Folketingsvalg er pressens uvurderlig chance for at folde sig ud og demonstrere egen uundværlighed. Det er her, man skal vise, at man kan er i stand til at informere og oplyse borgerne - gøre dem klogere. Hvordan er det så gået indtil nu?
I skrivende stund er der stadig mere end en uge til valgdagen, så meget kan ske endnu, som man siger.
Alligevel er det da værd at driste sig til en midtvejsevaluering af pressens valgdækning.
Her fremhæves tre tendenser fra de første par ugers rodekasse, hvor pressen ikke nåede i mål:
Økonomi:
Man går ikke ret galt i byen ved at konstatere, at medierne har det bedst med valgtemaer baseret på værdipolitik. Det er bekvemt for den travle og/eller dovne journalist først at tale med en politiker fra den ene side og dernæst med én fra den anden og så i øvrigt mene, at man ved at referere dem begge har levet op til de nødvendige journalistiske krav om objektivitet.
I holdningsbaseret politik er journalisten fri for at forholde sig faktuelt til det, der bliver sagt - den ene mening kan ud fra den typiske værdirelativisme, som præger dansk journalistik, være lige så god som den anden og kan ikke betvivles ud fra en faktuel målestok.
Anderledes er det med økonomi, som er blevet valgets store og vigtige tema.
Selvom økonomi og de bagvedliggende forhold indimellem godt kan være en trossag, er vi dog langt mere ovre i afdelingen for mere uangribelige faktiske omstændigheder. Her råder markedsmekanismer, som ingen nok så ihærdig og blåøjet politiker kan benægte eksistensen af.
Økonomi som valgtema er knivskarpt, det er mere præcist og giver pressen bedre muligheder for at holde politikerne op imod den virkelige virkelighed.
Men sådan er det ikke gået.
Vi står stadig tilbage efter de første ugers valgdækning uden, at pressen har gjort os afgørende klogere på, om det er planen fra rød eller blå blok, som er den mest fornuftige. Eller om det måske i virkeligheden er den fra Liberal Alliance. Vi aner det ikke.
Man kan ikke sige, at pressen ikke har forsøgt. Der er blevet kradset en del i overfladen, men man har slet ikke kradset hårdt nok til, at man har fået hul på at løse formidlingsopgaven og pillet fata morganaerne ud af planerne. Borgerne har ikke fået den nødvendige, glasklare forståelse af fordele og ulemper ved den ene, den anden eller den tredje økonomiske plan, selvom det er pressens forbandede pligt.
Midt i valgkampen blev en ny deprimerende rekord ellers offentliggjort: Mere end 2 mio. danskere over 16 år nu er på offentlig forsørgelse. Det koster 300 mia. kr. om året.
Det er så alvorligt, så det kalder på at blive direkte og vedvarende adresseret i mediernes valgdækning. Men det sker ikke.
Politik som underholdning:
Som pressens valgdækning hidtil er forløbet, står vi til at undgå en personfikseret præsidentvalgkamp med Løkke og Thorning ud over det hele.
Til gengæld har vi set endnu en forstærkning af den tendens, hvor der fyldes mere og mere cirkus og underholdning ind i politik.
Tendensen er ikke ny. Siden seneste valg er antallet af politiske kommentatorer vokset væsentligt, og de fylder stadig mere især i tv-nyhedsudsendelserne. Kommentatorernes formidling er ofte kritiseret for at reducere politik til en simpel sportskamp med fokus på strategi, proces og personer frem for substans og reel politisk debat.
De to store, statsligt ejede tv-stationer er gået all-in i den udvikling. De har både sendt seriøse og substantielle debatter, men de har også betrådt nye og iøjnefaldende veje udi politik som underholdning med mere staffage og indpakning end nogensinde før.
Især fik TV 2 tæv for at sætte en politisk debat op som et show, en event med vægten lagt på båthorn, sportskampsstemning med hvert sit ringhjørne og hujende publikum. DR har trukket GPS-gadgets og trykfølsomme skærme frem som centrale elementer i valgdækningen, selvom de samme historier sagtens kunne have været fortalt uden – ja, måske endda bedre, fordi det skygger for substansen, når en studievært står og trykker løs på en skærm.
Det er sværere at få øje på den journalistiske produktudvikling.
Selvom det længe har været kendt, at økonomi ville blive det bærende tema i denne valgkamp, har store dele af pressen ikke skaffet sig den fornødne journalistisk-økonomiske kompetence til at klare formidlingsudfordringen.
Det halter stadig væsentligt med journalisters indsigt i økonomiske forhold.
Og derfor ser vi tv-indslag, hvor man er så langt bagud i at uddanne, informere og oplyse befolkningen, at man er nødt til at sige sætninger som ”den såkaldte outsourcing”. Det er en velkendt journalistisk finte at hæfte betegnelsen ”såkaldt” på ord, som er så sjældne i redaktionen, at man heller ikke forventer, at seerne kender det.
Enhedslisten undslipper pressens vagthunde:
Enhedslisten står til at få et forrygende valg, og der går en lige linje mellem partiets succes over til en ukritisk presse.
En væsentlig del af forklaringen på at Enhedslisten flyver et godt stykke under radaren for journalisternes ubehagelige spørgsmål, skal man finde i partiets ombejlede frontfigur, Johanne Schmidt Nielsen, der er blevet pressens darling.
Det er der flere forklaringer på: Hun kaldes et kommunikativt vidunderbarn, og hun repræsenterer fornyelse. Samtidig fremhæves hendes køn og unge alder af flere medier som positive egenskaber.
Det er lettere for et parti at suge stemmer og for en frontfigur at score topbedømmelser i popularitet i befolkningen, når man ikke som andre partier bliver rusket og pryglet af pressen.
Johanne Schmidt Nielsen er desuden gefundenes fressen for den herskende presse-trend, der kræver stærke one-liners med simple budskaber på selv tidens allermest komplicerede politiske udfordringer.
Politikere , der er foruroligende renset for tvivlens nådegave og opblødende nuancer, skulle man ellers forvente ville vække vagthunden i enhver journalist – ikke mindst når der er tale om et parti, der står til at få magt som en regerings parlamentariske grundlag og samtidig fabler om revolution og om at beslaglægge virksomheder som Mærsk og LEGO.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar