Virksomheden omtales generelt med den lidt forslidte vending "hæderkronet" og er da også en stolt industrikoncern - én af Danmarks største. Men forløbet omkring denne sag vidner om, at selv de største virksomheder dummer sig gevaldigt og ikke synes at have det ringeste kendskab til én af vor tids vigtigste ledelsesmæssige discipliner - kommunikation, både i medgang og i modgang. VKR, der blandt andet er kendt for Velux og engagementet i solenergi, har overtrådt sit eget værdigrundlag og i stedet for straks at stå værn om værdierne ved at tage de nødvendige skridt, troede højtstående personer i VKR, at man kunne slippe for at tage skraldet ved at udvikle raffinerede svar på kritiske spørgsmål. Men resultatet er amatøragtigt, og direktørerne bliver nærmest taget i det for rullende kamera.
Sagen er kort fortalt, at VKR er under beskydning for at have dækket over at have hyret en medarbejder - Jesper Mo Hansen - fra et lille firma, Divine Business Solutions, som fra starten havde en samarbejdsaftale med VKR.
Den pågældende medarbejder var underlagt en konkurrenceklausul, som forbød ham at arbejde for Divines Business Solutions' kunder. Derfor skal der anvendes yderst kreative metoder for at omgå denne klausul - faktisk så kreative metoder, at det tilsyneladende kræver deltagelse af flere højtstående direktører i VKR for at få Jesper Mo Hansen til at arbejde for sig.
Isoleret set er det jo ikke ulovligt, for brud på konkurrenceklausulen er alene et anliggende mellem de parter, som har indgået konkurrenceklausulen, men ved atVKR kendte til konkurrenceklausulen (det har virksomheden erkendt) bliver det til et moralsk problem for VKR, fordi virksomheden i sit eget værdigrundlag ønsker at fremstille sig selv om en mønstervirksomhed, der arbejder med samfundsnyttige produkter, og som behandler sine medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. bedre end de fleste andre virksomheder.
Det kunne jo nok gå, hvis det var en brugtvognsforhandler, en sidegadevekselerer eller et andet helt ukendt firma, som lod sig fedte ind i den slags, men man skyder sig selv i begge fødder, når man udstyrer sig selv med så flot og højtravende værdigrundlag, som det er tilfældet her.
I krisestyringen - når man så bliver taget med klør fem nede i den kagedåse, der afslører, at man ikke er så meget en mønstervirksomhed alligevel - er der kun en eneste ting at gøre, hvis man vil klinke bare en lille smule af skårene. Gå til bekendelse, sig undskyld, drag de nødvendige konsekvenser, herunder advarsler eller afskedigelser af topchefer, der har så dårlig fornemmelse med virksomhedens eget værdigrundlag. Og gør det hurtigt. Effektivt.
Desværre for VKR trådte man ud i mere kviksand. I udsendelsen i DR fik man det klare indtryk af, at topfolkene i VKR havde drøftet problemstillingen indgående, og at man havde lagt en strategi. Man fik også indtrykket af, at man havde forsøgt at udarbejde et Spørgsmål-Svar papir, så man dels var forberedt på journalisternes angreb, dels var sikker på at man svarede det samme.
Det faldt imidlertid ret hurtigt til jorden, for arbejdet var ikke gjort godt nok, og så havde man valgt den grundlæggende forkerte vej ved at prøve at lave et cover-up i stedet for bare at sige sandheden - den der jo som bekendt er nemmest at huske og dermed også referere.
Ét af spørgsmålene fra journalisterne gik således på, om Jesper Mo Hansen var ansat, hvilket direktørerne svarede klart benægtende på. Derimod var svarene betydeligt mindre klare, da journalisten lugtede lunten på deres svar, som jo udelukkende gik på ordet "ansat". Journalisten stillede derpå spørgsmålet på en anden måde "har han på noget tidspunkt arbejdet for jer?", og så bliver det for åbenlyst, at VKR-direktøren i den anden ende gentager sit var fra før næsten ordret "Han har ikke været ansat hos os."
Journalisten får blod på tanden og stiller spørgsmålet igen: "Nej, nej - men har han arbejdet for jer". VKR-direktøren svarer højst besynderligt, mens han formentlig forsøger at udtænke et svar, han ikke har forberedt: "Jeg véd ikke, hvad arbejde er. Han har afsluttet nogle åbne ting, der har været lavet, som var en del af den kontrakt, vi havde."
DR kontakter umiddelbart derefter den næste formodede VKR-direktør, som er involveret, og hans svarmønster er nøjagtig det samme. Han benægter, at Jesper Mo Hansen nogensinde har været ansat i virksomheden, men når han bliver spurgt, om han har arbejdet for virksomheden, bliver svaret knap så kategorisk: "Jamen, det er virksomhedens interne forhold. Det kan jeg ikke se har noget med dette her at gøre."
VKR-direktørerne kunne altså ikke modstå selv den mindste ændring i journalistens spørgsmål, hvilket i sig selv burde have været afdækket på forhånd i forberedelsen. Og så burde man - når man nåede denne erkendelse - have indset, at cover-up vejen var dødsdømt. Man skulle tage et skrald. Man havde selv valget imellem, om det skulle blive lille eller stort. Havde man straks sagt undskyld, var skraldet blevet lille. Men nu blev det stort. Og pinligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar