Indenfor få dage var både DR og TV 2 i strid presse-storm i to forskellige sager. Begge besvarede de ilden med nutidens standard-reaktion på damage control - undskylde og beklage. Og gør det hurtigt. Men udfaldet i de to sager var alligevel væsensforskellige
"Undskyld" virker - men det er ingen mirakelkur.
To sager inden for den samme uges tid fik vidt forskellige udfald, selvom de involverede personer hurtigt rykkede ud med en undskyldning for at lukke munden på pressen.
Mikkel Hertz - chef for TV 2 NEWS - var hovedpersonen i den første sag. Han begik en dumhed, da han uovervejet beordrede sletning af et tv-klip med en vred statsminister. Hertz' journalistiske troværdighed blev godt og grundigt svitset af den øvrige presse - TV 2s konkurrenter. Han red dog stormen nogenlunde af med et knæfald for pressen med en ydmyg beklagelse og erkendelse af at have begået en fejl.
Hertz anså klart behandlingen af ham for uretfærdig. Han konstaterede tørt, at han måtte erkende, at nogen benyttede lejligheden til at udstille ham og TV 2 NYHEDERNE som blå lejesvende.
Ikke mange dage senere vendte pressens søgelys mod Kenneth Plummer. Han havde til en journalist uden for citat fortalt, hvem der var hans konkurrenter til jobbet som generaldirektør på DR i 2005. Og så havde Plummer samtidig fremsat beskyldninger om budgetrod hos to tidligere DR-direktører.
Både Plummer og Hertz undskyldte og beklagede hurtigt. Men kun Hertz fik held med sin.
Den korte forklaring er, at mens Hertz, trods bestræbelserne på at karaktermyrde hans journalistiske integritet, er bredt respekteret, har Plummer længe været en torn i øjet på stadig flere. Til sidst var der kun få - måske ingen - venner, men mange uvenner derude. Ret hurtigt i processen der endte med hans exit startede en sjældent set negativ historiestrøm om ham.
Fra starten var han en sær opfindelse i kultur- og medieparnasset. Traditionelt har man foretrukket mennesker på DR-topposten med baggrund i indhold, kultur og journalistik. Ja, man kunne til nøds acceptere en bureaukrat som Christian Nissen. Men en person hvis baggrund stort kun var rent merkantil var alligevel for utåleligt. At det hed sig, at han tilmed mere eller mindre var daværende kulturminister Brian Mikkelsens mand gjorde det svært fra starten.
Gennem sine fem år pådrog Kenneth Plummer sig stadig større foragt. Blandt de mest magtfulde - og farlige - at lægge sig ud med er DRs ellers notoriske ven - Politiken. I denne for DR vigtige relation begik Plummer så åbenlyse fejl, at det ikke er med urette, når man beskylder ham for ikke at have tæft.
Han begik i det hele taget mange fejl. Det er værd at fremhæve to af dem, der lagde grunden til hans endelige fald, og som satte ham i opposition til netop Politiken. Så da Plummers stol begyndte at vakle, satte Politiken massivt ind med holdningsbearbejdning fra flere af avisens meningsdannere på én gang - ikke ærværdigt og kønt. Men effektivt.
Én af de taktisk set dummeste fejl Plummer begik fandt sted i 2009, da han over for Pia Kjærsgaard undskyldte et fejlcitat bragt i radioen. Undskyldningen vakte betydelig opstandelse i pressen. Mange var af den opfattelse, at Kjærsgaard ikke fortjente nogen undskyldning.
Om den rent fagligt var velfunderet eller ej, skal jeg ikke bedømme her, men Plummer agerede ikke med fornøden varsomhed og vidste ikke, at det er langt mere kontroversielt for et medie på dén måde at imødekomme en Pia Kjærsgaard end en Villy Søvndal. Det er utænkeligt, at det kunne have udløst tilsvarende opstandelse. Det fejltrin skulle ses i lige linie med Plummers tidligere udtalelser om, at P1 var lige lovlig USA-fjendtlig.
Plummers liv blev ikke lettere, da han i februar 2010 sammen med TV 2 stod fast på at håndhæve kildebeskyttelsen i sagen om den famøse lydfil, der angiveligt afslørede, hvem der havde lækket indsættelsen af jægerkorpset i Irak.
I den anden ende stod flere medier, anført af Politiken, og krævede, at DR og TV 2 skulle bryde det ellers hellige kildebeskyttelsesprincip og offentliggøre lydfilen, der forventedes at indeholde materiale til belastning af regeringen. Plummer havde næppe blik for, at sagen slet ikke kun handlede om kildebeskyttelse, men at han ved at stå fast på kildebeskyttelsen påkaldte sig vrede over indirekte at hjælpe regeringen.
Han var urokkelig og indså ikke i tide, at kravet om at bryde kildebeskyttelsen var starten på en ny standard i pressen, så kildebeskyttelsesprincippet ikke længere er helligt, men gradbøjes moralsk efter, hvem man ikke kan lide. Den principfasthed gavnede ikke ligefrem hans anseelse hos indflydelsesrige mennesker i mediebranchen, men lagde derimod yderligere i ovnen til massakren på hans person, da helvede bryder løs.
Plummer havde i sin regeringstid ikke gjort, hvad der kræves for at have en stærk og respekteret bastion. Han havde ikke sørget for at skabe, vedligeholde og pleje de rette alliancer, han var venneløs, da det brændte på. Han svigtede især DRs relation til Politiken og lagde sig dermed ud med de forkerte. Han demonstrerede, at han aldrig forstod spillet, mediebranchen og især pressen.
Hans åbenmundethed over for en journalist blev dråben, der til sidst fik alle til at vende sig imod ham. Ingen gad se på ham længere.
Helt anderledes forholder det sig med Mikkel Hertz, hvis position er langt mere solid. Han er en institution i dansk presse nyder bred anerkendelse. Der er overalt i pressen - selvom jeg godt kunne nævne et par stykker, der ikke vil indrømme det - en enorm respekt for den gave, som Hertz og TV 2 har givet dansk journalistik og danskerne i det hele taget i form af TV 2 NEWS. I en tid hvor ikke mindst de tv-bårne nyheder er inficeret med uvæsentlige historier om chilenske minearbejdere og 117 historier om Lene Espersens mødeafbud er TV 2 NEWS en stjerne, et fyrtårn - det meste af tiden.
Så Mikkel Hertz har venner, og mange vil gå langt for at støtte ham og bakke ham op. Hans opsparing i banken er solid. Plummer havde ingen venner, da det gjaldt. Han var i overtræk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar