Pia Kjærsgaard vs. Danske Bank -

Tidligere har jeg argumenteret for, at finanssektorens omdømme er hårdt ramt af finanskrisen og de effekter, som forbrugerne og erhvervslivet føler sig ramt af på grund af sektorens adfærd, og at ingenting nogensinde vil blive det samme for denne branche.

Et godt eksempel på det er sidste uges sarkastiske salve fra Pia Kjærsgaard rettet mod Danske Bank. At hun tør stille sig frem og konfrontere sin egen troværdighed mod Danske Banks viser med stor tydelighed, hvor svækket Danske Banks omdømme er blevet - at selv en omstridt politiker som Pia Kjærsgaard kan hente hurtige - nogle vil mene billige - point på at håne Danske Bank, som i forvejen angribes fra alle sider. Det er både et udtryk for, at respekten for Danske Bank er fundamentalt forandret siden bankens storhedstid - og så er det selvfølgelig også endnu et bevis på Pia Kjærsgaards aldrig svigtende evne til at lure folkestemningen.

Kjærsgaards perfiditet mod Danske Bank indbefatter også en kritik mod pressen, fordi hun udtrykker sin undren over, at Ritzau i det hele taget bruger Danske Bank som kilde i forbindelse med beregninger af konsekvenserne af skattereformen. Det er i sig selv et eksempel på hendes skarpe blik for at tage tidens populære holdninger, for hun har nok bemærket, at befolkningens tillid til beregninger, prognoser og forudsigelser fra bankøkonomer og aktieanalytikere, realkreditfolk og ejendomskæder er markant reduceret efter, at det over de seneste måneder har stået mere klart, at denne type kilder i virkeligheden er mindre ekspertkilder og i meget højere grad partskilder med egeninteresser.

Det har stadig flere læsere gennemskuet, hvilket man blandt andet ser på Børsens debatsider. Her harceleres der ofte over eksempelvis, at aktieanalytikeres position ofte i medierne fungerer som ophøjede orakler - især fordi konsekvensen af deres ikke altid særlig dygtige vurderinger er omfattende i forhold til de enkelte børsnoterede selskabers aktiekurser og dermed i forhold til småaktionærers private opsparinger. Et godt regnskab kan nemt give kursfald og omvendt, - afhængig af, hvilke særlige forhold den enkelte aktieanalytiker hæfter sig ved i virksomhedens regnskab. Få analytikeres mere eller mindre begavede prognoser og forudsigelser kan altså afgørende påvirke aktiekurserne - kursmål tilpasses virkeligheden, lang tid efter at virkeligheden har overhalet de gamle kursmål.

Den voksende skepsis findes naturligvis med udgangspunkt i, at masser af mennesker med udgangspunkt i en næsten ubegrænset og til dels medieskabt orakel-gørelse af blandt andet aktieanalytikere har investeret deres private midler i den allerstørste tillid til aktieanalytikere og bankernes anbefalinger. At det kan slå så meget fejl, som vi har set ikke bare i Danmark, men over store dele af kloden, giver naturligvis dybe, dybe ridser i borgernes tillid til økonomiske rådgivere, ansat i finanssektoren, og det er lige dét, Pia Kjærsgaard spinder nogle gode point på.

Forleden så vi et eksempel på noget, der lignede en offentlig håndafvaskning, da Nordea tre år for sent fremsætter en konstatering af, at et kollaps på boligmarkedet var både naturligt og uundgåeligt. Det er en næsten provokerende bagklogskab, som ikke gavner de boligkøbere - og måske Nordea-kunder - som købte hus eller lejlighed på toppen, uden at nogen blandt de professionelle rådgivere, man ellers netop som privatperson forlader sig på, havde stoppet festen og sagt fra. Nu kommer klogskaben simpelthen for sent.

Der var for eks. langt mere behov for de rigtige prognoser, da flexrenten steg fra bunden i 2006 og stort til det dobbelte i løbet et års tid. Rundt omkring i de små hjem talte man om, hvorledes en fordobling af flexrenten stort set førte til en fordobling i den valuta, som huse og lejligheder handles i - den månedlige nettoydelse. Og en sådan fordobling tilsiger en halvering af huspriserne - alt andet lige. At det skulle have ført til en langt tidligere og mere jævn nedsættelse af huspriserne, var ikke den agenda, som de professionelle aktører fremførte - snarere tværtimod. Vi så endda ejendomsmæglerkæderne opfordre til, at man skulle beholde sit hus og betale dobbelt husleje, fordi det kunne man jo sagtens have råd til for det prisnedslag på 200-300.000 kr., som den potentielle køber jo ellers krævede. Fremtiden har vist, at rådet var både dumt og katastrofalt - først alt for sent opfordrede ejendomsmæglerne til, at boligsælgerne i stedet skulle skrue ned for prisforventningerne.

Det er ikke svært at forstå, at kundernes - både de private og de erhvervsdrivende - står med en betydelig skepsis over for evnen til at prognosticere den økonomiske fremtid hos dem, der af medierne tilbagevendende bliver brugt som ekspertkilder.

Der er muligvis gode grunde til de betydelige fejlskud, men er det tilfældet, er de grunde ukendte for offentligheden og for kunderne - ergo tæller de ikke. Image, omdømme og troværdighed bliver kun skabt på grundlag af den fremherskende opfattelse og af det, der er kendt. Man får ikke troværdighed hos sine kunder for det alt det rigtige, man gør, men som kunderne ikke véd noget om.

Pia Kjærsgaards perfiditet mod Danske Bank rammer formentlig lige ned i, hvad masser af danskere tænker ovenpå finanskrisen. Og det betyder også, at medier og journalister får langt sværere ved i fremtiden at bruge kilder fra finanssektoren til at fremsætte, hvad der får karakter af uafhængige, uvildige ekspertudtalelser.

Fra fiktion til fakta og tilbage igen - reklamen tager overhånd

Mens DRs fiktionsserie Livvagterne nærmest smelter sammen med Aftenshowet og TV-avisen, sniger stjernerne fra Vild med dans sig ind i TV 2s nyheds- og aktualitetsprogrammer. Vældig godt forklædt som seriøs og væsentlig journalistik, men et angreb på den journalistiske troværdighed

Tv-stationerne har altid brugt deres egne sendeflader til at promovere sine fiktions- og underholdningsprogrammer. Men det er nok næppe forbigået manges opmærksomhed, at der i de senere år er sat systematik i det, så alle medvirkende på en tv-station indgår i en rotation, hvor de optræder overalt i resten af sendefladen og i alle andre programmer - nyheder, aktualitet, fiktion, underholdning etc.

Det giver problemer både fordi det får virkning som decideret reklame for enkeltpersoner og deres forretninger, men det får også udviskningen af skellet mellem fiktion og fakta til at tage fart - ført an af statens egne tv-stationer.

I dag er det noget nær umuligt at se Go' Aften Danmark, Go' Morgen Danmark, Aftenshowet, TV-avisen, TV 2 Nyhederne og andre nyheds- og aktualitetsprogrammer uden indslag om og med de medvirkende i de fiktions- og underholdningsprogrammer andre steder i sendefladen hos den pågældende tv-station.

At det for seerne er en irritationsfaktor at se de samme ansigter og medvirkende plastret ud over hele sendefladen og i stadig flere tv-programmer, er det mindste problem. To problemer er langt mere påtrængende, og der synes ikke at være nogen mekanisme hos tv-stationerne, der nærer bekymringer om det.

For det første er der den massive og stærkt voksende eksponering af de heldige kendisser, som har fået sparket døren ind til DR eller TV 2. Er man først så heldig, at man enten er blevet studievært, har fået en rolle i Livvagterne eller Mikkel og Guldkortet eller er hovedperson i et underholdningsprogram, bliver man forgyldt i form af massiv gratis reklame. Man er nemlig kommet ind i en rotation, hvor man bliver spurgt, om man har lyst til at deltage i alverdens programmer på den pågældende tv-station.

At statslige tv-stationer skal stå som bannerfører for en praksis, hvor udvalgte forgyldes med en uvurderlig og vedvarende eksponering, mens andre får en lang næse er i sig selv kritisabelt. Det er i høj grad kritisabelt, for disse medvirkende er i sig selv deres egne forretninger og brands, som lever højt på, at de statslige tv-stationer promoverer dem - altså ikke bare i et enkelt program, men overalt når først de er inde i varmen.

Det er normalt, at myndighederne med stor fornøjelse forholder sig til anklager om skjult reklame af traditionelle produkter og brands - men af en eller anden grund ses der ikke med samme kritiske blik på skjult og således ulovlig reklame for udvalgte mennesker. Det vidner om, at lovgivningen ikke er tidssvarende, når den ikke har forholdt sig til den moderne tid, hvor mennesker også kan være brands og være selve deres eget produkt. Enten må loven moderniseres - eller også skal den helt fjernes.

Et andet og kritisabelt aspekt er opløsningen af de normale journalistiske udvælgelseskriterier. Omkostningen ved den tendens er, at sagesløse seere får et forvrænget billede af virkeligheden - der etableres en pseudovirkelighed - og vitterlig hopper på, at dagens vigtigste begivenhed er statsministerfruens banale og helt normale betragtninger om finanskrisen. At det kan blive en topnyhed hos det statslige TV 2, der af skatteborgerne og ejerne må forventes sammen med DR at skulle levere den højeste journalistiske standard, indtræffer desværre alene af den grund, at kvinden har slået sine folder som dansemus på samme tv-station i et tv-program fra fiktionens verden. Udtalelserne finder kun vej til den journalistiske verden, fordi tv-stationen ved hjælp af lidt dans ophøjer hendes udtalelser til mere, end de var inden hendes danseoptræden.

Det er reelt etableringen af et helt nyt journalistisk nyhedskriterium, for DR ville aldrig have taget det samme journalistiske valg - ene og alene af den grund, at fru Rasmussens optræden ikke skete i et underholdningsprogram på DR, men på TV 2.

Det er i selv en tilståelse fra tv-stationernes side, at man i de såkaldte journalistiske vurderinger alene udvælger de medvirkende fra egne sendeflader. Var udvælgelsen ægte redaktionel, ville der være lige store chancer for at se medvirkende fra DR i TV 2s programmer og vice versa. Men at promovere hinandens medvirkende og tv-programmer i journalistiske sammenhænge hører til de absolutte undtagelser - og derfor er og bliver det heller ikke journalistik, men reklame.

Man kan for eksempel også være sikker på, at DR dagen efter et afsnit af Livvagterne har tilsidesat almindelige redaktionelle udvælgelseskriterier, men i stedet udvalgt en skuespiller fra fiktionsserien som medvirkende i Aftenshowet - uanset hvilke relevante emner, der ellers måtte være på dagsordenen den pågældende dag. Det bliver endda promoveret i speaken lige efter søndagens afsnit af Livvagterne. TV 2 bruger nøjagtig den samme fremgangsmåde i forhold til Go' Aften og Go' Morgen Danmark. Det var fint, hvis disse magasinprogrammer var varemærket som "Næste uges tv" eller som et rendyrket underholdningsprogram. Men de sælges som journalistiske programmer, selvom udvælgelsen af indslag primært tager udgangspunkt i promovering af bestemte mennesker eller programmer, og ikke i hvad der opfattes som redaktionelle kriterier.

Det er faktisk ret underligt at skrive en klumme med denne kritik, fordi jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg forsvarer nogle principper og nogle retningslinier, som for længst er ofret. At forsvaret for dem kun afføder et overbærende smil hos journalistiske kolleger, men vi bliver nødt til at være enige om, at systematisk reklame - hverken for produkter, for tv-stationer eller for enkeltpersoner - skal holdes langt væk fra journalistikken. Ellers tabes al troværdighed og hæderlighed.

Og det er i hvert fald slet ikke de statslige medier, som skal udfordre grænserne for god redaktionel skik.

Rædselsvækkende krisekommunikation hos VKR

VKR Holding, der meget gerne vil fremstå som alle gode dyders vogter i forretningslivet, er kommet i heftig mediemodvind. To medier har ligefrem slået sig sammen og dækker sagen om påstået brud på konkurrenceklausul på en måde, så det er en ren tofrontskrig for VKR.

Virksomheden omtales generelt med den lidt forslidte vending "hæderkronet" og er da også en stolt industrikoncern - én af Danmarks største. Men forløbet omkring denne sag vidner om, at selv de største virksomheder dummer sig gevaldigt og ikke synes at have det ringeste kendskab til én af vor tids vigtigste ledelsesmæssige discipliner - kommunikation, både i medgang og i modgang. VKR, der blandt andet er kendt for Velux og engagementet i solenergi, har overtrådt sit eget værdigrundlag og i stedet for straks at stå værn om værdierne ved at tage de nødvendige skridt, troede højtstående personer i VKR, at man kunne slippe for at tage skraldet ved at udvikle raffinerede svar på kritiske spørgsmål. Men resultatet er amatøragtigt, og direktørerne bliver nærmest taget i det for rullende kamera.

Sagen er kort fortalt, at VKR er under beskydning for at have dækket over at have hyret en medarbejder - Jesper Mo Hansen - fra et lille firma, Divine Business Solutions, som fra starten havde en samarbejdsaftale med VKR.

Den pågældende medarbejder var underlagt en konkurrenceklausul, som forbød ham at arbejde for Divines Business Solutions' kunder. Derfor skal der anvendes yderst kreative metoder for at omgå denne klausul - faktisk så kreative metoder, at det tilsyneladende kræver deltagelse af flere højtstående direktører i VKR for at få Jesper Mo Hansen til at arbejde for sig.

Isoleret set er det jo ikke ulovligt, for brud på konkurrenceklausulen er alene et anliggende mellem de parter, som har indgået konkurrenceklausulen, men ved atVKR kendte til konkurrenceklausulen (det har virksomheden erkendt) bliver det til et moralsk problem for VKR, fordi virksomheden i sit eget værdigrundlag ønsker at fremstille sig selv om en mønstervirksomhed, der arbejder med samfundsnyttige produkter, og som behandler sine medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. bedre end de fleste andre virksomheder.

Det kunne jo nok gå, hvis det var en brugtvognsforhandler, en sidegadevekselerer eller et andet helt ukendt firma, som lod sig fedte ind i den slags, men man skyder sig selv i begge fødder, når man udstyrer sig selv med så flot og højtravende værdigrundlag, som det er tilfældet her.

I krisestyringen - når man så bliver taget med klør fem nede i den kagedåse, der afslører, at man ikke er så meget en mønstervirksomhed alligevel - er der kun en eneste ting at gøre, hvis man vil klinke bare en lille smule af skårene. Gå til bekendelse, sig undskyld, drag de nødvendige konsekvenser, herunder advarsler eller afskedigelser af topchefer, der har så dårlig fornemmelse med virksomhedens eget værdigrundlag. Og gør det hurtigt. Effektivt.

Desværre for VKR trådte man ud i mere kviksand. I udsendelsen i DR fik man det klare indtryk af, at topfolkene i VKR havde drøftet problemstillingen indgående, og at man havde lagt en strategi. Man fik også indtrykket af, at man havde forsøgt at udarbejde et Spørgsmål-Svar papir, så man dels var forberedt på journalisternes angreb, dels var sikker på at man svarede det samme.

Det faldt imidlertid ret hurtigt til jorden, for arbejdet var ikke gjort godt nok, og så havde man valgt den grundlæggende forkerte vej ved at prøve at lave et cover-up i stedet for bare at sige sandheden - den der jo som bekendt er nemmest at huske og dermed også referere.

Ét af spørgsmålene fra journalisterne gik således på, om Jesper Mo Hansen var ansat, hvilket direktørerne svarede klart benægtende på. Derimod var svarene betydeligt mindre klare, da journalisten lugtede lunten på deres svar, som jo udelukkende gik på ordet "ansat". Journalisten stillede derpå spørgsmålet på en anden måde "har han på noget tidspunkt arbejdet for jer?", og så bliver det for åbenlyst, at VKR-direktøren i den anden ende gentager sit var fra før næsten ordret "Han har ikke været ansat hos os."

Journalisten får blod på tanden og stiller spørgsmålet igen: "Nej, nej - men har han arbejdet for jer". VKR-direktøren svarer højst besynderligt, mens han formentlig forsøger at udtænke et svar, han ikke har forberedt: "Jeg véd ikke, hvad arbejde er. Han har afsluttet nogle åbne ting, der har været lavet, som var en del af den kontrakt, vi havde."

DR kontakter umiddelbart derefter den næste formodede VKR-direktør, som er involveret, og hans svarmønster er nøjagtig det samme. Han benægter, at Jesper Mo Hansen nogensinde har været ansat i virksomheden, men når han bliver spurgt, om han har arbejdet for virksomheden, bliver svaret knap så kategorisk: "Jamen, det er virksomhedens interne forhold. Det kan jeg ikke se har noget med dette her at gøre."

VKR-direktørerne kunne altså ikke modstå selv den mindste ændring i journalistens spørgsmål, hvilket i sig selv burde have været afdækket på forhånd i forberedelsen. Og så burde man - når man nåede denne erkendelse - have indset, at cover-up vejen var dødsdømt. Man skulle tage et skrald. Man havde selv valget imellem, om det skulle blive lille eller stort. Havde man straks sagt undskyld, var skraldet blevet lille. Men nu blev det stort. Og pinligt.

Nu bøjer politikerne sig vel igen

Et omfattende og seriøst stykke arbejde fra Skattekommissionen med mange gode og nødvendige forslag  er ved at falde fra hinanden. Det er fuldstændig som ventet, og som vi har set tilsvarende eksempler før.

En massiv mediedækning af for eksempel Foghs påståede løftebrud over for boligejere - selvom han intet har besluttet endnu - får de fleste til at dukke sig. Og de studerendes forudsigelige raseri mod beskæringer i SU'en for netop de uddannelser, der fører til jobs, som indkomstmæssigt vil have langt de største fordele af en omlægning af skatten, får også politikerne til at ryste på hænderne.

Fælles for den slags i øvrigt udmærkede og fagligt topseriøse forslag er, at medierne ofte leder efter hårene i suppen og med masser af indslag og avisartikler hurtigt mobiliserer en "opstand" mod foreslåede, nødvendige forandringer og omlægninger i et samfund. Det nemmeste i verden for medierne er at finde såkaldte "cases", hvor enkeltindivider bliver ramt af forandringerne. Det er klart uundgåeligt, at nogle bliver tabere, når nødvendige justeringer skal foretages. Sådan er det også i erhvervslivet - nogen bliver fyret, men sigtet er at holde liv i virksomheden og dermed beskytte arbejdspladserne for de tilbageværende.

Men et god gedigen mediestorm kan hurtigt få et folketingsflertal til at frygte for reaktionen fra de studerende - så er det meget mere bekvemt at tage forslaget af bordet. Uanset hvor rigtigt og nødvendigt det så end måtte være. 

Har medierne et medansvar for krisens udvikling?

For tiden når jeg snakker med gamle bekendte og nye mennesker, er der en stor lyst til at diskutere mediernes rolle i den aktuelle krise med mig som journalist og som en del af mediebranchen.

Det virker som om, folk har et stort behov for at give nogen skylden. Finanssektoren har allerede - og særdeles velfortjent - fået den store omgang. Det er en udbredt konsensus hos både erhvervsliv og borgere, fra kontanthjælpsmodtageren til Barack Obama i store dele af den vestlige verden om, at denne branche har svigtet enhver tillid.

Mit bud er, at der også bliver et efterspil for medierne. 

Der foregår en livlig diskussion rundt omkring - sjovt nok ikke i medierne - om krisens omfang og om mediebranchens eventuelle medansvar for den voldsomme udvikling, krisen har fået.

Mange spørger sig selv, om det havde behøvet at komme så vidt. Om ikke den dommedagsagtige dækning i alverdens medier som vi så især i efteråret førte til en helt unødig og meget hård opbremsning i forbrugertilliden og forbrugernes lyst til at bruge penge. Nogle af forbrugerne er desuden erhvervsledere, og deres tillid til fremtiden blev også svækket.

De danske virksomheders samlede salg faldt således fra november til december med fire mia. kr. - sidste år steg det med én mia. kr. Og salget i december faldt med intet mindre end 20 mia. kr. fra 282 mia. kr. i 2007 til 262 mia. kr. i 2008. En betydelig del af det fald skyldes et grufuldt svigtende julesalg.

Men hvorfor svigtede forbrugerne i december? Det var endnu begrænset, hvor mange fyresedler der var udstedt, og ingen havde oplevet fald i indtægter og rådighedsbeløb. Tværtimod stod i hvert fald de danske forbrugere til at få forøget rådighedsbeløbet fra januar som følge af skattelettelser. Alligevel ændrede de dramatisk adfærd og medvirkede på den måde til sætte yderligere skub i skabe selvopfyldende dommedagsprofetier.

Sagen er, at virksomhedernes fald i salget starter i november. Indtil da var der fremgang i samtlige måneder i forhold til 2007. Men i november var den accelererende finanskrise endnu ikke dér, hvor der var nogen realøkonomiske konsekvenser af den for almindelige mennesker eller for de fleste erhvervsvirksomheder. Faldet i salget var i overvejende grad båret af negative forventninger - hos forbrugerne og i erhvervslivet. Altså primært psykologi. Af andre grunde end mediedækningen?

Det store spørgsmål er, om forbrugernes voldsomme neddrosling af juleindkøbene ville være sket, hvis vi rent hypotetisk ikke havde haft den yderst negative dækning, som var tilfældet fra midten af september og frem. Eller hvis vi forestiller os, at medierne ikke kun dækker det, der går galt, men det der fungerer. Medierne står nemlig konstant og skal vælge mellem to modstridende faktorer - på den ene side laver medierne nyheder, og det er ikke en nyhed, når tingene kører, som de skal. En nyhed er, når noget går galt - og i særdeleshed når tingene ramler. Derfor er finanskrisen det rene guf for medierne.

På den anden side må man som borger forvente og have krav på, at medierne også fremstiller et sandfærdigt billede af virkeligheden. Selvfølgelig er finanskrisen så absolut virkelighed, men den er trods alt kun en flig af virkeligheden. Den økonomiske virkelighed er båret af langt, langt flere aspekter end finanskrisen, men i mediedækningen bliver finanskrisen det altoverskyggende. Forbrugerne og erhvervslivet påvirkes dybt af denne mediedækning, som altså ikke er fyldestgørende i forhold til at tegne et helhedsbillede af økonomien.

Denne påvirkning afspejler sig omgående i de tillidsindikatorer for forbrugere og for erhvervsliv. Og herfra er springet til reel handling ufattelig kort. Forbrugerne skruer kraftigt ned for julehandlen, og alle erhvervsledere begynder at lægge forsigtige, defensive budgetter. Og så er skaden for alvor sket. Den realøkonomiske nedtur er sat i gang. Og jo sortere og mere dyster tilliden til fremtiden er - uden at det har nået at vise sig realøkonomisk - desto mere skræmte bliver forbrugerne og erhvervslederne.

Mit spørgsmål er - hvor dybt stikker mediernes medansvar? Jeg har måske overset nogen, men jeg har endnu ikke stødt på nogen journalist eller redaktør, der vedkender sig, at mediernes påvirkning af det omgivende samfund er ganske voldsomt, og at man derved har et ansvar for forvaltningen af de redaktionelle valg.

Jeg kender reaktionen fra visse redaktører. De vil slå syv kors for sig og hovedrystende undre sig over, at medierne har til opgave at lægge bånd på sig selv i forhold til de reelle nyheder, der rent faktisk er derude. Og det skal de selvfølgelig heller ikke.

Men i alle skåltalerne holder ingen sig tilbage fra at fortælle, hvor utrolig vigtige medier er som den fjerde statsmagt og som grundlæggende faktorer i et velfungerende demokrati. Det ligner en tilståelsessag. For dermed siger man også, at man i journalistikken gør en ganske betydelig forskel. Og heldigvis for det.

Men det betyder altså også, at der er en bagside af medaljen. Det vil være virkelighedsfornægtelse ikke at anerkende det. Og bagsiden er, at mediernes massive dækning af eksempelvis finanskrisen giver borgerne og medieforbrugerne det indtryk, at sådan ser verden ud. Der er kun negative historier i avisen. Men virkeligheden er fortsat fyldt med positive og konstruktive historier, som sammen med de negative ville fortælle en hel og fyldestgørende historie om virkeligheden.

Det er altså ikke mediernes dækning af finanskrisen og den økonomiske nedtur, der er problemet. Det er vægtningen og fordelingen af historierne. For man skal ikke kun i konkurrencens navn fortælle nyhederne og om alt det, der ikke fungerer. Både det enkelte medie og medierne til sammen har efter min opfattelse også en lige så afgørende forpligtelse til i for eksempel sin antalsmæssige fordeling af historierne ikke at forvride billedet af virkeligheden. Hvis man som borger i en periode på tre måneder er eksponeret for historier om økonomien, hvor 95 procent er negative, er det svært at forestille sig anden virkelighed - også selvom den altså er der, men bare ikke bliver beskrevet.

Det er klart, at nu er det virkelig ved at være alvor. De realøkonomiske konsekvenser kan blive forfærdelige - især hvis vi tror, at verden kun ser ud som den, medierne beskriver den. Så er det vi skærer forbruget endnu mere ned, erhvervslederne henter spareplanerne frem fra skufferne.

Jeg er ikke økonom og derfor er der muligvis huller i min argumentation. Men jeg kender mediebranchen og kan se, at journalistikken er en absolut nødvendighed for et velfungerende demokrati, men som så mange andre gode ting i tilværelsen er der også en bagside. Og mediernes betydning for krisens udvikling bør komme til diskussion. Måske var betydningen begrænset - måske medvirkede medierne decideret til en kraftig og unødvendig forværring af krisen. Men som visse journalister og redaktører hævder - at medierne ikke har et medansvar - det er ansvarsforflygtigelse.

Desværre er det næppe en diskussion, der kører ude i redaktionslokalerne. Det paradoksale er, at kun få er mere udsat for lavkonjunkturer end medierne og deres annonceomsætning. Så jo mere de skriver forbrugernes og erhvervslivets tillid ned, desto mere koster det dem selv.