Konsekvensløse undersøgelser

Ifølge Berlingske Tidende offentliggøres på fredag den store undersøgelse om DRs skandalebyggeri i Ørestaden. Og det er jo fint nok. Men skal sådan en undersøgelse bruges til noget konkret, eller er det bare et betydningsløst stykke papir?

Man kan i hvert fald undre sig over, at den slags undersøgelser altid er behæftet med udtrykket "at få placeret et ansvar", men for den almindelige borger virker det helt og aldeles konsekvensløst, hvis bare man bliver enig om, hvem der bærer ansvaret - og så nichts weiter.

I Berlingske Tidende konstaterer den socialdemokratiske mediepolitiske ordfører, Mogens Jensen, fuldstændig korrekt, at "det er jo klart, at bestyrelsesansvar i sidste ende vil pege tilbage på Folketinget, ministeren og Kulturministeriet". Og så er det, at man næsten ikke kan holde spændingen ud i forventning om, at undersøgelsen udpeger lige præcis de personer, som vi altid har vidst bar ansvaret. Og det er de velkendte: Tidligere og nuværende regeringer, kulturministre, primært tidligere, ex-bestyrelsesformand Finn Aaberg, ex-generaldirektør Chr. S. Nissen samt de økonomifolk, der tog del i de helt gale regnestykker (der var to af slagsen). Så er der byggeprojektets tidligere leder Keld Boye Møller, som formentlig også får sin del af ansvaret.

Der er jo ikke tale om, at der kommer noget nyt og afgørende for dagens lys. Det ville i hvert fald være en stor overraskelse. Ellers så kender vi allerede navnene på dem, der bærer en større eller mindre skyld for balladen.

Men når man så har fået placeret både det operationelle og taktiske ansvar hos DRs daværende direktion og bestyrelse samt placeret det politiske ansvar hos Kulturministeriet ... hvad så?

Det lader i hvert fald ikke til, at hele skandalen omkring DR har bevirket, at man har draget nogen lære, som man senere har kunnet bruge til at undgå tilsvarende økonomiske fadæser, som den vi nu ser i TV 2, og som har potentiale til at overgå DR-skandalen. Nu må vi forvente, at der er tale om så store skandaler, at alle kræfter bliver sat ind på at sikre, at det aldrig sker igen. Så ville der da komme noget godt ud af en undersøgelse, der formentlig ikke ellers vil tjene andet formål end blot rent symbolsk at "placere et ansvar."

Som tidligere nævnt på denne blog må man håbe, at den forestående granskning af TV 2 rent faktisk ikke bare nøjes med at placere et ansvar, men måske endda overvejer en erstatningssag, hvilket ikke vil være urimeligt, hvis TV 2 som følge af denne sag og manglende adressering af de dødsensfarlige EU-udfordringer ender med at blive tvunget til at frasælge kommercielle aktiviteter.