Pressens indflydelse på det omgivende samfund er voldsommere og mere kraftfuld end nogensinde tidligere.
Hvert eneste redaktionelt valg – om historier, vinkler, kilder og omfang af pressedækningen – præger virkeligheden og har en konsekvens for den.
Omgivelsernes reaktion på presseopmærksomhed er i dag så stærk, at virkeligheden aldrig er den samme, når først pressen har været inde over den. Tit påvirkes virkeligheden tilmed alene på forventningen om pressens opmærksomhed, der måske aldrig kommer. Der træffes beslutninger, som aldrig var truffet, hvis ikke man forventede pressens interesse.
Pressens voksende påvirkningskraft stiller helt særlige krav til ansvarsfølelsen hos journalister og på redaktionerne - for eksempel i forhold til pressens valg om at bringe langt flere negative nyheder end positive. Det kan undre, for det efterlader et billede hos offentligheden af, at virkeligheden er langt mere negativ, end den faktisk er.
Den undren er kernen i den aktuelle diskussion blandt pressens topchefer om begrebet ”konstruktive nyheder”.
”Konstruktive nyheder” er opfundet af DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Han mener, at DR, men også pressen generelt, er for negativ i sit journalistiske arbejde, i vinklingerne, udvælgelsen af historierne og kilderne. De mange negative historier giver et alt andet end retvisende billede af samfundet. Det vil flere konstruktive nyheder kunne rette op på.
Som Haagerup siger: “Vi forsimpler verden, vi overdramatiserer den, vi gør den for negativ.”
Én af Haagerups hårdeste kritikere er TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, som fuldstændig forkaster tanken om konstruktive nyheder. Hans pointe er, at pressen ikke skal være en del af det team, som løser problemerne.
Pointen er imidlertid i strid med pressens egen selvforståelse som offentlighedens vagthund, der igen og igen sætter fokus på systemets fejl og mangler, som kræver løfter fra de ansvarlige om ændringer og forbedringer, og som gennemtvinger sin egen dagsorden, vel sagtens fordi man selv tror på, at det er det rigtige at gøre.
Ja, faktisk bryster man sige ligefrem af at være den fjerde statsmagt, hvilket etablerer pressen som en implicit del af samfundet og af dem, der løser problemer.
Men pressen løser ikke kun problemer. Den skaber dem også. De redaktionelle valg og prioriteringer dagligt indvirker på virkeligheden – ikke kun på den gode måde.
Eksempelvis betaler samfundet en høj pris for, at pressen vælger at formidle langt flere negative historier end positive, idet pressen ved denne mangel på reel nuancering af virkeligheden – der selvsagt ikke er så negativ som det fremstilles - etablerer et direkte forkert virkelighedsbillede i befolkningen. Samlet tegner de mange negative historier et overordnet billede af virkeligheden som mere negativ end positiv. Den enkelte historie er nok relevant og rigtig, men samlet set skabes en ubalance.
Det illustreres tydeligt i en undersøgelse, som dagbladet Børsen offentliggjorde i november med al tydelighed.
Undersøgelsen viste, at befolkningens krisebevidsthed i forhold til velfærdssamfundets betydelige økonomiske udfordringer på kort og langt sigt simpelthen er ikke-eksisterende. Manglen på krisebevidsthed kan direkte henføres til pressens mangelfulde dækning af økonomien, og hvor krudtet i stedet er brugt på stribevis af personsager.
Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det økonomiske Råd, frygter, at den manglende krisebevidsthed får danskerne til at glemme, at ”Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer”, og at der er et behov for helt afgørende økonomiske opstramninger og reformer.
Det er et stærkt eksempel på, hvordan pressen qva sine redaktionelle valg skaber problemer for Danmark, snarere end løser dem.
Et andet eksempel på forvrængningen af virkelighedsbilledet gennem en overdrevet negativ pressedækning, finder man i de seneste måneders groteske fokus på person- og enkeltsager i den politiske journalistik:
Helle Thornings skattesag. Lene Espersens afbud til det arktiske møde. Ole Sohns DDR- og kommunistfortid. Slettede mails i Sundhedsministeriet (der alligevel ikke var slettede). Søren Pinds rabat på tøjindkøb. Jægerbogssagen.
Den store opmærksomhed hensætter befolkningen i en forkert opfattelse af, hvad der er de vigtigste politiske emner for nationen lige nu, og det er direkte skadeligt for samfundet. Det fører da også indimellem til lidt bondeanger hos de ansvarlige mediechefer, men den varer sjældent lang tid.
I personsagerne forsømmer pressen desuden at distancere sig kritisk fra at blive spændt for en vogn drevet af politiske modstandere, der sidder og orkestrerer personangreb for egen vindings skyld.
Ensidig negativ journalistik ses også ofte i forbindelse med politiske initiativer, reformer og udspil. Senest så vi regeringens SU-reform, som pressen dækkede massivt med historier om negative konsekvenser.
Sådan skal det naturligvis også være. Men en nuanceret dækning bør også omfatte andre og mere nuancerende aspekter, såsom baggrunden for reformen og de positive konsekvenser af den, så offentligheden totalt set får et fuldendt billede af reformens effekter.
Det er ikke mindst i det lys, at Ulrik Haagerups tanker om konstruktive nyheder bliver så interessante.
Slår Haagerups tanker igennem, vil det være en modernisering af pressens selvopfattelse og vil indebære, at pressen erkender, at man er en uadskillelig del af samfundet, og som på godt og ondt indvirker kraftigt på det omgivende samfund.
Haagerup har magten til at realisere det i DR og dermed bringe DR ind i en nutidig opfattelse af pressens ansvar. Forhåbentlig vil det brede sig til hele pressen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar