Et godt eksempel på det er sidste uges sarkastiske salve fra Pia Kjærsgaard rettet mod Danske Bank. At hun tør stille sig frem og konfrontere sin egen troværdighed mod Danske Banks viser med stor tydelighed, hvor svækket Danske Banks omdømme er blevet - at selv en omstridt politiker som Pia Kjærsgaard kan hente hurtige - nogle vil mene billige - point på at håne Danske Bank, som i forvejen angribes fra alle sider. Det er både et udtryk for, at respekten for Danske Bank er fundamentalt forandret siden bankens storhedstid - og så er det selvfølgelig også endnu et bevis på Pia Kjærsgaards aldrig svigtende evne til at lure folkestemningen.
Kjærsgaards perfiditet mod Danske Bank indbefatter også en kritik mod pressen, fordi hun udtrykker sin undren over, at Ritzau i det hele taget bruger Danske Bank som kilde i forbindelse med beregninger af konsekvenserne af skattereformen. Det er i sig selv et eksempel på hendes skarpe blik for at tage tidens populære holdninger, for hun har nok bemærket, at befolkningens tillid til beregninger, prognoser og forudsigelser fra bankøkonomer og aktieanalytikere, realkreditfolk og ejendomskæder er markant reduceret efter, at det over de seneste måneder har stået mere klart, at denne type kilder i virkeligheden er mindre ekspertkilder og i meget højere grad partskilder med egeninteresser.
Det har stadig flere læsere gennemskuet, hvilket man blandt andet ser på Børsens debatsider. Her harceleres der ofte over eksempelvis, at aktieanalytikeres position ofte i medierne fungerer som ophøjede orakler - især fordi konsekvensen af deres ikke altid særlig dygtige vurderinger er omfattende i forhold til de enkelte børsnoterede selskabers aktiekurser og dermed i forhold til småaktionærers private opsparinger. Et godt regnskab kan nemt give kursfald og omvendt, - afhængig af, hvilke særlige forhold den enkelte aktieanalytiker hæfter sig ved i virksomhedens regnskab. Få analytikeres mere eller mindre begavede prognoser og forudsigelser kan altså afgørende påvirke aktiekurserne - kursmål tilpasses virkeligheden, lang tid efter at virkeligheden har overhalet de gamle kursmål.
Den voksende skepsis findes naturligvis med udgangspunkt i, at masser af mennesker med udgangspunkt i en næsten ubegrænset og til dels medieskabt orakel-gørelse af blandt andet aktieanalytikere har investeret deres private midler i den allerstørste tillid til aktieanalytikere og bankernes anbefalinger. At det kan slå så meget fejl, som vi har set ikke bare i Danmark, men over store dele af kloden, giver naturligvis dybe, dybe ridser i borgernes tillid til økonomiske rådgivere, ansat i finanssektoren, og det er lige dét, Pia Kjærsgaard spinder nogle gode point på.
Forleden så vi et eksempel på noget, der lignede en offentlig håndafvaskning, da Nordea tre år for sent fremsætter en konstatering af, at et kollaps på boligmarkedet var både naturligt og uundgåeligt. Det er en næsten provokerende bagklogskab, som ikke gavner de boligkøbere - og måske Nordea-kunder - som købte hus eller lejlighed på toppen, uden at nogen blandt de professionelle rådgivere, man ellers netop som privatperson forlader sig på, havde stoppet festen og sagt fra. Nu kommer klogskaben simpelthen for sent.
Der var for eks. langt mere behov for de rigtige prognoser, da flexrenten steg fra bunden i 2006 og stort til det dobbelte i løbet et års tid. Rundt omkring i de små hjem talte man om, hvorledes en fordobling af flexrenten stort set førte til en fordobling i den valuta, som huse og lejligheder handles i - den månedlige nettoydelse. Og en sådan fordobling tilsiger en halvering af huspriserne - alt andet lige. At det skulle have ført til en langt tidligere og mere jævn nedsættelse af huspriserne, var ikke den agenda, som de professionelle aktører fremførte - snarere tværtimod. Vi så endda ejendomsmæglerkæderne opfordre til, at man skulle beholde sit hus og betale dobbelt husleje, fordi det kunne man jo sagtens have råd til for det prisnedslag på 200-300.000 kr., som den potentielle køber jo ellers krævede. Fremtiden har vist, at rådet var både dumt og katastrofalt - først alt for sent opfordrede ejendomsmæglerne til, at boligsælgerne i stedet skulle skrue ned for prisforventningerne.
Det er ikke svært at forstå, at kundernes - både de private og de erhvervsdrivende - står med en betydelig skepsis over for evnen til at prognosticere den økonomiske fremtid hos dem, der af medierne tilbagevendende bliver brugt som ekspertkilder.
Der er muligvis gode grunde til de betydelige fejlskud, men er det tilfældet, er de grunde ukendte for offentligheden og for kunderne - ergo tæller de ikke. Image, omdømme og troværdighed bliver kun skabt på grundlag af den fremherskende opfattelse og af det, der er kendt. Man får ikke troværdighed hos sine kunder for det alt det rigtige, man gør, men som kunderne ikke véd noget om.
Pia Kjærsgaards perfiditet mod Danske Bank rammer formentlig lige ned i, hvad masser af danskere tænker ovenpå finanskrisen. Og det betyder også, at medier og journalister får langt sværere ved i fremtiden at bruge kilder fra finanssektoren til at fremsætte, hvad der får karakter af uafhængige, uvildige ekspertudtalelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar