Sådan vanrøgter man sit image og borgernes tillid

Det er ingen hemmelighed, at Post Danmark ikke er en institution, danskerne føler stigende kærlighed til. Det er hverdagskost, at brevene ikke kommer dagen efter, de er afsendt, og borgerne er udsatte for, at regninger ikke når frem og derfor udløser renter og opkrævningsgebyrer. Helt og aldeles uforskyldt. Og her gider jeg ikke komme ind på de selvforskyldte.

Forleden fik jeg selv en opkrævning fra Centralregistret for Motorkøretøjer: Jeg havde "glemt" at betale ejerafgiften, og det udløste et gebyr på 65 kr. Men jeg havde aldrig modtaget den første opkrævning. Den var vel som et stigende antal forsendelser blevet væk undervejs. Staten sender mig altså en regning gennem et statsselskab uden at kunne gennemføre processen. Dermed skal jeg straffes med et gebyr.

Nogen vil hævde, at jeg bare kan tilmelde mig betalingsservice, og det har jeg da også gjort. Men det bliver jo udelukkende en nødvendighed, fordi man altså ikke kan stole på og forvente, at Post Danmarks ydelser fungerer. Når jeg sender mine bilag til min bogholder, er jeg nødt til at sende dem meget dyrt og omstændeligt som anbefalet, idet jeg ikke har tillid til, at de ellers når frem.

Jeg er med andre ord fanget. Der er ingen vej udenom, at jeg skal af med de 65 kr., der jo selvfølgelig er småpenge. Men princippet om at jeg kommer til at betale for et system, der ikke fungerer, og som endda har fået penge for at bringe forsendelsen frem, er mig inderligt imod.

Seneste påfund er, at Post Danmark påfører man en udgift på flere hundrede kroner til opsætning af en postkasse, selvom jeg har en brevsprække i døren. Nye regler gør, at jeg pr. 1. januar ikke længere får min post leveret igennem brevsprækken. Post Danmark forringer igen sin service og sparer et beløb, som er latterligt i forhold til det, danskerne tvinges til at investere i postkasser. Det er estimeret, at omkring 1 mio. husstande skal investere i en postkasse, og det udløser altså en samlet regning til - ja, ingenting - på et sted mellem en halv og en hel milliard kroner til de danske forbrugere. Der går flere år, inden Post Danmark har sparet et tilsvarende beløb.

Hertil kan så lægges generelle serviceforringelser og prisstigninger langt over samfundets løn- og prisudvikling, samt en uforskammet nidkærhed over for borgere, som har sat 50 ører for lidt på brevet til moster Oda.

Nu kommer finurligheden så. I dag - for tiende gang i går - dumper der så et brev ind hos mig, der tilhører en anden. Hidtil har jeg altid ulejliget mig med at tage den med på posthuset eller smide den i én af de røde postkasser, men jeg synes ikke, at serviceforringelserne skal være ensidige. Man mister lysten til at være Post Danmark behjælpelig - kvit og frit - når de hele tiden påfører mig ekstra udgifter og større besvær.

Så - hvad gør jeg nu? Smider jeg brevet i en kuvert til Post Danmark, ledsaget af en lige så nidkær faktura for mit tidsforbrug og kræver 30 kr. for min ulejlighed?