Revitaliserede B.T.

Revitaliserede B.T.

B.T.s stormagtsdage skal man efterhånden mange år tilbage i tiden for at finde, men i det seneste års tid er det som om, bladet alligevel er i en journalistisk revitalisering og er ved at genopstå fra de nær-døde - som god, gammeldags tabloidavis.

Det var formentlig også sidste udkald. På godt 20 år er 70 procent af oplaget tabt, og avisen var i en årrække den mest ubetydelige.

TV 2s fødsel i 1988 forandrede alt for de to tabloidaviser B.T. og Ekstra Bladet. TV 2 er ofte udlagt som det, der for alvor startede de to avisers senere så dramatiske oplagsfald. På toppen havde B.T. i 1988 et dagligt avissalg på 233.000 eksemplarer, mens Ekstra Bladet nåede op på 243.000 i 1989. Til sammen nærmede de to sig altså et dagligt salg på næsten en halv mio. aviser.

Siden er det gået massivt tilbage. Senere internettet og gratisaviserne. B.T.s sælger i dag 68.400 mod Ekstra Bladets 74.100 aviser om dagen. Skiftende chefredaktører og direktører har i årevis sagt, at nu er bundet for oplaget nået. Men det falder fortsat.

Mange ting er forsøgt uden større held, men måske krævede aviskøberne såmænd bare godt, gedigent journalistik arbejde af en så høj værdi, at man gider betale penge for avisen. Og det er tilsyneladende det, B.T. har satset butikken på.

En lang række stærke og opsigtsvækkende journalistiske historier har fornyet profilen og givet avisen et stærkt tiltrængt løft i brandingen. Det virker som om, B.T. simpelthen har genopfundet opskriften på dét at være et ægte tabloidblad.

Det seneste skud på stammen over journalistiske scoops var, da en journalist på B.T. overhalede politiet og alle konkurrenterne ved at opspore identiteten på bombemanden fra Belgien. B.T.s arbejde udløste opmærksomhed. Opmærksomheds- og brandingværdien var for B.T. nærmest ubetalelig.

Tidligere på sommeren var det også B.T., som drev den omstridte sag om Thornings skatteforhold. Sagen blev uomtvisteligt drevet med en tabloidavis' metoder - på godt og ondt. Der blev gået godt til makronerne, og vinklerne var efter velkendt tabloid-forskrift ofte strammet lige præcis et skridt eller over kanten. Men grundtonen i historierne var en reel tabloid-historie med saft og kraft i.

Som sædvanlig - når tabloidpressen kører kampagner - er det sjældent at hver eneste historie i kampagnen holder vand. Det gjorde det heller ikke denne gang. Men denne gang fik det nogle af de ærede kolleger op af stolene med krasse kommentarer.

Kritikken har givetvis vakt undren på B.T., eftersom avisen ikke havde båret sig anderledes ad, end tabloidpressen altid gør, når den ruller kavaleriet ud. Og metoderne adskilte sig heller ikke fra dem, som det meste af pressen benyttede sig af under den månedslange dækning af Lene Espersens mødeafbud og de politiske konsekvenser heraf. Nogen gik endda så vidt som til at mene, at der slet ikke fandtes nogen historie i Thorning-sagen. Den slags bedømmelser udspringer næppe i journalistiske vurderinger, men snarere i politisk bias.

For en tabloidavis som B.T. vil det altid være en ren godbid at kunne påvise, når politikernes og magthavernes holdninger ikke stemmer overens med deres handlinger. I det aktuelle tilfælde ønskede Helle Thorning at beskatte de bedst stillede hårdere, selvom hendes familie som tilhørende netop denne gruppe personligt ikke selv ville blive ramt af et sådant forslag - af rent skattetekniske grunde. Havde Thorning så endda været kritisk over for disse muligheder for at undgå beskatning i Danmark og have lovet at ville arbejde for at ændre det, ville sagen have stået anderledes.

Thorning-sagen var B.T.s top-scoop, men avisen kan bryste sig af at have haft en række andre gode historier i den klassiske tabloid-genre, og som har bidraget til en klarere tabloid-profil.

Der var således også historien om Bendt Bendtsens letsindige omgang med våben. Hans jagtgevær lå og flagrede rundt i bagagerummet på ministerbilen. En super afsløring som udstiller en minister med svag dømmekraft - endda en konservativ minister der tilmed havde været politibetjent og burde kende loven indgående samt vel at mærke at kunne overholde den.

Det var B.T., der afslørede, at præsten i Brorson-kirken på Nørrebro var aktiv i forhold til ulovligt at skjule illegale indvandrere, der af politiet blev betegnet som en meget alvorlig sag. Og så var B.T. med helt i front i både sagerne om oversættelsen af Jægerbogen samt LOs annoncer, der var baseret på opdigtede eller forkerte eksempler.

B.T. breakede også historien om Mette Frederiksen, der pludselig satte sit barn i privatskole, selvom hun tidligere indigneret havde skoset andre forældre for at gøre det samme. Igen var B.T. foran med en nødvendig historie om at kontrollere politikernes holdninger contra handlinger.

Mens den gode tabloidstil synes at være genfundet og pudset af, ser B.T. tilsvarende ud til at glide væk fra en tidligere og perspektivløs profil som en bonert, snerpet familieavis, der gerne moraliserede over andre, - på trods af at en sådan rolle er i lodret modstrid med selve tabloidgenren, der gerne er provokativ. Man kan med andre ord ikke både være moraliserende og bonert og så være tabloidavis. Det er indbyrdes modstridende.

Mens B.T. har haft held i sprøjten med klassiske tabloidhistorier, virker forsøget på at tage den ledige plads i markedet som Danmarks sundhedsavis mindre vellykket.

Positioneringen er problematisk, fordi journalistisk fokuseret dækning af sundhed og sygdom kræver stor troværdighed samt uangribelig og fejlfri journalistik. Området er ganske enkelt for alvorligt til at blive pakket ind i en tabloidavis' traditionelt sensationelle stil med tvivlsomme påstande i retning af "gennembrud mod krærften". Det kræver stærk selvdisciplin at holde sig på dydens smalle sti i emner, der betyder liv eller død for mange mennesker, og den disciplin har B.T. - endnu - ikke skabt. Men B.T. er totalt set på rette vej, så med lidt held venter en stop for oplagsfaldet måske lige om hjørnet.