Politiken har med sit ellers så høje intellektuelle formidlingsniveau selv bidraget til en markant forringelse af den offentlige debat, selvom man hårdt har kritiseret andre for netop dét. Kan det være, at Politiken en dag vil arbejde for at forbedre sin egen debattone?
Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.
Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.
Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.
Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.
Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.
Sådan er det ikke længere.
Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.
Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.
Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.
Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.
Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.
Nogle eksempler:
- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere
- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme
- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld
- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser
- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror
Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.
Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.
Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.
Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?
Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.
Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.
En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå
Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar