Tv-stationerne har altid brugt deres egne sendeflader til at promovere sine fiktions- og underholdningsprogrammer. Men det er nok næppe forbigået manges opmærksomhed, at der i de senere år er sat systematik i det, så alle medvirkende på en tv-station indgår i en rotation, hvor de optræder overalt i resten af sendefladen og i alle andre programmer - nyheder, aktualitet, fiktion, underholdning etc.
Det giver problemer både fordi det får virkning som decideret reklame for enkeltpersoner og deres forretninger, men det får også udviskningen af skellet mellem fiktion og fakta til at tage fart - ført an af statens egne tv-stationer.
I dag er det noget nær umuligt at se Go' Aften Danmark, Go' Morgen Danmark, Aftenshowet, TV-avisen, TV 2 Nyhederne og andre nyheds- og aktualitetsprogrammer uden indslag om og med de medvirkende i de fiktions- og underholdningsprogrammer andre steder i sendefladen hos den pågældende tv-station.
At det for seerne er en irritationsfaktor at se de samme ansigter og medvirkende plastret ud over hele sendefladen og i stadig flere tv-programmer, er det mindste problem. To problemer er langt mere påtrængende, og der synes ikke at være nogen mekanisme hos tv-stationerne, der nærer bekymringer om det.
For det første er der den massive og stærkt voksende eksponering af de heldige kendisser, som har fået sparket døren ind til DR eller TV 2. Er man først så heldig, at man enten er blevet studievært, har fået en rolle i Livvagterne eller Mikkel og Guldkortet eller er hovedperson i et underholdningsprogram, bliver man forgyldt i form af massiv gratis reklame. Man er nemlig kommet ind i en rotation, hvor man bliver spurgt, om man har lyst til at deltage i alverdens programmer på den pågældende tv-station.
At statslige tv-stationer skal stå som bannerfører for en praksis, hvor udvalgte forgyldes med en uvurderlig og vedvarende eksponering, mens andre får en lang næse er i sig selv kritisabelt. Det er i høj grad kritisabelt, for disse medvirkende er i sig selv deres egne forretninger og brands, som lever højt på, at de statslige tv-stationer promoverer dem - altså ikke bare i et enkelt program, men overalt når først de er inde i varmen.
Det er normalt, at myndighederne med stor fornøjelse forholder sig til anklager om skjult reklame af traditionelle produkter og brands - men af en eller anden grund ses der ikke med samme kritiske blik på skjult og således ulovlig reklame for udvalgte mennesker. Det vidner om, at lovgivningen ikke er tidssvarende, når den ikke har forholdt sig til den moderne tid, hvor mennesker også kan være brands og være selve deres eget produkt. Enten må loven moderniseres - eller også skal den helt fjernes.
Et andet og kritisabelt aspekt er opløsningen af de normale journalistiske udvælgelseskriterier. Omkostningen ved den tendens er, at sagesløse seere får et forvrænget billede af virkeligheden - der etableres en pseudovirkelighed - og vitterlig hopper på, at dagens vigtigste begivenhed er statsministerfruens banale og helt normale betragtninger om finanskrisen. At det kan blive en topnyhed hos det statslige TV 2, der af skatteborgerne og ejerne må forventes sammen med DR at skulle levere den højeste journalistiske standard, indtræffer desværre alene af den grund, at kvinden har slået sine folder som dansemus på samme tv-station i et tv-program fra fiktionens verden. Udtalelserne finder kun vej til den journalistiske verden, fordi tv-stationen ved hjælp af lidt dans ophøjer hendes udtalelser til mere, end de var inden hendes danseoptræden.
Det er reelt etableringen af et helt nyt journalistisk nyhedskriterium, for DR ville aldrig have taget det samme journalistiske valg - ene og alene af den grund, at fru Rasmussens optræden ikke skete i et underholdningsprogram på DR, men på TV 2.
Det er i selv en tilståelse fra tv-stationernes side, at man i de såkaldte journalistiske vurderinger alene udvælger de medvirkende fra egne sendeflader. Var udvælgelsen ægte redaktionel, ville der være lige store chancer for at se medvirkende fra DR i TV 2s programmer og vice versa. Men at promovere hinandens medvirkende og tv-programmer i journalistiske sammenhænge hører til de absolutte undtagelser - og derfor er og bliver det heller ikke journalistik, men reklame.
Man kan for eksempel også være sikker på, at DR dagen efter et afsnit af Livvagterne har tilsidesat almindelige redaktionelle udvælgelseskriterier, men i stedet udvalgt en skuespiller fra fiktionsserien som medvirkende i Aftenshowet - uanset hvilke relevante emner, der ellers måtte være på dagsordenen den pågældende dag. Det bliver endda promoveret i speaken lige efter søndagens afsnit af Livvagterne. TV 2 bruger nøjagtig den samme fremgangsmåde i forhold til Go' Aften og Go' Morgen Danmark. Det var fint, hvis disse magasinprogrammer var varemærket som "Næste uges tv" eller som et rendyrket underholdningsprogram. Men de sælges som journalistiske programmer, selvom udvælgelsen af indslag primært tager udgangspunkt i promovering af bestemte mennesker eller programmer, og ikke i hvad der opfattes som redaktionelle kriterier.
Det er faktisk ret underligt at skrive en klumme med denne kritik, fordi jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg forsvarer nogle principper og nogle retningslinier, som for længst er ofret. At forsvaret for dem kun afføder et overbærende smil hos journalistiske kolleger, men vi bliver nødt til at være enige om, at systematisk reklame - hverken for produkter, for tv-stationer eller for enkeltpersoner - skal holdes langt væk fra journalistikken. Ellers tabes al troværdighed og hæderlighed.
Og det er i hvert fald slet ikke de statslige medier, som skal udfordre grænserne for god redaktionel skik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar