Kommerciel radio er stendød

Kommerciel radio er stendød

GRAVSKRIFT: De danske radio-lyttere kan godt glemme alt om et brud på DRs totale radiomonopol, på samme måde som DR for 20 år siden fik brudt sit tv-monopol. Der er simpelthen for mange strukturelle fejl og manglende imødekommenhed hos alle involverede til, at det nogensinde lykkes

Man siger, at succes har mange fædre, men at fiaskoen er forældreløs.

Sådan er det ikke med kommerciel radios fiasko i Danmark - der er faktisk rigtig mange, som har en større eller mindre andel i radioens fiasko. Desværre er det kendetegnende, at ingen rigtig ved stå ved deres respektive ansvar.

Tilsammen udgør de mange andele et sæt af strukturelle fejl og mangler, som sammenlagt sikrer, at DR kan bevare sit altdominerende radiomonopol. Senest er det ellers så succesfulde Radio100FM gået i betalingsstandsning.

Den politiske vision var klar - kommerciel radio skulle udvikles nationalt i en skala, som kunne udfordre DR - og det blev fulgt op af tunge og erfarne radiogiganter, da Sky Radio og Talpa Radio i 2003 erhvervede de to udbudte radiolicenser, FM5 og FM6. Senere overtog TV 2 FM5.

Situationen er altså sådan: TV 2 er én af de allerdygtigste og i mange år også allermest succesfulde medieaktører her til lands. Sky Radio er en del af de mægtige News Corp, som Rupert Murdoch ejer. Og Talpa Radio er ejet af John de Mol, som blev milliardær på at sælge sit tv-produktionsselskab Endemol, der blandt andet husede nogle af de allermest lukrative og storsælgende formater - blandt andet Big Brother.

Alle tre fejlede totalt. De fejlede, selvom de lagde en kæmpemæssig indsats, og selvom de investerede massivt i at få det falmede danske radioreklamemarked til at vokse. Især Radio100FM blev en succes, når man ser på fladens indhold og på lyttertallene. Økonomisk desværre en katastrofe.

Derfor er spørgsmålet så oplagt: Når ikke disse tre kan løfte opgaven - hvem kan så? Svaret er i virkeligheden helt enkelt. Ingen, - så længe de strukturelle forhold er som de er, indtægterne er for lave, og omkostningerne er for høje.

Men bag ved den banale konstatering er der grund til at dvæle ved, hvem der har et medansvar.

De tre aktører er - selvom de gerne fremstiller sig selv som det modsatte - måske de mest skyldige selv. To af dem kom fra Holland, hvor radiomarkedet var 4-5 gange så stort målt på den procentvise reklamespending i forhold til Danmark, hvor den blot var et par procent. I Holland har kommerciel radio stor succes - blandt andet fordi public service-radio ikke har tilnærmelsesvis samme styrke, som DR har i Danmark. Blandt andet derfor var deres vurderinger af det danske radioreklamemarkeds potentiale himmelråbende naive.

TV 2s selvtillid var overdimensioneret, da man i 2006 vandt en otte årig koncession på FM5 for 184 mio. kr. Troen på egen dygtighed og evne til at flytte de unikke tv-kompetencer over på radio viste sig at være forfejlet, samtidig med at TV 2 på trods af sin helt særegne position på tv-reklamemarkedet ikke lykkedes at få kunderne til også at bruge radio.

TV 2 blev ydmyget ikke bare på svigtende lyttertal, - det var ikke lige dét, der lå i selvforståelsen af koncernens evner til at producere fantastisk indhold og generere høje seertal - men TV 2 fik heller ikke udnyttet de helt oplagte synergier, der lå lige til højrebenet i produktionen af hhv. radio og tv.

Aktørerne fejlvurderede altså af flere grunde fuldstændig, hvor stor en sum man kunne tillade sig at byde som årlig koncessionsbidrag. Man skal jo ikke glemme, at uanset at aktørerne i dag piver over koncessionsbetalingens størrelse, så rakte de hver og én skiltet i vejret helt frivilligt og bød de pågældende beløb. Ingen tvang dem til det.

Derimod er det relevant at diskutere, om staten gjorde det særlig godt, når man lavede en udbudsmodel, hvor radiostationerne skulle betale massive beløb up-front endnu inden årets indtægter havde vist sig. Det var et møllehjul, man hang om halsen på de nye stationer i stedet for at lave en model, hvor der skulle betales i takt med, at indtægterne voksede.

Staten kunne også have bidraget med en replanlægning af FM-båndet inden auktionerne, fordi det ville have frigjort måske 10-15 helt og halvt landsdækkende frekvenser. Dermed ville der have været en radiostation til stort set alle, og det ville have betydet, at koncessionspriserne ville have været meget, meget lavere i en ren auktion. Men måske var staten mere optaget af at tjene flest mulig penge på de ledige frekvenser?

På udgiftssiden er der også de meget omdiskuterede ophavsrettighedsudgifter til Koda/Gramex. De opkrævede beløb var astronomiske i forhold til indtægtsniveauerne, og opkrævningsmodellen bar præg af, at Koda/Gramex hellere ville malke koen, endnu før den var begyndt at give mælk. I stedet bør man i dag anerkende, at det ville have været klogere at bruge sin position og styrke til at bidrage til udviklingen af et bæredygtigt, velfungerende radiomarked i vækst. Det ville have givet flere indtægter i sidste ende.

Desværre vedstår Koda/Gramex sig heller ikke det store medansvar, men vælger i stedet med en retorisk finurlighed at hævde, at det ikke er musikafgifterne, der har givet underskuddene, fordi de ville have været der alligevel med koncessionsafgifterne. Men underskud udløses ikke af en enkelt udgiftspost - det er en sum af de samlede, faste udgifter.

Og så kan man konstatere, at hverken annoncører eller mediebureauer har bidraget meget til at udvikle radiomediet. Der skal jo kunder i butikken., og dem var der for få af.

Den største hurdle var dog DRs totale dominans på radiomediet, som understøttet af licenspenge, mens aktørerne på kommerciel radio altså skulle betale til staten.

Nu har piben fået en anden lyd. Der er politisk flertal for at udbyde P2 til en kommerciel public service-aktør. Målet er ikke så meget at sparke liv i det kommercielle radiomarked, som med en ny model at understøtte det gamle ønske om at bryde DRs væg-til-væg monopol på radiomediet. Og denne gang er man altså indstillet på at give penge for at få brudt monopolet frem for at tage penge for det.