Mediernes svigt på Nørrebro

Pressedækningen af Ungdomshuset har vist væsentlige svigt i journalistikken på to fronter – det proportionale og på kvaliteten. Der deles ansvar ud til højre og venstre, men indtil videre har medierne forbigået medierne som én af kilderne til hele balladen. Der er ellers god grund til selvransagelse

Denne blogpost bringes desuden som klumme i det næste nummer af fagbladet Markedsføring, som udkommer tirsdag den 13. marts 2007. Læs i øvrigt www.markedsforing.dk


Når forside på forside ryddes, og Ungdomshuset for 117. gang er tophistorien i tv-stationernes nyhedsudsendelser, kan man ikke fortænke brugerne af huset i at tro, at de har en meget vigtig sag af meget stor betydning. Det siges, at op mod 100 journalister var på gaderne for at dække rydningen af huset.

Man må antage, at de medier, som er sat i verden for på borgernes vegne at prioritere, redigere og udvælge nyhederne selv mener, at det er én af de allerstørste begivenheder i Danmark nogensinde. Ellers ved jeg ikke, hvordan man skal tolke det groteske medieopbud . Men det er, som mange har anført, en uhørt proportionsforvrængning, hvor pressedækningen generelt har svigtet forpligtelsen til at skabe et virkelighedsnært overblik og sætte tingene i perspektiv. Og imens er langt væsentligere historier blevet overset eller neddroslet. For eksempel kom det under urolighederne frem, at der er chokerende lang ventetid på en kræftbehandling. Men den nåede ingen forsider eller topplaceringer, selvom et systemsvigt på et område med spørgsmål om liv og død er åbenlyst vigtigere end et værested for unge.

Prisen er, at det har givet de unge en forkert opfattelse af virkeligheden, for sagen er objektivt set og i den store sammenhæng ikke så vigtig, som den fremstilles. Dermed får selve proportionsforvrængningen den alvorlige konsekvens, at den kommer til at indvirke eskalerende på konflikten. Det er dybt problematisk, når pressen derved bliver en alvorlig del af begivenhederne ved at puste til raseriet. Oveni kommer den tvivlsomme gevinst, at den proportionsforladte dækning nu også får internationale medier til at tro, at det er én af de vigtigste sager i Danmark i efterkrigstiden.

Det er det ene skadelige aspekt af mediernes måde at dække begivenhederne på. Det andet er journalistikkens kvalitet. Og her er der masser af eksempler at pege på. Det har knebet med en dækning præget af omhu, begavelse, upartiskhed og saglighed, mens vi blot i stedet har fået endeløse baner af billeder og reportager af konflikt, optøjer, bål, ballade og blå blink. Nyhedsudsendelserne og magasinprogrammerne svælger uhæmmet i billeder med blå blink og bål, mens aviserne har tyet til forudsigelige og dramatisk-truende forsider som "Gadekrig", "Det er ikke slut endnu". Og så sender man perspektivløst live fra nedrivningen af huset selv på dag 2 og gør endda fjernelsen af facaden til noget særligt sensationelt.

Konfliktkortet er totalt overspillet, mens man higer efter perspektiverende vinkler, hvor væsentlighedskriteriet havde været det bærende. Imens har medierne sammen med forældrene forsømt at fortælle de unge, hvordan dette samfund er skruet sammen med demokrati og ejendomsret. At det får konsekvenser for de fremtidige jobmuligheder, når straffeattesten plettes, og ens uddannelse forsinkes af et fængselsophold. Tingene er heller ikke blevet sat ind i en global sammenhæng, hvor der næppe er noget samfund, der er mere tolerant over for modkulturer end netop det danske.

Helt grundlæggende er det allerstørste svigt fra mediernes side dog forsømmelsen af at udøve kritisk journalistik i forhold til konfliktens kerne og de unge. Et helt centralt postulat i sagen, og som siges at drive afmagten, frustrationen og vreden, er, at samfundet ikke skulle have plads til dem og ikke favner dem. Det er blevet gentaget igen og igen, at politikerne og systemet vil undertrykke og knække denne subkultur. Det er nu ved at være en sandhed, som aviserne og nyhedsudsendelserne dagligt direkte eller indirekte lader en argumentation eller en vinkel udspringe i – det udsagn, som berettigelsen af opstanden hviler på.

"Et hus kan rives ned, men det kan en kultur ikke," lød det i et oplæg i én af nyhedsudsendelserne så sent som på dagen for nedrivningen, hvilket vidner om, at medierne lader postulatet leve, selvom man rent journalistisk for længst burde have efterprøvet det og konstateret, om det var belæg for påstanden. Selv højtuddannede mennesker som en Mikael Rothstein er spundet ind i retorikken, at der skulle være en usynlig fjende, som insisterer på normalitet.

Pressen har ikke været i stand til at finde en person eller en kilde blandt magthaverne, som repræsenterede den indstilling, som de unge tillægger samfundet. Tværtimod har borgere, eksperter og politikere fra højre til venstre stået i kø for at sige, at selvfølgelig skal der være plads til de unge. Man holdt møder på møder og stod på hovedet for at finde først den ene og så den anden løsning. Til sidst reagerede de unge på et endeligt tilbud fra kommunen og fonden med at sige nej til Stevnsgade skole. Alligevel er medierne fortsat med ufortrødent at legitimere påstanden om, at de unge er undertrykkede. Og man gentager til stadighed, at de unge har fået frataget et hus – uden at tilføje, at de unge har sagt nej til at få et andet. Dette nej viser ellers, at de unge vil fastholde offerrollen, fordi det er hele grundlaget for deres modkultur, hvor fælles fjendebilleder skaber sammenhold. Men det viser også, at det ikke var samfundet, som fravalgte de unge og deres kultur. Det var de unge, som fravalgte en løsning. Det burde have fundamentalt ændret hele dækningens karakter, fordi det så tydeligt illustrerer parternes reelle positioner.

Med afvisningen af et nyt hus falder også postulatet om forfølgelse, udslettelse og undertrykkelse til jorden. Derved fjerner man også en væsentlig del af kilden til de unges frustration og vrede. Det er den objektive virkelighed. Men medierne tegner deres egen virkelighed, og den er efterhånden sjældent den samme som den reelle virkelighed. Uden postulatet var konflikten aldrig blevet så tilspidset, men måske vil det blive fuldt belyst, hvis forskere på et tidspunkt kortlægger mediernes dækning af konflikten.

At medierne så har brudt alle journalistiske principper om ikke at lade folk optræde anonymt uden væsentlig grund, er en helt anden og kritisabel sag.