Men krisen er langt værre og mere vidtspredt end som så, for den omfatter ikke kun dagbladene - det er en regulær tillidskrise, og den omfatter pressen som institution og journalistikken som fag. Anseelsen, respekten og den oplevede værdi af pressens arbejde er ved at blive undergravet, og for hver dag der går, udvandes fortællingen om, at pressen er en hjørnesten i demokratiet, den fjerde statsmagt osv. Den negative udvikling fremgår med al tydelighed i en undersøgelse af Burson-Marsteller, som viser, at det nu er færre end hver fjerde dansker, som har tillid til det mediernes historier.
En del af forklaringen på den udprægede tillidskrise mellem medierne og befolkningen skal bla. findes i den markante gratisbølge, som har skyllet ind over medierne i de seneste 15 år, og hvor medierne har skudt sig selv meget mere i fødderne, end man undervejs gjorde sig begreb om. Det er nemlig ikke bare indtægterne, som er hårdt ramt - det er meget værre, for det er i høj grad også borgernes, brugernes, læsernes opfattelse af journalistikkens og pressens betydning.
Da internettet for alvor fik sit folkelige gennembrud i midten og slutningen af halvfemserne, var det for alle medie- og dagbladshuse kun et spørgsmål om at komme først - indtjening og profit på internetaktiviteterne var sekundært. Tendensen blev forstærket af dotcom-boblen op til årtusindskiftet, hvor stadig mere vidtløftige internetprojekter blev værdiansat til milliardbeløb på børsen, selv helt uden nogen form for substans eller indtjening. Man kan dårligt laste medierne for, at man dengang forfulgte gratis-princippet.
Man kan til gengæld bebrejde medierne, at man senere ikke indså, at gratisvejen på webmedierne ikke var farbar i længden, - ja, man kan kritisere dem for, at de overhovedet ikke havde blik for de store skadevirkninger, det på sigt ville medføre og for at agere kortsigtet.
Det skulle blive meget værre. I 2001 lanceredes gratisaviser i Danmark, som over en årrække foruden de to første - metroXpress og Urban - fostrede udgivelser som 24timer, dato og Nyhedsavisen. Sideløbende kom stadig flere gratismagasiner til verden. Der har fæstnet sig en grundopfattelse af, at gratisaviserne var en gave til samfundet - men sandheden er naturligvis mere nuanceret end som så, for der er også en ikke ubetydelig bagside.
Altsammen støbte det fundamentet til en helt ny opfattelse af, hvad værdien af pressen, medierne og journalistik er: Nul. Man vænnede en hel generation (og det har nu afsmittet på resten af befolkningen) til, at journalistik er værdisat til lige præcis ingenting. Man kan så rigeligt få dækket sit behov for både journalistiske nyheder og baggrund ved at surfe på nettet og måske endda supplere med en gratisavis - og derved nemt undgå selv at skulle til lommerne og betale for journalistik og for det arbejde, pressen udfører. Det forstærker den negative udvikling i borgernes opfattelse af pressen, for det er nemt at cementere sit syn på journalister som blandt de allermest utroværdige grupper, når pressen samtidig har opdraget befolkningen til at anse værdien af deres arbejde for at være lig nul.
Det kan ikke fremstå mere krystalklart end, at den værdi som borgerne og læserne tillægger for eksempel dagbladenes journalistiske produkt simpelthen er langt lavere, end den pris dagbladene har fastsat på deres aviser Det er til syvende og sidst forklaringen på de enorme oplagsfald - disharmoni mellem produktets pris og den værdi som køberne tillægger produktet. Men det er som tidligere nævnt helt og holdent mediernes egen skyld, at det er kommet så vidt.
Opfattelsen af at journalistik ikke repræsenterer nogen særlig værdi, understøttes yderligere af, at licens i dag er en tvungen ydelse, som skal betales for at have en computer. Man - og især de yngre, som ikke ser tv-nyheder som øvrige generationer - skal direkte anstrenge sig for at få øje på nogen direkte kobling fra den tvungne betaling for at eje en computer og til DRs journalistik, TV-avisen mv. - ikke mindst da også fordi DR selv bidrager til den opfattelse, når X factor og Emil med kvinderne er det, DR markedsfører og brander sig på.
Det eneste sted hvor den journalistiske vare direkte kan til- og fravælges som et rent og enestående produkt er netop hos dagbladene, hvor alle - med de få undtagelser - oplever massiv tilbagegang over mange år.
Yderligere næring til den voksende opfattelse af at journalistik skal være gratis kommer af hele debatten om statsstøtte til medierne. Man vænner en hel befolkning til, at man dels kan få journalistik gratis uden at det er et personligt valg selv at skulle betale, dels at medier og presse er noget, som finansieres over skatten.
Man kan ikke fortænke borgerne i at opfatte pressen som værdiløst, økonomisk svagt og afhængig af offentlige midler, hvilket ikke er nogen attraktiv positionering og branding, når nu pressen burde være det modsatte - værdifuld, stærk og fuldstændig uafhængig af staten.
Hvornår mon pressen som institution indser, at udviklingen er uholdbar, og at der skal arbejdes på at ændre udviklingen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar