Pressen burde som DR spille ud med konstruktive forslag til anvendelsen af mediestøtten, og til hvordan vi kan bruge den som motivationsfaktor til bedre og mere vedkommende indhold
Forleden downloadede jeg et program til min iPhone og fik direkte adgang til 30.000 radiostationer fra hele verden. Blot 10 af dem er danske, hovedparten fra DR. 10!
De øvrige 29.990 radiostationer, som jeg nu har adgang til på min telefon, er proppet med indhold af enhver art og for enhver smag - men fælles for de 99,97 procent ikke-danske radiostationer er, at de er uden dansk indhold.
Udenlandsk - ofte generisk og for en dansker mindre relevant - indhold i form af tv, bøger, websites mv. skyller ind over os og vil fosse ind ad alle tænkelige revner og sprækker på alverdens teknologiske platforme, der kan internetopkobles, i et omfang, vi endnu ikke gør os begreb om - på mobiltelefoner, computere, bilradioer, fjernsyn, iPods. Den voldsomt voksende udbredelse af udenlandsk indhold presser og fortrænger det danske.
Vi har med andre ord kun lige set starten på mediefragmenteringen og på en flodbølge, hvor danske mediers synlighed i den almindelige danskers hverdag reduceres - og dermed også forbruget af dem. Altimens vil et stadig større forbrug af udenlandsk indhold efterlade stadig færre penge inden for landets grænser til produktion af dansk eller andet indhold, som har nytteværdi for danske borgere.
For en nålestribet Excel-mand eller -kvinde, der bare vil have flest mulig klik, læsere, lyttere eller seere er det nok bedøvende ligegyldigt. Så dem skal vi ikke lytte meget til.
For det demokratiske menneske, derimod, er det en gigantisk trussel mod de fælles værdier, som Danmark er bygget op om gennem mange generationer, og som har givet os et samfund, vi overvejende er stolte af og taknemmelige for. Det lever og ånder af det indhold, danske medier producerer med og om danskere, uanset alder, køn, uddannelse, politisk og etnisk baggrund. Indhold, såvel journalistik som underholdning, skal i hovedsagen tage udgangspunkt i et dansk perspektiv og i danske værdier. Uden dét kommer vil til at nøjes med det indhold, der produceres i andre lande. Dét ønsker ingen. Det er kun os danskere, som kan sikre det danske indhold. Ingen andre gør det. Derimod er der ingen grund til at bruge offentlige midler til visning af eksempelvis amerikanske film og serier.
Derfor var det da også en fornøjelse at se DRs mediepolitiske udspil forleden. Selve overskriften var en appel om at styrke det danske medieindhold - et oplagt kriterium at uddele mediestøttepenge ud fra.
Udspillet fra DR er nye toner i forhold til, hvad vi hidtil har hørt fra de danske medier, der har ytret sig om fremtidens mediestøtte: Danske medier og deres topchefer har ivrigt diskuteret rettighederne - hvordan får de flest mulig penge med mindst mulig kontrol.
Rettighedernes uomgængelige følgesvend - pligterne - har mediecheferne ikke haft helt så travlt med at bringe til torvs.
Måske har de glemt, at journalistisk indhold, som støttes af offentlige midler, ikke har det primære formål at sikre journalistiske arbejdspladser eller holde liv i bestemte medievirksomheder, men først og fremmest har det formål at stå i offentlighedens tjeneste. Men i diskussionerne om mediestøtte er det nærmest umuligt at få pressen og den chefer til at anerkende, at offentligheden har en ret til at medvirke til definitionen af, hvad det indebærer at tjene offentligheden.
Faktisk er det overraskende så lidt tid og opmærksomhed, medierne, myndigheder, politikere og samfundet som helhed bruger på at rette, korrigere, forbedre den voldsomt påvirkende faktor, som mediemaskineriet er for vores fællesskab. Det diskuteres uafvendeligt - men egentlig, systematiseret handling er sjælden. Hvis der overhovedet handles, er det i det små, ude hos den enkelte samvittighedsfulde journalist. Ingen overordnet eller fælles proces har nogen styring med udviklingen, hvilket dog kunne gå an, hvis journalistikken var perfekt og fejlfri, og hvis den fuldstændig loyalt skildrede virkeligheden i de rette proportioner. Desværre - og naturligvis - forholder det sig langt fra sådan.
Mediestøtten er en fremragende anledning til at forbedre de journalistiske processer - i hvert fald i den forstand, at det er offentligt støttet og dermed tjener et højere formål. Staten og offentligheden skal ikke forbyde elendig journalistik, men til gengæld kan man afvise at støtte det.
Og staten kan derudover afvise at støtte overeksponeringen af bestemte stofområder, når denne overeksponering giver et skævvredent billede af tingenes egentlige tilstand.
Det er de seneste ti års voldsomme vækst i krimistoffet et godt eksempel på. Der sker blandt andet en proportionsforvrængning, når TV 2 NYHEDERNE er smækfyldt med blå blink, for kendsgerningen er, at der ikke er blevet så meget mere kriminalitet, som den journalistiske overeksponering - ikke bare på TV 2 - jo indikerer. Den enkelte krimihistorie er sandfærdig og en del af dagens Danmark. Men samlet set giver de et skævvredent billede, og den slags kan man iværksætte styringsmekanismer til at sætte ind imod, så man i hvert fald ikke brugte statens og borgernes penge på en hvilken som helst politiudrykning.
Krimistoffets opprioritering har haft den negative konsekvens, at det er blevet glamour-agtigt at være både gemen kriminel, men især kendis-kriminel. Uden skam i livet har mange medier med statens egne tv-stationer i den absolutte førertrøje gjort det nemmere for en kriminel at nå den så eftertragtede medieeksponering end for langt mere betydningsfulde, intellektuelt begavede mennesker, der i stedet for de kriminelle burde være vores forbilleder.
Det er en dødsensfarlig omgang med det ansvar, som især tv-stationerne bærer i forhold til dyrkningen af rollemodeller, som ellers er centrale omstændigheder, der former de værdier, opvoksende børn og unge danner sig. Det ansvar tager ingen medier nogen offentlig debat om - noget tyder på, at debatten end ikke foregår internt.
Medierne burde komme med et samlet udspil til, hvordan vi sammen kan arbejde for at præge pressens arbejde i en for samfundet gavnlig retning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar