Mediernes ansvar - del 1

Medier er en slags autonome størrelser uden hverken paraplyorganisation eller fælles, overordnet struktur til at regulere arbejdsvilkår og -metoder. Man har heller ikke nogen fælles tunge at tale med, eller et forum som tager udfordringer og problemstillinger op til diskussion, og som henstiller eller påvirker den samlede presses udvikling, herunder dens påvirkning af det omgivende samfund på godt og ondt.

Og hvem skal man så egentlig rejse en debat med, hvis man som borger, organisation eller politiker synes, at der er behov for debat om dette eller hint?

Man kan vel bare nøjes med at sige Lars Løkke, Bendt Bendtsen og Jeppe Kofoed. Tre vidt forskellige cases, men med det til fælles at de har klokket i det og illustreret, at de er fejlbarlige mennesker, som har begået mindre dumheder - men de er hverken onde, dumme eller forbryderiske. Jagten på dem har ikke desto mindre været nådesløs, og først på et noget senere tidspunkt opstår der indimellem eftertanke og refleksion hos pressen - blandt andet om proportionerne nu også var helt i orden. Men der er det som regel for sent.

Ét er, at den enkelte politiker har fået nogle gevaldige skrammer, og at der er ret udbredt at konstatere, at de jo selv har valgt at stille sig som en boksebold lige midt på øretævernes holdeplads. Noget helt andet er, om disse kalkunjagter medvirker til at forme befolkningens opfattelse af, at politikere har ikke noget væsentligt krav på hensyn eller beskyttelse - at dem kan man sige og gøre hvad som helst imod.

Det er nok muligt, at pressen melder helt eller delvist hus forbi, afviser enhver form for uheldige og afledte konsekvenser, men det er ikke desto mindre svært at benægte, at der går en lige linje fra disse jagter - og her kan man også nævne den der fandt sted på Birthe Rønn Hornbech over nogle dage - til befolkningens disrespekt over for politikere. 

Man kan ikke sige, at politikere får meget anerkendelse og respekt hos befolkningen eller i medierne for, at de uagtet de åbenlyse personlige omkostninger og den lidt attråværdige eksponering alligevel vælger absolut uselvisk og til en ikke imponerende gage at vælge politikerscenen. Det sker ganske ofte, at en journalist ikke vil anerkende en politikers idealistiske forklaring, men fortsætter med at bore som om, vedkommende har en skjult hensigt. Men måske mener politikerne indimellem det, de siger - selvom det også er tit, at de ikke gør det.

Og den lige linje fortsætter derfra og ud til den undersøgelse, som Fyns Amts Avis har fået foretaget, og som er beskrevet i blandt andet Jyllands-Posten. Undersøgelsen viser, at hver tredje politiker direkte er blevet truet eller chikaneret.

Medierne og den ikke altid særlig lødige pressedækning er naturligvis ikke ansvarlig for disse menneskers galmandsværk. Men der er tale om en afledt effekt af den hårde og rå behandling, politikerne ofte får i pressen. Jeg kan ikke komme i tanker om andre erhvervsgrupperinger, der tilnærmelsesvis er udsat for den samme behandling i pressen - hverken erhvervsfolk, sportsfolk eller kunstnere af nogen art. Vel nærmest tværtimod. Der kan være en næsten lamslående forskel på den måde, disse offentligt eksponerede grupper behandles på.

Selvfølgelig kan det ikke diskuteres, hvorvidt Lars Løkke, Bendt Bendtsen eller nogen andre skal sikre, at anvendelsen af offentlige midler sker på fuldt lovlig vis, men selv en Ole Sohn lagde afstand til pressens ivrige jagten efter i den store sammenhæng ret ligegyldige forseelser. I stedet undrede han sig i DR over den manglende proportion i presseopbuddet i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi, der er spørgsmål involverende milliarder af kroner og har store konsekvenser for os alle. Men det store presseopbud var ikke kommet for at interessere sig for det - men fordi man jagtede Bendt Bendtsen i forbindelse med hans brug af ministerbilen.

At det har udviklet sig sådan, har ingen det direkte ansvar for. Og da pressen ikke er nogen entydig størrelse med egen organisation, er der reelt ingen instans eller noget forum, hvor pressen diskuterer og enes om retningslinier eller etiske målsætninger.

Man har Pressenævnet, som udelukkende forholder sig til konkrete sager bagudrettet - men intet forum forholder sig i pressens regi til, om der er basis for at diskutere pressens og mediernes rolle og ansvar - om den negative påvirkning på den generelle udvikling i visse henseender overgår den positive.

Det er svært at komme udenom, at medierne har en kæmpemæssig betydning for samfundsudviklingen. Det er den slags, man hellere end gerne bryster sig af ved skåltaler, men selvfølgelig er der langt fra kun tale om nogen positiv påvirkning.

Desværre kan man ikke diskutere med pressen under én hat - og det enkelte medie vil naturligvis ikke tage ansvaret for den samlede udvikling. Dog ser vi indimellem kritiske røster fra egne rækker, men det sker normalt kun på det enkelte medie, og det når sjældent ud til offentligheden.

For eksempel var der dyb intern skepsis på TV 2 over, at man så massivt dækkede de småbrande, som utilpassede unge antændte først i begrænsede dele af landet, og som senere bredte sig. Der var en bred opfattelse af, at de tv-bårne nyhedsmedier så at sige pustede til ilden ved deres hæmningsløse live-reportager, og internt blev der rejst kritik. Men det var en kritik, som blev slået benhårdt tilbage med en pure benægtelse af, at TV 2 og medierne generelt påvirker virkeligheden. Påstanden var, at man kun dækker virkeligheden. I så fald fandtes begrebet terrorisme ikke.

Og sådan vil stort set al kritik af pressen generelt eller enkeltmedier næsten altid løbe ud i sandet, hvilket ville være helt utænkeligt i nogen anden del af samfundet.

Derfor er der kun én vej: At opfordre pressens og de ærede journalistkolleger til at skærpe opmærksomheden på, at det daglige arbejde kræver omtanke og påpasselighed.