Den lektie findes på side 2 i grønspættebogen for kommunikationsrådgivere, så det er ikke stor videnskab og fortjener således heller ikke stor ros og anerkendelse, når det udføres.
Helle Thorning Schmidt kender sin grønspættebog. Eller - hendes rådgivere gør. En sag blusser op i hendes ferie, og hun fornemmer dens sprængfarlighed. Med alle midler signalerer hun, at hun tager sagen, problemerne og beskyldningerne yderst alvorligt, når hun afbryder sin ferie og haster hjem til Danmark for at tale direkte til pressen. Og det gør hun eminent.
I kontrast hertil findes Lene Espersen, der brugte to måneder på at sige undskyld. Det kommer formentlig til at koste hende regeringsmagten ved næste valg. Hendes tonedøvhed over for kritik fik omgående konsekvenser for partiets meningsmålinger, og selv hendes undskyldninger har ikke efterfølgende kunnet rette op på de dårlige tal. Skaden var jo sket, og hendes undskyldning kom så sent, at den slet ikke virkede til at være helhjertet - tværtimod virkede den kynisk beregnende efter at have studeret meningsmålingerne og haft workshops med kommunikationsrådgivere.
Det spiller formentlig også ind i Lene Espersens sag, at stadig færre tror på hendes evner og kompetencer som partileder og som udenrigsminister. Og den lange ventetid betød, at vælgerne så at sige blev fastholdt i spekulationerne om Lene Espersens kvaliteter.
Helle Thorning har en helt anden indgang til krisestyring, for hun véd, at en hurtig undskyldning til en vis grad forhindrer, at sagen kan holdes i live, hvilket i sig selv naturligvis er dybt skadeligt for omdømmet, for troværdigheden og for meningsmålingerne.
Tilbage står imidlertid sagens substans - i både Lenes og Helles tilfælde. Til syvende og sidst burde de ikke dømmes endeligt på, hvordan de har håndteret deres sager - men på sagernes indhold. Og der er der monumental forskel, hvor Lene Espersen er et professionelt svigt, der vidner om manglende kompetence, hvorimod Helle Thorning er et moralsk svigt, der indikerer, at hendes personlige integritet ikke nødvendigvis er af en kaliber, som en statsminister bør være formet af.
Fælles for dem begge er, at fejlene er fundamentale og katastrofale. De forsøger begge - omend med forskellig tidshorisont - at lukke munden på pressen og på kritikerne ved at sige undskyld.
Men undskyld er ikke et mantra, som man kan ty til og så bliver alt godt igen, selvom det i lærebøgerne igennem mange år har været én af de allervigtigste læresætninger. For pressen må læringen af disse to sager være, at en undskyldning - hurtig eller langsom - ikke pr. automatik blot bør lade de pågældende personer lukke en sag ned. For undskyldningens årsag forsvinder jo ikke med ordet undskyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar