Når nu Danmark på en international målestok er et land med så ubegribelig få reelle politiske nyheder og så udstrakt politisk konsensus, er det ikke altid sjovt at være journalist med store krav om at fylde et stort antal spalter og sendeminutter ud hver dag. Faktisk er det slet ikke muligt at producere så meget journalistik, som der rent faktisk produceres - i hvert fald ikke hvis det samtidig skal være meningsfyldt.
Oprindeligt blev de politiske nyheder målt på, om de var væsentlige. Og værdien af nyhederne blev vurderet på den effekt og de konsekvenser, de havde på borgerne.
Det betød langt mindre historier, artikler og tv-indslag om politik, end vi ser i dag. Er det så fordi, at antallet af politiske nyheder er eksploderet?
Nej, på ingen måde.
Der er ikke nogen revolutionerende udvikling i omfanget af substantielle politiske nyheder, men når politik alligevel fylder mange gange mere i mediebilledet i dag end for bare fem eller 10 år siden, er det fordi, politisk journalistik har udviklet sig til i meget høj grad at være underholdning med dramajournalistik, personstof og konflikter fra den politiske verden, mens de kedelige og væsentlige politiske historier er fortrængt.
Årsagen er ikke mindst, at underholdning appellerer langt bedre til seerne og læserne end tør information og oplysning, som til alle tider ellers har været journalistikkens raison d'être at oplyse og informere - blandt andet om de kedelige, tørre politiske nyheder fra Christiansborg, EU mv.
Men det er simpelthen sjovere og mere underholdende at se mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu har til gode at blive udsat for en kritisk journalist som bider sig fast, med fråde om munden, end det er at høre om det substantielle indhold af skattereformen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Og når nu mange mennesker synes, at væsentlighed er kedeligt, men konflikt, drama og sensation er sjovt, så er har mange journalister og redaktører i dag den faglige indstilling, at det er bedre at give læserne og seerne det de vil have - og for alt i verden undgå at kede dem.
Underholdning, konflikt, drama og personfixeret journalistik er kernen i tabloidjournalistik, der isoleret set er en legitim journalistisk disciplin for aviser som Ekstra Bladet og B.T. Problemet opstår, når selv den seriøse del af journalistikken tabloidiseres, som mange redaktører anerkender er tilfældet uden at gøre nogen større indsats selv for at stoppe udviklingen.
Resultatet er forløb, som det vi har set omkring skattereformen, hvor regeringen valgte at lave en bred, bæredygtig aftale hen over midten med V og K fremfor en snæver blokpolitisk aftale med Enhedslisten. Brede aftaler er langt sundere end snævre - ikke mindst når det handler om danskeres økonomi, lyst til forbrug, tryghedsfølelse osv.
Når jeg har et nogenlunde kendskab til de fleste detaljer i skattereformen, er det kun fordi, jeg selv har opsøgt det og direkte ledt efter det. For det er ikke dét, der har fyldt i medierne, der heller ikke i væsentlig grad har beriget os med perspektiveringer af aftalen.
Det der har fyldt mest har derimod været al den ramasjang, drama, råb og skrig, som Enhedslisten skabte, og som store dele af medierne hjalp partiet med at holde liv i mere end to uger efter.
Regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have repræsenteret blot 50 pct. - og endnu mindre, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger. Den smalle aftale ville have været foragt for befolkningen, ikke mindst fordi de fire partier lige siden valget har haft mindre end halvdelen af befolkningen bag sig.
I det lys er det en ret underlig pressedækning af skattereformen, hvor langt hovedparten af medierne hjælper Enhedslisten med at sætte kritisk fokus på den brede aftale, mens der er en iboende forherligelse af den smalle. Store dele af pressen har beredvilligt sat fokus på de ting, som er dårlige ved skattereformen set ud fra et venstreekstremt synspunkt, og hvor godt det ville have været, hvis regeringen i stedet havde indgået aftalen med Enhedslisten. Men det er svært at få øje på, hvad der skulle hidse Enhedslisten så enormt meget op, som det var tilfældet.
Enhedslisten havde endda selv accepteret både en lettelse i topskatten samt en øget lighed målt ved ginikoefficienten.
Kogt ind til benet var der reelt set kun ét punkt, som for alvor kunne hidse Enhedslisten op - et punkt, som pressen kunne have pillet ned som ren propaganda ved at tilføre det faktiske oplysninger og en seriøs proportionering.
Dette punkt var, at regeringen sammen med V og K har besluttet - ikke fra næste år, men fra 2016 hvor de fleste af dem der i dag er ledige eller på kontanthjælp forhåbentlig er kommet videre - at bremse den meget generøse udvikling i overførselsindkomsterne.
Hvor de fleste lønmodtagergrupper må nøjes med at se deres løn stige med inflationen, og andre tilmed har måttet tåle direkte lønnedgang, har de ikke-arbejdende kunnet gnide sig i hænderne over, at deres købekraft stiger år for år - og vel at mærke gør det flere år endnu.
I international sammenhæng er de økonomisk dårligst stillede her til lands dybt priviligerede i forhold til stort set alle andre dårligt stillede i stort set hele verden. En førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager har i dag med lidt økonomisk disciplin endda råd til at købe iPhones, spillekonsoller og andre luksusgoder. Det er et faktum.
Men for Enhedslisten er det altså ikke nok, når regeringen med V og K garanterer denne i international sammenhæng meget høje levestandard, som millioner af mennesker i Rusland, Kina, Indien, Mellemøsten, Afrika ville sætte livet på spil for at opnå - nej, Enhedslisten får lov til igen og igen at hamre løs på regeringen over, at disse grupper ikke til stadighed skal have udvidet købekraften, så de bliver endnu bedre stillede. Man kan faktisk undre sig over Enhedslistens mangel på solidaritet med de virkelig fattige i denne verden ved at kræve endnu mere købekraft til overførselsindkomstmodtagerne. Måske fordi sidstnævnte har stemmeret i Danmark, mens fattige mennesker uden for landets grænser ikke kan stemme på Enhedslisten.
Selvfølgelig er det en potentiel superhistorie, at Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for regeringen melder ud, at man ikke længere er støtteparti. Problemet er bare, at det realpolitisk er helt usandsynligt, at det får den mindste praktiske betydning andet end noget ondt blod i en periode.
Der er altså med andre ord slet ikke substans til den konflikt, pressen optegner og tilmed endda selv pumper op. Man kan sagtens lade Enhedslisten komme ud med sine budskaber - en enkelt dag eller to måske, men hvorfor er der ingen, som spørger Johanne, Per og Pernille, om de ikke hidser sig lige vel meget op over i den store sammenhæng små detaljer - om de ikke bare lukrerer på situationen ved at profilere sig lidt vel hårdt?
Nej, fordi alt for mange modspørgsmål ville have fået hele historien til at falde sammen som en dårlig budding og ødelægge den fede, saftige sommeragurk, som pressen satte tænderne i og gnaskede fornøjet i.
Konsekvensen af den bovlamme presse er ikke uden betydning - ikke mindst for S og SF, der lider styrtblødning af vælgere, som strømmer over til Enhedslisten. Men masser af disse vælgere har via medierne fået tilvejebragt et forkert og for enøjet billede af de faktiske forhold, hvor Johanne kommer til at fremstå som en fantastisk kvinde med letforståelige og enkle budskaber. Man kan begræde den manglende ligestilling, for en borgerlig mand i fyrrerne eller halvtredserne var aldrig sluppet afsted med de samme forsimplede budskaber uden kritiske spørgsmål fra journalister. Det kræver sin kvinde, og tilmed en ung og charmerende én af slagsen. Der er nok en grund til, at den mindre charmerende, men meget mere erfarne Frank Aaen ikke er frontfigur.
Enhedslisten er og bliver et meget yderligtgående parti, og den slags skal - uanset om det er venstre- eller højreekstreme mødes af en meget stærk og kritisk presse. I dette tilfælde synes store dele af medierne at have glemt - som Sass Larsen var nødt til at påpege, når nu ingen andre gjorde det - at partiet er et sammenrend af trotskister, kommunister, leninister og maoister, og at de bagvedliggende ideologier trækker et blodigt spor af undertrykkelse, død, ødelæggelse og menneskelig forarmelse, som intet andet parti i fredelige Danmark er i nærheden af at være i familie med. Der er totalitært tænkende mennesker, som forherligede de modbydelige regimer i Østblokken, og som i modsætning til Ole Sohn ikke angrer deres støtte til de onde systemer.
Partisoldaternes realitetssans er helt anderledes end alle andre partiers. Selv de mest åbenlyse sandheder, som alle andre er enige om, benægter partiets topfolk uden blusel, som det for eksempel er tilfældet i Børsens interview med Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er et parti, som i en stribe henseender lever i en parallel verden til den, vi andre befinder os i - altimens partiet beskrives og behandles i væsentlige dele af pressen, som om det var et helt normalt parti. For eksempel anerkender partiet ikke værdien i, at driftige og dygtige mennesker opbygger store virksomheder med masser af arbejdspladser. For partiet er den slags aktivitet ondsindet og udbyttende og skal brandbeskattes.
Den slags er et ret rabiat synspunkt, som normaliseres af danske journalister - og igen, hvis man måler det på en international målestok, ville Danmark blive opfattet som kommunistvenligt, fordi vi har taget et sådant parti helt ind i magtens centrum.
I forhold til fællesskabet er der også en pris at betale, når Enhedslisten får lov til at få taletid og spalteplads til uimodsagt at fremstille verden som om, der er overgået en meget voldsom uretfærdighed for de økonomisk dårligst stillede - her i verdens mest retfærdige og lige land. Der praktiseres en hadefuld retorik mod de bedst stillede, som man i forvejen tvinger flere penge ud af end tilsvarende noget andet steds i verden. Alligevel fortsætter man den grimme og intimiderende tone, som om de penge disse mennesker har tjent i første omgang tilhører Enhedslisten og staten.
Det er som rockere og pengeafpressere, der kommer og kræver penge af folk. Når det lykkes at tvinge penge ud af folk, kommer de igen - helt indtil der ikke længere er noget at komme efter. I Enhedslistens univers er der ingen rimelighedsgrænse, for hvornår man har betalt nok. De vil blive ved med at presse, true og lægge for had, indtil de har taget alle de penge, som andre har tjent på ærlig og redelig vis.
Læg dertil partiets foragt for Grundloven og for basale menneskerettigheder, som det kan tolkes ud af principprogrammet. Når en journalist tager sig sammen og stiller et spagfærdigt kritisk spørgsmål til de grufulde formuleringer, tager han til takke med et svar om, at principprogrammets formuleringer nok også trænger til en modernisering. Men bundlinjen er stadig ubesvaret: Er partiet antidemokratisk, som det fremgår af programmet, eller ej.
På overfladen tegnes et billede af Enhedslisten som et meget renfærdigt parti med ædle idealer, der vil de dårligst stillede det så godt. Det er partiets positive side.
Men partiet har også en grim, mørk side, som ingen medier endnu for alvor taget fat om - det gælder altså både partiets principprogram, det gælder partiets medlemmer og partisoldater, hvor nogle har sorte historier, og det gælder ikke mindst de konsekvenser, som Enhedslisten i dag påfører landet og sammenhængskraften.
Er der nogen journalister derude, som har tænkt sig at rette op på de forsømmelser?
Oprindeligt blev de politiske nyheder målt på, om de var væsentlige. Og værdien af nyhederne blev vurderet på den effekt og de konsekvenser, de havde på borgerne.
Det betød langt mindre historier, artikler og tv-indslag om politik, end vi ser i dag. Er det så fordi, at antallet af politiske nyheder er eksploderet?
Nej, på ingen måde.
Der er ikke nogen revolutionerende udvikling i omfanget af substantielle politiske nyheder, men når politik alligevel fylder mange gange mere i mediebilledet i dag end for bare fem eller 10 år siden, er det fordi, politisk journalistik har udviklet sig til i meget høj grad at være underholdning med dramajournalistik, personstof og konflikter fra den politiske verden, mens de kedelige og væsentlige politiske historier er fortrængt.
Årsagen er ikke mindst, at underholdning appellerer langt bedre til seerne og læserne end tør information og oplysning, som til alle tider ellers har været journalistikkens raison d'être at oplyse og informere - blandt andet om de kedelige, tørre politiske nyheder fra Christiansborg, EU mv.
Men det er simpelthen sjovere og mere underholdende at se mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, der endnu har til gode at blive udsat for en kritisk journalist som bider sig fast, med fråde om munden, end det er at høre om det substantielle indhold af skattereformen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Og når nu mange mennesker synes, at væsentlighed er kedeligt, men konflikt, drama og sensation er sjovt, så er har mange journalister og redaktører i dag den faglige indstilling, at det er bedre at give læserne og seerne det de vil have - og for alt i verden undgå at kede dem.
Underholdning, konflikt, drama og personfixeret journalistik er kernen i tabloidjournalistik, der isoleret set er en legitim journalistisk disciplin for aviser som Ekstra Bladet og B.T. Problemet opstår, når selv den seriøse del af journalistikken tabloidiseres, som mange redaktører anerkender er tilfældet uden at gøre nogen større indsats selv for at stoppe udviklingen.
Resultatet er forløb, som det vi har set omkring skattereformen, hvor regeringen valgte at lave en bred, bæredygtig aftale hen over midten med V og K fremfor en snæver blokpolitisk aftale med Enhedslisten. Brede aftaler er langt sundere end snævre - ikke mindst når det handler om danskeres økonomi, lyst til forbrug, tryghedsfølelse osv.
Når jeg har et nogenlunde kendskab til de fleste detaljer i skattereformen, er det kun fordi, jeg selv har opsøgt det og direkte ledt efter det. For det er ikke dét, der har fyldt i medierne, der heller ikke i væsentlig grad har beriget os med perspektiveringer af aftalen.
Det der har fyldt mest har derimod været al den ramasjang, drama, råb og skrig, som Enhedslisten skabte, og som store dele af medierne hjalp partiet med at holde liv i mere end to uger efter.
Regeringens aftale med V og K repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, mens en aftale med Enhedslisten ville have repræsenteret blot 50 pct. - og endnu mindre, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger. Den smalle aftale ville have været foragt for befolkningen, ikke mindst fordi de fire partier lige siden valget har haft mindre end halvdelen af befolkningen bag sig.
I det lys er det en ret underlig pressedækning af skattereformen, hvor langt hovedparten af medierne hjælper Enhedslisten med at sætte kritisk fokus på den brede aftale, mens der er en iboende forherligelse af den smalle. Store dele af pressen har beredvilligt sat fokus på de ting, som er dårlige ved skattereformen set ud fra et venstreekstremt synspunkt, og hvor godt det ville have været, hvis regeringen i stedet havde indgået aftalen med Enhedslisten. Men det er svært at få øje på, hvad der skulle hidse Enhedslisten så enormt meget op, som det var tilfældet.
Enhedslisten havde endda selv accepteret både en lettelse i topskatten samt en øget lighed målt ved ginikoefficienten.
Kogt ind til benet var der reelt set kun ét punkt, som for alvor kunne hidse Enhedslisten op - et punkt, som pressen kunne have pillet ned som ren propaganda ved at tilføre det faktiske oplysninger og en seriøs proportionering.
Dette punkt var, at regeringen sammen med V og K har besluttet - ikke fra næste år, men fra 2016 hvor de fleste af dem der i dag er ledige eller på kontanthjælp forhåbentlig er kommet videre - at bremse den meget generøse udvikling i overførselsindkomsterne.
Hvor de fleste lønmodtagergrupper må nøjes med at se deres løn stige med inflationen, og andre tilmed har måttet tåle direkte lønnedgang, har de ikke-arbejdende kunnet gnide sig i hænderne over, at deres købekraft stiger år for år - og vel at mærke gør det flere år endnu.
I international sammenhæng er de økonomisk dårligst stillede her til lands dybt priviligerede i forhold til stort set alle andre dårligt stillede i stort set hele verden. En førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager har i dag med lidt økonomisk disciplin endda råd til at købe iPhones, spillekonsoller og andre luksusgoder. Det er et faktum.
Men for Enhedslisten er det altså ikke nok, når regeringen med V og K garanterer denne i international sammenhæng meget høje levestandard, som millioner af mennesker i Rusland, Kina, Indien, Mellemøsten, Afrika ville sætte livet på spil for at opnå - nej, Enhedslisten får lov til igen og igen at hamre løs på regeringen over, at disse grupper ikke til stadighed skal have udvidet købekraften, så de bliver endnu bedre stillede. Man kan faktisk undre sig over Enhedslistens mangel på solidaritet med de virkelig fattige i denne verden ved at kræve endnu mere købekraft til overførselsindkomstmodtagerne. Måske fordi sidstnævnte har stemmeret i Danmark, mens fattige mennesker uden for landets grænser ikke kan stemme på Enhedslisten.
Selvfølgelig er det en potentiel superhistorie, at Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for regeringen melder ud, at man ikke længere er støtteparti. Problemet er bare, at det realpolitisk er helt usandsynligt, at det får den mindste praktiske betydning andet end noget ondt blod i en periode.
Der er altså med andre ord slet ikke substans til den konflikt, pressen optegner og tilmed endda selv pumper op. Man kan sagtens lade Enhedslisten komme ud med sine budskaber - en enkelt dag eller to måske, men hvorfor er der ingen, som spørger Johanne, Per og Pernille, om de ikke hidser sig lige vel meget op over i den store sammenhæng små detaljer - om de ikke bare lukrerer på situationen ved at profilere sig lidt vel hårdt?
Nej, fordi alt for mange modspørgsmål ville have fået hele historien til at falde sammen som en dårlig budding og ødelægge den fede, saftige sommeragurk, som pressen satte tænderne i og gnaskede fornøjet i.
Konsekvensen af den bovlamme presse er ikke uden betydning - ikke mindst for S og SF, der lider styrtblødning af vælgere, som strømmer over til Enhedslisten. Men masser af disse vælgere har via medierne fået tilvejebragt et forkert og for enøjet billede af de faktiske forhold, hvor Johanne kommer til at fremstå som en fantastisk kvinde med letforståelige og enkle budskaber. Man kan begræde den manglende ligestilling, for en borgerlig mand i fyrrerne eller halvtredserne var aldrig sluppet afsted med de samme forsimplede budskaber uden kritiske spørgsmål fra journalister. Det kræver sin kvinde, og tilmed en ung og charmerende én af slagsen. Der er nok en grund til, at den mindre charmerende, men meget mere erfarne Frank Aaen ikke er frontfigur.
Enhedslisten er og bliver et meget yderligtgående parti, og den slags skal - uanset om det er venstre- eller højreekstreme mødes af en meget stærk og kritisk presse. I dette tilfælde synes store dele af medierne at have glemt - som Sass Larsen var nødt til at påpege, når nu ingen andre gjorde det - at partiet er et sammenrend af trotskister, kommunister, leninister og maoister, og at de bagvedliggende ideologier trækker et blodigt spor af undertrykkelse, død, ødelæggelse og menneskelig forarmelse, som intet andet parti i fredelige Danmark er i nærheden af at være i familie med. Der er totalitært tænkende mennesker, som forherligede de modbydelige regimer i Østblokken, og som i modsætning til Ole Sohn ikke angrer deres støtte til de onde systemer.
Partisoldaternes realitetssans er helt anderledes end alle andre partiers. Selv de mest åbenlyse sandheder, som alle andre er enige om, benægter partiets topfolk uden blusel, som det for eksempel er tilfældet i Børsens interview med Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er et parti, som i en stribe henseender lever i en parallel verden til den, vi andre befinder os i - altimens partiet beskrives og behandles i væsentlige dele af pressen, som om det var et helt normalt parti. For eksempel anerkender partiet ikke værdien i, at driftige og dygtige mennesker opbygger store virksomheder med masser af arbejdspladser. For partiet er den slags aktivitet ondsindet og udbyttende og skal brandbeskattes.
Den slags er et ret rabiat synspunkt, som normaliseres af danske journalister - og igen, hvis man måler det på en international målestok, ville Danmark blive opfattet som kommunistvenligt, fordi vi har taget et sådant parti helt ind i magtens centrum.
I forhold til fællesskabet er der også en pris at betale, når Enhedslisten får lov til at få taletid og spalteplads til uimodsagt at fremstille verden som om, der er overgået en meget voldsom uretfærdighed for de økonomisk dårligst stillede - her i verdens mest retfærdige og lige land. Der praktiseres en hadefuld retorik mod de bedst stillede, som man i forvejen tvinger flere penge ud af end tilsvarende noget andet steds i verden. Alligevel fortsætter man den grimme og intimiderende tone, som om de penge disse mennesker har tjent i første omgang tilhører Enhedslisten og staten.
Det er som rockere og pengeafpressere, der kommer og kræver penge af folk. Når det lykkes at tvinge penge ud af folk, kommer de igen - helt indtil der ikke længere er noget at komme efter. I Enhedslistens univers er der ingen rimelighedsgrænse, for hvornår man har betalt nok. De vil blive ved med at presse, true og lægge for had, indtil de har taget alle de penge, som andre har tjent på ærlig og redelig vis.
Læg dertil partiets foragt for Grundloven og for basale menneskerettigheder, som det kan tolkes ud af principprogrammet. Når en journalist tager sig sammen og stiller et spagfærdigt kritisk spørgsmål til de grufulde formuleringer, tager han til takke med et svar om, at principprogrammets formuleringer nok også trænger til en modernisering. Men bundlinjen er stadig ubesvaret: Er partiet antidemokratisk, som det fremgår af programmet, eller ej.
På overfladen tegnes et billede af Enhedslisten som et meget renfærdigt parti med ædle idealer, der vil de dårligst stillede det så godt. Det er partiets positive side.
Men partiet har også en grim, mørk side, som ingen medier endnu for alvor taget fat om - det gælder altså både partiets principprogram, det gælder partiets medlemmer og partisoldater, hvor nogle har sorte historier, og det gælder ikke mindst de konsekvenser, som Enhedslisten i dag påfører landet og sammenhængskraften.
Er der nogen journalister derude, som har tænkt sig at rette op på de forsømmelser?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar