Når det kommer til online og internet, er der af ubegribelige årsager en overdreven begejstring i mediedækningen. Journalister flokkes om at hylde alle nye medier, og selvfølgelig er der masser af gode ting at sige om Twitter og alverdens online-mediers fremtidsperspektiver - men der er altid en bagside. Desværre giver medierne os den sjældent.
Twitter. Og Twitter. Og endnu mere Twitter. Overalt. Sådan har medierne tacklet endnu ét af de nye medier, som er væltet frem de senere år. Ukritisk og barnligt begejstret - uden sans for sædvanlige journalistiske, kritiske principper om at vise det, PR-folkene ikke er så glade for.
Sidste år var det Facebook. Og året før var det MySpace, LinkedIn, Plaxo, Arto, YouTube, Second Life og mange andre. De har alle fået uvurderlig, redaktionel reklame, som PR-folkene ikke havde kunnet ønske sig bedre.
Fælles for dem alle er, at de "gamle" medier - primært tv og de trykte - fylder læserne og seerne med spaltevis af jubelglade historier om alle de nye fænomener. Nogle læsere vil tænke, at denne klummeskribent er en gammeldags, mavesur mand, der længes efter i forgårs, men for det første er jeg faktisk selv i udpræget grad på begejstringens bølge over de utallige, fascinerende muligheder, vi står foran, og for det andet behøver man ikke at være maskinstormer og modstander af fremtiden for at forholde sig kritisk til nye fænomener.
For jeg er også journalist. Og jeg længes efter en mere kritisk journalistisk behandling af alle de nye online-medier - det være sig både fra en forbrugersynsvinkel, men også fra annoncørsynsvinklen, hvor online i de senere år er blevet udråbt som svaret på alle problemer, hvilket det slet ikke er. Jeg kan ærligt talt ikke bruge til noget som helst, kun at få serveret halleluja-historierne.
Næppe har nogen kommerciel aktivitet i nyere tid fået så meget hype og positiv medieomtale som netop online-medier. Som læser vil jeg gerne høre om de nye, spændende aktiviteter - men jeg vil ikke finde mig i at blive trukket igennem hundredevis af positive artikler om Facebook, som hyper fænomenet over for hundredetusindevis af danskere, før jeg begynder at få de kritiske historier om Facebooks misbrug af informationerne.
Det samme billede tegner sig nu med Twitter. Jeg vil skyde på, at mellem 90 og 95 procent af alle artikler om Twitter i de seneste måneder har været hyldest-artikler. Og der har været rigtig meget omtale. Ifølge MediaWatch skrev Advertising Age forleden, at Twitter alene den seneste måned har fået (global, formentlig) medieomtale til en værdi af godt 251 mio. kr. PR-folkene jubler over, at medierne sluger de glade budskaber råt og serverer det for læserne, pakket ind som journalistik, selvom læserne i virkeligheden lige så godt kunne læse det samme på pressesitet hos Twitter og alle de andre.
Giv os i stedet det der ikke bliver serveret, men det der er spændende, farligt, kontroversielt om de nye medier. Bagsiden.
På journalisthøjskolen sagde man ellers altid "gå efter pengene", fordi det jo netop ofte er der, de største historier og afsløringer ligger. Og man må sige, at når medierne forærer et privat, kommercielt foretagende som Twitter en månedlig omtale for en kvart mia. kr., så skriger det på kritisk journalistik.
Der er simpelthen af samfundsmæssige og demokratiske årsager et kæmpemæssigt behov for, at positiv omtale for et så voldsomt beløb bliver fulgt op af kulegravende journalister, som kigger Twitter-fænomenet og konsekvenserne af det godt efter i sømmene.
Omtalen giver succes, og med succes'en og de mange brugere stiger Twitters indflydelse og betydning. Så bliver der behov for kritisk journalistik, som det er tilfældet over enhver anden magtfaktor i samfundet.
Det kammer derimod totalt over i latterlig overbegejstring, når nogen forsøger at sætte Twitter over for traditionelle medier som i en kamp og så ovenikøbet udråbe Twitter som vinder. Det er pinligt, når nogen i ramme alvor formulerer en overskrift "1-0 til Twitter over CNN" ovenpå begivenhederne i Iran. Det tangerer idioti at påstå noget sådant.
På journaliststandens vegne er jeg lidt flov over, at seriøse journalister forsøger at overbevise læserne om, at Twitter, Facebook, YouTube, Plaxo, MySpace, Arto og alle mulige andre internetbaserede fænomener er medier af samme kaliber og er ved at få samme betydning som CNN, New York Times, Frankfurter Allgemeine eller for den sags skyld Berlingske Tidende og TV 2 NYHEDERNE.
Twitter og andre er supplementer og nyskabelser i forhold til de kendte medieplatforme - ikke en erstatning.
Men hvordan er det med troværdigheden i forhold til eksempelvis CNN? Hvem aner, hvilke stemmer der reelt står bag de enkelte beskeder på Twitter, og hvordan kan man være sikker på, at der ikke spredes løgne og misinformation igennem de nye internet-kanaler?
Svaret er, at det kan man ikke være sikker på. Og på dette parameter adskiller CNN og de etablerede medier sig voldsomt og afgørende fra mange nye medier: Troværdighed.
Det er en let sag for enhver journalist at gennemskue, at en helt elementær journalistisk disciplin - kildekritik - ikke på en gennemgribende og seriøs måde lader sig udføre på de fleste sociale medier og netværk.
Vi aner med andre ord ikke, om beskederne på Twitter er manipulerede - af demonstranter og oprørere eller for den sags skyld af regimerne i de enkelte lande. Vi kender ikke sandhedsværdien bag de billeder, der er lagt på nettet af for os helt ukendte mennesker.
Derimod véd vi, at der på CNN og de ovenfor nævnte etablerede medier sidder en hær af journalister, som kæmper en daglig kamp for at teste og afprøve, validere og kritisk vurdere alle mulige informationer, man får ind - for dernæst at give læserne, seerne og lytterne et så rigtigt og troværdigt ekstrakt af virkeligheden som muligt. På Twitter er der intet filter overhovedet.
Forskellen er, at hvor der på journalistiske medier sidder en ledelse og værner om troværdigheden i det viderebragte indhold, så påtager Twitters ledelse sig selvsagt ikke det fjerneste ansvar for, om indholdet på Twitter er sandt, falsk eller ondsindet manipulation. Troværdighedsfilteret mangler.
Twitter sikrer, at informationer fra eksempelvis undertrykte iranere kommer ud til omverdenen. Og det er rigtig godt. Det er Twitters opgave at være direkte talerør. Det betyder så også, at enhver idiot kan stå og råbe løgne ud på internettet. Det er grundlæggende bagsiden. CNNs og de etablerede mediers opgave er at validere informationerne. Opgavefordelingen er klar - Twitter løser én opgave, CNN en helt anden. Det er usammenligneligt.
Der er andre grunde til, at journalister burde forholde sig langt mere kritisk til Twitter og tilsvarende sites. Vi så det senest under Tour de France, hvor blandt andet den amerikanske cykel-legende Lance Armstrong valgte at meddele sig i vid udstrækning til omverdenen via Twitter. Det er envejskommunikation udenom pressen, der netop vil stille modspørgsmål til de budskaber, som Armstrong og andre ønsker at få ud. Twitter giver dermed Armstrong et redskab i hænderne til at komme af med sine budskaber til omverdenen - uimodsagt og hvor den kritiske journalistik er bypassed. Er Twitter i det lys ikke et potentielt megaproblem for sandheden, når mennesker og virksomheder med voldsomme kommercielle interesser kan komme af med de budskaber, de kan tjene penge på og opbygge brands på - og samtidig undgå direkte modspørgsmål?
Journalister bør forholde sig mere nuanceret til de nye medier. Nu taber Facebook terræn - ikke underligt nu da medieomtalen er skiftet til Twitter - og det giver måske grobund for negative artikler om, at brugerne nu svigter Facebook. Tja.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar