lørdag den 24. marts 2007

"Det er DR's og TV 2's skyld"

Sådan lød en overskrift i Nyhedsavisen i dag lørdag med henvisning til, at Kunstrådets musikudvalg i en statusrapport utvetydigt kritiserer DR og TV 2 for at "negligere, ensrette og overfladiggøre den danske musikscene.


Ét af de åg, som DR og TV 2 må leve med er en evigt utilfreds kulturelite. I dag fremgår det af Nyhedsavisen, at det danske musikliv føler sig overset, og at det beskylder tv-stationerne DR og TV 2 for at "berøve musikken dens værdi og samfundsfunktion". De to public service-stationer bebrejdes deres leflen for mainstream og seertal, mens viljen til at satse skævt er blevet markant mindre.

Det er ikke nyt, at musikken ikke er tilfreds med den markedsføring, som man føler sig berettiget til på nationalt, landsdækkende fjernsyn. Og så er det da også irriterende, når tv-stationerne efterhånden kun beskæftiger sig med musik i ikke særligt raffinerede programmer som Melodi Grand Prix eller Scenen er din. Det er udmærkede underholdningsprogrammer - men der er ikke tale om programmer med noget væsentligt musikkulturelt islæt.

Nu kan man vel med en vis rette spørge statsstøtteorganet Kunstrådets afgående musikudvalg - der har smækket med døren i protest - om baggrunden for, at musik og alle kunstartens udøvende kunstnere overhovedet har krav på at komme i fjernsynet. Hvis man kan tale om nogen form for rettighed, er det vel relevant at tage udgangspunkt i, at musik er lyd og derfor hører mere til i radioen end på fjernsyn. Folk åbner faktisk for radioen for at høre musik - hvorimod tv-seerne er tilbøjelige til at skifte kanal eller slukke, når der er musik i fjernsynet.

Lad os da tale lige ud af posen: Musiklivet vil gerne have egne redaktionelle vinduer til profilering og markedsføring - og hvem vil ikke gerne det? Jeg kan sagtens anerkende dette som et ønske og et krav - ikke mindst med henvisning til at musik naturligvis er både væsentligt og grundlæggende i vores kultur. Men vær lige ærlig omkring det.

Fjernsynet er en enestående platform for promotion for musikere. Det er simpelthen guld værd. Alligevel oplevede vi, da jeg var på TV 2, at musikerne kom i tanker om, at de ville have honorar for at optræde i fjernsynet - i det aktuelle tilfælde var det Go' morgen Danmark. Så er man ikke særlig realistisk omkring den verden, man befinder sig i. De fleste, som har brug for opmærksomhed og promotion, vil give hvad som helst for at komme på landsdækkende fjernsyn.

Og har man overhovedet krav på noget som helst? Det står i public service-forpligtelserne for DR, at omfanget af tv-programmer om dansk musik skal øges mærkbart. Derimod er ordet musik end ikke nævnt i TV 2s public service-kontrakt. Det bliver altså kun et krav, fordi det politisk er bestemt, at man som statsmagt vil bruge netop tv-mediet til at udbrede indsigt og viden om kultur generelt - ikke fordi det forekommer naturligt på nogen måde, at lige præcis musik og kultur generelt har en særlig sammenhæng med fjernsyn.


Nu er det jo ikke, fordi Kunstrådets musikudvalg ikke har en pointe. Selvom man jo godt kan indvende, at musik i sin natur egner sig noget bedre til radio end til tv, er der jo en åbenlyst langt højere gennemslagskraft via tv-mediet end nogen andre medier. Der er mange mennesker, som ikke orienterer sig på anden måde end via tv, som tilmed når ud til langt de fleste mennesker på én gang.

Musikudvalget har også en pointe i, at der er sket en forringelse, og at man på tv-stationerne på ingen måde prioriterer musik særlig højt. Det ser heller ikke ud til, at public service-stationerne på nogen måde selv føler nogen væsentlig forpligtelse - hverken juridisk eller moralsk - for at understøtte væsentlig dansk kultur. Og når musikudvalget frygter, at der med den nuværende programpolitik ikke kommer nye Povl Dissing'er til, fordi man har nedprioriteret musikken væsentlig, er det helt givet en profeti, der går i opfyldelse. I så fald har public service-stationerne svigtet og medvirket til, at dansk kultur blev en smule fattigere, mens vi har siddet og set "Kender du typen?".

Ingen kommentarer: