Danmark står over for den måske største økonomiske udfordring nogensinde, og fundamentet for velfærdsstaten er truet.
Der er grundlæggende stadig større ubalancer undervejs - et voksende antal mennesker på overførselsindkomster eller på den offentlige lønningsliste samtidig med, at antallet af private jobs falder. Og i lyset af den demografiske udvikling bliver det værre og værre.
Det er ikke politik at hævde, at det ikke bliver ved med at gå. Det er en simpel, objektiv fremskrivning baseret på nøgtern og konkret fakta. Det duer ikke at tale udenom eller at bilde borgerne ind, at problemet let lader sig løse, - uanset hvilken partifarve man har.
Dansk økonomi bliver misbrugt politisk - både af politikerne, der i utide er gået i valgkamp, og af pressen, hvor alt for få journalister, især i tv-medierne, har den fornødne økonomiske indsigt til at kunne stille de rigtige, kritiske spørgsmål.
Bevares, der er dele af økonomien, som sagtens kan diskuteres politisk såsom fordelingspolitikken, men udfordringerne og problemerne i de store linier bør ikke være til diskussion, heller ikke politisk. Det kan man forvisse sig om ved at studere alverdens rapporter og udtalelser fra enhver dansk eller international økonomisk kapacitet, uanset om det er OECD, vismændene, Nationalbanken eller IMF.
Men alt det véd danskerne ikke ret meget om.
En undersøgelse i Børsen for en måned siden påviste, at danskernes krisebevidsthed er noget nær ikke-eksisterende.
Man skal formentlig finde hovedsagen i, at nyhedsmedierne i det store, brede billede langt fra stiller skarpt nok på, at de to politiske blokkes økonomiske planer totalt underkendes af den økonomiske ekspertise. Og det er en direkte trussel mod vores muligheder for at gennemføre den nødvendige genopretning, når danskerne efterlades med den opfattelse, at det gælder om at vælge mellem rød og blå plan, når sandheden snarere er, at ingen af dem duer.
- Det er bekymrende, hvis det viser sig, at danskerne ikke er opmærksomme på, at Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer, når vi en gang kommer ud på den anden side af krisen, sagde Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det Økonomiske Råd, til Børsen. Og nogenlunde samme bekymring udtrykte tidligere overvismand Torben M. Andersen over for Børsen, som er vel nok det eneste medie med en systematisk og kompetent dækning af dansk økonomi. Men desværre læses Børsen ikke af alle danskere, hvor mange baserer hele deres virkelighedsopfattelse af de store nyhedsudsendelser.
At alle med indsigt og kompetence anfører, at tingenes tilstand er uholdbare, er ikke det billede, som nyhedsmedierne formidler, selvom deres grundlæggende raison d'être må siges at være, at de skal sikre borgerne viden og orientering om væsentlige forhold af samfundsmæssig betydning.
Pressen pådrager sig derved et stort ansvar for, at borgerne får svært ved at træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag, lige fra egne privatøkonomiske dispositioner til beslutningen om, hvor man sætter sit kryds til næste folketingsvalg. Et forkert verdensbillede giver et forkert kryds.
Derfor er det kritisabelt, at nyhedsmedierne dækker dansk økonomi på en så overfladisk og lemfældig måde, som om de økonomiske spørgsmål er et led i det politiske spil, hvor man med forskellige trylleformularer kan få de truende ubalancer til at forsvinde. Men der findes ingen trylleformular, uanset politisk farve. Der er kun én vej, - at få bragt orden i balancerne ved hjælp af den kur, som alle økonomer peger på: økonomiske opstramninger og reformer.
Hver dag banaliseres de økonomiske spørgsmål til et politisk slagsmål mellem blokkene uden at pressen bider sig fast og afkræver politikerne reelle svar på problemerne. Det ligger i forlængelse af den tendens, hvor politiske sensationer, konflikter og personsager fylder stadig mere end substansen, hvilket vi så tidligere på året, da det kom frem, at dansk presse samlet set havde dækket Lene Espersens arktiske mødeafbud med langt over dobbelt så mange historier som dansk økonomi. Det siger alt om proportionsforvrængningen mellem personsager og politisk substans.
På sin side vil politikerne vil gøre alt for at undgå at forholde sig til de økonomiske trusler og udfordringer. Det er ubehageligt, og på grund af den alt for tidlige valgkamp får man ikke en politiker til frivilligt at sige noget, som vælgerne ikke bryder sig om at høre. Det er pressens ansvar at sørge for, at de alligevel ikke slipper.
Det kræver som nævnt dyb faglig kompetence og indsigt som journalist at kunne formidle de økonomiske problemstillinger, og det er nyhedsmediernes pligt at sørge for, at deres journalister er i stand til at løfte opgaven.
Det gælder ikke mindst studieværterne i de meget afgørende og slagkraftige tv-dueller. Og her kniber det.
Det så vi i fuldt flor, da Lars Løkke og Helle Thorning duellerede på TV 2. Postulater og beskyldninger om økonomien fløj gennem luften, altimens studieværten Johannes Langkilde blev efterladt på perronen.
Han erkendte selv efterfølgende, at han blev hægtet af, da de to politikere begyndte at kaste tal efter hinanden.
Den slags må ikke ske. Det er helt afgørende, at enhver ordstyrer og studievært har rustet sig til tænderne rent fagligt, så vedkommende kan skære igennem med benhårde, kritiske spørgsmål, når politikerne forsøger at manipulere med tallene for åben skærm. Det er ikke et urimeligt krav.
Der har været andre eksempler på debatter og dueller, hvor studieværter og ordstyrere ikke har indsigt og økonomisk forståelse til at matche politikerne, når de ruller sig ud med talgymnastikken.
Omvendt burde det være en øjenåbner for især DR og TV 2 at sikre sig studieværter og ordstyrere, der virkelig kan deres kram til bunds, når valgkampen går ind i sine afsluttende faser. Ellers svigtes befolkningen fatalt.
Der er måske helt op til et års tid før næste valg, så det er ikke for sent at opgradere den økonomiske kompetence på redaktionerne. Valget må forventes i høj grad til at handle om netop økonomi, så opgraderingen er stærkt påkrævet - især for at sikre borgerne et så retvisende verdensbillede som muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar