Når medierne går i selvsving

Størrelsen på den enkelte historie bliver omvendt proportional med omfanget af en mediestorm, når medierne virkelig er gået i selvsving, kan selv de mindste nye vinkler være benzin på bålet.

Mediernes vedtagne sandhed cementeres i takt med, at mediestormen vokser sig større og større. At den reelle sandhed oftest er langt mere nuanceret, tillægges ikke den store relevans.

For dem det går ud over, er det ekstremt frustrerende og ydmygende fuldstændig at få tilsidesat de væsentlige nuancer, som den faktiske sandhed rummer.


Jeg havde fornøjelsen af at deltage i fredagens udgave af Mennesker & Medier, som denne gang blandt andet tog udgangspunkt i, hvad der egentlig sker, når virksomheder kommer ud i en mediestorm.

Den konkrete case var selvfølgelig DR og udsprang specifikt af Berlingske Tidendes tophistorie fra søndag den 11. februar, hvor DR fik dårlig omtale på via sine entreprenørkontrakter at uddele bonus i form af rejser til bygningsarbejdere, som overholder sikkerhedsreglerne.

Der var tale om et beløb på 4,5 mio. kr. ud af den samlede budgetoverskridelse på 1,7 mia. kr. – eller et nu totalt budget på 4,7 mia. kr. Bonussen udgør altså en tusindedel af det samlede budget.

Intet synes at være småt nok, når først krisen ruller, var programmets og værten Lasse Jensens tese, og det er da heller ikke forkert, når man overfører dette på det generelle plan. Der er en omvendt proportionalitet i, hvad der er interessant – sat i forhold til mediestormens omfang. Jo kraftigere mediemøllen kværner, og tandhjulene drejer, desto mindre lunser skal der kastes i den for at sikre dens momentum. Og stadig mindre historier og vinkler kan pustes stadig større op - hvis først grundforudsætningerne for en alvorlig mediestorm allerede er etableret.

Det er sjældent kønt at se på – og det gælder for øvrigt uanset, om mediemøllen – eller tsunamien – bevæger sig den ene eller den anden vej. Da Kenneth Plummer blev generaldirektør for DR i august 2005, var han stort set en helt. Han begik et par fodfejl fra starten, men kom godt igen. Begejstringen ville nærmest ingen ende tage.

I december 2005 offentliggjorde ugebrevet Mandag Morgen en større analyse, hvor resultatet var, at Plummer var en kommunikationsmæssig succes. Artiklen var rigt forsynet med rosende ord om Plummer.

Et år efter var billedet fuldstændig vendt. I mellemtiden var Per Mikael Jensen nemlig tiltrådt som adm. direktør for TV 2, og i mellemtiden måtte Kenneth Plummer i september 2006 erkende, at der var betydelige budgetoverskridelser i DR-byggeriet. Per Mikael Jensen havde til gengæld taget Plummers plads som mediedarling. Så kunne mediemøllen kværne videre – med både helte og skurke.

Det forfærdelige er, at det er så forudsigeligt. Personligt kan jeg i hvert fald ikke erindre, at pressen har bygget en person, en virksomhed eller en organisation op til en piedestal-placering uden efterfølgende at rive ned igen. Det er simpelthen mekanismen, en indbygget logik. Man kan intet gøre for at stoppe det. Og ingen ansvarlige redaktører rundt omkring synes at gøre væsentlige bestræbelser på at stoppe det heller.

Blandt de mest ubehagelige eksempler på skadevirkningerne af lemmingen er, når medierne kaster sig over enkeltpersoner. Det sker fra tid til anden, og ét af de grimmeste eksempler er angrebet på Jørgen Leth.

Man kan have sine moralske kvabbabelser over Jørgen Leths bedrifter på Haiti med kokkens 17-årige datter, men man kan lige så vel have moralske kvabbabelser over den nedrige rovdrift, de danske medier iværksatte på manden i september 2005.

Efterfølgende har der været en tendens til, at visse mediefolk har prøvet at vaske hænder efterfølgende. Der har helt klart været en vis flovhed, da den værste opstandelse havde lagt sig, men kendsgerningen er, at der var tale om et bredt angreb fra blade som B.T., Ekstra Bladet, Politiken og mange andre. Avisernes angreb var dybt perfide på det personlige plan, og det værste er, at udgangspunktet ikke var, om Jørgen Leth befandt sig på den ene eller den anden side af nogen lovgivning. Medierne havde fastsat sin egen moralske lov, som er uskreven, og som man ikke på forhånd har skyggen af chancen for at forudse, om man kommer i konflikt med.

Jeg havde faktisk selv ventet, at denne lemmingeeffekt – eller lemmingedefekt, som Anker Brink Lund har kaldt det – ville blive mindre udtalt i takt med, at konkurrencen hele tiden intensiveres. Især gratisavisernes massive indtog kunne man med rette have forventet ville tvinge betalingsaviserne til at flytte sig opad i konkurrencen, så man for alvor og med stor overbevisning distancerede sig fra de medier, som er gratis. Desværre er det ikke sket.

Når medierne går i selvsving, skal man oftest finde årsagen på redaktionerne, hvor kun de allerfærreste redaktører og journalister tør vove sig ud af andre tangenter end mediernes vedtagne sandhed. Hvis DR og Kenneth Plummer er udnævnt til fjolserne og medietsunamien over dage og uger bekræfter sig selv i det i voksende omfang, bliver det sværere og sværere at bryde igennem med historier og vinkler, som går op imod mediernes vedtagne sandhed.

Men der findes faktisk nogen, som har turdet bryde ud af forudsigeligheden. Og de er blevet belønnede. Både Børsen og Kristeligt Dagblad har ganske klare profiler, og læserne er fuldstændig på det rene med, hvilke produkter de to aviser egentlig udgør. Den placering er ikke kommet ud af at løbe i samme retning som alle andre. Forhåbentlig vil der være et stigende antal medier, som finder modet til at gå egne veje, inden omstændighederne og konkurrencen tvinger én til at gøre det – eller tvinger én til at lukke.