Genudsendelser på tv generer de færreste, men glæder de fleste

Der er en gammel traver, som år efter år finder vej til avisernes spalter - den kritiske forbrugerhistorie om tv-stationernes genudsendelser. Den er så forudsigelig, som DRs genudsendelse af 90 års fødselsdagen

Desværre er det mest spændende ved historien ikke dens substans, men hvilken avis der først løber med den - den overraskende behandling af genudsendelsesproblematikken ville være, hvis en journalist forsøgte at skildre den nuanceret og realistisk. Det har vi endnu til gode.

I stedet fremstilles det tilbagevendende over for læserne, som om de enten bliver snydt, eller at tv-stationerne gør noget forkert. Man kan ikke bare forlange, at tv-stationerne skal sende mere nyproduktion. Der skal penge til, og de kan som bekendt - desværre - kun bruges én gang. Det svarer lidt til at kritisere, at aviserne bruger fællesstof i stedet for at differentiere sig, eller at agurketiden med usvigelig sikkerhed giver forudsigelige historier og vinkler år efter år. Der er afsat et bestemt beløb til de redaktionelle ressourcer, og de anvendes så godt som muligt - præcis som det gælder for tv-stationerne.

Emnet er naturligvis noget mere nuanceret, end at public service-stationerne snyder seerne ved at bringe genudsendelser. Jeg har endnu til gode at se den avishistorie, som loyalt ridser de væsentlige aspekter ved og baggrund for, at tv-stationerne prioriterer, som de gør.

Her er fire betydende argumenter for genudsendelser, men som offentligheden indvies i:

• Tv-stationerne har et fast programbudget. Størrelsen af budgettet rækker på grundlag af markedsprisen for produktion af tv til x antal timers førstegangsvisninger. Hvis man vil hæve det antal timer, kan man ikke bare hæve flere penge i statskassen eller i banken. Budgettet bliver ikke større, bare fordi man vil bruge flere penge, så skal pengene strække længere og til flere førstegangsvisninger, vil kvaliteten skulle reduceres. Og det vil næppe være særlig populært. Eksempelvis udsendte TV 2 i 2004 for sit programbudget 3.300 timers førstegangsvisninger. Resten af sendetiden kan man så enten bruge til sort skærm, eller man kan genudsende tidligere viste udsendelser.
  
• Der er masser af mening i genudsendelser. De mest sete programmer har ved førstegangsvisningen mellem 600.000 og 800.000 seere. Danmark har cirka 5,3 mio. indbyggere over tre år, som er dem, der henregnes blandt tv-seerne. Der er altså tale om, at der er 4,5 mio. indbyggere, som IKKE har set de mest sete programmer ved førstegangsvisningen. Det er 85 procent. Kritikere af tv-stationernes programpolitik ville for alvor kunne bebrejde tv-stationerne, hvis de nøjedes med at producere dyre tv-programmer og kun lod det komme 15 procent af befolkningen til gode. Det kunne kaldes et ressourcespild hos de statslige tv-stationer. At rigtig mange mennesker så rent faktisk nyder et godt gensyn med et populært tv-program forstærker blot argumentet. Tanken om at en stor og dyr tv-produktion efter én gangs visning skulle arkiveres for aldrig at blive genudsendt er nærmest absurd.
  
• Uden genudsendelserne ville antallet af udsendelsestimer blive markant reduceret og især ramme dem, der ikke ser tv om aftenen, hvor prime-time befinder sig. For TV 2s vedkommende betyder genudsendelserne ydermere, at der opstår mange reklameblokke, der kan sælges til annoncørerne. Uden genudsendelser ville der være færre reklameblokke og indtægter, hvilket ville medføre reduceret indkøb af nyproduktioner. Så for TV 2s vedkommende gælder der simpelthen det modsatte af, hvad kritikerne hævder. Faktum er, at hvis man kun sendte førstegangsvisninger, ville reklameindtægterne blive dramatisk reduceret, hvilket igen ville presse nyindkøb ned og dermed antallet af timer sendt som førstegangsvisninger.
  
• For TV 2 gælder det videre, man af hensyn til sine reklameindtægter nødvendigvis må holde et stærkt fokus på seertallene, da hele virksomhedens økonomi er baseret på solgte reklamer. En rationel og logisk konsekvens er, at TV 2 undlader at sende sine nyproduktioner om sommeren, hvor der notorisk er langt færre seere, som har tændt for tv-apparatet end i resten af året. Desuden har både DR og TV 2 det til fælles, at hvis genudsendelserne ikke trak seere, ville de hurtigt forsvinde. Men genudsendelser har masser af seere af den grund, som er nævnt ovenfor - at langt hovedparten af befolkningen ikke så førstegangsvisningen.
  

Der er masser af genudsendelser på alle tv-kanaler - det er simpelthen en indbygget del af konceptet, når man skal udfylde en sendeflade, der varer 24 timer i døgnet.

Lad mig se den tv-kanal der rent økonomisk kan skabe en forretning ud af kun at sende nyproduktioner. En sådan tv-kanal ville formentlig koste 150-200 kr. om måneden pr. husstand. Og den prissætning er der intet marked til. Kritikken af genudsendelserne er derfor ikke funderet i realisme, for der findes simpelthen ikke andre modeller for sammensætning af en sendeflade, hvis der tilmed skal være en økonomisk bæredygtighed bagved.

24timer skal dog have den ros, at man havde fundet en ny vinkel på genudsendelseshistorien - nemlig at dårlig økonomi i DR og TV 2 medvirker til at forstærke genudsendelsestendensen. Til det kan man kun sige - det går op og det går ned. Det samme gælder jo aviserne, som efter massive fyringsrunder de seneste 5-7 år vel ikke er lige så innovative og dynamiske i journalistikken i dag, som det var tilfældet tidligere. Det har sin pris, at man må indstille sin produktion efter, hvad der kommer i kassen - det var jo meget nemmere, hvis indtjeningen var ubegrænset. Men den slags er kun fantasi - ikke virkelighed.