Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, nyder utvivlsomt det stormvejr, han endnu engang har fået til at rejse sig om sin person. Ikke mange besidder hans helt unikke evne til at sætte sig selv i opposition til hvad som helst og hvem som helst.
Det profilerer Politiken, og det differentierer utvivlsomt avisen i et særdeles hårdt avismarked. Det er med ret stor sandsynlighed derfor egenskaber, som chefredaktørens arbejdsgivere i bestyrelsen og direktionen for JP/Politiken-koncernen værdsætter.
Men denne gang er han måske alligevel gået for vidt. Der er ikke så få ting, som faktisk tyder på, at hans dømmekraft ikke længere er, hvad den har været. Denne gang synes den i hvert fald at have ledt ham på gale veje, ud i et venneløst ingenmandsland, hvor alle er rasende på ham.
Hans beslutning om at markere avisen ved for anden gang at krænke ophavsretten med den uautoriserede offentliggørelse af Jæger-bogen, hans bevidste tilsidesættelse af Forsvarets ønske om at afvente yderligere offentliggørelse, indtil retten havde talt, samt en domstol, der siger, at Politiken har bragt landets og udsendte soldaters sikkerhed i fare, er hård kost for en bestyrelse. Hvis den sluger denne kost uden at blinke, er det ikke helt normalt.
Seidenfadens arbejdsgivere i toppen af JP/Politiken-koncernens ledelse - direktionen og bestyrelsen - kan efter et så opsigtsvækkende forløb rent professionelt ikke komme uden om at forholde sig til og diskutere, om tilliden til Politikens stormombruste chefredaktør fortsat er helt intakt.
Én af de faktorer som må have fået JP/Politiken-koncernens ledelse til at synke spyttet en ekstra gang er, at Tøger Seidenfaden for anden gang i sin tid på Politiken valgte at ignorere noget af det, der ellers værnes voldsomt om i publicistiske kredse - ophavsretten.
Det er værd at bemærke, at Seidenfadens krænkelse af ophavsretten ikke er gået ud over over JP/Politiken-koncernens egne forlag, og desværre får vi aldrig svar på, om det ville have givet en anden beslutning, hvis Jæger-bogen var planlagt til at udkomme herfra. Alligevel må JP/Politiken-koncernens bestyrelse føle et vist ubehag ved, at man som koncern nu for anden gang har krænket en så fundamental publicistisk værdi som ophavsretten.
Selve denne krænkelse vil under normale omstændigheder være et element, som kommer til at indgå i bestyrelsens og direktionens overvejelser om Seidenfadens fremtid - især altså fordi det er sket tidligere, og at der tidligere er faldet en dom for det. Da Politiken sidste gang krænkede ophavsretten, gik det ud over Ritt Bjerregaard-bogen "Kommissærens Dagbog".
Dengang bragte Seidenfaden som nu et helt arsenal af publicistiske og journalistiske argumenter frem for, hvorfor krænkelsen var nødvendig. Seidenfaden tabte sidste gang sin sag med piber og trommer. Han blev dømt betinget fængsel, og argumenterne blev fejet til side. Argumenterne er denne gang ikke blevet stærkere, og derfor må det forventes, at også denne sag tabes - i værste fald endda med en dom, der skærpes i forhold til sidste gang.
Det er for chefredaktørs arbejdsgiver en berettiget forventning, at avisens ledelse kæmper indædt for alle publicistiske principper, for ytringsfriheden mv. - men den har næppe stor forståelse for, at en kamp, som tidligere er blevet tabt så entydigt, igen skal kæmpes og tabes med dertilhørende tab i anseelse og penge. Det er lidt svært at tage en avis helt alvorligt, som dagligt vil være en vagthund, men som selv i gentagne tilfælde tilsidesætter gældende lov.
Politikens chefredaktion bør - med udgangspunkt i offentliggørelsen af Ritt Bjerregaards bog - have været klar over, at man ikke ville komme langt i den nye sag med de publicistiske argumenter i sit forsvar. Og med offentliggørelsen af Jæger-bogen har det tilmed været en skærpende omstændighed i forhold til Ritt Bjerregaard-sagen, at man denne gang med sin handling potentielt har udsat enkeltpersoners liv for fare, når de agerer som udsendte soldater.
Når man alligevel - på trods af alle argumenterne i mod offentliggørelse - vælger at gøre det, styrkes mistanken om, at der måske ligger andre og mere gustne, kommercielle motiver bagved. Det giver omtale og profilering - den slags har altid til hensigt at generere større salg, og hvis den opfattelse af Politikens egentlige motiver får lov at forplante sig, er det for alvor fatalt. Mistanken om kommercielle motiver var allerede fremme, da Politiken valgte at offentliggøre "Kommissærens Dagbog".
For noget skal jo forklare den helt uhørte egenrådighed, der jo bestod i, at Politiken som det eneste af samtlige, danske medier ignorerede Forsvarets indtrængende anmodning om i det mindste at vente med viderespredning af Jæger-bogens informationer, indtil retten havde talt. Man ønskede at få en domstols vurdering af Forsvarets påstande om, at rigets og individuelle soldaters sikkerhed ville komme i fare ved spredning af informationen, men Politiken valgte at stole på sin egen dømmekraft om bogens eventuelle skadelige effekter, frem for at vente på rettens afgørelse.
En live-debat mellem forsvarschefen og chefredaktøren indikerede endda, at Seidenfaden måske enten ikke havde læst anmodningen fra Forsvaret grundigt nok, inden han lagde den i skuffen, eller at han slet ikke havde forstået den. I hvert fald benægtede Seidenfaden hårdnakket på tv, hvad forsvarschefen rent faktisk havde skrevet i sit brev til de danske chefredaktører.
Der skal en sjældent set argument-resistent bestyrelse til for at lade alle disse ting i forening passere uden i hvert fald visse bestyrelsesdiskussioner om redaktøransvar. Man kan i hvert fald betvivle, om JP/Politiken-koncernens bestyrelse overhovedet forstår dels sit publicistiske ansvar, dels ansvaret for Politikens image og omdømme, hvis ikke den føler et behov for en grundig vurdering og evaluering af forløbet.
Ender sagen ikke med at koste Tøger Seidenfaden jobbet i denne omgang, kan den med stor sandsynlighed være den faktor, som gør, at bestyrelsen nu så småt begynder at tænke i et generationsskifte i Politikens ledelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar