TV 2s og Ekstra Bladets historier om minkindustrien er skabt med metoder, som formentlig næppe var nødvendige for at få historien i hus. Mindre spektakulære metoder havde været til større gavn for minkenes dyrevelfærd
Så er den gal igen.
Pressen har fået afsporet en debat om et relevant samfundsproblem, fordi den på grund af grænsesøgende metodevalg flytter diskussionerne over på sig selv.
TV 2 og Ekstra Bladet afslørede kritisable forhold i minkindustrien, men de redaktionelle prioriteringer har taget opmærksomhed væk fra minkenes ve og vel. Var det virkelig nødvendigt for at få historien i kassen? Det gav i hvert fald modparten - minkindustrien - massiv skyts til at mudre selve hovedbudskabet i historien om dyrevelfærd.
Hvis alt var gået vel, og man havde styret udenom de diskutable journalistiske metoder, havde TV 2 og Ekstra Bladet stået med en masse uanfægtet anerkendelse for at have påpeget problemer i forhold til levevilkår for mink i fangenskab.
Historien kunne sagtens være blevet født uden diskutable metoder, men Ekstra Bladet og TV 2 skulle bruge billeddokumentation for at give større gennemslagskraft. Intet kan sætte sindene mere i kog end billeder af lidende dyr. Ord er ikke nær så virkningsfulde og oprivende.
Billeddokumentationen blev skaffet ved at udsende dyreaktivister på indbrudstogter. Det normale er at bruge journalister til indsamling af den type billeder, fordi de som udgangspunkt arbejder fair og under tilstræbt objektivitet, hvilket ideelt set ville have sikret sagen de rette proportioner - er det for eksempel et samfundsproblem, at tre kyllinger pådrager sig sår i en hel kyllingeproduktion, hvis der totalt set er tale om 50 mio. kyllinger? Og hvad nu hvis der kun er problemer i 5 ud af 500 besætninger?
Proportionen kommer i fare, når man i stedet for journalister beder den ene parts dødsfjender om at skaffe billedmaterialet. Aktivisterne er direkte parter i sagen, og den slags tager man i journalistikken normalt yderst alvorligt. Problemerne ved at betræde denne vej er, at de pågældende aktivister i deres optagelser på de enkelte minkfarme har skullet foretage en masse redaktionelle valg og fravalg. Man kan med usvigelig sikkerhed fastslå, at enhver tvivl undervejs i optagelserne ikke kommer de anklagede i minkindustrien til gode. Disse aktivister er og bliver minkavlernes fjende nummer ét, men sammen med Ekstra Bladet og TV 2 gjorde de emnet dyrevelfærd et kæmpe bjørnetjeneste ved at give modparten stærke kritikpunkter på hånden.
Og det værste ved at fokus bliver flyttet er, at det belaster pressens anseelse, når den angrebne part på den måde foræres masser af unødvendig sympati og medvind. Det er altså ikke bare metoderne, der er problemet - det er de åbenbare konsekvenser, det får at bruge dem.
Desværre er det ikke første gang, at pressen på den måde har forpurret fokus på selve sagen samt i visse tilfælde direkte lagt gift ud for lysten til journalistisk at beskæftige sig med det pågældende emne i flere år.
Det skete i den såkaldte Triple A-sag, som TV 2 bragte i juli 2005. Senere viste det sig at være én af de allerførste historier om én af de allerværste samfundsmæssige udfordringer, vi står med i dag - bandekrigen.
Det journalistiske arbejde bag de to nyhedsindslag i 2005 var svækket af to omstændigheder - indslagene var fejlfyldt, primært på grund af at man havde fundet den forkerte case: To unge mænd, der fyldte TV 2 med løgn. (Eller gjorde de? Det var dét, der aldrig blev opklaret.) I hvert fald viste de to unges påstande om en form for gruppering under navnet Triple A tilsyneladende at være opdigtet.
Den anden omstændighed, som svækkede historien, var, at den var præmatur. Det var første gang, at tv-seerne og det danske samfund blev konfronteret med de truende udsigter til den meget alvorlige situation, vi står i i dag med omfattende bandekrig med døde og lemlæstede samt ukontrollerbare skyderier på åben gade.
Man kunne knapt tro sine egne øjne, da man så indslagene. Billederne var dramatiserede, og den uhørt skarpe retorik i indslagene om svært bevæbnede bander og hårdkogte gangstere på vej ud i en uoverskuelig krig om de kriminelle markeder fik derfor nærmest den modsatte effekt: Opmærksomheden vendte sig mod TV 2 i form af beskyldninger om populistisk og fordrejende journalistik frem for opmærksomhed på det alvorlige samfundsproblem, man som det første medie havde forsøgt at beskrive - omend på en højst uheldig måde.
Da de unge efterfølgende trak deres udtalelser tilbage, smuldrede den journalistiske dokumentation for eksistensen af både Triple A specifikt og fænomenet indvandrerbander, hvilket spolerede historien. Det var en lettelse for tv-seerne og for offentligheden, fordi det gav en undskyldning til at dømme historien helt uden hold i virkeligheden og fortsat fred over aftenkaffen. En stormflod af forargelse og kritik rejste sig mod TV 2, der vægrede sig ved at trække historien tilbage, fordi man fortsat mente, at grundhistorien var sand, - hvilket eftertiden da også har dokumenteret.
Især andre medier var frontløbere i forargelsen mod TV 2, selvom ingen var i stand til hverken at på- eller afvise, om historiens kerne rent faktisk holdt vand eller ej. Faktisk er det tvivlsomt, om nogen overhovedet prøvede.
Offentligheden nægtede - primært på grund af indslagenes retorik og den fejlagtige case - at tro på selve indslagenes essens: Udsigten til voldsomme sammenstød i den kriminelle underverden. Det har vist sig at være en katastrofal dårlig vurdering, for den massive forargelse gjorde både TV 2 og resten af pressen håndsky i forhold til at behandle emnet efterfølgende. Uden pressens opmærksomhed gennem længere tid har bandekriminaliteten fået optimale vækstvilkår og kunne vokse upåagtet.
Medierne bærer et kæmpemæssigt ansvar - både for formidlingen af relevante samfundsmæssige emner, men også for at det sker på en anstændig måde for at undgå, at selve sagen drukner i proces-diskussioner. Det bedste værktøj mod det er at undlade at se på de presseetiske regler som en hæmsko, men snarere som en relevant rettesnor for vores arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar