Selvom udsigterne for mediebranchen virker ganske dystre, er overvejende dele af branchen faktisk begunstiget af at have ejerforhold og kapitalstrukturer, som sikrer, at de er herrer i eget hus, og dermed kan komme langt mere stabilt og fremtidsrettet igennem krisen
Det ser knaldsort ud for mediebranchen lige nu.
Efter sigende står årsaftalerne til en halvering. Det vil være den vel nok værste nedtur nogensinde. 2009 bliver et rædselsfuldt år. Og desværre risikerer vi at skulle igennem 2010 og 2011, før det bliver bedre. Der tegner sig i hvert fald to-tre års miserable driftsresultater.
Når erkendelsen af tingenes tilstand er fordøjet, bliver det interessant at se fremad og vurdere resultaterne af det udskillelsesløb, som en økonomisk krise også er.
Virksomhederne i den danske mediebranche har to hovedgrupperinger - én med ejerforhold eller kapitalstrukturer, som gør, at de stort set uafhængigt af omverdenen kan drive forretningerne rent strategisk ud fra egne beslutninger. Det er de fonds- og familieejede virksomheder, og dem der er stærkt velkonsoliderede.
Den anden har uafklarede eller usikre ejerforhold, gældsatte eller uden penge. De kan ikke egenhændigt beslutte egen strategi og følgelig heller ikke ud fra ren egeninteresse positionere sig i markedet på den måde, så man står bedst mulig, når konjunkturerne igen vender.
Man er som fonds- eller familieejet virksomhed heller ikke presset af faldende aktiekurser eller kortsigtede aktionærinteresser i form af utidig frasalg mv. Den situation giver et forspring i forhold til andre.
Der er faktisk kun få, som befinder sig i den udsatte kategori, - Berlingske Media og TV 2 som de mest iøjnefaldende. Begge skiller sig ud ved at være under langt større pres end resten af branchen. Begge er svækket af et svagt ejerskab og af at være uden kapitalstyrke.
Berlingske lider nu under sin ejers filosofi om at finansiere virksomhedens vækst ved gældsætning. Det er nemt at være bagklog, for i dag kan enhver se, at så voldsom gældssætning var alt andet end fornuftigt, og man derved deponerede sin handlekraft hos lunefulde finansielle institutioner.
I dag betaler Berlingske en høj pris, fordi bankerne reelt sætter dagsordenen for Mecoms strategi ved at diktere frasalg, og at det skal ske nu. Mecom måtte for nylig sælge hele sin tyske division, og senest røg en stribe norske aviser - ikke fordi det var strategisk klogt, men alene for at Mecom kunne nedbringe gæld. Og det er næppe at overdrive, hvis man påstår, at Berlingske-koncernen ikke har den handlefrihed, man er brug for.
Det er ikke meget bedre for TV 2, der som kommerciel tv-virksomhed har det svært under statsligt ejerskab. Samtidig har har TV 2 på grund af fortidssynder akut og selvforskyldt pengenød og skal nu omkring EU for at få godkendt sine forretningsplaner. Man må acceptere, at på grund af ejerskab og svag kapitalkraft, ligger centrale dele af beslutningerne om virksomhedens fremtid og strategi hos interessenter med andre agendaer end virksomhedens ve og vel.
Det er lige her, vandene skiller. Det er her, rammerne sættes for fremtiden vindere og tabere. Berlingske og TV 2 har foruden egne direktioner og bestyrelser også skygge-kaptajner ombord, og de kræver indflydelse. Det indbefatter en betydelig risiko for, at der ikke bliver truffet præcis de strategiske valg, som er de rigtigste i forhold til den langsigtede konkurrencesituation. TV 2 blev ikke privatiseret i tide, og Montgomery har ofret sin selvstændighed for vækst.
Berlingskes hovedkonkurrent - JP/Politikens Hus - er nok også ramt på driften af konjunkturerne, men virksomheden befinder sig en fundamentalt anderledes situation, der rigtigt udnyttet vil give varige konkurrencefordele. De seneste år har kostet på egenkapitalen, men soliditeten er stadig høj, og man er helt fri for at skulle styre på ordre fra udefrakommende kræfter. JP/Politikens Hus har som fondsejet virksomhed, der ovenikøbet er velkonsolideret, rammerne til at tænke visionært og langsigtet. Alt vil afhænge af, om man har evner og vilje.
Den samme situation gælder i store træk for en række andre danske medievirksomheder - Aller, Egmont, Bonnier, MTG/Viasat, SBS, Benjamin, A-Pressen m.fl.
Bonnier og Aller er familiekontrollerede og velkonsoliderede. Benjamin er snart fuldgyldigt medlem af Bonnier-familien, Egmont er fondsejet og har som Bonnier og Aller solide økonomiske muskler til at tage selv en hård lavkonjunktur.
TV3-ejerne MTG/Viasat er også beskyttet af at være kontrolleret af den ualmindelig tålmodige Kinnevik-koncern, og som snarere vil understøtte udvikling end afvikling under krisen.
Tålmodigheden i koncernen viser sig også i relation til det Kinnevik-kontrollerede Metro International, som på trods af, at det aldrig har tegnet til at blive nogen god forretning, og at pengekassen igen er løbet tør, får garanti fra ejeren for den planlagte aktieemission.
Kinnevik har vist sig som så stærke ejere, at man på trods af selskabernes børsnotering ikke lader sig styre af kortsigtede aktionærinteresser.
A-Pressen, der med fagbevægelsen i ryggen, kan også nyde godt af særdeles tålmodige ejere, som nok træffer nødvendige beslutninger om urentable forretninger, men næppe vil bidrage til ledigheden ved at lukke virksomheder, bare fordi krisen kradser i et par år eller tre.
Og så er der DR, der omsider har fået styr på sin økonomi, og som i kraft af sine sikre licensindtægter er stort set urørlig af krisen. Man kan koncentrere sig om at vinde den lange kamp, uden at virksomhedens indtægter anfægtes.
De kommende år vil vise, hvilke virksomheder der ser krisen som en trussel, og som på trods af stabilt ejerskab og god soliditet, alligevel vakler, bliver defensive og bygger læhegn.
Den anden gruppe - dem der ser krisen som en helt unik chance - bygger vindmøller på ryggen af ejerskab og pengene, og det er blandt de virksomheder, vi skal finde morgendagens vindere. Men alt vil afhænge af mod, handlekraft og tålmodighed hos direktioner og bestyrelser. Dommen kan vi fælde om 4-5 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar