Det farlige tv-medie

DR bragte i forleden aften den 5. juni 2012 en amerikansk dokumentarfilm, som gik hårdt til angreb på fænomenet "arbitration clause" - en metode, som benyttes i USA helt lovligt af virksomheder, der forsøger at beskytte sig mod de berygtede amerikanske erstatningssager i millionklassen.

Filmen var klassisk amerikansk, fyldt med virkningsfuld musik, en veldisponeret sammenklipning, stærke historier om skrækkelige skæbner og medrivende personskæbner, som var havnet i en situation, hvor de på grund af at være bundet af arbitration clause var blevet afskåret fra at retsforfølge de ansvarlige for deres forskellige ulykker. For den forudsætningsløse seer en fascinerende og fængende dokumentar, som efterlader én med en klar holdning imod arbitration clause.

Men netop fascinationen er det dødsensfarlige hér, for filmen gav set ud fra en faglig-journalistisk synsvinkel et rystende indblik i, hvordan medier og journalistik kan misbruges til det yderste for at fremme en emotionel stemning til fordel for et bestemt synspunkt. Udsendelsen var gennemført ensidig, og seerne blev stopfodret med argumenter imod arbitration clause.

Det er velkendt, at enkeltindslag eller enkeltudsendelser har kunnet forandre en folkestemning. Og derfor har især tv-journalister et helt særligt ansvar, når de sidder og tilrettelægger deres produktion med et ønske om en skarp vinkel og maksimal opmærksomhed og gennemslagskraft. Ét er, når journalister uagtsomt sjusker sig ud af det uomgåelige krav om balance og tilstræbt objektivitet - noget andet er, når det sker med fuldt overlæg, og hvor alle virkemidler tages i brug i et kynisk ærinde. Så bliver det manipulation af borgerne og misbrug af det magtmiddel, som tv-mediet er.

Filmen, som DR2 udsendte i går, var et eksempel i et sådant groft misbrug, hvor DR tilsyneladende ikke finder det betimeligt at lade krav om afbalanceret journalistik gælde, når den journalistiske historie ikke er produceret af DR eller af danske journalister.

Jeg opgav til sidst at tælle antallet af medvirkende, offerkilder, ekspertkilder mv., som var modstandere af arbitration clause. Det var til gengæld nemt at tælle de kilder, som forklarede fænomenet - der var nemlig ingen. Ordet tendentiøst er et mildt udtryk for udsendelsens retning. Sådan misbruger man tv-mediets enorme gennemslagskraft.

Ensidighed vækker altid min undren og skepsis, som når Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen ukritisk hyldes af danske journalister trods partiets helt ekstreme synspunkter. Og i forhold til arbitration clause måtte jeg søge alternativ information på nettet, når nu udsendelsens bagmænd havde besluttet sig for ikke at være objektiv informerende og for bevidst at undlade at formidle de modsatte synspunkter.

"Arbitration clause" er, viser en kort søgning, et fænomen, som støttes af den amerikanske regering med det formål at flytte tvister mellem eksempelvis virksomheder og forbrugere fra overbebyrdede retssale til voldgifter. Tilhængere af arbitration clause bruger udtrykket "alternativ tvistbilæggelse", fordi man vælger en anden vej end retssalen, som historisk i USA har været kendt som en nem genvej til de store millionerstatninger.

Upsiden for eksempelvis en forbruger i at anlægge en retssag med krav om et meget stort erstatningsbeløb er enorm i forhold til downsiden - ikke mindst fordi advokater med speciale i denne særlige disciplin arbejder efter en form for no cure, no pay princip. I realiteten bliver det tæt på gratis for forbrugere at anlægge en retssag, mens gevinsten kan være en arbejdsfri tilværelse resten af livet. Arbitration clause er med andre ord ikke så ensidigt det ondskab, som udsendelsen på DR2 efterlod udtrykket af. Der ligger også en forholdsvis velbegrundet årsag bag opfindelsen.

Ved at undlade at koncentrere sig om nøgtern, uafhængig og afbalanceret journalistik gør DR sig genstand for en klar meningspåvirkning i én bestemt retning uden, at der bliver lejlighed til en reelt debat af fænomenet. For det er jo slet ikke utænkeligt, at det i en gennemarbejdet udgave kan lede til bedre, hurtigere og mere kvalitetsbetonede bilæggelser af tvister til gavn for alle parter. Men har man set denne udsendelse, vil man ikke synes, at man har brug for yderligere oplysning om fænomenet: De fleste vil for længst have en negativ holdning til det.

Og det er muligt, at arbitration clause er noget ondsindet skidt. Det aner jeg ikke og kan ikke gennemskue uden at have haft muligheden for sætte mig ind i det. Men jeg véd, at journalistik kan misbruges, at tv-mediet kan misbruges ved at spille på seernes følelser, og at udsendelser med 30 kilder på den ene side og nul kilder på den anden er langt fra, hvad man bør finde i danske publicistiske medier. Den slags er farlig manipulation af folkestemningen. Det er misbrug af de penge og den tillid, vi som befolkning med bævende hånd har betroet DR og DRs medarbejdere, som hver dag burde huske sig selv på, at de sidder på betroede poster med enorm magt og indflydelse, som er givet til låns.

Og så vil nogle indvende, at der jo er tale om en dokumentarfilm, men hvor fagfolk måske kan være enige om, at der kan gælde knap så stringente krav som i rene nyhedsudsendelser, så er det blot en nørd-diskussion, som seerne ikke fatter.

For dem er og bliver en dokumentarfilm en film, som dokumenterer.