Det er faktisk de to hovedårsager, jeg kan komme på, når jeg spekulerer på, hvorfor jeg er ved at tabe mit liberale frisind i forholdet til alkoholreklamer og de bagvedliggende virksomheders voldsomt grænseudfordrende adfærd i markedsføringsmæssig henseende. Jamen, jeg kan simpelthen ikke se, hvad alkoholreklamer gør godt for - udover at spæde bundlinjerne godt op hos en række privatejede firmaer - og hvad vi som samfund vil tabe ved at lægge betydelige begrænsninger ind på, hvordan de har lov til at markedsføre sig mod børn og unge. Vi har da mig bekendt ikke tabt noget rent demokratisk eller samfundsmæssigt i forhold til hverken samfund eller ytringsfrihed, når det handler om tobaksreklamer.
Den danske alkoholkultur skiller sig ud fra andre samfund. Og den alkoholkultur vi finder blandt børn og unge er helt enestående, når vi ser os rundt om i verden. Helt enestående dårlig. Men som ansvarlige voksne, ansvarlige forældre, vælgere og politikere gør vi stort set ingenting. Spørgsmålet trænger sig stadig mere på i takt med, at mine børn bliver ældre: Kan det virkelig være rigtigt, at det er en livsnødvendighed for at have normale sociale relationer, at man i en alder af 13-15 år skal være i stand til at drikke sig fuldstændig fra forstanden? Og hvorfor er det ikke en debat, der er langt mere fremtrædende i det offentlige rum? Er det fordi, at nogen er meget glade for de penge, som alkoholreklamerne kaster af sig? Det kan jeg ikke få mig selv til at tro.
Nu foreslår Landspolitisk Alkoholråd i dag, at der skal køres en langt hårdere linje over for de firmaer, som ikke bare nøjes med at trykke en nogenlunde nøgtern alkoholreklame, men som også trykker deres logoer på børnetøj, bruger halvpornografisk billedmateriale i deres reklamer eller indikerer, at man får succes på det seksuelle område, hvis man forbruger det pågældende alkoholiske produkt.
Som en ekspert i rusmidler siger, så er den slags reklamer selvfølgelig med til at skabe en positiv stemning omkring forbruget af alkohol, og det stimulerer til at øge dette forbrug. Og hvad værre er - visse alkoholfirmaer spekulerer iskoldt i at agere så provokerende, at de ikke bare overtræder loven eller går lige til kanten, men også i at det kaster en masse presseomtale af sig. Det er en måde at drive forretning på, som ikke involverer ret mange moralske og etiske overvejelser - snarere tværtimod.
Desværre er problemet velkendt i forholdet til medierne. Pressen belønner simpelthen i for høj grad virksomheder, som ud fra rent kommercielle interesser sætter egne marketingsfolk eller eksterne reklamebureauer til at udvikle et provokerende, grænsesøgende eller ligefrem forrykt reklamestunt - udelukkende med det formål at få presseomtale. Og den slags virker. Pressen hopper alt for ofte i med begge ben. Seneste eksempel var VisitDenmark, der i en nærmest kamikaze-agtig stunt endte med at skyde sig selv flere gange i begge fødder.
Ingenting tyder på, at pressens evne til at bortfiltrere selv de mest aggressive PR- og markedsføringsstrategier, og derfor opstår der i stigende grad et behov for at debattere, om der skal tages andre midler i brug i forhold til alkohol-industrien.
I mange andre brancher eksisterer der heldigvis en vis selvjustits. For eksempel begyndte producenterne af usunde fødevarer - herunder blandt andet læskedrikindustrien - at indse, at man nok før eller siden ville ramle ind i et decideret forbud mod markedsføring over for børn og unge, hvis ikke man selv kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Det har medført en vis selvransagelse blandt disse producenter, og der er siden udviklet samfundsansvarlige code of conducts.
Nu begynder samfundsansvaret også at presse sig på over for alkoholindustriens markedsføringsmetoder, som er den direkte årsag til, at overvejelserne om forbud og begrænsninger overhovedet opstår. Det ville formentlig have været klogere at leve lidt mindre på kant med den offentlige mening og have tjent udmærkede penge på det, i stedet for hele tiden at pushe et større og større forbrug af alkohol blandt unge. Det er en grådighed, som nu kan få konsekvenser.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at tiden er forpasset. Der er givetvis stadig et vist spillerum for selvregulering og selvjustits, men det vil kræve betydelige bestræbelser på nuværende tidspunkt at overbevise myndigheder og politikere om, at man faktisk godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men det vil kræve et yderst forpligtende code of conduct, en brancheaftale, hvor man lover at skrue en hel del ned for aggressiviteten i den del af markedsføringen, der retter sig mod børn og unge. I forhold til reklamemodtagelighed må disse grupper betegnes som svage og udsatte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar