt andet en proportionsforvrængning, når TV 2 NYHEDERNE er smækfyldt med blå blink, for kendsgerningen er, at der ikke er blevet så meget mere kriminalitet, som den journalistiske overeksponering - ikke bare på TV 2 - jo indikerer. Den enkelte krimihistorie er sandfærdig og en del af dagens Danmark. Men samlet set giver de et skævvredent billede, og den slags kan man iværksætte styringsmekanismer til at sætte ind imod, så man i hvert fald ikke brugte statens og borgernes penge på en hvilken som helst politiudrykning.

Krimistoffets opprioritering har haft den negative konsekvens, at det er blevet glamour-agtigt at være både gemen kriminel, men især kendis-kriminel. Uden skam i livet har mange medier med statens egne tv-stationer i den absolutte førertrøje gjort det nemmere for en kriminel at nå den så eftertragtede medieeksponering end for langt mere betydningsfulde, intellektuelt begavede mennesker, der i stedet for de kriminelle burde være vores forbilleder.

Det er en dødsensfarlig omgang med det ansvar, som især tv-stationerne bærer i forhold til dyrkningen af rollemodeller, som ellers er centrale omstændigheder, der former de værdier, opvoksende børn og unge danner sig. Det ansvar tager ingen medier nogen offentlig debat om - noget tyder på, at debatten end ikke foregår internt.

Medierne burde komme med et samlet udspil til, hvordan vi sammen kan arbejde for at præge pressens arbejde i en for samfundet gavnlig retning.

Når metoden ødelægger historien

TV 2s og Ekstra Bladets historier om minkindustrien er skabt med metoder, som formentlig næppe var nødvendige for at få historien i hus. Mindre spektakulære metoder havde været til større gavn for minkenes dyrevelfærd

Så er den gal igen.

Pressen har fået afsporet en debat om et relevant samfundsproblem, fordi den på grund af grænsesøgende metodevalg flytter diskussionerne over på sig selv.

TV 2 og Ekstra Bladet afslørede kritisable forhold i minkindustrien, men de redaktionelle prioriteringer har taget opmærksomhed væk fra minkenes ve og vel. Var det virkelig nødvendigt for at få historien i kassen? Det gav i hvert fald modparten - minkindustrien - massiv skyts til at mudre selve hovedbudskabet i historien om dyrevelfærd.

Hvis alt var gået vel, og man havde styret udenom de diskutable journalistiske metoder, havde TV 2 og Ekstra Bladet stået med en masse uanfægtet anerkendelse for at have påpeget problemer i forhold til levevilkår for mink i fangenskab.

Historien kunne sagtens være blevet født uden diskutable metoder, men Ekstra Bladet og TV 2 skulle bruge billeddokumentation for at give større gennemslagskraft. Intet kan sætte sindene mere i kog end billeder af lidende dyr. Ord er ikke nær så virkningsfulde og oprivende.

Billeddokumentationen blev skaffet ved at udsende dyreaktivister på indbrudstogter. Det normale er at bruge journalister til indsamling af den type billeder, fordi de som udgangspunkt arbejder fair og under tilstræbt objektivitet, hvilket ideelt set ville have sikret sagen de rette proportioner - er det for eksempel et samfundsproblem, at tre kyllinger pådrager sig sår i en hel kyllingeproduktion, hvis der totalt set er tale om 50 mio. kyllinger? Og hvad nu hvis der kun er problemer i 5 ud af 500 besætninger?

Proportionen kommer i fare, når man i stedet for journalister beder den ene parts dødsfjender om at skaffe billedmaterialet. Aktivisterne er direkte parter i sagen, og den slags tager man i journalistikken normalt yderst alvorligt. Problemerne ved at betræde denne vej er, at de pågældende aktivister i deres optagelser på de enkelte minkfarme har skullet foretage en masse redaktionelle valg og fravalg. Man kan med usvigelig sikkerhed fastslå, at enhver tvivl undervejs i optagelserne ikke kommer de anklagede i minkindustrien til gode. Disse aktivister er og bliver minkavlernes fjende nummer ét, men sammen med Ekstra Bladet og TV 2 gjorde de emnet dyrevelfærd et kæmpe bjørnetjeneste ved at give modparten stærke kritikpunkter på hånden.

Og det værste ved at fokus bliver flyttet er, at det belaster pressens anseelse, når den angrebne part på den måde foræres masser af unødvendig sympati og medvind. Det er altså ikke bare metoderne, der er problemet - det er de åbenbare konsekvenser, det får at bruge dem.

Desværre er det ikke første gang, at pressen på den måde har forpurret fokus på selve sagen samt i visse tilfælde direkte lagt gift ud for lysten til journalistisk at beskæftige sig med det pågældende emne i flere år.

Det skete i den såkaldte Triple A-sag, som TV 2 bragte i juli 2005. Senere viste det sig at være én af de allerførste historier om én af de allerværste samfundsmæssige udfordringer, vi står med i dag - bandekrigen.

Det journalistiske arbejde bag de to nyhedsindslag i 2005 var svækket af to omstændigheder - indslagene var fejlfyldt, primært på grund af at man havde fundet den forkerte case: To unge mænd, der fyldte TV 2 med løgn. (Eller gjorde de? Det var dét, der aldrig blev opklaret.) I hvert fald viste de to unges påstande om en form for gruppering under navnet Triple A tilsyneladende at være opdigtet.

Den anden omstændighed, som svækkede historien, var, at den var præmatur. Det var første gang, at tv-seerne og det danske samfund blev konfronteret med de truende udsigter til den meget alvorlige situation, vi står i i dag med omfattende bandekrig med døde og lemlæstede samt ukontrollerbare skyderier på åben gade.

Man kunne knapt tro sine egne øjne, da man så indslagene. Billederne var dramatiserede, og den uhørt skarpe retorik i indslagene om svært bevæbnede bander og hårdkogte gangstere på vej ud i en uoverskuelig krig om de kriminelle markeder fik derfor nærmest den modsatte effekt: Opmærksomheden vendte sig mod TV 2 i form af beskyldninger om populistisk og fordrejende journalistik frem for opmærksomhed på det alvorlige samfundsproblem, man som det første medie havde forsøgt at beskrive - omend på en højst uheldig måde.

Da de unge efterfølgende trak deres udtalelser tilbage, smuldrede den journalistiske dokumentation for eksistensen af både Triple A specifikt og fænomenet indvandrerbander, hvilket spolerede historien. Det var en lettelse for tv-seerne og for offentligheden, fordi det gav en undskyldning til at dømme historien helt uden hold i virkeligheden og fortsat fred over aftenkaffen. En stormflod af forargelse og kritik rejste sig mod TV 2, der vægrede sig ved at trække historien tilbage, fordi man fortsat mente, at grundhistorien var sand, - hvilket eftertiden da også har dokumenteret.

Især andre medier var frontløbere i forargelsen mod TV 2, selvom ingen var i stand til hverken at på- eller afvise, om historiens kerne rent faktisk holdt vand eller ej. Faktisk er det tvivlsomt, om nogen overhovedet prøvede.

Offentligheden nægtede - primært på grund af indslagenes retorik og den fejlagtige case - at tro på selve indslagenes essens: Udsigten til voldsomme sammenstød i den kriminelle underverden. Det har vist sig at være en katastrofal dårlig vurdering, for den massive forargelse gjorde både TV 2 og resten af pressen håndsky i forhold til at behandle emnet efterfølgende. Uden pressens opmærksomhed gennem længere tid har bandekriminaliteten fået optimale vækstvilkår og kunne vokse upåagtet.

Medierne bærer et kæmpemæssigt ansvar - både for formidlingen af relevante samfundsmæssige emner, men også for at det sker på en anstændig måde for at undgå, at selve sagen drukner i proces-diskussioner. Det bedste værktøj mod det er at undlade at se på de presseetiske regler som en hæmsko, men snarere som en relevant rettesnor for vores arbejde.

Stil skrappe krav til mediestøtten

Et større milliardbeløb går hvert år til de danske medier uden særlige kvalitetskrav. Omlægning af mediestøtten giver en helt ny chance for at fremme journalistik, der gavner folkeoplysningen, kulturformidlingen og debatskabelsen - og dermed demokratiet og samfundet

5,4 mia. kr. tilflyder de danske medier i direkte eller indirekte støtte fra borgerne hvert år. DR tager to tredjedele - 3,4 mia. kr. - mens en lang række medievirksomheder, altovervejende otte TV 2-regioner og en stribe dagblade, må deles om de sidste 2 mia. kr.

Det er paradoksalt, at selvom støtten til medierne begrundes med mediernes vigtige rolle for demokratiet, så bruges pengene ikke aktivt til at fremme indhold og journalistik, som rent faktisk understøtter denne demokratiske rolle.

I stedet deles pengene ud efter om man er statsligt ejede tv-stationer, eller om man producerer sit indhold til avispapir og udkommer dagligt. Der uddeles ikke én krone til journalistik, selvom det indlysende er journalistikken og ikke platformen, som understøtter demokratiet.

Journalistik med en særlig samfundsgavnlig værdi er defineret ved enten at være debatskabende, kulturformidlende eller folkeoplysende. Det er med andre ord public service. For cirka 10 år siden hævdede den daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at også Lykkehjulet var public service, og dermed punkterede hun al meningsfuld debat om, hvad vi som samfund og borgere opfatter som journalistik af værdi, der bør støttes. Hendes påstand skabte en bevidsthed om, at man reelt kan argumentere for hvad som helst som havende en demokratisk værdi - også Lykkehjulet.

Nu er det nødvendigt at gøre op med den værdirelativisme, som lå i kulturministerens udsagn. Midlerne er begrænsede, og politikerne har næppe tænkt sig at øge puljen på de 5,4 mia. kr., selvom det i høj grad er aktuelt at diskutere flere penge, når globale medier som Google, Facebook og YouTube med massiv kraft gør indhug i det medietidsforbrug, som tidligere lå på dansksprogede medier med en samfundsgavnlig og demokratiunderstøttende funktion.

Omlægningen af mediestøtten er en helt unik chance for at fremme og motivere til produktionen af indhold og journalistik, som kommer under stadig større pres, og som ikke kan fungere på kommercielle vilkår. Langt de fleste vil være enige i, at vi står foran en reel udfordring og et voksende problem - men der vil være stor uenighed om, hvordan det kan løses.

Uenigheden vil bestå i, hvordan vi undgår en flok smagsdommere, som sidder og afgør, hvad der er god eller dårlig journalistik. Denne frygt kan ødelægge en historisk chance for at fremme den type journalistik, som er presset af tidens tyranniske jagt på seere, læsere og brugere. Det vil være ærgerligt, hvis den frygt skal ødelægge muligheden for at lægge helt nye spor for fremtidens journalistik.

Grundlæggende må vi forholde os til, hvad vi ønsker at fremme, og om dette kan overlades til markedskræfterne eller ej. Vi får - i lyset af at ressourcerne er begrænsede - brug for at diskutere det rimelige af, at vi bruger offentlige midler til at sende amerikanske film og serier, producere gossip og bruge millioner af kroner på underholdning generelt - uanset om det er på tv eller i aviserne.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt underholdning på tv eller på print er god eller dårlig smag, men snarere en konstatering af at udenlandsk fiktion, gossip og fredagsunderholdning ikke er truet. Det skal nok overleve - også på rent kommercielle vilkår uden offentlig støtte. Danskproduceret underholdning støttes i øvrigt allerede massivt via filmstøtteordningen.

Situationen i dag er uholdbar, fordi vi ikke véd en døjt om, hvilken nytteværdi der de facto kommer ud af de 5,4 mia. kr., altimens presset udefra vokser. Vi har ikke megen idé om, hvor mange af pengene der bidrager til at understøtte de samfundsmæssige egenskaber, vi ønsker at fremme: debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.

Fremtidens støttesystemer bør tilrettelægges, så effekten af støttekronerne bliver maksimeret, og samfundet og borgerne får en reel og dokumenterbar nytteværdi. Der er brug for kvalitetskontrol, og der er behov for, at man ud fra de tre begreber - debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning - får udkrystalliseret fremtidens definition på støtteværdig public service.

Optimalt udviklet vil fremtidens støtteordning kunne modvirke tidens uheldige tendenser, hvor man især i tv-mediet ser en forfladigelse og alt for meget infotainment. Man skal kaste et blik på de amerikanske nyhedsudsendelser for at se, hvad danske medier er inspireret af - og så er det let at blive skræmt ved udsigten til, at danske tv-nyheder om føje år vil se ud som de amerikanske, hvis ikke vi prøver at påvirke det.

Konkurrencen om seernes opmærksomhed er så intens, at opfindsomheden for at undgå, at de zapper væk bliver stadig større. I Danmark ser vi en kraftig dyrkning af dramatiserende krimistof samt det journalistiske nyhedskriterium - konflikten.

Konflikt og konfrontation giver utvivlsomt en nyhedsudsendelse en sticky effekt, fordi det er drama, det er spændstighed og nerve. Men når formen rendyrkes på en måde så politiske yderpunkter konstant sættes op mod hinanden, er det ikke længere samfundsgavnligt. Vi véd, at når redaktionen skaffer kilder, som skal deltage i aftenens live-debat i studiet, vælger man den modpol med standpunkter længst mulig væk fra modstanderen, og som er villig til at sige tingene mere direkte og firkantede. Resultatet er forsimplet journalistik, hvor det er mere interessant at høre om det sorte eller det hvide, fremfor de mange nuancer midt imellem. I værste fald bidrager til radikalisering.

Der er masser af journalistik og indhold generelt, som det simpelthen er meningsløst at støtte set ud fra et demokratisk synspunkt. Vejen frem er at enes om, hvordan vi definerer den nødvendige journalistik og overlader resten til markedskræfterne, uanset platformen, og hvordan vi i praksis undgår at skabe mediestøtteordninger, som medfinansierer det, der sagtens kan klare sig selv.

Kronprinsens sidste chance

Her til aften - torsdag i TV-avisen kl. 21 - faldt den sidste advarsel til Kronprins Frederik om hans forestående indvælgelse i den olympiske komité - IOC.

Hvis Tv-avisens indslag i øvrigt står til troende, så vi endnu et bevis på, at Kronprinsen på ingen måde bør lade sig indlemme i et selskab, der er så usportsligt og åbenbart gennemsyret af dagsordener, som er skændige for sporten og for OL.

Indslaget fortalte en historie om, at Chicago - der som vi alle véd røg ud i første runde mod alle forventninger - faktisk faldt på, at en gruppe IOC-medlemmer havde rottet sig sammen mod USA i et hævntogt, der intet havde at gøre med selve udpegningen af værtsbyen for OL i 2016. De koordinerede afstemningen, og derfor var resultatet givet på forhånd, - det var blevet bestemt lang tid i forvejen, at Chicago ikke skulle vinde.

Baggrunden for denne koordinerede aktion var ikke sportsligt relateret, men udsprang i en gammel strid om penge, hvor amerikanerne tidligere har lånt penge til fallit-truet IOC i starten af firserne.

At en sådan aktion ikke bare er uværdig, men også en hån og en latterliggørelse af de mange seere, som fulgte processen frem mod udpegningen af værtsbyen for 2016, viser endnu et eksempel på, at IOC ikke er et sted for mennesker med et dyrebart image, der hviler på at være troværdigt og apolitisk.

Desværre lader det til, at Kronprinsen vil lade sig vælge til IOC-medlem for enhver pris - uanset hvad IOC som organisation samt de enkelte medlemmer i øvrigt står for. Dårligt selskab er en farlig legekammerat for en kommende konge. Hvis han slipper helskindet fra at være IOC-medlem, så er han enten meget dygtig eller mere heldig, end man på nogen måde kan forvente. Men han risikerer også at få ubodelige ridser i sit omdømme.

Denne episode var endnu en advarsel til Kronprinsen om, at fairness, ordentlighed og den sportslige ånd har mere end almindelig trange kår i IOC. Og i dag er hans sidste chance for at træffe et andet valg, end det han har haft sit blik stift rettet imod i meget lang tid.

Kommerciel radio er stendød

Kommerciel radio er stendød

GRAVSKRIFT: De danske radio-lyttere kan godt glemme alt om et brud på DRs totale radiomonopol, på samme måde som DR for 20 år siden fik brudt sit tv-monopol. Der er simpelthen for mange strukturelle fejl og manglende imødekommenhed hos alle involverede til, at det nogensinde lykkes

Man siger, at succes har mange fædre, men at fiaskoen er forældreløs.

Sådan er det ikke med kommerciel radios fiasko i Danmark - der er faktisk rigtig mange, som har en større eller mindre andel i radioens fiasko. Desværre er det kendetegnende, at ingen rigtig ved stå ved deres respektive ansvar.

Tilsammen udgør de mange andele et sæt af strukturelle fejl og mangler, som sammenlagt sikrer, at DR kan bevare sit altdominerende radiomonopol. Senest er det ellers så succesfulde Radio100FM gået i betalingsstandsning.

Den politiske vision var klar - kommerciel radio skulle udvikles nationalt i en skala, som kunne udfordre DR - og det blev fulgt op af tunge og erfarne radiogiganter, da Sky Radio og Talpa Radio i 2003 erhvervede de to udbudte radiolicenser, FM5 og FM6. Senere overtog TV 2 FM5.

Situationen er altså sådan: TV 2 er én af de allerdygtigste og i mange år også allermest succesfulde medieaktører her til lands. Sky Radio er en del af de mægtige News Corp, som Rupert Murdoch ejer. Og Talpa Radio er ejet af John de Mol, som blev milliardær på at sælge sit tv-produktionsselskab Endemol, der blandt andet husede nogle af de allermest lukrative og storsælgende formater - blandt andet Big Brother.

Alle tre fejlede totalt. De fejlede, selvom de lagde en kæmpemæssig indsats, og selvom de investerede massivt i at få det falmede danske radioreklamemarked til at vokse. Især Radio100FM blev en succes, når man ser på fladens indhold og på lyttertallene. Økonomisk desværre en katastrofe.

Derfor er spørgsmålet så oplagt: Når ikke disse tre kan løfte opgaven - hvem kan så? Svaret er i virkeligheden helt enkelt. Ingen, - så længe de strukturelle forhold er som de er, indtægterne er for lave, og omkostningerne er for høje.

Men bag ved den banale konstatering er der grund til at dvæle ved, hvem der har et medansvar.

De tre aktører er - selvom de gerne fremstiller sig selv som det modsatte - måske de mest skyldige selv. To af dem kom fra Holland, hvor radiomarkedet var 4-5 gange så stort målt på den procentvise reklamespending i forhold til Danmark, hvor den blot var et par procent. I Holland har kommerciel radio stor succes - blandt andet fordi public service-radio ikke har tilnærmelsesvis samme styrke, som DR har i Danmark. Blandt andet derfor var deres vurderinger af det danske radioreklamemarkeds potentiale himmelråbende naive.

TV 2s selvtillid var overdimensioneret, da man i 2006 vandt en otte årig koncession på FM5 for 184 mio. kr. Troen på egen dygtighed og evne til at flytte de unikke tv-kompetencer over på radio viste sig at være forfejlet, samtidig med at TV 2 på trods af sin helt særegne position på tv-reklamemarkedet ikke lykkedes at få kunderne til også at bruge radio.

TV 2 blev ydmyget ikke bare på svigtende lyttertal, - det var ikke lige dét, der lå i selvforståelsen af koncernens evner til at producere fantastisk indhold og generere høje seertal - men TV 2 fik heller ikke udnyttet de helt oplagte synergier, der lå lige til højrebenet i produktionen af hhv. radio og tv.

Aktørerne fejlvurderede altså af flere grunde fuldstændig, hvor stor en sum man kunne tillade sig at byde som årlig koncessionsbidrag. Man skal jo ikke glemme, at uanset at aktørerne i dag piver over koncessionsbetalingens størrelse, så rakte de hver og én skiltet i vejret helt frivilligt og bød de pågældende beløb. Ingen tvang dem til det.

Derimod er det relevant at diskutere, om staten gjorde det særlig godt, når man lavede en udbudsmodel, hvor radiostationerne skulle betale massive beløb up-front endnu inden årets indtægter havde vist sig. Det var et møllehjul, man hang om halsen på de nye stationer i stedet for at lave en model, hvor der skulle betales i takt med, at indtægterne voksede.

Staten kunne også have bidraget med en replanlægning af FM-båndet inden auktionerne, fordi det ville have frigjort måske 10-15 helt og halvt landsdækkende frekvenser. Dermed ville der have været en radiostation til stort set alle, og det ville have betydet, at koncessionspriserne ville have været meget, meget lavere i en ren auktion. Men måske var staten mere optaget af at tjene flest mulig penge på de ledige frekvenser?

På udgiftssiden er der også de meget omdiskuterede ophavsrettighedsudgifter til Koda/Gramex. De opkrævede beløb var astronomiske i forhold til indtægtsniveauerne, og opkrævningsmodellen bar præg af, at Koda/Gramex hellere ville malke koen, endnu før den var begyndt at give mælk. I stedet bør man i dag anerkende, at det ville have været klogere at bruge sin position og styrke til at bidrage til udviklingen af et bæredygtigt, velfungerende radiomarked i vækst. Det ville have givet flere indtægter i sidste ende.

Desværre vedstår Koda/Gramex sig heller ikke det store medansvar, men vælger i stedet med en retorisk finurlighed at hævde, at det ikke er musikafgifterne, der har givet underskuddene, fordi de ville have været der alligevel med koncessionsafgifterne. Men underskud udløses ikke af en enkelt udgiftspost - det er en sum af de samlede, faste udgifter.

Og så kan man konstatere, at hverken annoncører eller mediebureauer har bidraget meget til at udvikle radiomediet. Der skal jo kunder i butikken., og dem var der for få af.

Den største hurdle var dog DRs totale dominans på radiomediet, som understøttet af licenspenge, mens aktørerne på kommerciel radio altså skulle betale til staten.

Nu har piben fået en anden lyd. Der er politisk flertal for at udbyde P2 til en kommerciel public service-aktør. Målet er ikke så meget at sparke liv i det kommercielle radiomarked, som med en ny model at understøtte det gamle ønske om at bryde DRs væg-til-væg monopol på radiomediet. Og denne gang er man altså indstillet på at give penge for at få brudt monopolet frem for at tage penge for det.

Tøger Seidenfadens vaklende taburet

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, nyder utvivlsomt det stormvejr, han endnu engang har fået til at rejse sig om sin person. Ikke mange besidder hans helt unikke evne til at sætte sig selv i opposition til hvad som helst og hvem som helst.

Det profilerer Politiken, og det differentierer utvivlsomt avisen i et særdeles hårdt avismarked. Det er med ret stor sandsynlighed derfor egenskaber, som chefredaktørens arbejdsgivere i bestyrelsen og direktionen for JP/Politiken-koncernen værdsætter.

Men denne gang er han måske alligevel gået for vidt. Der er ikke så få ting, som faktisk tyder på, at hans dømmekraft ikke længere er, hvad den har været. Denne gang synes den i hvert fald at have ledt ham på gale veje, ud i et venneløst ingenmandsland, hvor alle er rasende på ham.

Hans beslutning om at markere avisen ved for anden gang at krænke ophavsretten med den uautoriserede offentliggørelse af Jæger-bogen, hans bevidste tilsidesættelse af Forsvarets ønske om at afvente yderligere offentliggørelse, indtil retten havde talt, samt en domstol, der siger, at Politiken har bragt landets og udsendte soldaters sikkerhed i fare, er hård kost for en bestyrelse. Hvis den sluger denne kost uden at blinke, er det ikke helt normalt.

Seidenfadens arbejdsgivere i toppen af JP/Politiken-koncernens ledelse - direktionen og bestyrelsen - kan efter et så opsigtsvækkende forløb rent professionelt ikke komme uden om at forholde sig til og diskutere, om tilliden til Politikens stormombruste chefredaktør fortsat er helt intakt.

Én af de faktorer som må have fået JP/Politiken-koncernens ledelse til at synke spyttet en ekstra gang er, at Tøger Seidenfaden for anden gang i sin tid på Politiken valgte at ignorere noget af det, der ellers værnes voldsomt om i publicistiske kredse - ophavsretten.

Det er værd at bemærke, at Seidenfadens krænkelse af ophavsretten ikke er gået ud over over JP/Politiken-koncernens egne forlag, og desværre får vi aldrig svar på, om det ville have givet en anden beslutning, hvis Jæger-bogen var planlagt til at udkomme herfra. Alligevel må JP/Politiken-koncernens bestyrelse føle et vist ubehag ved, at man som koncern nu for anden gang har krænket en så fundamental publicistisk værdi som ophavsretten.

Selve denne krænkelse vil under normale omstændigheder være et element, som kommer til at indgå i bestyrelsens og direktionens overvejelser om Seidenfadens fremtid - især altså fordi det er sket tidligere, og at der tidligere er faldet en dom for det. Da Politiken sidste gang krænkede ophavsretten, gik det ud over Ritt Bjerregaard-bogen "Kommissærens Dagbog".

Dengang bragte Seidenfaden som nu et helt arsenal af publicistiske og journalistiske argumenter frem for, hvorfor krænkelsen var nødvendig. Seidenfaden tabte sidste gang sin sag med piber og trommer. Han blev dømt betinget fængsel, og argumenterne blev fejet til side. Argumenterne er denne gang ikke blevet stærkere, og derfor må det forventes, at også denne sag tabes - i værste fald endda med en dom, der skærpes i forhold til sidste gang.

Det er for chefredaktørs arbejdsgiver en berettiget forventning, at avisens ledelse kæmper indædt for alle publicistiske principper, for ytringsfriheden mv. - men den har næppe stor forståelse for, at en kamp, som tidligere er blevet tabt så entydigt, igen skal kæmpes og tabes med dertilhørende tab i anseelse og penge. Det er lidt svært at tage en avis helt alvorligt, som dagligt vil være en vagthund, men som selv i gentagne tilfælde tilsidesætter gældende lov.

Politikens chefredaktion bør - med udgangspunkt i offentliggørelsen af Ritt Bjerregaards bog - have været klar over, at man ikke ville komme langt i den nye sag med de publicistiske argumenter i sit forsvar. Og med offentliggørelsen af Jæger-bogen har det tilmed været en skærpende omstændighed i forhold til Ritt Bjerregaard-sagen, at man denne gang med sin handling potentielt har udsat enkeltpersoners liv for fare, når de agerer som udsendte soldater.

Når man alligevel - på trods af alle argumenterne i mod offentliggørelse - vælger at gøre det, styrkes mistanken om, at der måske ligger andre og mere gustne, kommercielle motiver bagved. Det giver omtale og profilering - den slags har altid til hensigt at generere større salg, og hvis den opfattelse af Politikens egentlige motiver får lov at forplante sig, er det for alvor fatalt. Mistanken om kommercielle motiver var allerede fremme, da Politiken valgte at offentliggøre "Kommissærens Dagbog".

For noget skal jo forklare den helt uhørte egenrådighed, der jo bestod i, at Politiken som det eneste af samtlige, danske medier ignorerede Forsvarets indtrængende anmodning om i det mindste at vente med viderespredning af Jæger-bogens informationer, indtil retten havde talt. Man ønskede at få en domstols vurdering af Forsvarets påstande om, at rigets og individuelle soldaters sikkerhed ville komme i fare ved spredning af informationen, men Politiken valgte at stole på sin egen dømmekraft om bogens eventuelle skadelige effekter, frem for at vente på rettens afgørelse.

En live-debat mellem forsvarschefen og chefredaktøren indikerede endda, at Seidenfaden måske enten ikke havde læst anmodningen fra Forsvaret grundigt nok, inden han lagde den i skuffen, eller at han slet ikke havde forstået den. I hvert fald benægtede Seidenfaden hårdnakket på tv, hvad forsvarschefen rent faktisk havde skrevet i sit brev til de danske chefredaktører.

Der skal en sjældent set argument-resistent bestyrelse til for at lade alle disse ting i forening passere uden i hvert fald visse bestyrelsesdiskussioner om redaktøransvar. Man kan i hvert fald betvivle, om JP/Politiken-koncernens bestyrelse overhovedet forstår dels sit publicistiske ansvar, dels ansvaret for Politikens image og omdømme, hvis ikke den føler et behov for en grundig vurdering og evaluering af forløbet.

Ender sagen ikke med at koste Tøger Seidenfaden jobbet i denne omgang, kan den med stor sandsynlighed være den faktor, som gør, at bestyrelsen nu så småt begynder at tænke i et generationsskifte i Politikens ledelse.

Alkoholfirmaer balancerer på kanten af reklameforbud

Jeg er blevet gammel. Og så har jeg fået børn.

Det er faktisk de to hovedårsager, jeg kan komme på, når jeg spekulerer på, hvorfor jeg er ved at tabe mit liberale frisind i forholdet til alkoholreklamer og de bagvedliggende virksomheders voldsomt grænseudfordrende adfærd i markedsføringsmæssig henseende. Jamen, jeg kan simpelthen ikke se, hvad alkoholreklamer gør godt for - udover at spæde bundlinjerne godt op hos en række privatejede firmaer - og hvad vi som samfund vil tabe ved at lægge betydelige begrænsninger ind på, hvordan de har lov til at markedsføre sig mod børn og unge. Vi har da mig bekendt ikke tabt noget rent demokratisk eller samfundsmæssigt i forhold til hverken samfund eller ytringsfrihed, når det handler om tobaksreklamer.

Den danske alkoholkultur skiller sig ud fra andre samfund. Og den alkoholkultur vi finder blandt børn og unge er helt enestående, når vi ser os rundt om i verden. Helt enestående dårlig. Men som ansvarlige voksne, ansvarlige forældre, vælgere og politikere gør vi stort set ingenting. Spørgsmålet trænger sig stadig mere på i takt med, at mine børn bliver ældre: Kan det virkelig være rigtigt, at det er en livsnødvendighed for at have normale sociale relationer, at man i en alder af 13-15 år skal være i stand til at drikke sig fuldstændig fra forstanden? Og hvorfor er det ikke en debat, der er langt mere fremtrædende i det offentlige rum? Er det fordi, at nogen er meget glade for de penge, som alkoholreklamerne kaster af sig? Det kan jeg ikke få mig selv til at tro.

Nu foreslår Landspolitisk Alkoholråd i dag, at der skal køres en langt hårdere linje over for de firmaer, som ikke bare nøjes med at trykke en nogenlunde nøgtern alkoholreklame, men som også trykker deres logoer på børnetøj, bruger halvpornografisk billedmateriale i deres reklamer eller indikerer, at man får succes på det seksuelle område, hvis man forbruger det pågældende alkoholiske produkt.

Som en ekspert i rusmidler siger, så er den slags reklamer selvfølgelig med til at skabe en positiv stemning omkring forbruget af alkohol, og det stimulerer til at øge dette forbrug. Og hvad værre er - visse alkoholfirmaer spekulerer iskoldt i at agere så provokerende, at de ikke bare overtræder loven eller går lige til kanten, men også i at det kaster en masse presseomtale af sig. Det er en måde at drive forretning på, som ikke involverer ret mange moralske og etiske overvejelser - snarere tværtimod.

Desværre er problemet velkendt i forholdet til medierne. Pressen belønner simpelthen i for høj grad virksomheder, som ud fra rent kommercielle interesser sætter egne marketingsfolk eller eksterne reklamebureauer til at udvikle et provokerende, grænsesøgende eller ligefrem forrykt reklamestunt - udelukkende med det formål at få presseomtale. Og den slags virker. Pressen hopper alt for ofte i med begge ben. Seneste eksempel var VisitDenmark, der i en nærmest kamikaze-agtig stunt endte med at skyde sig selv flere gange i begge fødder.

Ingenting tyder på, at pressens evne til at bortfiltrere selv de mest aggressive PR- og markedsføringsstrategier, og derfor opstår der i stigende grad et behov for at debattere, om der skal tages andre midler i brug i forhold til alkohol-industrien.

I mange andre brancher eksisterer der heldigvis en vis selvjustits. For eksempel begyndte producenterne af usunde fødevarer - herunder blandt andet læskedrikindustrien - at indse, at man nok før eller siden ville ramle ind i et decideret forbud mod markedsføring over for børn og unge, hvis ikke man selv kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Det har medført en vis selvransagelse blandt disse producenter, og der er siden udviklet samfundsansvarlige code of conducts.

Nu begynder samfundsansvaret også at presse sig på over for alkoholindustriens markedsføringsmetoder, som er den direkte årsag til, at overvejelserne om forbud og begrænsninger overhovedet opstår. Det ville formentlig have været klogere at leve lidt mindre på kant med den offentlige mening og have tjent udmærkede penge på det, i stedet for hele tiden at pushe et større og større forbrug af alkohol blandt unge. Det er en grådighed, som nu kan få konsekvenser.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at tiden er forpasset. Der er givetvis stadig et vist spillerum for selvregulering og selvjustits, men det vil kræve betydelige bestræbelser på nuværende tidspunkt at overbevise myndigheder og politikere om, at man faktisk godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men det vil kræve et yderst forpligtende code of conduct, en brancheaftale, hvor man lover at skrue en hel del ned for aggressiviteten i den del af markedsføringen, der retter sig mod børn og unge. I forhold til reklamemodtagelighed må disse grupper betegnes som svage og udsatte.

Løgn og latin skaber medieomtale

Det kan betale sig at fabrikere løgnehistorier for at skaffe sig omtale. Det er i høj grad den lære, man kan gøre af sagen om VisitDanmarks løgne-video på YouTube. Heldigvis uddeles der indimellem øretæver til dem, der er lidt for smarte, lidt for frække og lidt for dumdristige.

VisitDenmarks direktør, Dorte Kiilerich, valgte målrettet at breake sin historie på TV 2 NYHEDERNE forrige søndag aften og fremvise den skalp, hun havde taget, og som hun havde svært ved at undertrykke sin begejstring over, nemlig hvad der tilsyneladende var en vellykket kampagne med en løgnehistorie på YouTube, hvor en ung, dansk kvinde efterlyste faren til sin søn, undfanget i en brandert via en bar i Nyhavn. Formål: at sætte Danmark på verdenskortet.

Vellykket fordi over 800.000 brugere så videoen om fuphistorien. Vellykket, hvis indhold, sanddruelighed, ærlighed, substans og anstændighed var sekundært, mens omtale var det primære, no matter what.

Kiilerichs selvtilfredshed virkede provokerende, fordi VisitDenmark umuligt kan have taget de nødvendige moralske overvejelser, før man satte sig for at nå målet - omtale af Danmark. Der er brugt skattekroner på at gamble - ikke med et eller andet ligegyldigt produkt, ejet af private, kommercielle interesser, der selv må stå som ansvarlige for beskyttelsen af deres eget brand, - men i dette tilfælde gamblede man med Danmarks troværdighed og anseelse ude i verden.

VisitDenmark har altså spillet det tyndslidte kort, - at målet helliger midlet i jagten på omtale, men man løb også på hele nationens vegne en betydelig risiko for, at det gav bagslag og rent faktisk skadede danske interesser i stedet, hvilket ville blive resultatet, når de mange brugere ude i verden fandt ud af, at historien var opdigtet, det rene fup, og derfor sidder tilbage med fornemmelsen af, at staten Danmark havde taget dem ved næsen. Skulle de så have lyst til at blive turist i Danmark efterfølgende?

Reelt er der tale om fundamentalt svigtende dømmekraft fra VisitDenmarks side, fordi man ikke vil stå ved, at man helt fra starten bevidst undlader at fortælle, at historien er ren fiktion og undlader at fortælle, at afsenderen af historien er rene kommercielle interesser. Da videoen bliver trukket tilbage - som om det overhovedet er nogen mulighed i dette elektroniske netværkssamfund - beviser det, at hele sagen er belastet af dobbelt svigtende dømmekraft, fordi man simpelthen ikke fra starten havde gjort sig tanker om, hvordan man ville stille sig, hvis stuntet slog fejl.

Når der i første omgang var tale om, at dømmekraften slog fejl hos de ansvarlige, var det fordi, man umuligt har tænkt sig om og nøje analyseret de potentielle skadevirkninger - direkte som indirekte. Og de er flere:

Man bidrager for det første til at skubbe på en udvikling, hvor smarte reklamefolk og medieliderlige organisationer, virksomheder og personer søger stadig mere rabiate metoder for at få opmærksomhed og presseomtale. Vi ser det igen og igen, at jo mere vanvittige indfald man får, desto større mulighed er der for at komme i medierne. Og den udvikling eskalerer konstant.

For det andet smitter løgnehistorien og selve dens utroværdighed af på alt andet indhold på YouTube. Det medvirker ganske vist positivt til at skærpe min kritiske sans, men indhold på YouTube bliver trukket med ned i sølet, når én løgnehistorie får så meget omtale. Masser af gode, oplysende og sandfærdige historier på YouTube vil nu blive besmittet med skepsis.

Og for det tredje opsuger man redaktionelle ressourcer fra de historier, der er væsentlige og betydende, fordi medierne spilder tiden på at berette om løgnehistorien - og efterfølgende berette om det store og udspekulerede bedrag, der ligger bag løgnehistorien. Man skal retfærdigvis tilføje, at ansvaret for denne tredje skadevirkning i høj grad også ligger hos medierne selv, når de overhovedet prioriterer tid og opmærksomhed på falske historier og dermed belønner løgnehistorier ved at give dem omtale. Men hovedansvaret ligger naturligvis på dem, der producerer historier, som er løgne, og som derved tager tid og ressourcer fra de vigtige historier i verden. Som borger føler jeg mig krænket over, at man bevidst suger af mediernes knappe ressourcer, fordi man ikke er i stand til at komme i medierne på en lidt mere ærværdig måde.

VisitDenmark var nok voldsomt stolte af sig selv, fordi man så effektivt udnyttede de særlige mekanismer, som ligger bag de nye sociale medier - i dette tilfælde YouTube. Man følte sig formentlig dygtige og succesfulde, når målet var et øge kendskabet til Danmark, og man fastholdt, at man har fortalt en sød og god historie om Danmark, hvilket i øvrigt ikke var sagens kerne, for historien er falsk, og man glemmer at tage ansvar for, at man har udnyttet hundredetusindevis af menneskers tro på, at historien var sand.

Dette hovedløse projekt var næppe realiseret i første omgang, hvis VisitDenmark havde haft rådgivere, som også var i stand til at tænke i konsekvenser.

Det gode ved hele sagen er, at medierne for en gangs skyld reagerede imod en dumsmart event eller reklamestunt, som vi udsættes for hele tiden. Der findes jo masser af superfantastiske og geniale reklamestunts, som gør verden til et meget mere farverigt og sjovt sted at være - men i reklame- og PR-branchen er man altså indimellem så forhippet på at gøre kunden glad, at det kammer totalt over.

Normalt har man kunnet være ret sikker på at få masser af opmærksomhed og medieomtale ved at gøre eller sige noget chokerende eller skandaløst. Der er ofte kun to alvorlige stopklodser i forhold til at skaffe sig medieopmærksomhed - din egen moral eller din manglende opfindsomhed. Er man skruppelløs nok og udstyret med en tilstrækkelig livlig fantasi, er man en taber, hvis ikke man kan komme i TV 2 NYHEDERNE eller Aftenshowet. Faktisk er bundgrænsen - i den mere harmløse ende - at man blot behøver at påstå, at man kan forudsige lottotallene. Det udløser både pressemeddelelse og udførlig omtale i et journalistisk program hos Danmarks public service-flagskib.

Derfor er det gode ved VisitDenmark-casen, at man ikke kan vide sig helt sikker på, at man slipper godt fra at være for smart. Det kan faktisk back-fire og ende med et ydmygende nederlag, så derfor skal der lyde en dybfølt tak fra medierne for at have sat hælene i og give et reklamestunt en ordentlig omgang kritisk journalistik. At sagens lykkelige udgang så formentlig snarere er et lille mod-pip fra medierne end en permanent kursændring i de redaktionelle overvejelser, er en helt anden snak.

Den suspekte lobbyisme

De virksomheder, som benytter sig af lobbyisme, skilter ikke ligefrem med det. Og lobbyisme er generelt ret stereotypt opfattet i medierne som værende noget suspekt - hvilket jeg har svært ved at begribe.

Jeg har selv ved flere lejligheder været i særdeles konstruktiv dialog med politikere og embedsmænd, som gerne har villet tage imod nye synspunkter og andre nuancer, end dem de ved egen kraft har kunnet tilegne sig.

Der har i samtlige tilfælde været tale om helt igennem relevant, seriøs og hæderlig dialog, og det er faktisk både fint og godt, at vi i Danmark har et så imødekommende og åbent lovgivningssystem, hvor man med relevante informationer kan påvirke lovgivningsprocessen.

Lobbyisme bliver fejlagtigt vurderet som særligt suspekt. For eksempel har der været fremsat krav om, at lobbyister skal registreres, hvilket implicit er en mistænkeliggørelse af en helt igennem lovlig forteelse - en mistænkeliggørelse, der ikke bare retter sig mod lobbyisterne, men så sandelig også mod politikerne og embedsmændene med en underliggende mistro til, om de dog er i stand til at lytte sobert og sagligt til relevante synspunkter.

Det er på alle måder en både hæderlig og retskaffen aktivitet, når organisationer, erhvervsvirksomheder eller enkeltpersoner søger om møde med politikere for at fremme en sag. Man er da en dårlig ambassadør for sin sag, hvis ikke man vil kæmpe for den og tage ethvert nødvendigt og lovligt redskab i brug. Og i mange tilfælde må man altså i kontakt med byråds-, regions- eller folketingspolitikere. Det er så ærligt, som det kan være.

Når det alligevel opfattes som suspekt, skyldes det formentlig, at der hersker en grundlæggende fejlopfattelse af, at man skal benytte sig af særlige metoder eller hoste op med dyre rejser eller middage for at få lov til at fremsætte sine synspunkter. Men det er en urimelig måde at opfatte både politikeren og den eller de personer, som lobbyer på.

I mit arbejde med lobbyisme har der aldrig været brug for hverken dyre middage eller rejser for at få lov til at møde politikerne. Det tjener systemet til stor ære, at man af alle kræfter lytter og lærer, for det siger sig selv, at med de mange komplekse og forskellige lovgivninger, man skal forholde sig til, er det menneskeligt umuligt at forholde sig fuldstændig udtømmende og detaljeret til hver enkelt sag.

Og derfor lytter politikerne gerne - med en ydmyghed over for den vigtige opgave, det er at lovgive. Langt de fleste moderne politikere véd godt, at der kommer bedre og sundere lovgivning ud af at lytte og i god tid at indregne afledte effekter, som man måske ikke havde tænkt over. Derfor er der ofte brug for, at virksomheder, organisationer og enkeltpersoner rent faktisk melder sig på banen med den specialiserede viden, som systemet ikke selv nødvendigvis lægger inde med. Prisen uden den viden kan være, at lovgivningen bliver forfejlet og indimellem direkte skadelig, hvilket ikke mindst sker når tiden forceres, eller når den nødvendige viden faktisk ikke var tilgængelig for lovgiverne. Og derfor kan man faktisk hævde, at man har en pligt til at bringe sin viden og sine kvalificerede synspunkter til torvs.

Det er hverken suspekt eller dubiøst - det er både hæderligt og anstændigt. Og man tager et medansvar for landets udvikling.

Pas på regionale mediemonopolister

Med 3,3 mia. kr. i faste, konjunkturufølsomme indtægter har alle private medievirksomheder i Danmark konstant blikket stift rettet mod DR for at se, hvordan man kan få del i de mange gode penge - i givet fald en statsstøtteforanstaltning, men der er store faldgruber

Nordjyske Medier er en lillebitte medievirksomhed i europæisk sammenhæng og en mellemstørrelse i Danmark. Men i Nordjylland er Nordjyske en mastodont, stort set en monopolist. Der er dog stadig en lille smule konkurrence på nyhedsformidlingen i Nordjylland, for staten har to aktiviteter deroppe - DR Nordjylland, som er DRs regionale radiostation samt TV 2 Nord, som er den regionale tv-station.

Det er lykkedes for Nordjyske og de øvrige dagblade at stække DR på nettet. DR har lukket sine 98 kommunesites efter, at dagbladene har overbevist politikerne og ministeren om, at DRs lokale sites var en trussel mod de private medier i de pågældende områder.

Nu har de regionale mediehuse fået blod på tanden og går efter mere. I Nordjylland foreslår Nordjyske Mediers direktør, Per Lyngby, at DRs regionale nyhedsproduktion bliver outsourcet til de regionale mediehuse, hvilket kan lyde besnærende, - at lade DRs penge komme lidt mere ud på arbejde, og derved få afprøvet om DR får nok ud af at lade sine ting producere inhouse. Det er i dén grad en rimelig overvejelse.

Fynske Mediers adm. direktør, Per Westergård, går et par skridt videre ved at foreslå, at også TV 2-regionernes produktion bliver outsourcet, eller at selve driften af TV 2-regionerne endda bliver udliciteret.

Både Westergård og Lyngby spiller på en nærmest uindskrænket politisk velvilje for dagbladene generelt og især de lokale og regionale avishuse. Ingen tvivler på, at hver eneste avislukning - med de få aviser, vi har tilbage - vil være et smertefuldt tab for Danmark, og især vil tabet være særdeles stort i forhold til de regionale og lokale aviser, hvor der stort set kun er en enkelt avistitel tilbage i hvert område.

Men vi skal samtidig holde hovedet koldt og konstant minde hinanden på, hvorfor vi egentlig er særdeles forhippede på at holde liv i en så stor del af den danske kulturarv, som aviserne jo er - for aviserne og mediehusene skal til syvende og sidst være til almenvellets gavn.

Det er helt meningsløst at holde liv i noget, udelukkende på grund af hensyn til selve virksomheden og de bagvedliggende, private ejere, hvis det redaktionelle output der kommer ud intet er værd. Der må være en bundgrænse for kvaliteten af det indhold, som de lokale og regionale mediehuse sender ud, hvis vi skal opretholde præmissen om, at de skal holdes i live for enhver pris.

Én af de absolut største trusler mod kvaliteten i indholdet, i det redaktionelle output lokalt og regionalt er den manglende konkurrence.

I både Nordjylland, på Fyn og i hele Syd- og Sønderjylland er situationen stort set den samme. Fyens Stiftstidende er stort set eneherskende i det fynske. Det samme billede tegner sig for Nordjylland og for JydskeVestkysten - alle steder bortset fra DRs og TV 2s regionale mediehuse.

Det er helt paradoksalt, at det er staten, som med sine regionale radio- og tv-stationer er med til at opretholde et værn mod total monopolisering i de regionale områder. At lade DRs og måske TV 2s regionale nyhedsproduktion blive fabrikeret hos de store, regionale mediehuse, vil bevirke, at der vil være endnu mindre journalistisk og indholdsmæssig konkurrence lokalt og regionalt. Vi skal altså overveje, om vi tror på, at de regionale mediehuse vil være bedre end DR og TV 2 til at producere dette indhold - tilmed i et konkurrencebillede, hvor DR og TV 2 altså ikke længere er konkurrenter, men produceres samme sted som alt det andet indhold i området.

Udfordringerne ved manglende konkurrence er åbenlyse, men er vi da omvendt helt sikre på, at det modsatte er ren lykke? Findes redaktionel konkurrence mellem medier i en form, som afføder, at det redaktionelle indhold rent faktisk bliver bedre og mere kvalificeret? Eller animerer den redaktionelle konkurrence i stedet til det modsatte, så kampen om læserne, lytterne og seerne bliver så intens, at man mødes på laveste fællesnævner?

På nettet er der vild konkurrence mellem eksempelvis de store dagblade. Det skulle bevirke bedre indhold og en højnelse af kvaliteten. Det tyder i retning af det modsatte.

Desværre ser vi jo, at selv på Politikens website er de mest læste historier ikke sjældent netop platte, overflødige historier om sex, vold eller ekstreme handlinger og freaks. Ren junk. Men medierne render som død og helvede efter stadig mere ligegyldige historier, bare de kan trække eyeballs.

Niveauet falder og falder, så man altså heller ikke længere på politiken.dk, berlingske.dk eller jp.dk kan blive fri for den forurening af historier om Paris Hilton eller som i skrivende stund den mest læste historie på politiken.dk: "Højlydt sex kan koste meteorologer jobbet." Øv.

Hvad er det egentlig, vi vil have ud af de mange milliarder, som vi poster ud i mediestøtte? Er det demokratiunderstøttende og værdifuld kulturarv, eller er medierne som nogen hævder blot almindelig erhvervsvirksomhed, en branche på linje med så mange andre, og at den som konsekvens heraf blot bør henhøre under ren erhvervspolitik? Dermed vil man ud fra en ren markedsbetragtning blot kunne konstatere, at branchen må klare sig selv og gennemgå de nødvendige lukninger, konkurser og konsolideringer, fordi mediernes svage økonomi kan være et udtryk for overkapacitet.

Jeg er helt uenig. Vi taler ikke om produktion af tandpasta eller plastic-spande, for så var synspunktet indlysende rigtigt. Vi taler om virksomheder, der har en helt grundlæggende samfunds- og demokratiunderstøttende funktion. Markedskræfterne er ikke i stand til at tage højde for, at vi ikke kan leve med, at væsentlige medier må lukke.

Vi skal have afklaret, hvor vi vil hen, og hvilken pris vi vil betale for at nå det. Skal konkurrencen sættes ud af kraft for at styrke regionale monopolister, eller er effekten af redaktionel konkurrence overhovedet positiv?

Sund online-skepsis efterlyses

Når det kommer til online og internet, er der af ubegribelige årsager en overdreven begejstring i mediedækningen. Journalister flokkes om at hylde alle nye medier, og selvfølgelig er der masser af gode ting at sige om Twitter og alverdens online-mediers fremtidsperspektiver - men der er altid en bagside. Desværre giver medierne os den sjældent.

Twitter. Og Twitter. Og endnu mere Twitter. Overalt. Sådan har medierne tacklet endnu ét af de nye medier, som er væltet frem de senere år. Ukritisk og barnligt begejstret - uden sans for sædvanlige journalistiske, kritiske principper om at vise det, PR-folkene ikke er så glade for.

Sidste år var det Facebook. Og året før var det MySpace, LinkedIn, Plaxo, Arto, YouTube, Second Life og mange andre. De har alle fået uvurderlig, redaktionel reklame, som PR-folkene ikke havde kunnet ønske sig bedre.

Fælles for dem alle er, at de "gamle" medier - primært tv og de trykte - fylder læserne og seerne med spaltevis af jubelglade historier om alle de nye fænomener. Nogle læsere vil tænke, at denne klummeskribent er en gammeldags, mavesur mand, der længes efter i forgårs, men for det første er jeg faktisk selv i udpræget grad på begejstringens bølge over de utallige, fascinerende muligheder, vi står foran, og for det andet behøver man ikke at være maskinstormer og modstander af fremtiden for at forholde sig kritisk til nye fænomener.

For jeg er også journalist. Og jeg længes efter en mere kritisk journalistisk behandling af alle de nye online-medier - det være sig både fra en forbrugersynsvinkel, men også fra annoncørsynsvinklen, hvor online i de senere år er blevet udråbt som svaret på alle problemer, hvilket det slet ikke er. Jeg kan ærligt talt ikke bruge til noget som helst, kun at få serveret halleluja-historierne.

Næppe har nogen kommerciel aktivitet i nyere tid fået så meget hype og positiv medieomtale som netop online-medier. Som læser vil jeg gerne høre om de nye, spændende aktiviteter - men jeg vil ikke finde mig i at blive trukket igennem hundredevis af positive artikler om Facebook, som hyper fænomenet over for hundredetusindevis af danskere, før jeg begynder at få de kritiske historier om Facebooks misbrug af informationerne.

Det samme billede tegner sig nu med Twitter. Jeg vil skyde på, at mellem 90 og 95 procent af alle artikler om Twitter i de seneste måneder har været hyldest-artikler. Og der har været rigtig meget omtale. Ifølge MediaWatch skrev Advertising Age forleden, at Twitter alene den seneste måned har fået (global, formentlig) medieomtale til en værdi af godt 251 mio. kr. PR-folkene jubler over, at medierne sluger de glade budskaber råt og serverer det for læserne, pakket ind som journalistik, selvom læserne i virkeligheden lige så godt kunne læse det samme på pressesitet hos Twitter og alle de andre.

Giv os i stedet det der ikke bliver serveret, men det der er spændende, farligt, kontroversielt om de nye medier. Bagsiden.

På journalisthøjskolen sagde man ellers altid "gå efter pengene", fordi det jo netop ofte er der, de største historier og afsløringer ligger. Og man må sige, at når medierne forærer et privat, kommercielt foretagende som Twitter en månedlig omtale for en kvart mia. kr., så skriger det på kritisk journalistik.

Der er simpelthen af samfundsmæssige og demokratiske årsager et kæmpemæssigt behov for, at positiv omtale for et så voldsomt beløb bliver fulgt op af kulegravende journalister, som kigger Twitter-fænomenet og konsekvenserne af det godt efter i sømmene.

Omtalen giver succes, og med succes'en og de mange brugere stiger Twitters indflydelse og betydning. Så bliver der behov for kritisk journalistik, som det er tilfældet over enhver anden magtfaktor i samfundet.

Det kammer derimod totalt over i latterlig overbegejstring, når nogen forsøger at sætte Twitter over for traditionelle medier som i en kamp og så ovenikøbet udråbe Twitter som vinder. Det er pinligt, når nogen i ramme alvor formulerer en overskrift "1-0 til Twitter over CNN" ovenpå begivenhederne i Iran. Det tangerer idioti at påstå noget sådant.

På journaliststandens vegne er jeg lidt flov over, at seriøse journalister forsøger at overbevise læserne om, at Twitter, Facebook, YouTube, Plaxo, MySpace, Arto og alle mulige andre internetbaserede fænomener er medier af samme kaliber og er ved at få samme betydning som CNN, New York Times, Frankfurter Allgemeine eller for den sags skyld Berlingske Tidende og TV 2 NYHEDERNE.

Twitter og andre er supplementer og nyskabelser i forhold til de kendte medieplatforme - ikke en erstatning.

Men hvordan er det med troværdigheden i forhold til eksempelvis CNN? Hvem aner, hvilke stemmer der reelt står bag de enkelte beskeder på Twitter, og hvordan kan man være sikker på, at der ikke spredes løgne og misinformation igennem de nye internet-kanaler?

Svaret er, at det kan man ikke være sikker på. Og på dette parameter adskiller CNN og de etablerede medier sig voldsomt og afgørende fra mange nye medier: Troværdighed.

Det er en let sag for enhver journalist at gennemskue, at en helt elementær journalistisk disciplin - kildekritik - ikke på en gennemgribende og seriøs måde lader sig udføre på de fleste sociale medier og netværk.

Vi aner med andre ord ikke, om beskederne på Twitter er manipulerede - af demonstranter og oprørere eller for den sags skyld af regimerne i de enkelte lande. Vi kender ikke sandhedsværdien bag de billeder, der er lagt på nettet af for os helt ukendte mennesker.

Derimod véd vi, at der på CNN og de ovenfor nævnte etablerede medier sidder en hær af journalister, som kæmper en daglig kamp for at teste og afprøve, validere og kritisk vurdere alle mulige informationer, man får ind - for dernæst at give læserne, seerne og lytterne et så rigtigt og troværdigt ekstrakt af virkeligheden som muligt. På Twitter er der intet filter overhovedet.

Forskellen er, at hvor der på journalistiske medier sidder en ledelse og værner om troværdigheden i det viderebragte indhold, så påtager Twitters ledelse sig selvsagt ikke det fjerneste ansvar for, om indholdet på Twitter er sandt, falsk eller ondsindet manipulation. Troværdighedsfilteret mangler.

Twitter sikrer, at informationer fra eksempelvis undertrykte iranere kommer ud til omverdenen. Og det er rigtig godt. Det er Twitters opgave at være direkte talerør. Det betyder så også, at enhver idiot kan stå og råbe løgne ud på internettet. Det er grundlæggende bagsiden. CNNs og de etablerede mediers opgave er at validere informationerne. Opgavefordelingen er klar - Twitter løser én opgave, CNN en helt anden. Det er usammenligneligt.

Der er andre grunde til, at journalister burde forholde sig langt mere kritisk til Twitter og tilsvarende sites. Vi så det senest under Tour de France, hvor blandt andet den amerikanske cykel-legende Lance Armstrong valgte at meddele sig i vid udstrækning til omverdenen via Twitter. Det er envejskommunikation udenom pressen, der netop vil stille modspørgsmål til de budskaber, som Armstrong og andre ønsker at få ud. Twitter giver dermed Armstrong et redskab i hænderne til at komme af med sine budskaber til omverdenen - uimodsagt og hvor den kritiske journalistik er bypassed. Er Twitter i det lys ikke et potentielt megaproblem for sandheden, når mennesker og virksomheder med voldsomme kommercielle interesser kan komme af med de budskaber, de kan tjene penge på og opbygge brands på - og samtidig undgå direkte modspørgsmål?

Journalister bør forholde sig mere nuanceret til de nye medier. Nu taber Facebook terræn - ikke underligt nu da medieomtalen er skiftet til Twitter - og det giver måske grobund for negative artikler om, at brugerne nu svigter Facebook. Tja.