Uansvarlighed tager kegler

Jeg ser i denne valgkamp ofte på Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, og så bliver jeg altså lidt misundelig - ikke over hendes politiske ståsted, men over den lethed, hvormed hun udlægger teksten, hendes verdensanskuelse, forenklinger og lancering af de hurtige, nemme løsninger.

Hvor gad jeg godt være politiker og befriet for alle de mange nuancer, der kan forstyrre et klart, simpelt budskab, befriet for det tyngende åg, som alle øvrige partier i Folketinget tager på sig - en ansvarlighed for samfundsøkonomien, også når det gør ondt, når udgifterne er løbet løbsk og skal nedbringes. Bare at kunne sige, at man vil gøre alt det gode, uden at føle sig forpligtet til at redegøre for, hvordan det i praksis kan realiseres uden det totale, økonomiske sammenbrud. Mangler der nogle penge, så tager vi jo bare nogle flere fra dem der har pengene. De er alligevel nogle dumme svin.

Johanne Schmidt Nielsen banker løs i alle de store debatter og boltrer sig, fordi hun er herligt fri for at forholde sig realistisk og ansvarligt til noget så banalt som den danske nationaløkonomi, dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed til selveste den maskine, som producerer værdierne til vores velfærdssamfund. Hun snakker om at få arbejdsløse håndværkere til at isolere boliger - tja, umiddelbart en god idé hvis man aldrig bliver udsat for kritiske spørgsmål om, hvem der dog skal betale for, at boligejerne skal have deres huse isoleret.

Enhedslistens og Johannes succes ved dette valg - partiet står i skrivende stund til at øge mandattallet fra 4 til måske 12-13 mandater - skyldes ikke mindst, at pressen har ladet de forsimplede, letbenede budskaber stå fuldstændig uprøvede og uimodsagt. De hurtige, frække kommentarer der valgkampen igennem har udløst bunker af klapsalver og roser er forblevet helt og aldeles uudfordrede, selvom den ene udmelding efter den anden skriger på kritisk journalistik.

Kommentatorer, journalister og andre står i kø for igen og igen at udråbe Johanne til vinder, som vidunderbarn, stjerne og meget andet. Men så længe man får lov til at køre uanfægtet løs uden at blive udspurgt kritisk og trængt i defensive, så fremstår man jo selvsagt langt mere positiv, visionær og dygtig end Villy S., Helle T. og Lars L.

Enhedslisten er lykkedes fuldt ud med strategien om at sætte Johanne Schmidt Nielsen i front. Hun virker tiltalende og sympatisk på mange, og det får paraderne til at sænke sig - ikke mindst hos journalister, og mange har endda upassende fremhævet både hendes alder og køn, som om det skulle være kvalificerende for noget som helst i politiske sammenhænge. Det er sexistisk og diskriminerende i den boldgade, som mennesker i Enhedslisten ellers hader mere end noget andet. Men måske gør det ikke noget, hvis det kommer dem selv til gode.

Tag et kig på partiets principprogram. Det er røster fra fortiden, fra Sovjetunionens og fra DDRs paradisiske systemer, der førte til mere undertrykkelse, end verden hverken før eller siden har vidnet.

Partiet indrømmer tilmed åbent selv, at man går efter et kommunistisk system, og selvom man i Danmark altid har haft et lige vel afslappet forhold til kommunisme, skal en journalist ikke ringe ret langt væk for at finde mennesker, der kan fortælle gruopvækkende historier om kommunismen, dens forbrydelser og ofre. De lande som har mærket kommunismens jernnæve ville føle sig krænkede over den lemfældighed, journalister i Danmark behandler et parti som Enhedslisten med.

Der er en perlerække af absurditeter i principprogrammet, som enhver journalist kunne have forholdt sig kritisk til. For eksempel er verdensbilledet håbløst forældet, når man taler om, at arbejderklassen er udbyttet. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er i dag på overførselsindkomster, og som snarere er de udbyttende i forhold til arbejderne, som skaber værdierne og knokler løs. Nu skal modtagere af overførselsindkomster tilmed til at have endnu mere, mens de arbejdende klasser skal arbejde og betale endnu mere.

Og så vil partiet ifølge principprogrammet stjæle virksomhederne ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I realiteten skal alle afgive deres virksomheder, store som små. Et eksempel på forældet verdensbillede, hvor masser af vidensarbejdere i dag arbejder i netværksstrukturer bestående af små virksomheder med en enkelt eller ganske få ansatte. Almindelige arbejdere, der har organiseret sig på mere moderne måder, ville, hvis det stod til Enhedslisten, blive frataget den private ejendomsret til deres produktionsmidlerne (man må antage, at Enhedslisten simpelthen vil stjæle deres Mac-computere). Men ingen aner noget, for ikke én journalist har gidet stille de kritiske spørgsmål, selvom der er rigeligt at spørge om.

De politiske tanker i principprogrammet er verdensfjerne og ude af sammenhæng med, hvordan verden ellers er skruet sammen. Det forekommer ejendommeligt, at pressen har brugt så meget krudt på at forholde sig kritisk til S-SFs 12 minutter og VK+R's tilbagetrækningsreform, som er det rene vand ved siden af Enhedslistens økonomiske politik og de konsekvenser, det ville få, hvis bare en brøkdel af politikken blev iværksat.

Men hvor er det dog let at være Johanne og Enhedslisten - utynget af at tage medansvar. Men det kan vælgerne jo så gøre ved at tænke sig godt om, inden man stemmer på dem. Det er på tide, at vælgerne slår shit detectoren og den sunde fornuft, når nu pressen ikke hjælper til.