torsdag den 28. oktober 2010

DRs store chance

Kenneth Plummers exit kommer på et for DR ualmindeligt heldigt tidspunkt.

Det kan godt være, at generaldirektørens afsked giver et øjeblikkeligt ledelsesvakuum, men det giver omvendt DR en enestående chance for at sætte en ny person ind på topposten, som kan sikre DR bred og folkelig legitimitet som den medie- og kulturinstitution, vi alle bakker op om og støtter.

Sådan er det ikke i dag, og det er der to centrale grunde til.

Det mest kendte problem er de vedblivende påstande om, at DR er de røde lejesvende. Langt ind i det borgerlige Danmark findes der en udbredt skepsis over for DR, hvilket gang på gang skaber uro om DRs legitimitet - både i den offentlige debat og blandt politikerne på Christiansborg. DR er gentagne gange centrum for politiske slagsmål på Borgen, og det er og bliver til stor skade for DR.

Det andet problem er den massive kritik af DR for at være drevet for langt væk fra klassisk public service. Da TV 2 blev født i 1988, blev DR taget på sengen og blev svigtet, da seerne flygtede over til det nye, friske pust i tv-branchen. En hel del år senere genvandt DR fodfæstet og indledte en intensiv kamp med TV 2 i en grad, så DR til tider har svigtet sit oprindelige raison d'être - nemlig den klassiske public service. TV 2 blev skabt for at være et alternativ til DR - det var aldrig tanken, at DR skulle konkurrere på den samme bane.

Én af de centrale værdier i klassisk public service er "væsentlighed". DRs nyhedsflade blev sammen med især DR1s generelle sendeflade stadig mere populariseret i konkurrencen med TV 2, og væsentlighed som bærende værdi har ikke tilnærmelsesvis samme vægt som før.

Problemet med væsentlighed er, at det er upopulistisk, og at det ofte opfattes som kedeligt. Seerne zapper væk. Men i en kommercialiseret og globaliseret medievirkelighed er og bliver DR den eneste garant for produktionen af væsentligt, dansk indhold. Den luksus har DR, fordi man får sine penge uafhængig af konjunkturer og annoncører, og man kan tillade sig at se bort fra seertal.

I DR anerkendes disse udfordringer, og der arbejdes med dem. Det er især direktøren for DR Kultur, Morten Hesseldahl, og direktøren for DR Nyheder, Ulrik Haagerup, der begge antages som kandidater til posten som generaldirektør.

Begge er eksponenter for fornyelsen af DR og vil kunne fastholde forandringerne, hvis alternativ er et DR, der fortsætter sin vandring ud af kommercialiserings-sporet, hvor prime-time har været præget af underholdningsprogrammer i den lette genre fremfor moderne public service med vitaminer i.

Der er ikke mange oplagte kandidater til at sikre DRs fornyelse og reetablering som hele Danmarks medie- og kulturinstitution. Det vil næsten kræve et overmenneske. Men det er fuldstændig afgørende, at den pågældende forstår udfordringen og samtidig kan sikre sig bred opbakning bag sig - ikke bare hos medarbejderne, det er trods alt det sekundære, men især i befolkningen.

Mange navne har været nævnt - herunder mange topchefer fra andre medievirksomheder. Men lige nu er der nok ikke brug for at bringe mere kommerciel tænkning ind i DR. DR har ikke brug for at gøre som TV 2 eller som så mange andre medievirksomheder. DR er sig selv og skal udfylde nogle altafgørende opgaver for det danske samfund, som i stadig mindre grad løses af de kommercielle virksomheder. For bare 5 år siden var den rent ikke-kommercielle bane for snæver for TV 2, men i takt med populariseringen og besparelser i de journalistiske rækker, er der ikke nær så meget klassisk public service og væsentlighed i de kommercielle medier som tidligere.

Plummers exit er en ualmindelig kærkommen anledning til at rette op på den manglende folkelige forankring og legitimitet, som har præget DR - der trods alt har krav på 2300 kr. om året fra hver dansk husstand.

Finder bestyrelsen en stærk og bredt respekteret personlighed, der har evner og kapacitet til at stå som et kulturelt og journalistisk forbillede, og som ikke kan påduttes nogen særlig politisk bias, vil det potentielt kunne være det bedste, der er sket for DR i mange, mange år. Er der tale om en person, som tilmed formår at fremstå som et positivt forbillede for danskerne, vil det have uvurderlig værdi for DRs legitimitet.

Ingen kommentarer: