Skattereformen var og er historisk, og den rummer masser af gode og nødvendige elementer for den måde, vi økonomisk skruer fremtidens Danmark sammen på. Man kan diskutere, om det er nok til at rykke ret meget, - men det rykker i den rigtige retning, og der er taget hul på nogle tabuer, som længe har gjort det umuligt at diskutere rimeligheden i brandbeskatning af dem, der arbejder hårdt hver dag og bidrager til velfærden. Nu er der optøning på vej bredt blandt Folketingets væsentligste partier, omfattende alle dem der historisk, der tager ansvar for landets ve og vel.
Er det så dét, som medierne flyder over med i dagene efter forligets indgåelse? De mange og vigtige perspektiver, gode historier og fremadrettede vinkler. Nej, de er fortsat i overvejende grad ubeskrevet, mens store dele af pressen i stedet har kulegravet og endevendt til hudløshed den helt flygtige, men meget mere dramatiske vinkel om konflikten med Enhedslisten, som har fyldt medierne fra væg til væg?
Regeringen har indgået en aftale med V og K, som samlet set repræsenterer over 75 pct. af vælgerne. En stor del af pressens dækning er kritisk journalistik mod den brede aftale, mens den meget smalle aftale, der kunne være blevet til med Enhedslisten blot ville have repræsenteret 51 pct. af vælgerne. I et tiår bankede medierne sammen med EL, SF og S på den daværende regering for at lave blokpolitik med Dansk Folkeparti. En aftale med Enhedslisten ville have været præcis det samme - men med rødt i stedet for blåt fortegn. Man kan ikke fortænke læserne og seerne i at mistænke pressen for at være tilhængere af smalle aftaler, når bare det holder de blå udenfor, mens smalle blå aftaler uden røde partier
Den journalistiske dækning har været og er stadig på femtedagen styret af balladen, af dramatikken og af Enhedslistens raseri. Journalistik skal være underholdning, farver og fuld skrue. Det må for alt i verden ikke være væsentligt, for så bliver det nok bare kedeligt, og det kalkulerer medierne tilsyneladende ikke med, at danskerne kan kapere. Drama er blevet et selvstændigt nyhedskriterium i dansk journalistik og er givetvis en væsentlig forklaring på, at stadig færre borgere vil betale penge for det journalistiske produkt, med mindre pengene er tvangsinddrevet. Prouktet mætter lige her og nu, masser af sukker, men det er uden vitaminer og lige om lidt opdager man, at man stadig er sulten, sulten efter væsentlig, information og substans.
Og så fastholdes fokus på ét element i skattereformen, som er helt rigtigt at bruge journalistiske kræfter, men som nøgternt set er absurd at køre så intenst og så langvarigt på. Man skulle jo tro, at et bredt flertal af befolkningen har sendt modtagere af overførselsindkomster lige lukt i den sociale massegrav. Men det er en grov fordrejning, hvor store dele af medierne endnu engang ukritisk videregiver Enhedslistens politik.
Faktum er
Den kontinuerlige kritiske journalistik mod regeringens valg af den brede frem for den smalle løsning, mod at have valgt forligsparter i midten af dansk politik frem for på den yderste venstrefløj gør, at man dårligt kan fortænke befolkningen i at mistænke journalister for at have en rød dagsorden, for hvorfor kritiseres et bredt forlig? Man har ikke glemt, hvordan samme medier kritiserede den tidligere regering benhårdt for netop de smalle aftaler med Dansk Folkeparti, - så nogen kan få den tanke, at det brede forlig kun er godt i pressens optik, når den involverer de røde partier, mens smalle forlig er godt, når det kan holde de blå ude, men inkludere Enhedslisten. Sådan er det selvfølgelig ikke - men medierne må indse, at den mistanke kan opstå.
Faktum i skattereformen er, at man bibeholder købekraften hos modtagerne af overførselsindkomster. Man tager ikke noget fra dem, som de allerede har fået. Man "stjæler" ikke fra dem, som er den retorik, pressen ikke forholder sig kritisk overfor. Rent faktisk lever vi et i land, hvor det uden stort besvær er muligt for dem der lever på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension mv. - uden stort offer at anskaffe sig for eksempel iPhones, spillekonsoller og andre ganske dyre produkter. Det er reelt velstandsniveauet for mange af dem, som ikke antages at være de mindst bemidlede.
Det kan man mene om, hvad man vil rent politisk. Det forholder jeg mig ikke til. Men jeg forholder mig til mediernes dækning af de politiske emner, som vedrører velfærdsstaten og vores fælles finansiering af samme. Jeg forholder mig til, at medierne ofte pumper indignationen op til et niveau, hvor det antager groteske former i form af medløbende historier om fx. en førtidspensionist, som skælder ud over, at kommunen ikke vil påtage sig hans udgifter til hans Viagra-forbrug tre gange om ugen. Eller om den kvinde som er sur over, at hun selv skal finansiere sit eget liv i de næste to måneder, fordi hun først begynder på sin uddannelse til september og derfor først kan få SU dér. Vi ser alt for mange tilfælde af journalister, som pr. princip holder med borgere, der stiller selv helt urimelige krav om, at det offentlige skal betale for det ene eller det andet. Og den dagsorden vil masser af borgere opfattes som stærkt venstreorienteret, selvom det nok snarere er dårligt håndværk og mangel på andre og mere relevante historier.
Den aktuelle sociale indignation, som pressen fremkalder, går ikke på, at modtagere af overførselsindkomster fratages muligheden for at købe det, de altid har kunnet købe, for det vil være uændret. Den går derimod på, at de fra 2016 og fremefter (hvor en stor del af dem, som i dag er på overførselsindkomster forhåbentlig er kommet videre) ikke får endnu flere penge til at købe endnu flere luksusvarer.
Det står i vild kontrast til, at samme medier kører smålige historier om, at vores folketingspolitikere, der i overvejende grad arbejder benhårdt og har et stærkt utaknemmeligt arbejde, bliver hængt ud for det mindste bilag - for slet ikke at tale om, når man udstyrer de folkevalgte med netop smart phones. Stor ståhej og meget misundelse. Men er man på overførselsindkomst skulle det da bare mangle.
Agendaen ville forekomme absurd i de fleste andre lande, hvor de mindst bemidlede reelt har nøden stående for døren, og hvor den danske debat ville forekomme direkte provokerende. I et land som USA ville selv de mest venstreorienterede demokrater opfatte den foreliggende skattereform med beskyttelse af købekraften hos overførselsmodtagerne som særdeles socialt retfærdig.
Men hvorfor er der så mange, som er vrede over skattereformen:
Danmark har placeret sig alleryderst i verden på to afgørende parametre: Skattetryk og omfordeling. Det betyder, at Danmark er det sted i verden, hvor man betaler allermest for at arbejde samtidig med, at det er dét sted, hvor man får allermest ud af ikke selv at tjene sine egne penge. Og selvom der er ganske ekstremt sammen med resten af verden, har danske medier gjort dette til normalbilledet. I dag er det så meget normalbilledet, at ethvert træk væk fra yderpositionen bliver opfattet som dybt asocialt. Den økonomiske lighed i Danmark er helt ekstrem, men rykker politikerne og et bredt flertal i Folketinget på ginikoofficienten med bare nogle få decimaler, tegner medierne et billede af, at den sociale massegrav er lige om hjørnet.
Skattereformen rykker ganske rigtigt ginikoefficienten marginalt - ikke fordi man gør de fattige fattigere, men fordi man har haft et bredt politisk ønske fra højre til venstre om at gøre det mere attraktivt at arbejde, fordi sådan er det i resten af verden, som vores virksomheder konkurrerer med. Så de arbejdende belønnes altså lidt mere for at bidrage til velfærdssamfundets udvikling og vækst, mens dem der ikke bidrager ikke får mere, men må nøjes med det, de hele tiden har fået.
Diskussionen om røde journalister eller ej er træls for alle os, som holder af faget og synes, det er et ekstremt vigtigt og nødvendigt fag. Den medvirker kontinuerligt til at placere journalister i bunden af alle troværdighedsskalaer. Dækningen af skattereformen vil af det store flertal, som foretrækker brede politiske løsninger, blive opfattet som tendentiøst, dikteret er et yderligtgående fløjparti, som repræsenterer mindre end 7 pct. af vælgerne.
Den slags bidrager ikke til at etablere en opfattelse af, at journalister ligevægter både røde og blå agendaer. Slagsiden er ikke bevidst. Arbejdet er bare ikke gjort godt nok. Det er sjaskeri og dovenskab, fordi de væsentlige og tunge vinkler er alt for indviklede og kedelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar