Den suspekte lobbyisme

De virksomheder, som benytter sig af lobbyisme, skilter ikke ligefrem med det. Og lobbyisme er generelt ret stereotypt opfattet i medierne som værende noget suspekt - hvilket jeg har svært ved at begribe.

Jeg har selv ved flere lejligheder været i særdeles konstruktiv dialog med politikere og embedsmænd, som gerne har villet tage imod nye synspunkter og andre nuancer, end dem de ved egen kraft har kunnet tilegne sig.

Der har i samtlige tilfælde været tale om helt igennem relevant, seriøs og hæderlig dialog, og det er faktisk både fint og godt, at vi i Danmark har et så imødekommende og åbent lovgivningssystem, hvor man med relevante informationer kan påvirke lovgivningsprocessen.

Lobbyisme bliver fejlagtigt vurderet som særligt suspekt. For eksempel har der været fremsat krav om, at lobbyister skal registreres, hvilket implicit er en mistænkeliggørelse af en helt igennem lovlig forteelse - en mistænkeliggørelse, der ikke bare retter sig mod lobbyisterne, men så sandelig også mod politikerne og embedsmændene med en underliggende mistro til, om de dog er i stand til at lytte sobert og sagligt til relevante synspunkter.

Det er på alle måder en både hæderlig og retskaffen aktivitet, når organisationer, erhvervsvirksomheder eller enkeltpersoner søger om møde med politikere for at fremme en sag. Man er da en dårlig ambassadør for sin sag, hvis ikke man vil kæmpe for den og tage ethvert nødvendigt og lovligt redskab i brug. Og i mange tilfælde må man altså i kontakt med byråds-, regions- eller folketingspolitikere. Det er så ærligt, som det kan være.

Når det alligevel opfattes som suspekt, skyldes det formentlig, at der hersker en grundlæggende fejlopfattelse af, at man skal benytte sig af særlige metoder eller hoste op med dyre rejser eller middage for at få lov til at fremsætte sine synspunkter. Men det er en urimelig måde at opfatte både politikeren og den eller de personer, som lobbyer på.

I mit arbejde med lobbyisme har der aldrig været brug for hverken dyre middage eller rejser for at få lov til at møde politikerne. Det tjener systemet til stor ære, at man af alle kræfter lytter og lærer, for det siger sig selv, at med de mange komplekse og forskellige lovgivninger, man skal forholde sig til, er det menneskeligt umuligt at forholde sig fuldstændig udtømmende og detaljeret til hver enkelt sag.

Og derfor lytter politikerne gerne - med en ydmyghed over for den vigtige opgave, det er at lovgive. Langt de fleste moderne politikere véd godt, at der kommer bedre og sundere lovgivning ud af at lytte og i god tid at indregne afledte effekter, som man måske ikke havde tænkt over. Derfor er der ofte brug for, at virksomheder, organisationer og enkeltpersoner rent faktisk melder sig på banen med den specialiserede viden, som systemet ikke selv nødvendigvis lægger inde med. Prisen uden den viden kan være, at lovgivningen bliver forfejlet og indimellem direkte skadelig, hvilket ikke mindst sker når tiden forceres, eller når den nødvendige viden faktisk ikke var tilgængelig for lovgiverne. Og derfor kan man faktisk hævde, at man har en pligt til at bringe sin viden og sine kvalificerede synspunkter til torvs.

Det er hverken suspekt eller dubiøst - det er både hæderligt og anstændigt. Og man tager et medansvar for landets udvikling.