Om jeg forstår, hvorfor Nyhedsavisen ikke går i markedet med ny, troværdig og korrigeret information om, hvordan og hvornår man har tænkt sig at nå sine mål - som man er så langt fra at nå for øjeblikket. Måske fordi man selv har opgivet troen på hele projektet?
Cheferne hos de gamle, etablerede aviser sidder og gnider sig i hænderne i disse uger.
Ulykkerne vælter ind over Nyhedsavisen, som har travlt med at udråbe alle nederlagene til succes'er. Det er efterhånden svært at tage seriøst, og troen på at de overhovedet kan komme ind i kampen igen, fortoner sig ud på det mørke Holmen.
Der var ingen ende på lyksalighederne ved samarbejdet med Post Danmark, men sjovt nok var det en styrkelse af Nyhedsavisen, da samarbejdet blev tvunget til at ophøre. David Trads udlægger på en fantastisk raffineret måde, at reduktionen af det stort anlagte nyhedsbureau er helt uden betydning, og nu nedlægger Nyhedsavisen også sin politiske redaktion.
Begrundelsen er, at man vil tættere på den almindelige dansker, og at Christiansborg-journalister er for indspiste med politikerne. Hvis det er Nyhedsavisen, som dér har set lyset, må vi forvente, at det snart bliver alment anerkendt, at det simpelthen er decideret dårlig journalistisk stil overhovedet at have journalister siddende på Christiansborg.
Det er altså ikke mange måneder siden, at Nyhedsavisen og David Trads førte en skinger kamp med alle midler om at få sæde inde på Christiansborg. Nu begynder man at se, hvorfor Christiansborg ikke bare skal vende op og ned på alle pladser for at skaffe et par arbejdspladser til ethvert mere eller mindre ligegyldigt medie, som kræver at komme ind i presselogen. For få måneder senere er de blevet så kloge, at de mener, det er helt forkert at dække politik ved at sidde på Christiansborg.
Dette er blot de seneste afsnit af en føljeton om en avis, der braldrede løs fra starten og havde enorme armbevægelser. Der var ikke dét, de ikke kunne og ville, men indtil nu er intet blevet ført ud i livet eller bevist. Ikke i nærheden af ambitionerne er man.
Nyhedsavisens udfordringer ser ikke længere ud til blot at kunne fejes af bordet som forbigående fænomener eller særlige opstartsvanskeligheder. Målene -ikke mindst det helt centrale mål om 1 mio. læsere fortoner sig i horisonten, og man har på fornemmelsen, at markedet i stigende grad nu også er ved at tvivle på, om det nogensinde skal lykkes.
Hvis Nyhedsavisen selv har nogen tro på projektet, bliver man nødt til at melde konkrete informationer ud til markedet. Det er useriøst, hvis man insisterer på at komme med halvkvædede viser om momentane vanskeligheder, men i stedet tager behovet for information alvorligt. Tom retorik uden konkrete udmeldinger om hvad status er, virker ikke betryggende. Og så må Nyhedsavisen snart indstille sig på at forlade offerrollen, hvor man beskylder de konkurrerende aviser for via avisspalterne at tilsværte Nyhedsavisen.
Det klæder ikke yderst erfarne journalister som David Trads og Simon Andersen at være afsendere eller medafsendere på budskabet om, at de konkurrerende dagblade vitterlig skulle misbruge den redaktionelle troværdighed til at knægte en kommerciel konkurrent.
Det er tomme postulater, som man har fyret af i form af nedbrydeligt angreb på andre medier frem for oplysende forsvar for egne dispositioner. Det har aldrig været kønt at se på, når pressede virksomheder tyede til at tilsvine konkurrenterne i stedet for at forholde sig til sin egen forretning og sine egne forretningsforbindelser.
Selvfølgelig bedriver konkurrenterne kritisk journalistik, og det er der altid god grund til at gøre, når en ny spiller melder sig på et marked med det ambitionsniveau, som Nyhedsavisen lagde for dagen.
Det er ikke bare en gold kommunikationsstrategi at vælge, - det er ovenikøbet med til at skabe mistanke om Nyhedsavisens egen evne til at holde de redaktionelle og kommercielle interesser adskilt. For David Trads, Simon Andersen og andre af de yderst erfarne journalister
Også på netavisen havde Nyhedsavisen kun hån til overs for de gamle, etablerede dagblade. Og guderne skal da vide, at de etablerede ikke er imponerende. Men Nyhedsavisen har til gengæld været én lang beta-version, hvor navigationen er mere end almindelig håbløs. Der er virkelig gode takter, og der er også fremragende nye tiltag, men udførelsen minder ikke én om, at der er trecifrede millionbeløb bag.
Når jeg sidder og genlæser for eksempel Markedsførings artikel fra 3. oktober om Nyhedsavisens ambitioner på nettet, kan jeg stadig blive glad og tænke, at det er helt fantastisk. Men problemet er, at jeg stadig venter på at se det udført i virkeligheden. Og min - og mange andre brugeres - tålmodighed er ved at være væk. Jeg startede med at besøge Nyhedsavisens hjemmeside flere gange om dagen. Over tid er mit besøgstal faldet til højst én gang om dagen og ofte mindre. Jeg er skuffet. Og når man er skuffet og har bristede forventninger, holder man op med at forbruge det pågældende produkt. Faktisk tror jeg, at Nyhedsavisen ville have haft større succes med at være lidt mere ydmyge, for så var jeg - og med mig mange andre - ikke blevet så skuffet, som det er tilfældet.
---------------------------------------------------------
Tillid og troværdighed er noget af det vigtigste, når vi vælger, hvem vi vil handle med. Det er fuldstændig centralt, at vi stoler på dem vi vælger til at tage imod vores penge. Vi skal kunne lide dem og tro på, at det de siger er rigtigt. Derfor bliver det et kæmpeproblem, når man får sværere og sværere ved at tro på, at Nyhedsavisens ambitioner er realistiske. Og lige nu får tvivlen lov at sprede sig. Nyhedsavisen foretager sig intet proaktivt i forhold til markedet ved at sørge for, at journalister, kunder, annoncører, mediebureauer osv. forsynes med fyldestgørende information om, hvorfor målet ikke er nået samt en troværdig og saglig målsætning for, hvornår det så rent faktisk vil ske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar