Gennem de sidste 12-15 måneder har den økonomiske skandale på TV 2 grebet voldsomt om sig, og i sidste uge sprang den ud i fuldt flor, da bankerne smækkede kassen i. Desværre var TV 2s daværende bestyrelse nogen af de sidste, der fandt ud af, at kursen var sat mod afgrunden
Den verserende TV 2-skandale ruller for fuld styrke. Lige nu ser det ud til ikke at kunne blive meget værre, men vi har formentlig ikke set sagens fuldstændige omfang. Slutningen kan ende yderst dramatisk for TV 2, hvis EU-lovgivningen for alvor kommer på tværs, og i sidste ende ser vi en skandale i samme, tunge liga som Statens Konfektion og Combus.
Som skatteborger har man krav på, at systemet som minimum lærer af denne sag. Intet vil være mere meningsløst og uansvarligt, end hvis sagen får lov at passere, uden at fejlene og deres kilder identificeres og analyseres for at sikre, at det aldrig sker igen - hverken i TV 2 eller i nogen andre statslige virksomheder.
Én af de vigtigste læringer vi må gøre er at forstå, hvorfor i alverden TV 2s daværende bestyrelse dog på intet tidspunkt reagerede. Den var indsat som en såkaldt professionel bestyrelse (efter regeringens forskrifter), der på kompetent vis skulle være det kritiske filter, kontrolinstansen og stopklodsen. Man kan med rette kritisere den daværende TV 2-direktion hårdt for ulykkerne, men en bestyrelses fuldstændig centrale opgave er at give direktionen modspil og modstand.
I stedet tillod bestyrelsen, at TV 2 på mindre end to år udviklede sig fra at være en velkonsolideret virksomhed med en udvikling, som ganske vist ikke var hæsblæsende, men dog over gennemsnittet for den danske mediebranche på det tidspunkt, til at øge hastigheden dramatisk og uden at efterlade sig ét bremsespor at tordne ud over den økonomiske afgrund og efterlade et krater på flere hundrede millioner kroner, som bankerne ikke vil give lån til i dag.
Nu tegner der sig så et politisk flertal for en granskning af hele forløbet og af bestyrelsens rolle undervejs. Det vil forhåbentlig give os de rigtige svar på, hvem der var de største skurke, og hvem der eventuelt var heltene. En granskning vil forhåbentlig især give en dyb indsigt i, hvad i alverden der dog gik galt. Var bestyrelsen for eksempel så professionel, som det ellers hed sig – eller er kritikken mod dem så unfair og urimelig, som de selv hævder?
Det er eksempelvis skæbnesvangert, hvis ikke man kan forvente og stole på, at både i den tidligere og i den nuværende bestyrelse er forsynet med den fornødne kompetence til at forstå omfang og konsekvens af en statsejet public service-virksomheds handlinger i forhold til EU-retten. Forstår bestyrelsen ikke det, eller indser i det mindste egen manglende kompetence på området og indhenter nødvendig bistand ude fra, er det decideret ansvarsløst og hasarderet. Vi ved det ikke - men en granskning vil forhåbentlig blandt andet give os svar på, om bestyrelsen end ikke fattede de reelle udfordringer og trusler for TV 2 - herunder fra EU-lovgivningen.
For eksempel ser vi nu konturerne af, at TV 2s behov for statens hjælp til at finde de lån, som bankerne hidtil har sagt nej til at yde, kan indebære voldsomme konsekvenser for TV 2. Der er en risiko for, at hvis EU-systemet overhovedet vil godkende statens hjælp i form af statsgaranterede lån, kan det medføre, at TV 2 bliver tvunget til at koncentrere sig om sit helt oprindelige formål – public service-fjernsyn. I værste fald skal TV 2 skille sig af med kommercielle aktiviteter, hvilket vil bombe TV 2 tilbage til sluthalvfemserne før lanceringen af TV 2 Zulu. I så fald er det katastrofalt, at man ikke i tide fik privatiseret TV 2 - inden differencen på de likvide midler pludselig styrtede op over astronomiske 1 mia. kr.
Det er en bestyrelsespligt at inddrage den slags worst cases i dens arbejde og samlede vurdering af strategien. Man må som skatteborger minimum kræve og forvente, at bestyrelser foruden sine strategier og fremtidsprognoser også opererer med både worst cases og best cases. Først når man har det, har man overblikket over, hvad indsatsen i virkeligheden er. Og i dette tilfælde vil jeg næsten hellere håbe på, at bestyrelsen ikke havde idé skabt om worst case, end at de kendte worst case og spillede med den risiko, at TV 2 blev lagt i ruiner.
Ejerne har haft al mulig grund til at stole på, at man har lagt statens virksomhed i de bedste hænder, når man har hyret så højtplacerede erhvervsfolk. Det burde være ensbetydende med en betydelig grad af driftssikkerhed og dygtighed. Men kulturminister Brian Mikkelsen indså formentlig for sent, at driftssikkerheden ikke var til stede. Da han opdagede det, smed han dem på porten. Men da var skaden sket.
Som situationen nu har udviklet sig, er det svært at være kritisk nok i forhold til især bestyrelsen. Uanset hvad man måtte mene om Per Mikael Jensens tour de force gennem TV 2, kan man – sikkert inklusive ham selv – mene, at han skulle have haft en seriøst arbejdende bestyrelse, der udfyldte sin rolle som nødvendigt modspil, et bolværk og som bagstopper i stedet for at være besmittet af en umoden næsegrus beundring for en stærk og karismatisk topchef, de selv havde ansat. Det er ikke et modspil, nogen kan bruge til noget.
Per Mikael Jensen gjorde i hovedtræk det, han var ansat til – at sætte turbo på TV 2s vækst og udvikling. Det medførte en række fejl og problemer, som den daværende direktion i dag delvist erkender. For eksempel var budgetteringen af en 12 procents vækst i tv-reklameindtægterne helt urealistisk, hvilket måtte have stået klart for både direktion og bestyrelse allerede i marts 2007, da årsaftalerne lukkes. Med årsaftalerne er 80-90 procent af årets reklamekroner allokeret, og når en så stor del af årets penge mere eller mindre er på plads på dette tidspunkt, er det svært at se bort fra det som en meget stærk indikation på hele årets forløb.
På det tidspunkt må man med andre ord kunne se, at man ikke er i nærheden af de 12 pct., men måske så den daværende direktion så optimistisk på sin egen situation, at man fuldt og fast troede på sine egne budgetter, og at man kunne indhente det tabte hen over året. I en sådan situation må man som skatteborger stole på, at den etablerede kontrolfunktion – bestyrelsen – forholder sig kritisk til en direktion, der på det tidspunkt formentlig følte, at alt kunne lade sig gøre.
Situationen svarer til, at man i sit husholdningsbudget indlægger en forventning om en indtægt fra en lottogevinst. I forventningen om lottogevinsten har man skruet sine udgifter i vejret. Da så lottogevinsten alligevel ikke dukker op, skærer man først for sent i opskruede udgifter, og når man så gør det, bliver der skåret alt for lidt. Og inden man får set sig om, står man med massive udgiftsmæssige forpligtelser, der rækker år ud i tiden, uden at der er tilnærmelsesvis indtjeningsmæssig dækning for et udgiftsniveau af den størrelse. Det er svært at forestille sig, at det ville kunne forekomme i en børsnoteret virksomhed. Og derfor er det helt afgørende at få svar på, hvilke systemfejl der er tale om, og hvordan de bliver fixet - hellere i dag end i morgen.
Lige nu pågår der en undersøgelse af det fejlslagne DR-byggeri, og måske kommer der en tilsvarende granskning af TV 2-skandalen. Som skatteborger må man kræve mere end blot at få placeret et ansvar. Man skal lære af det og garantere skatteborgerne, at man får kigget systemerne efter i sømmene for at forhindre noget tilsvarende igen.
Det er nærliggende at mene, at det primært er bestyrelsesleddet, som har en sygdom, men måske er det også en fejl, at ejerne - staten og den ansvarlige minister - er så bange for at give sin mening til kende af angst for, at det af de politiske modstandere skal blive brugt som beskyldninger om politisk indblanding. I stedet får vi dødsensfarlig berøringsangst, som måske har medvirket til at bringe TV 2 helt i knæ. Havde TV 2s bestyrelse på løbende basis skullet stå officielt til ansvar for ejerne, havde vi ikke stået i en situation, hvor hundredevis af menneskers job er på spil.
Uanset hvad risikerer begge sager at gå ind i historiebøgerne som vaskeægte skandaler, og derfor er slagsmålet om at undgå at blive udråbt som slyngler i også allerede i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar