Skjult reklame er en daglig begivenhed i danske medier. Det er mere end det. Det er ofte en inkorporeret del af en lang række mediers redaktionelle profil.
Men det er jo ulovligt, vil nogen indvende.
Og ja, det er da rigtigt nok. På papiret.
Men der er skjult reklame - og så er der skjult reklame. Der er forskel på fisk. Mens nogle knap nok kan få vist et logo på skærmen uden emsige seerklager, får andre minutters eller timers ubetalelig eksponering og reklame på landsdækkende tv uden, at en hund gør af det. Med andre ord - her er alle ikke lige for loven.
Er man erhvervsdrivende og sælger varer eller tjenesteydelser relateret til kunst, kultur eller sport, er man sikret en fortrinsstilling, selvom loven ikke tillader det. Som musiker, kunstner, skuespiller, sportsudøver mv., kan man glæde sig over at den vare eller tjenesteydelse, som man tjener styrtende mange penge på, ikke bliver nær så nidkært vurderet som kommercielt ude på redaktionerne, som det gælder for virksomheder med "almindelige" produkter såsom tandpasta, øl, campingvogne eller vaskemaskiner. Der gælder simpelthen andre og forskellige regler - ikke officielt, men de facto og i praksis.
Skjult reklame er i lovgivningen defineret ved, at varer eller tjenesteydelser - eller en producents eller tjenesteydelsesleverandørs navn, varemærke eller aktiviteter mundtligt eller visuelt fremhæves i programmer, når fremhævelsen er tilsigtet fra tv-radiospredningsorganets side i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.
Tre kumulative betingelser skal være opfyldt for at kunne kaldes en fremhævelse: Den skal være tilsigtet, den skal være i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.
Der er umiddelbart ingenting i definitionen af skjult reklame, som hjemler en undtagelse, så visse erhverv eller produkter er undtaget og lovligt kan få masser af omtale, medieeksponering og dermed gratis reklame - heller ikke kommercielle aktiviteter og produkter undtaget uanset hvor meget kunst og kultur det er.
Og bøger, musikudgivelser, sportsarrangementer, modeuger, festivaler, film er blandt det, der i årevis har nydt godt af særlig fremhævelse og eksponering i medierne, selvom en tilsvarende omtale af mere traditionelle produkter aldrig kan få samme eksponering. Forklaringen skal formentlig som så meget andet findes i fortiden med gammel vanetænkning om, at kunst og kultur ikke var nær så kommercielt udviklet som i dag, og da sporten var ren idealisme og gode intentioner. I dag er store dele af disse områder jo blevet en del af det store, stygge erhvervsliv.
Muligvis lider nogen af den opfattelse, at kunst og kultur rent faktisk nyder en særlig undtagelsesstatus i forhold til mere traditionelle produkter, men en tidligere afgørelse fra Radio- og tv-nævnet viser, at myndighederne behandler kommercielle kulturprodukter som alle andre. I en klage over et indslag i Go' Morgen Danmark, hvor en bog af Leif Davidsen var blevet omtalt, blev klagen afvist med den begrundelse, at bogen var blevet omtalt i "meget sparsomme vendinger". Nævnet vurderede således efter samme principper som alle andre produkter, men mente altså ikke, at bogen var blevet fremhævet på en måde, som gjorde det til skjult reklame.
I sidste uge var det således modebranchen, en lang række modedesignere og modevirksomheder, som blev fremhævet og hyldet i en helt overdådig medieeksponering, som enhver anden branche ville misunde den. Det er ikke sandsynligt, at den omfattende profilering af de mange kommercielle interesser ville kunne stå for en nærmere myndighedsprøvning.
Også på andre områder sker der en iøjnefaldende forfordeling, som viser forbuddets svaghed og manglende effektivitet. Det ser man blandt andet, når forskellige enkeltindivider opnår værdifuld personlig branding ved gentagen tv-optræden, som det blandt andet er tilfældet med ejendomsmæglere, reklamefolk og kokke. Her sker der efterfølgende en kapitalisering af eksponeringen, der omsættes til cool cash ved lukrative forretningsmuligheder, skabt via denne eksponering. Vi har også set, at studieværter udnytter deres eksponering kommercielt, såsom Vild med Dans-værtinden Andrea Elisabeth Rudolph, der lancerede egen hudplejeserie med efterfølgende massiv fremhævelse på tv.
I realiteten er det altså selvbedrag, hvis nogen hævder, at vi her til lands har et effektivt, rimeligt og velfungerende forbud mod skjult reklame. Det vil være hykleri, og ikke en sjæl vil på en ædruelig måde kunne redegøre for, hvorfor det har skabt en uigennemskuelig forskelsbehandling mellem forskellige erhverv, virksomheder, brands og personer.
Så derfor må rådet være enten at sørge for rimelige tilstande og lige vilkår, eller endnu bedre at erkende, at tiden er løbet fra det og så se at få det droppet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar