En topchef skal altid i sin retorik undgå at komme til at stå som sin forgængers forlængede arm, for derved gør man sig selv medansvarlig for fortidens fadæser
DR har de seneste måneder været hårdt ramt af især to grimme sager, hvor af den ene – byggeskandalen – udspringer af administration og økonomi og den anden – Afghanistan-filmen – af indhold og journalistik.
Begge sager har virket hårdt belastende for DR’s troværdighed og image, men også for generaldirektør Kenneth Plummer. Hans omdømme er ridset, og i medierne kaldes han vingeskudt og svækket. Hans magtposition både internt og eksternt er svækket.
Substantielt er der intet, der tyder på, at han har kunnet foretage sig noget i sagen om byggeskandalen, som havde bevirket afgørende forandringer. Men han har gjort det unødigt svært for sig selv ved ikke at få ro om sagerne, der i stedet har eksploderet i medierne og blandt politikerne. Sagerne er retorisk og kommunikationsmæssigt tacklet skidt.
For omverdenen, licensbetalerne og politikerne er det afgørende, om Kenneth Plummer har begået fejl? Og ja, - det har han så afgjort.
Der er bare ikke tale om fejl af en størrelse, der berettiger til den miskreditering, som DR og Plummer nu er udsat for. Det er det altså ikke. At budgettet nu lyder på 4,7 mia. kr. i stedet for de oprindelige 3 mia. kr., er en kæmpeskandale, der burde undersøges helt til bunds, så man kunne få placeret ansvaret hos dem, der har det.
Men det ligger fast, at det ikke kan placeres hos Kenneth Plummer. Måske har han begået den mindre fejl at få afdækket omfanget noget sent. Eller måske er det bestyrelsen, som har bedt om at få afdækket økonomien noget sent.
Plummer begår derimod en brøler ved fra starten at tage medejerskab i byggeriet. Ganske vist har han forsøgt sig med spagfærdige undsigelser af projektet, men ikke desto mindre valgte han at fortsætte i den retning, DR hidtil havde anlagt ved at overtage sin forgængers retorik om økonomiens betydning for programudbud og programkvalitet. Så sent som i september fastholdt Plummer, at byggeriet og budgetoverskridelserne ikke ville få betydning for programmernes kvalitet.
Helt fra Chr. Nissens tid har mange betvivlet sandheden i dette udsagn, og det ville åbenlyst også have været klogere, hvis Plummer ved sin tiltrædelse havde taget et stort forbehold for dette.
Byggesagen rammer ham unødigt hårdt, fordi han ikke valgte den traditionelle og velkendte strategi, når man tiltræder som ny topchef – at lægge afstand til fortiden og ikke mindst sin forgængers beslutninger og de valg, der er blevet truffet. Bestyrelsen har jo netop afskediget forgængeren, fordi man ønskede at lufte ud. Man vil jo have helt andre boller på suppen. At fortsætte sin forgængers linje og retorik, virker ikke mindre hasarderet i lyset af, at forgængeren netop blev afskediget, fordi byggeøkonomien var på vej ud af kontrol.
Lægger man som nyudnævnt topchef den fornødne afstand, undgår man at legitimere ting, man ikke selv har haft nogen indflydelse på, og som man højst sandsynligt ikke kender ned i detaljen – slet ikke når man som Plummer kom helt udefra. Derfor er det en livsforsikring for en topchef at tage forbehold for, hvad man nu måtte finde gemt i skabene efterhånden, som man får dem åbnet.
Kenneth Plummer bragte sig selv i en situation, hvor han overtog rollen efter Nissen som personlig garant for, at DR’s programkvalitet ville blive opretholdt, og at man fuldt ud kunne leve op til public service-forpligtelserne. Det var fint for politikerne, for så havde de nogen at slå oveni hovedet, når tingene kørte af sporet. Og det gør de så nu. Det havde været sværere, hvis Plummer fra starten havde anlagt en pessimistisk linje og udtrykt bekymring for, hvorvidt DR kunne leve op til sine forpligtelser. I bedste fald kunne det have mørnet nogle af politikerne til at kræve, at DR’s programudbud, kvalitet og udvikling ikke må lide skade af denne sag og derfor smidt ekstra mønt i kassen.
Nu får Plummer politisk tæv – ikke fordi han har forårsaget de økonomiske problemer, men alene fordi han har lovet politikerne for meget i forhold til den viden, han havde.
Han synes at have lært lektien på det seneste med udmeldinger om så massive budgetoverskridelser, at det næsten må forventes at være skudt over målet. Men derved har Plummer for første gang bragt sig i en situation, hvor han er på forkant og senere kan høste roserne for at overraske positivt.
Også i Afghanistan-sagen begår Plummer den fejl at gøre, som DR plejer. Han vælger rygmarvsreaktionen at afvise enhver kritik. Men det er en farlig strategi – at gøre som man plejer. Statsministerens angreb på DR’s troværdighed var højst usædvanligt, og derfor kalder det også på en usædvanlig reaktion.
Kenneth Plummer ville have fremstået som en rationel og velovervejet mand, hvis DR havde taget kritikken meget mere alvorligt og var mere dialogorienteret og konsensuspræget – selvfølgelig uden at gå på kompromis, hvis ikke der er noget at komme efter
DR har det meget svært med at tage kritik til sig, men man fremsætter den alligevel meget gerne selv til højre og venstre. En del af jobbet for en generaldirektør er at tage kritikere seriøst, uanset om de er statsministre eller menige licensbetalere. Aktuelt i denne sag virker det desuden mærkværdigt at sende mediedirektør Lars Grarup som underordnet direktør i byen for at svare på kritik fra regeringens øverste chef i stedet for selv at tage dialogen som øverste ansvarlige.
Som en kultur- og medieinstitution for hele Danmark og for samtlige danskere, bør man kunne håndtere kritik på en langt mere velvillig og åben facon, end vi hidtil har set fra DR’s side – og ikke mindst fordi DR som sammenhængskraft netop skulle agere samlende og ikke splittende.
Oveni hatten betyder den vrangvillige indstilling i Afghanistan-sagen, at Plummer og DR unødvendigt sætter politisk goodwill over styr, som kunne være brugt i byggeri-sagen. En smule imødekommenhed kunne have afbødet det værste tab.
Denne tekst er også bragt som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 13. februar 2007.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar