De seneste måneder er kritikken mod den danske presse taget kraftigt til. Den kommer både fra et bredt Folketing, fra organisationer og virksomheder og fra mennesker, som rent professionelt har en stor og jævnlig berøringsflade med pressen. Det er som om, man har fået nok.
I offentligheden er kritikken - som jo netop denkritiserede part, pressen og medierne, kan dosere og styre, som man vil - begrænset, og den del almindelige danskere hører om er fra petitesseafdelingen. Den eneste offentlige diskussion og problematisering handler nemlig kun om Pressenævnets rolle, og om pressens uformåenhed, når først det er gået galt.
Men det er et uskønt billede, pressen tegner, for det er ufuldstændigt og mangelfuldt i forhold til omfanget af de problemer, nogle medier står med. De langt vigtigere spørgsmål burde i stedet gå på, hvordan de meget omdiskuterede fejl helt undgås i stedet for at diskutere så intenst, hvad vi gør, når de er indtruffet.
Det fjerner behændigt fokus på det, der er langt vigtigere: Hvordan undgår vi i første omgang alle fejlene, for fejlene skulle jo for pokker gerne for alle medier være ønskværdigt at undgå. Desuden tyder noget på, at pressen også kontrollerer debatten, så vi ikke rigtig kan komme til at diskutere andre vigtige forhold. For eksempel lyder der gang på gang en bondeanger hos journalister og redaktører, når én eller anden personsag - typisk en politiker - er gået over gevind i pressen. Ugebrevet Mandag Morgen påviste bla., at mens pressen i månederne efter Lene Espersens famøse afbud til det arktiske møde (som i sidste ende fældede hende som formand) trak intet mindre end 2000 historier i pressen, mens den økonomiske krise i samme periode trak blot 800 historier. Det turde være åbenlyst for alle i dag, at det er en skandaløs ringe prioritering taget i betragtning de voldsomme konsekvenser, den økonomiske krise har på alle samfund, mens Lene Espersens mødeafbud i det store var en ligegyldig prut i hverdagens mediebillede. Det er værd at diskutere pressens, journalisters og redaktørers kompetencer og evner til at påtage sig den vigtige rolle, det er at agere vagthund på vegne af borgerne. Pressen har siden undertrykt skandalen - det er jo nemt, for det er som bekendt pressen selv, som
Det er værd at fremhæve, at det ikke er hele pressen og alle medier, som har et problem. Det er faktisk ikke så mange - men de fylder til gengæld alt for meget. Typisk har snævre fag- og nichemedier fuldstændig styr på fakta og på deres publikum, så her er journalister udmærket klar over, at historierne skal repræsentere en reel værdi for modtagerne. Det gælder medier som Altinget, Børsen, Kristeligt Dagblad, Information, Weekendavisen, men også fag- og specialmedier. Problemet er mainstream-medierne, hvor journalister er generalister, som farer fra den ene historie til den anden.
Alle kender formentlig oplevelsen af at se en historie i pressen, der omhandler et emne, man har indsigt i og kendskab til. Det er tit en rystende oplevelse, for
Der er ikke kun brug for en markant styrkelse af Pressenævnet. Det er ingen krænkelse af presse- og/eller ytringsfrihed at slå hårdt ned overfor fejl, som kunne have været undgået, men som potentielt har dramatiske konsekvenser for dem, det går ud over. Tværtimod burde ethvert retlinet og professionelt journalistisk menneske være stærk fortaler for, at man markant siger fra overfor fejl i lyset af, hvor stor skadevirkning det kan have.
Årsagerne til sygdommen i journalistikken gisnes der meget om, og man kan fremhæve en række forskellige, herunder pressens egen manglende vilje til at lytte og erkende. Men der er andre fejlkilder som, når tv-journalister lader hensynet til væsentlighed for for en vurdering af, om der er "gode billeder" i en historie. Det er i branchen en helt normal vurdering af, om en historie bringes eller ej, hvilket for den rationelle vil forekomme overraskende. Det siger sig selv, at den grundvurdering vil trække uvæsentlige sensationssøgende historier om kriminalitet mv. op, mens langt vigtigere, men mere intellektuelt bårede historier vil lide under det. Det er en væsentlig forklaring på, at dansk politik dækkes med langt større vægt på personer og mindre på substans. Der er tonsvis af tunge politikhistorier, som tv-journalister lader falde på, at der ikke er "billeder i det". Men at vurderingen er normalbilledet i en branche, gør det ikke rigtigere - i rockerkredse gælder der eksempelvis også vurderinger på basis af et normalbillede i disse snævre kredse, men som vil være dybt anstødelige på omverdenen.
Hele debatten, der ikke som ønsket har foregået i fuld åbenhed, frit og fordomsfrit, synes dog at have koncentreret sig om, når fejlen først er sket. En stor del af omdrejningspunktet har været det utilstrækkelige Pressenævn, som først kommer i spil, når skaden er indtruffet.
Politikere, virksomheder og organisationer samt mange andre professionelle aktører i og omkring den off
Hvis det er gået hen over hovedet på Dem, kære læser, at politikere og mange andre professionelle aktører i og omkring den offentlige debat, udtrykker så stor mistillid til pressens arbejde, at de truer medierne med et decideret politisk indgreb - så er det ikke deres skyld.
Det er en ganske alvorlig sag, der potentielt kan intimidere så vigtige begreber som ytrings- og pressefriheden, men debatten gør så ondt på medierne, at man ikke
slet ikke har bemærket, at der i de seneste måneder er fremvokset en stadig mere udpræget mistillid over pressens arbejde, er det ikke Deres skyld.
Mistilliden, som især politikere og andre professionelle aktører i den offentlige debat, giver udtryk for i skarpe vendinger, er tilsyneladende ikke noget, medierne har lyst til at dele med læserne og seerne andet end helt sporadisk. Pressen er i hvert fald selv skyld i, hvis man måtte få den opfattelse, at der foregår en direkte bevidst undertrykkelse af en meget vigtig debat. Til sammenligning har Henrik Sass Larsens tilbagekomst med et slag på tasken fået 10 gange så meget
Mistilliden har bund i befolkningen.
De, kære læser, har næppe bemærket, at der i de senere måneder og år har ulmet en stadig mere udpræget mistillid til pressens arbejde, som netop er ved at kulminere i et muligt politisk indgreb for at undgå, at pressen udvikler sig til skade for demokratiet.
Selvom det er hårde ord, er det sådan, mange fagfolk, politikere og andre, som rent professionelt dagligt beskæftiger sig med pressen, ser på det - men kritikken når kun i meget begrænset udstrækning ud til den danske befolkning, så De får slet ikke muligheden for at følge debatten, med mindre de aktivt selv opsøger den i smalle fagmedier.
Debatten og den markante kritik synes ikke at være noget, pressen ønsker at bringe ud til en større offentlighed. Den kører stort set udelukkende i små, afgrænsede fora langt væk fra almindelige mennesker, og når kun helt sporadisk ud til den brede befolkning gennem de store massemedier som DR, TV 2, de brede dagblade, netmedier og gratisaviser. Det er påfaldende, at en så alvorlig sag ikke når ud i de brede medier, - det er så påfaldende, at man kan få et indtryk af, at medierne ønsker at undertrykke debatten. Selv helt døgnaktuelle og noget mere uvæsentlige nyheder
Debatten er ubehagelig for journalister og redaktører, og den finder - formentlig af den årsag - kun sporadisk vej til de brede massemedier, dvs. de større aviser, DR, TV 2 mv. Udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til Socialdemokraternes gruppeformand og andre lignende politiske personsager kan på få dage få langt flere sendeminutter og spaltemilimeter end den helt fundamentale og vigtige debat om pressens ansvar i forhold til det omgivende samfund.
Det er uheldigt, at den almindelige dansker ikke umiddelbart får kendskab til den væsentlige debat, og derfor er der heller ingen - udover de professionelle - som aner, at der forleden på Christiansborg blev afholdt en stor høring om problemet, og hvor medierne fik flere klokkeklare advarsler om at få rettet op på situationen.
Hvad er da problemet? Der er for mange fejl og mangler i det journalistiske arbejde, og der er opstået en forvredet opfattelse af, hvad der er vigtigt. Nyhedskriterierne har forvandlet sig, så væsentlighed som nyhedskriterium ofte er afløst af drama og personfixering - ikke mindst i det politiske liv.
Mange kender den oplevelse, at hvis man i pressen ser en historie om et emne, man selv er godt inde i, chokeres man over kvaliteten og over, hvor lidt den pågældende journalist faktisk har forstået.
Desværre tyder meget på, at det mere er reglen end undtagelsen. Bortset fra niche-, fag- og specialmedier som Børsen, Weekendavisen eller snævre nichesites
Ret skal være ret. Af alle medier har Ekstra Bladet valgt en lidt anderledes tilgang til problemerne - ganske vist blot en enkelt seance, men det er da en start: Chefredaktør Poul Madsen gik mandag middag på live-chat med læserne, som kunne give deres mening til kende råt for usødet.
En svale gør ingen sommer, som man siger, og der er stadig meget langt, før medierne af et godt og oprigtigt hjerte har åbnet sig for borgernes kritiske røster. Der er masser at tage fat på - og hvad er der nu galt med at erkende, at man er fuld af fejl. Det vil da være næsten unaturligt andet i lyset af det enorme journalistiske output, der kommer hver dag. Fejlene er ikke i sig selv det værste - det er derimod uviljen til at erkende dem og rette op på dem. Det er umuligt at modarbejde fejl, hvis man bilder sig ind, at man lever i en noget nær nulfejlskultur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar