Det virker som om, folk har et stort behov for at give nogen skylden. Finanssektoren har allerede - og særdeles velfortjent - fået den store omgang. Det er en udbredt konsensus hos både erhvervsliv og borgere, fra kontanthjælpsmodtageren til Barack Obama i store dele af den vestlige verden om, at denne branche har svigtet enhver tillid.
Mit bud er, at der også bliver et efterspil for medierne.
Der foregår en livlig diskussion rundt omkring - sjovt nok ikke i medierne - om krisens omfang og om mediebranchens eventuelle medansvar for den voldsomme udvikling, krisen har fået.
Mange spørger sig selv, om det havde behøvet at komme så vidt. Om ikke den dommedagsagtige dækning i alverdens medier som vi så især i efteråret førte til en helt unødig og meget hård opbremsning i forbrugertilliden og forbrugernes lyst til at bruge penge. Nogle af forbrugerne er desuden erhvervsledere, og deres tillid til fremtiden blev også svækket.
De danske virksomheders samlede salg faldt således fra november til december med fire mia. kr. - sidste år steg det med én mia. kr. Og salget i december faldt med intet mindre end 20 mia. kr. fra 282 mia. kr. i 2007 til 262 mia. kr. i 2008. En betydelig del af det fald skyldes et grufuldt svigtende julesalg.
Men hvorfor svigtede forbrugerne i december? Det var endnu begrænset, hvor mange fyresedler der var udstedt, og ingen havde oplevet fald i indtægter og rådighedsbeløb. Tværtimod stod i hvert fald de danske forbrugere til at få forøget rådighedsbeløbet fra januar som følge af skattelettelser. Alligevel ændrede de dramatisk adfærd og medvirkede på den måde til sætte yderligere skub i skabe selvopfyldende dommedagsprofetier.
Sagen er, at virksomhedernes fald i salget starter i november. Indtil da var der fremgang i samtlige måneder i forhold til 2007. Men i november var den accelererende finanskrise endnu ikke dér, hvor der var nogen realøkonomiske konsekvenser af den for almindelige mennesker eller for de fleste erhvervsvirksomheder. Faldet i salget var i overvejende grad båret af negative forventninger - hos forbrugerne og i erhvervslivet. Altså primært psykologi. Af andre grunde end mediedækningen?
Det store spørgsmål er, om forbrugernes voldsomme neddrosling af juleindkøbene ville være sket, hvis vi rent hypotetisk ikke havde haft den yderst negative dækning, som var tilfældet fra midten af september og frem. Eller hvis vi forestiller os, at medierne ikke kun dækker det, der går galt, men det der fungerer. Medierne står nemlig konstant og skal vælge mellem to modstridende faktorer - på den ene side laver medierne nyheder, og det er ikke en nyhed, når tingene kører, som de skal. En nyhed er, når noget går galt - og i særdeleshed når tingene ramler. Derfor er finanskrisen det rene guf for medierne.
På den anden side må man som borger forvente og have krav på, at medierne også fremstiller et sandfærdigt billede af virkeligheden. Selvfølgelig er finanskrisen så absolut virkelighed, men den er trods alt kun en flig af virkeligheden. Den økonomiske virkelighed er båret af langt, langt flere aspekter end finanskrisen, men i mediedækningen bliver finanskrisen det altoverskyggende. Forbrugerne og erhvervslivet påvirkes dybt af denne mediedækning, som altså ikke er fyldestgørende i forhold til at tegne et helhedsbillede af økonomien.
Denne påvirkning afspejler sig omgående i de tillidsindikatorer for forbrugere og for erhvervsliv. Og herfra er springet til reel handling ufattelig kort. Forbrugerne skruer kraftigt ned for julehandlen, og alle erhvervsledere begynder at lægge forsigtige, defensive budgetter. Og så er skaden for alvor sket. Den realøkonomiske nedtur er sat i gang. Og jo sortere og mere dyster tilliden til fremtiden er - uden at det har nået at vise sig realøkonomisk - desto mere skræmte bliver forbrugerne og erhvervslederne.
Mit spørgsmål er - hvor dybt stikker mediernes medansvar? Jeg har måske overset nogen, men jeg har endnu ikke stødt på nogen journalist eller redaktør, der vedkender sig, at mediernes påvirkning af det omgivende samfund er ganske voldsomt, og at man derved har et ansvar for forvaltningen af de redaktionelle valg.
Jeg kender reaktionen fra visse redaktører. De vil slå syv kors for sig og hovedrystende undre sig over, at medierne har til opgave at lægge bånd på sig selv i forhold til de reelle nyheder, der rent faktisk er derude. Og det skal de selvfølgelig heller ikke.
Men i alle skåltalerne holder ingen sig tilbage fra at fortælle, hvor utrolig vigtige medier er som den fjerde statsmagt og som grundlæggende faktorer i et velfungerende demokrati. Det ligner en tilståelsessag. For dermed siger man også, at man i journalistikken gør en ganske betydelig forskel. Og heldigvis for det.
Men det betyder altså også, at der er en bagside af medaljen. Det vil være virkelighedsfornægtelse ikke at anerkende det. Og bagsiden er, at mediernes massive dækning af eksempelvis finanskrisen giver borgerne og medieforbrugerne det indtryk, at sådan ser verden ud. Der er kun negative historier i avisen. Men virkeligheden er fortsat fyldt med positive og konstruktive historier, som sammen med de negative ville fortælle en hel og fyldestgørende historie om virkeligheden.
Det er altså ikke mediernes dækning af finanskrisen og den økonomiske nedtur, der er problemet. Det er vægtningen og fordelingen af historierne. For man skal ikke kun i konkurrencens navn fortælle nyhederne og om alt det, der ikke fungerer. Både det enkelte medie og medierne til sammen har efter min opfattelse også en lige så afgørende forpligtelse til i for eksempel sin antalsmæssige fordeling af historierne ikke at forvride billedet af virkeligheden. Hvis man som borger i en periode på tre måneder er eksponeret for historier om økonomien, hvor 95 procent er negative, er det svært at forestille sig anden virkelighed - også selvom den altså er der, men bare ikke bliver beskrevet.
Det er klart, at nu er det virkelig ved at være alvor. De realøkonomiske konsekvenser kan blive forfærdelige - især hvis vi tror, at verden kun ser ud som den, medierne beskriver den. Så er det vi skærer forbruget endnu mere ned, erhvervslederne henter spareplanerne frem fra skufferne.
Jeg er ikke økonom og derfor er der muligvis huller i min argumentation. Men jeg kender mediebranchen og kan se, at journalistikken er en absolut nødvendighed for et velfungerende demokrati, men som så mange andre gode ting i tilværelsen er der også en bagside. Og mediernes betydning for krisens udvikling bør komme til diskussion. Måske var betydningen begrænset - måske medvirkede medierne decideret til en kraftig og unødvendig forværring af krisen. Men som visse journalister og redaktører hævder - at medierne ikke har et medansvar - det er ansvarsforflygtigelse.
Desværre er det næppe en diskussion, der kører ude i redaktionslokalerne. Det paradoksale er, at kun få er mere udsat for lavkonjunkturer end medierne og deres annonceomsætning. Så jo mere de skriver forbrugernes og erhvervslivets tillid ned, desto mere koster det dem selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar