At dømme efter braget i store dele af pressen skulle man tro, at en større bombe slog ned midt i Christiansborg en fredag for godt et par uger siden. Det var et brag med efterdønninger, som end ikke i dag er døet ud endnu. Pressens sans for drama, sensation og konflikt fornægter sig ikke og blev brugt til at give danskerne et fordrejet billede af skattereformens konsekvenser.
Stor ståhej. Sehr viel Geschrei. Men - som det ret hurtigt stod klart - ganz wenig Wolle. Det var såmænd bare regeringen, som indgik en bred aftale med V og K i stedet for at indgå den med Enhedslisten, der groft udnyttede en naiv presse til at skabe et overdrevent billede betydningen.
Den brede aftale var godt for Danmark. Det var godt for det samarbejdende folkestyre, at aftalen blev med V og K og dermed hen over midten i Folketinget fremfor en snæver aftale med Enhedslisten.
Førstnævnte konstellation repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have været mere snæver end de snævreste aftaler mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Kun lige godt 50 pct. af vælgerne står bag de nuværende regeringsparter samt Enhedslisten og med de dagsaktuelle meningsmålinger endda væsentligt færre end halvdelen af de danske vælgere.
Alligevel ser vi en sand medieeksplosion af sympati overfor Enhedslisten som den forsmåede part. Utallige journalister holdt mikrofonen helt stille, da Johanne Schmidt Nielsen mistede besindelsen og mindede det brede politiske Danmark om, at det sundeste er at holde ekstreme partier udenfor indflydelse.
Hun og hendes parti samt nogle SF'ere har lige siden fået massiv medieeksponering på at være kritiske overfor regeringens valg af forligspartnere. Men meget få journalister har gidet at forholde sig kritisk til det, der bliver sagt. Det ville nemlig dræbe den gode sommeragurk.
Tværtimod har Enhedslisten med allerstørste dygtighed formået at udnytte situationen og gå på massiv vælgerhugst blandt de røde vælgere - altsammen baseret på en velvillig presse og grove overdrivelser om betydningen af skattereformen for modtagere af overførselsindkomster.
Et par kritiske spørgsmål ville nemlig afdække, at Enhedslisten i et ideologisk-egoistisk ridt for at positionere sig har oversolgt, hvilken social betydning en skattereform med Enhedslisten ville have betydet.
For det første har partiet sluppet afsted med at påstå, at regeringen og V og K har "røvet" penge fra modtagere på overførselsindkomster. Her taler vi om, at ingen lønmodtagergrupper i Danmark har samme vækst i indtægterne som grupper udenfor arbejdsmarkedet har. Regeringen vil sammen med V og K blot bremse væksten i overførselsindkomsterne, så modtagerne fremover "kun" bevarer deres hidtidige købekraft. Den økonomisk disciplinerede førtidspensionist kan altså også fremover se frem til at kunne få råd til at købe den nye iPhone eller spillekonsol, mens udsigten til ligefrem at kunne købe mere end én trods alt nu er slukt. Enhedslisten har via en ukritisk presse fremstillet det som om, at situationen snarere var betænkelig tæt på at ende i en social massegrav.
For det andet har det efterfølgende vist sig, at skattereformen nok rykker ved ligheden i samfundet målt ved Gini-koefficienten. Men det har også vist sig, at det ville også have være tilfældet med en aftale med Enhedslisten, som ellers har udnyttet situationen på at markedsføre sig på påstanden om, at det modsatte ville ske med en aftale med partiet.
Det er ikke til at tro, når anklager og påstande om at journalister er røde bringes til torvs. Men forløbet omkring pressens dækning af skattereformen og den vedvarende ukritiske journalistik overfor et så ekstremt parti som Enhedslisten giver naturligvis borgere næring til mistanken, for hvorfor var VK-regeringens aftaler med Dansk Folkeparti ellers altid genstand for massiv kritik pga. blokpolitik, mens det nu er beskæmmende, at regeringen har landet en bred aftale og dermed undgået blokpolitik? Er det fordi, det kommer an på farven? Blokpolitik med Dansk Folkeparti er ondt, mens blokpolitik med Enhedslisten er bedre end en bred aftale med blå partier?
Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Der står sjældent en kødrand af journalister rundt om bestemte politikere, hvis der er tale om en sag af politisk substans. Husk bare på de kødrande, De husker at have set. Den samlede danske verdenspresse går for alvor først i selvsving, når der er højdramatik i luften. Det er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.
Det triste er, at de mange journalister, som har tabt pejlemærket og jager sensationer og drama, tegner et forvrænget billede af Danmark og af skattereformens betydning. Der er sandelig ikke noget at sige til, at vælgerne valfarter fra SF og S og over til Enhedslisten, hvis konsekvenserne af skattereformen med V og K ville være så forfærdelige i forhold til, hvis den var indgået med Enhedslisten.
Problemet er bare, at billedet er falsk. Så vælgerne er blevet bedraget og lægger deres stemme på et parti på et forkert grundlag.
Det bemærkelsesværdige er, at regeringen møder så massiv kritisk journalistik på at vælge en bred aftale, der samler over 75 pct. af vælgerne, fremfor en snæver aftale med Enhedslisten, som kun ville repræsentere godt 50 pct. af vælgerne - endda endnu lavere med de aktuelle meningsmålinger.
Lægger man dertil, at Enhedslisten, og som selv også socialdemokraterne ved Henrik Sass Larsen tilslutter sig, er et ekstremt yderligtgående parti med rabiate holdninger, og som ifølge Sass opererer med fantasiliarder. Et parti, der
, er det sært, hvorfor så store dele af pressen i så lang en periode dyrker den forsmåede part.
I den aktuelle skattereform var der end ikke de forskelle på de to aftaler, som lå på bordet, der tilnærmelsesvis kunne berettige
Der er to mulige forklaringer på den absurde dækning af skattereformen - og måske er der lidt sandhed i begge:
Den ene er, at journalister er røde, som de så ofte bliver mistænkt for at være. Eller også er store dele af pressen blevet ofre for deres egen fejlslagne journalistik, hvor drama og konflikt har afløst fagets oprindelige nyhedskriterier som væsentlighed.
En aftale om en skattereform, som et bredt flertal i Folketinget står bag, blev offentliggjort og med den var Enhedslisten blevet fravalgt som forligspart. Og så var fanden løs i en stor del af pressen. Enhedslisten var den besvegne part, som al sympatien strømmede imod i form af ukritiske spørgsmål, hvorimod regeringen måtte tage læsterlige tæsk for at have formastet sig til at have lavet en bred aftale hen over midten i Folketinget.
Da VK-regeringen indgik tilbagevendende aftaler med Dansk Folkeparti, var resultatet omfattende kritik for at udøve blokpolitik. Nu har denne regering så landet en bred og langtidsholdbar aftale, som sikrer tryghed for borgerne, for forbrugerne og boligejerne - en tryghed der er nødvendig i en krisetid, hvis forbrugerne skal genvinde lysten til at bruge penge og dermed skabe vækst. Aftalen repræsenterede over 75 pct. af vælgerne ved de tre regeringspartier samt V og K, mens en tilsvarende aftale med Enhedslisten blot ville have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - og med de aktuelle meningsmålinger tilmed et endnu lavere tal.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at forhandlingsforløbet var og er journalistisk en rigtig god historie - ikke mindst at regeringens støtteparti blev forsmået og fravalgt. Det er en dramatisk historie, som nok kunne have båret nyhedsstrømmen i en dags tid eller to. Dramaet er imiderltid
Enhedslisten øjnede dygtigt en unik mulighed for gennem et avanceret politisk positioneringsspil at profitere optimalt af situationen. Partiet pumpede de politiske forskelle op til grotesk størrelse, og virkemidlerne var højlydt skrigeri, skæld-ud og retoriske grovheder - næppe helt tilfældigt og spontant, mindst lige så meget velgennemtænkt og velovervejet.
Man gik - som det yderligtgående parti, det er - til yderligheder, og man har utvivlsomt gamblet og satset på, at pressen ville være velvillige aktører i dette spil. Enhedslisten blev ikke skuffet, for pressens hang til at dramatisere det politiske liv har bredt sig fra tabloidpressen til de elektroniske medier og store del af den øvrige etablerede presse. Men pressen lod sig samtidig misbruge til at skabe et groft fortegnet billede af de reelle politiske forskelle mellem de to aftaler.
Selvom det næppe var hensigten, kom væsentlig dele af pressedækningen til at se ensidig ud til fordel for Enhedslisten - igen - for det har efterhånden stået på i temmelig lang tid. Der væltede en massiv sympati ud ud fra journalistikken til det forsmåede parti, som om det var et parti med store dele af befolkningen bag sig.
Havde det været Dansk Folkeparti, som var blevet forsmået under VK-regeringen, ville man ikke have set samme reaktion - tværtimod blev netop VK-regeringen ofte kritiseret for at indgå smalle aftaler med Dansk Folkeparti og derved bedrive blokpolitik.
Den brede aftale var godt for Danmark. Det var godt for det samarbejdende folkestyre, at aftalen blev med V og K og dermed hen over midten i Folketinget fremfor en snæver aftale med Enhedslisten.
Førstnævnte konstellation repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have været mere snæver end de snævreste aftaler mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Kun lige godt 50 pct. af vælgerne står bag de nuværende regeringsparter samt Enhedslisten og med de dagsaktuelle meningsmålinger endda væsentligt færre end halvdelen af de danske vælgere.
Alligevel ser vi en sand medieeksplosion af sympati overfor Enhedslisten som den forsmåede part. Utallige journalister holdt mikrofonen helt stille, da Johanne Schmidt Nielsen mistede besindelsen og mindede det brede politiske Danmark om, at det sundeste er at holde ekstreme partier udenfor indflydelse.
Hun og hendes parti samt nogle SF'ere har lige siden fået massiv medieeksponering på at være kritiske overfor regeringens valg af forligspartnere. Men meget få journalister har gidet at forholde sig kritisk til det, der bliver sagt. Det ville nemlig dræbe den gode sommeragurk.
Tværtimod har Enhedslisten med allerstørste dygtighed formået at udnytte situationen og gå på massiv vælgerhugst blandt de røde vælgere - altsammen baseret på en velvillig presse og grove overdrivelser om betydningen af skattereformen for modtagere af overførselsindkomster.
Et par kritiske spørgsmål ville nemlig afdække, at Enhedslisten i et ideologisk-egoistisk ridt for at positionere sig har oversolgt, hvilken social betydning en skattereform med Enhedslisten ville have betydet.
For det første har partiet sluppet afsted med at påstå, at regeringen og V og K har "røvet" penge fra modtagere på overførselsindkomster. Her taler vi om, at ingen lønmodtagergrupper i Danmark har samme vækst i indtægterne som grupper udenfor arbejdsmarkedet har. Regeringen vil sammen med V og K blot bremse væksten i overførselsindkomsterne, så modtagerne fremover "kun" bevarer deres hidtidige købekraft. Den økonomisk disciplinerede førtidspensionist kan altså også fremover se frem til at kunne få råd til at købe den nye iPhone eller spillekonsol, mens udsigten til ligefrem at kunne købe mere end én trods alt nu er slukt. Enhedslisten har via en ukritisk presse fremstillet det som om, at situationen snarere var betænkelig tæt på at ende i en social massegrav.
For det andet har det efterfølgende vist sig, at skattereformen nok rykker ved ligheden i samfundet målt ved Gini-koefficienten. Men det har også vist sig, at det ville også have være tilfældet med en aftale med Enhedslisten, som ellers har udnyttet situationen på at markedsføre sig på påstanden om, at det modsatte ville ske med en aftale med partiet.
Det er ikke til at tro, når anklager og påstande om at journalister er røde bringes til torvs. Men forløbet omkring pressens dækning af skattereformen og den vedvarende ukritiske journalistik overfor et så ekstremt parti som Enhedslisten giver naturligvis borgere næring til mistanken, for hvorfor var VK-regeringens aftaler med Dansk Folkeparti ellers altid genstand for massiv kritik pga. blokpolitik, mens det nu er beskæmmende, at regeringen har landet en bred aftale og dermed undgået blokpolitik? Er det fordi, det kommer an på farven? Blokpolitik med Dansk Folkeparti er ondt, mens blokpolitik med Enhedslisten er bedre end en bred aftale med blå partier?
Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Der står sjældent en kødrand af journalister rundt om bestemte politikere, hvis der er tale om en sag af politisk substans. Husk bare på de kødrande, De husker at have set. Den samlede danske verdenspresse går for alvor først i selvsving, når der er højdramatik i luften. Det er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.
Det triste er, at de mange journalister, som har tabt pejlemærket og jager sensationer og drama, tegner et forvrænget billede af Danmark og af skattereformens betydning. Der er sandelig ikke noget at sige til, at vælgerne valfarter fra SF og S og over til Enhedslisten, hvis konsekvenserne af skattereformen med V og K ville være så forfærdelige i forhold til, hvis den var indgået med Enhedslisten.
Problemet er bare, at billedet er falsk. Så vælgerne er blevet bedraget og lægger deres stemme på et parti på et forkert grundlag.
Det bemærkelsesværdige er, at regeringen møder så massiv kritisk journalistik på at vælge en bred aftale, der samler over 75 pct. af vælgerne, fremfor en snæver aftale med Enhedslisten, som kun ville repræsentere godt 50 pct. af vælgerne - endda endnu lavere med de aktuelle meningsmålinger.
Lægger man dertil, at Enhedslisten, og som selv også socialdemokraterne ved Henrik Sass Larsen tilslutter sig, er et ekstremt yderligtgående parti med rabiate holdninger, og som ifølge Sass opererer med fantasiliarder. Et parti, der
, er det sært, hvorfor så store dele af pressen i så lang en periode dyrker den forsmåede part.
I den aktuelle skattereform var der end ikke de forskelle på de to aftaler, som lå på bordet, der tilnærmelsesvis kunne berettige
Der er to mulige forklaringer på den absurde dækning af skattereformen - og måske er der lidt sandhed i begge:
Den ene er, at journalister er røde, som de så ofte bliver mistænkt for at være. Eller også er store dele af pressen blevet ofre for deres egen fejlslagne journalistik, hvor drama og konflikt har afløst fagets oprindelige nyhedskriterier som væsentlighed.
En aftale om en skattereform, som et bredt flertal i Folketinget står bag, blev offentliggjort og med den var Enhedslisten blevet fravalgt som forligspart. Og så var fanden løs i en stor del af pressen. Enhedslisten var den besvegne part, som al sympatien strømmede imod i form af ukritiske spørgsmål, hvorimod regeringen måtte tage læsterlige tæsk for at have formastet sig til at have lavet en bred aftale hen over midten i Folketinget.
Da VK-regeringen indgik tilbagevendende aftaler med Dansk Folkeparti, var resultatet omfattende kritik for at udøve blokpolitik. Nu har denne regering så landet en bred og langtidsholdbar aftale, som sikrer tryghed for borgerne, for forbrugerne og boligejerne - en tryghed der er nødvendig i en krisetid, hvis forbrugerne skal genvinde lysten til at bruge penge og dermed skabe vækst. Aftalen repræsenterede over 75 pct. af vælgerne ved de tre regeringspartier samt V og K, mens en tilsvarende aftale med Enhedslisten blot ville have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - og med de aktuelle meningsmålinger tilmed et endnu lavere tal.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at forhandlingsforløbet var og er journalistisk en rigtig god historie - ikke mindst at regeringens støtteparti blev forsmået og fravalgt. Det er en dramatisk historie, som nok kunne have båret nyhedsstrømmen i en dags tid eller to. Dramaet er imiderltid
Enhedslisten øjnede dygtigt en unik mulighed for gennem et avanceret politisk positioneringsspil at profitere optimalt af situationen. Partiet pumpede de politiske forskelle op til grotesk størrelse, og virkemidlerne var højlydt skrigeri, skæld-ud og retoriske grovheder - næppe helt tilfældigt og spontant, mindst lige så meget velgennemtænkt og velovervejet.
Man gik - som det yderligtgående parti, det er - til yderligheder, og man har utvivlsomt gamblet og satset på, at pressen ville være velvillige aktører i dette spil. Enhedslisten blev ikke skuffet, for pressens hang til at dramatisere det politiske liv har bredt sig fra tabloidpressen til de elektroniske medier og store del af den øvrige etablerede presse. Men pressen lod sig samtidig misbruge til at skabe et groft fortegnet billede af de reelle politiske forskelle mellem de to aftaler.
Selvom det næppe var hensigten, kom væsentlig dele af pressedækningen til at se ensidig ud til fordel for Enhedslisten - igen - for det har efterhånden stået på i temmelig lang tid. Der væltede en massiv sympati ud ud fra journalistikken til det forsmåede parti, som om det var et parti med store dele af befolkningen bag sig.
Havde det været Dansk Folkeparti, som var blevet forsmået under VK-regeringen, ville man ikke have set samme reaktion - tværtimod blev netop VK-regeringen ofte kritiseret for at indgå smalle aftaler med Dansk Folkeparti og derved bedrive blokpolitik.
Denne regering lykkedes med at komme i mål med en langtidsholdbar aftale bredt hen over midten, hvilket skaber langt større tryghed og sikkerhed for borgerne, boligejerne, forbrugerne osv., end en smal aftale med Enhedslisten havde givet. Den ville blot have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - og endnu færre, hvis det blev målt efter dagens aktuelle målinger - hvorimod regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne.
Det var i Enhedslistens snævre og egoistiske interesse at fremstille en så stor forskel mellem de to skattereformer, som lå på bordet. Omvendt er det pressens opgave at filtrere parternes retorik, så man tegner et forholdsvis retvisende billede af situationen.
Det skete ikke. Tag for eksempel den vel nok mest markante forskel mellem de to aftaler efter, at selv Enhedslisten havde ædt at skulle give skattelettelser i toppen: I Danmark får modtagere af overførselsindkomster reguleret deres ydelser højere end løn- og prisudviklingen. Det er unikt, fordi det er de ene om, mens mange lønmodtagere ligefrem får lønnedgang. Regeringen lagde i sit oplæg til skattereform op til, at man ville sænke fremgangen i overførselsindkomsterne, så den fulgte det omgivende samfunds løn- og prisudvikling - altså indstille den ekstraordinære stigning.
Det skete ikke. Tag for eksempel den vel nok mest markante forskel mellem de to aftaler efter, at selv Enhedslisten havde ædt at skulle give skattelettelser i toppen: I Danmark får modtagere af overførselsindkomster reguleret deres ydelser højere end løn- og prisudviklingen. Det er unikt, fordi det er de ene om, mens mange lønmodtagere ligefrem får lønnedgang. Regeringen lagde i sit oplæg til skattereform op til, at man ville sænke fremgangen i overførselsindkomsterne, så den fulgte det omgivende samfunds løn- og prisudvikling - altså indstille den ekstraordinære stigning.
Men endnu mere bizart var det netop også, at pressen for velvilligt bidrog til, at Enhedslisten kunne profilere sig skarpt imod det brede folketingsflertal med en af journalister uimodsagt retorik, så det få dage efter kunne aflæses direkte i meningsmålingerne. En lidt mere nuanceret fortælling om de reelle forskelle mellem en snæver skattereform med Enhedslisten eller en bred aftale med V og K, havde tilsvarende givet mere nuancerede meningsmålinger uden nogle vælgergruppers amokløb i retning af Enhedslisten. For hvis man tror på det, man hører og ser i medierne, fik man jo den klare opfattelse, at regeringen sammen med V og K nærmest havde sendt alle ledige og førtidspensionister i den sociale massegrav.
Faktum er, at forskellene langt fra har det omfang, pressen har gengivet. Den vel nok mest markante forskel, som Enhedslisten tordnede mest imod, var, at modtagere af overførselsindkomster ikke længere skulle stige mere, end hvad andre, arbejdende grupper i samfundet stiger. Dvs. at de nu "kun" skal stige i ydelse, så de bevarer den hidtidige købekraft. Og den eksisterende købekraft giver i dag mulighed for ved en smule planlægning og omtanke at købe dyre luksusprodukter som iPhones, spillekonsoller mv. Har man gæld, er det sværere, men gæld er penge, man allerede har brugt.
Faktum er, at forskellene langt fra har det omfang, pressen har gengivet. Den vel nok mest markante forskel, som Enhedslisten tordnede mest imod, var, at modtagere af overførselsindkomster ikke længere skulle stige mere, end hvad andre, arbejdende grupper i samfundet stiger. Dvs. at de nu "kun" skal stige i ydelse, så de bevarer den hidtidige købekraft. Og den eksisterende købekraft giver i dag mulighed for ved en smule planlægning og omtanke at købe dyre luksusprodukter som iPhones, spillekonsoller mv. Har man gæld, er det sværere, men gæld er penge, man allerede har brugt.
Selvfølgelig skal man fortælle den journalistiske historie om det parallelle forhandlingsforløb. Og det er også en vigtig historie at fortælle, at Enhedslisten finder aftalens indhold så ekstremt forskelligt fra den, partiet var tæt på at lande med regeringen, at man for rullende kameraer skulle miste besindelsen på dén måde.
Men det er en væsentlig og relevant journalistisk opgave for pressen også at være kritisk overfor Enhedslisten og partiets reaktion. Hvorfor filtrerer man ikke i opstandelsen og skrigeriet og udstiller, hvor grotesk lille forskel der rent faktisk er mellem de to aftaler. Hvorfor fortæller man ikke borgerne om de rent faktisk og helt substantielle forskelle på de to aftaler? I andre lande med større afstande mellem de politiske positioner havde man skreget af grin over den ballade, som så små forskelle kan udløse.
Det væsentligste kan formentlig koges ind til at handle om modtagere af overførselsindkomster. Det er Enhedslistens hjerteblod, og derfor partiet kæmpe for flere penge til disse grupper, uanset om kassen er tom og uanset at det skader de fundamentale
Svaret er kort: Nej. Store dele af pressen bidrog
Er det egentlig så underligt, at journalister indimellem anklages for at være røde?
pressen har overdrevet den negative betydning af aftalen og dermed ukritisk løbet Enhedslistens ærinde. Man kan ikke fortænke Enhedslisten ved retorik at holde en så skarp profil som muligt og dermed distancere sig fra den aftale, som i stedet blev indgået. Men man kan i høj grad kritisere pressen for ikke at filtrere ud i de politiske profileringer og sikre, at borgerne får reel oplysning og information om de faktiske forhold.
at være det filter mellem politikere og borgere, som man kan forvente. Og det filter skal sortere ud i alle de politiske profileringer og sikre, at
været med til at overtegne den negative betydning, men som Enhedslisten
Det var ikke en skattereform, som blev indgået og en efterfølgende grundig dækning af de substantielle påvirkninger, det vil have for Danmark - nødvendigheden af reformen.
Det var derimod det faktum, at regeringen valgte at lave et bredt forlig med V og K, og som over 75 pct. af vælgerne er repræsenterede ved - og ikke et smalt forlig med Enhedslisten og kun lige godt 50 pct. af vælgerne bagved. Absurditeten består i, at pressen spildte mange ressourcer, flere dage og millioner af menneskers liv på en sag, som ikke bare var forkert, men også en sag hvor den reelle konflikt mellem de to retninger - regeringen med Enhedslisten og regeringen med V og K - er ligegyldig og tæt på ikke-eksisterende i realiteternes verden.
Viel Geschrei aber so wenig Wolle.
Så hvorfor al opstandelsen? Hvad fik da pressen til at spilde så meget tid og ressourcer på bekostning af de rigtige og vigtige historier?
Det er naturligvis et komplekst sæt af forklaringer, men én af de bærende årsager er, at pressens operandi modus har ændret sig markant de seneste 8-12 år. Internettet er kommet, og det samme er både nyhedskanaler og et kraftigt øget antal nyhedsudsendelser. Alt i alt har det intensiveret konkurrencen helt enormt, når nyhedskanaler og webmedier konstant skal holdes opdateret for at fastholde brugernes opmærksomhed. Og det vil sige, at enhver lille og ubetydelig nyhed slipper igennem det journalistiske filter, fordi nyhedsmaskineriet producerer i stadig højere gear.
Undersøgelser har da netop også påvist, at antallet af nyhedshistorier er eksploderet de senere år. Men er der nogen, der spørger, om det betyder, at denne vækst rent faktisk består af substantielle nyheder? Har det kraftigt øgede antal nyhedshistorier reelt bund i virkeligheden? Nej, det har det selvfølgelig ikke, men for at blive ved med at fodre nyhedsmonstret med stadig flere nyheder, har man været nødsaget til at tage andre nyhedskriterier i brug, end dem journalister har brugt i de sidste hundrede år. Det nye nyhedskriterium er drama.
Hvis journalister indimellem kritiseres for at have rød slagside i den politiske dækning, så har en stor del af dem gjort sig velfortjent til mistanken den seneste uges tid.
Med undren har man kunnet følge en journalistisk dækning i adskillige dage, som har været voldsomt kritisk mod en bred aftale hen over midten med alle de store og økonomisk ansvarlige partier
Den journalistiske dækning har i adskillige dage i træk været kritisk mod en bred aftale hen over midten med alle de store og økonomisk ansvarlige partier - til fordel for en helt snæver aftale med det yderligtgående parti Enhedslisten. Og sjældent har man set
Den sidste uges journalistiske dækning af de politiske begivenheder omkring skattereformen er et sådant eksempel. Sjældent har man set en så massiv journalistisk dækning af et emne med så lidt substans.
er de langt fra selv uden skyld - som når pressen siden sidste fredag har ført en helt intensiv, kritisk journalistisk dækning af den brede aftale, altimens den smalle aftale med Enhedslisten, som ikke blev til noget er blevet forherliget.
Aldrig tidligere har man set en journalistisk dækning af en så tynd kop te, som det har været tilfældet i en næsten samlet presses absurde dækning af striden mellem Enhedslisten og regeringen. Der er ubegribelig lidt reel substans i den konflikt, som de fleste medier har valgt at fokusere at være den helt bærende vinkel i skattereformen. Skulle eksempelvis en dansker komme flyvende ind fra udlandet efter mange år væk fra Danmark, ville vedkommende
Langt mere er på spil end et forsmået yderligtgående parti. Danmarks fremtidige konkurrenceevne, muligheden for at få skabt et system, hvor der er klarere økonomiske forskelle på at arbejde og være uden arbejde. Skattereformen er ikke for sjov. Den er virkelig vigtig - ikke for at lave traditionel omfordeling, som er venstrefløjens kendemærke, men for at skabe incitamenter for borgerne til at arbejde endnu mere, som er det eneste, der kan skabe grundlaget for den levefod, vi ønsker at have.
Men de traditionelle nyhedskriterier er under opløsning. Væsentlighed har været ét af de helt centrale i journalistikken i årtier, ja mere end det. Men den kraftigt accelererende nyhedsstrøm skabt af 24/7 nyhedskanaler samt netmedierne har gjort dramaet til et særskilt nyhedskriterium - til stor skade for journalisters evne til at se den gode, den relevante og den vigtigste historie.
Og for at der er drama, skal der meget gerne være konflikt. Er konflikten der ikke, kan man skabe én. I denne sag har kun én part - foruden pressen - ønsket at skabe og puste til en konflikt, nemlig Enhedslisten. Men medierne er endnu engang ukritisk hoppet på Enhedslistens dagsorden, der er papirstynd:
Hvad er reelt forskellene på den indgåede skattereform, og den der ville være indgået med Enhedslisten? Der er flere, men det der bærer den øjeblikkelige indignation er, at man ikke vil fortsætte med at have en automatisk velstandsstigning for modtagere af overførselsindkomst, når ikke engang folk i arbejde har samme garanti. Man har valgt at fastholde den hidtidige købekraft, og der er altså ikke tale om en forringelse.
Enhedslisten og nogle få SF'ere, som ikke brokkede sig, da deres parti fremlagde netop dette i slutningen af maj som regeringens politik, vil derimod yderligere øge købekraften og velstanden hos modtagere af overførselsindkomster - helt ude af tråd med tidens ånd. Alle andre spænder livremmen ind og må indstille sig på e uændret eller en lavere levestandard, og over hele Europa er det gået op for befolkningerne, at der er levet over evne i forhold til, hvad vi har råd til.
I dette klima skaber det altså enorm opstandelse og ekstrem stor bevågenhed fra medier, der med sympati ser på den yderste venstrefløjs forargelse over, at man ikke vil sende endnu flere penge efter førtidspensionister, ledige og kontanthjælpsmodtagere. Det er derfor manipulation, når Enhedslisten med vanlig svulstig retorik bruger villige medier til at bilde befolkningen ind, at man har "stjålet" penge fra modtagere af overførselsindkomster. Vi taler altså om penge, de end aldrig har fået.
Ejendommeligt er det også at se en så massiv kritisk presse mod den indgåede aftale, som indbefatter et stort flertal i Folketinget - faktisk er over 75 pct. af vælgerne repræsenterede ved aftalepartierne. Men havde man indgået en aftale med Enhedslisten, ville kun 51 pct. af vælgerne være repræsenterede.
Da VK-regeringen indgik snævre aftaler med Dansk Folkeparti, var pressen og den yderste venstrefløj særdeles kritiske overfor blokpolitikken. Nu har man landet en meget bred aftale, men den kritiske journalistik går på, hvorfor man ikke lavede den smalle aftale med Enhedslisten. Læserne og seerne må da få det indtryk, at journalister godt kan lide brede aftaler, fordi de røde ikke må holdes udenfor, hvorimod smalle aftaler er at foretrække, hvis det kan holde de blå partier udenfor. Jeg siger ikke, at man ikke kan dække regeringens valg af aftaleparter kritisk - det er det helt massive omfang af kritikken, der er vigtig her, og det skaber grobund for den allestedsnærværende beskyldning om, at journalister vitterlig er røde. Og det har man kun sig selv at takke for.
Den groteske væg-til-væg dækning af en stridighed, som står mellem et meget bredt flertal i Folketinget på den ene side og en flok aldrig tilfredse stærkt venstreorienterede mennesker har nok potentiale til at være en god historie. Men det kan ikke trække seks dages evindelig dækning - og da slet ikke, når de fleste medier her på sjettedagen stadig er aldeles ukritiske overfor Enhedslisten, der fremstiller den indgåede skatteaftale som om, man har sendt overførselsesindkomstmodtagerne i den sociale massegrav.
Tilbage står, at de sociale forskelle mellem en blå og den røde skattereform er latterlig lille. Den handler i bund og grund om, hvorvidt man ikke forbedrer og ikke forringer vilkårene for ledige, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere mv. - eller om man skal styrke deres levestandard yderligere i en tid, hvor alle må vise tilbageholdenhed. At det kan få det danske mediebillede til fuldstændig at tilte, gavner ikke den i forvejen meget lave journalistiske troværdighed. Viel Geschrei, aber wenig woll.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar