Medierne tror fejlagtigt, at kulturjournalistik er gjort med at omtale og deltage i lanceringer af diverse nye bøger, teateropsætninger eller bare mere eller mindre interessante kunstneriske happenings. Men den kritiske dækning af kulturen som område er stort set reduceret til, hvor mange stjerner der skal tildeles - lanceringsjournalistik, som en norsk journalist kalder det
Når man begynder at tænke nærmere over det, kan man undre sig over, hvorfor der er ét særligt, men stærkt profileret område, som stort set er forskånet for kritisk journalistik. Det er kulturen. Musik, teater, opera, ballet, undergrund, overklasse, finkultur osv. er meget sjældent genstand for den virkelig dybdeborende dokumentarudsendelse eller artikelrække, hvor knap så fine motiver og manglende kompetencer systematisk bliver afdækket.
Den norske journalist Cathrine Johansen har netop lagt sidste hånd på en masteropgave, som afslører, at de norske tv-kanaler anført af NRK og norsk TV 2 mangler kritisk kulturdækning. Til det norske mediesite Kampanje siger hun:
- Kultursager er oftest produceret på den enkleste måde, gerne som et lanceringsindslag med én eller ingen kilder, som kommer i slutningen af udsendelsen. NRK og TV 2 sætter nærmest aldrig dagsordenen med deres kulturdækning, konkluderer Cathrine Johansen, der har indholdsanalyseret 77 nyhedsudsendelser på hver kanal fordelt på 11 uger i perioden 2004-2006.
Hun vurderer, at det virker som om, stofmikset er vigtigere end indholdet, hvor kulturstof ofte bliver brugt som et mere hyggeligt indslag i slutningen af udsendelsen som opvejning for de tunge nyhedsindslag.
Billedet herhjemme vil næppe tegne sig meget anderledes, men det er nu ikke fordi det bliver bedre i andre medier. Det er uhyre sjældent, at man ser enkeltpersoner i kulturens verden komme under kritisk behandling, som man ser det inden for stort set alle andre områder.
Personligt husker jeg eksempelvis heller ikke dokumentarprogrammer baseret på undersøgende journalistik, hvor kulturen har været i fokus. I betragtning af de meget store summer kulturlivet modtager, vil det ellers være meget relevant at kigge på, om pengene går til det, vi allesammen forventer og kræver - eller om der indimellem sidder nogle dygtige enkeltpersoner og tjener millioner af kroner årligt på at være "manuskriptkonsulenter", og hvad man ellers kunne finde på at kalde den funktion, hvis hovedformål er at få penge ud af systemet.
Når man tænker på de midler, som kulturen tilføres, vil det være underligt, hvis ikke der er noget at komme efter. At dømme efter antallet (nul) af afsløringer om plat og svindel - eller bare smarte forretningsmetoder - i kulturens verden i de senere år, skulle man tro, at branchen var ren og hvid. Eller er det bare, fordi ingen journalister har kigget efter?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar