Medieforliget er gennemført, fyringerne eksekveret. Næste forlig om fire år er nu DRs fokus. Forude venter hårdt arbejde med at sikre DR større legitimitet. Og det er nødvendigt for en institution, der lever af borgernes penge.
”Jagten på de røde lejesvende” har for alvor sparket nyt liv i den årtier gamle debat om DR og DR’s påståede venstredrejning.
Debatten er mildest talt ikke ny – det nye er, at det denne gang er DR selv, som starter den. Det er i sandhed nye tider, og det er måske et signal om, at DR omsider er ved at være klar til at tage det nødvendige opgør med sig selv og blive i stand til at forholde sig konstruktivt selvkritisk og lyttende til mange årtiers påstande om DRs politiske slagside. En kritik som DR historisk altid har reageret teflon-agtigt på.
Det er alvorlige sager, vi taler om. En Megafon-undersøgelse tidligere på året viste, at hele 30 pct. af danskerne mener, at DR er venstreorienteret. Dvs. at næsten hver tredje licensbetaler ikke har tillid til, at DR kan løfte sin journalistiske opgave på en fair, sober og afbalanceret måde.
Det er ret problematisk for en virksomhed, som netop DR, der i kraft af sin statsautoriserede eneret til at stikke fingrene ned i alle borgeres lommer og hente penge op af dem, uden at nogen kan sige nej. Det er en helt særlig ret. Og til enhver ret følger også pligter – som for eksempel at levere en uangribelig, journalistisk balance, langt ud over, hvad der kræves af alle andre journalistiske virksomheder. Derfor er der også en forpligtelse til at håndtere, adressere og rette op på en så udbredt mistillid. Den kan ingen være tjent med – mindst af alle DR selv.
Frygt for sparekniven
Det er egentlig sært, at DR ikke for mange år siden har indset, at mistillid blandt dem, der betaler festen, til syvende og sidst er en trussel mod selve DR’s egen legitimitet. Og så er det arrogant over for dem, der føler sig affærdiget med en kritik, som de selv synes er vedkommende og relevant. Uden fuldtonet støtte og legitimitet vil der før eller siden opstå et tryk, der får proppen til at ryge af.
Det var netop, hvad mange i og omkring mediebranchen fornemmede var under opsejling i tiden op til det seneste medieforlig, der blev indgået i maj. Luften var fuld af rygter om, at årtiers opsparet irritation og frustration over, hvad borgerlige vælgere og politikere anser som en klar politisk slagside til fordel for venstrefløjen, ville slå igennem i medieforliget. Og ikke mindst deres irritation over DR’s totale uvilje til at tage imod kritik, en kritik der indimellem har været helt useriøs, andre gange relevant og lige på kornet.
Gisninger florerede om, at regeringen, dens politikere og i det hele taget det borgerlige Danmark nu havde fået nok og var klar med den store kniv: Nu skulle dette venstreorienterede DR skæres ned til sokkeholderne, og de sparede licensmidler skulle fordeles blandt en række forskellige medievirksomheder for at opbygge mangfoldighed og modstykker til DR’s altoverskyggende dominans. Talte rygterne sandt, ville det endelige resultat af en sådan medieaftale være en betydelig svækkelse af DR som institution og af positionen som landets førende kultur- og medieinstitution.
Købt eller solgt
Så galt gik det som bekendt slet ikke. Om indholdet i rygterne var grebet ud af den blå luft, eller om planerne blev skrinlagt undervejs efter modpres, vides ikke, men resultatet blev langt fra den lammer, som var forudset, håbet hos nogle og frygtet hos DR. Her åndede man lettet op.
Til gengæld var forløbet og de mange dramatiske forlydender en øjenåbner for DR, der hidtil har set sig selv som usårlige. Denne gang kom det lidt for tæt på, og nogle er af den opfattelse, at kun en dedikeret personlig indsats fra en central figur i sidste øjeblik reddede DR.
DR har ikke lyst til nogensinde igen at placere sig i en så udsat position, hvor man havde mistet styring og reelt ikke vidste, om man var købt eller solgt. Og i DR er man klar over, at en del af svaret på den udfordring vil være at styrke sin legitimitet i befolkningen frem mod næste medieforlig. En sådan styrkelse vil indebære, at man etablerer en langt større opbakning og forankring hos danskerne til DR’s rolle og position. I realiteten betyder det også, at man står foran at skulle reducere den store gruppe på 30 pct. af befolkningen, som mener, at DR har en særlig venstreorienteret ensidighed.
Er det DR’s egen analyse af situationen, står man foran et omfattende strategiarbejde, der har ét eneste overordnet mål for de næste fire år – at få vasket den plet væk, der siger, at DR er venstreorienteret.
Det er muligt
Man må starte med et større undersøgelsesarbejde for at blive i stand til at forstå sine egne udfordringer til bunds – for eksempel ved at kortlægge licensbetalernes positive og negative holdninger til DR.
Og så er man nødt til at skaffe sig selv dokumentation for det journalistiske arbejde, så man véd, om DR reelt træffer journalistiske valg, som understøtter en venstreorienteret dagsorden og venstreorienterede temaer, eller om beskyldningerne er grundløse. Der er gennemført mange tilsvarende undersøgelser uden større held. Ingen har hidtil haft en vægt og et omfang, hvor resultaterne efterfølgende er blevet anerkendt af både venner og fjender. Men dette bør ikke være en umulig opgave, selvom den har høj kompleksitet.
For eksempel vil det være afgørende, at alle anerkender, at undersøgelsen har været rundt i alle hjørner. Er man ikke det, bliver det bare værre, som da et forskerhold tidligere på året påstod at have dokumenteret, at hverken DR eller TV 2 led af nogen politisk slagside. Problemet var, at forskerne kun havde set på den journalistik, som direkte udspringer fra Christiansborg og tilmed kun havde undersøgt journalistikken i løbet af valgkampe, hvor anstrengelserne for at holde en ren journalistisk linje er allerstærkest.
”Jagten på de røde lejesvende” kunne ikke være blevet sendt på DR for blot få år siden, og det er i sig selv positivt, at DR er kommet til den erkendelse, at man også selv skal stå til regnskab og finde sig i at blive kigget i kortene. Den klædelige ydmyghed vil i sig selv styrke DR’s legitimitet i befolkningen, hos licensbetalerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar