DRs problemer med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" er på vej ud af kontrol, og sagen er nu ved at være så belastende, at der er en voksende risiko for, at DRs image i meget store dele af befolkningen risikerer at blive uopretteligt skadet.
Den største del af befolkningen står helt sikkert undrende tilbage og er koblet af de mange små detaljer og finesser, som karakteriserer den ophedede kamp. Men DR er bragt i en situation, hvor image, omdømme og troværdighed er til eksamen, og en sådan eksamen skal - når det handler om DR med 1000 journalister - beståes med allerhøjeste karakter. Det er, hvad der forventes. Der skal helst ikke kunne sættes en finger på et journalistiske arbejde, omend en enkelt fejl er menneskeligt.
Men lige nu er filmens journalistiske standard under så voldsom beskydning, at mange licensbetalere bliver bragt i så betydelig tvivl om DRs troværdighed, at sagen for længst har passeret det punkt, hvor det kun var et spørgsmål om denne ene film og TV-avisens opfølgning og dækning af den.
I stedet har det udviklet sig til en stærkt truende situation for hele institutionens image og troværdighed. Derved kræver det snarest mulig handlekraft, for hver dag der går bliver ridserne dybere og dybere.
Nyhedsavisen har i den seneste uges tid gået hårdt til værks mod den journalistiske standard, som filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, har leveret. Og i dag frembringer Nyhedsavisen så endnu en oplysning, som paradoksalt nok måske kan vise sig at være den kærkomne håndsrækning, DR har brug for for at komme ud af fedtefadet igen.
For det viser sig nu, at Christoffer Guldbrandsen aktivt har samarbejdet med Enhedslisten om filmens tilblivelse. Når Guldbrandsen stødte hovedet mod en mur i relation til at få fat i oplysninger, fungerer Enhedslistens Frank Aaen ifølge Nyhedsavisen som hjælper og murbrækker, idet Aaen som medlem af Folketinget har særlig adgang til at vriste information ud af systemet og ministerierne.
Det er en anderledes, men ikke uset journalistisk arbejdsmetode. Heller ikke nødvendigvis forkastelig, for det sker i alle mulige andre sammenhænge ganske ofte. Men graden af alvor kommer helt an på sagens konkrete indhold, hvilke omstændigheder det er foregået under, og hvor tæt Enhedslisten har været på filmens tilblivelse. Måske er det forkasteligt – blandt andet fordi en grim mistanke rejser sig om, at Enhedslisten måske til gengæld for hjælpen til Guldbrandsen omvendt har haft indflydelse på de redaktionelle valg i filmen. Hvis det er tilfældet, må man måske leve med, at det aldrig bliver belyst, men i betragtning af at der faktisk har været en samarbejdende kontakt under tilblivelsesprocessen rejses mistanken, som måske aldrig vil kunne fjernes.
Men det er som minimum ret problematisk, at Christoffer Guldbrandsen har holdt det hemmeligt, ikke bare i forhold til DRs sagesløse seere, men også i forhold til DR og endda til DR2-redaktør Gitte Rabøl, som siger, at oplysningen er helt ny for hende. Gitte Rabøl vedstår ligefrem i Nyhedsavisen den 29. januar 2007, at hun ikke véd, om hun kan leve med dette samarbejde.
Det bevirker, at Guldbrandsens samarbejde med Enhedslisten nu fremstår som fordækt og som et veltilrettelagt, fælles angreb på regeringen for i samarbejde og med fælles interesse at skabe størst mulig effekt.
Det er så Guldbrandsens valg, at han vil risikere sin journalistiske integritet på dén måde. Meget værre er det, at han har i samme ombæring har risikeret DRs journalistiske integritet og troværdighed – endda uden at fortælle det til redaktøren eller DRs direktion. Nu er det så op til DR at afgøre, om man kan leve med, at eksterne samarbejdspartnere – ikke engang ansatte – på den måde sætter det mest dyrebare, DR har, over styr.
Sagen er ikke kun ved at udvikle sig til et uoverstigeligt image-mæssigt problem for DR. Det kan nemlig også vise sig at være et lovgivningsmæssigt problem, nemlig i forhold til public service-forpligtelserne. Her fremgår det, at der i udbuddet skal tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, men der står også, at der i informationsformidlingen skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
Det kan som flere af DRs bestyrelsesmedlemmer har ønsket være en sag for Radio- og Tv-nævnet. Dette nævn har tidligere anvendt netop den del af afsnittet, som handler som saglighed og upartiskhed, til at uddele næser. Det skete for TV 2 under den såkaldte Triple A-sag, som Nævnet af egen drift tog op i slutningen af august 2005 og godt en måned senere fældede en dom over.
Faktisk afkrævede Nævnet endda TV 2 i samme ombæring en redegørelse for, ”hvorledes stationen fremover sikrer saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen”. Det vil altså på ingen måde være en fremmedartet opgave for Radio- og Tv-nævnet at gennemføre hverken en specifik eller generel undersøgelse af, om DR overholder public service-forpligtelsen om at være saglig og upartisk. Kravet fra Nævnet blev dog dengang afvist af TV 2s bestyrelse, hvorefter Nævnet opgav at forfølge sagen yderligere.
Men i modsætning til Triple A-affæren, hvor TV 2s bestyrelse ikke ville imødekomme kravet fra Radio- og Tv-nævnet om en redegørelse, så forholder det sig anderledes for DRs vedkommende, nemlig hvis DRs bestyrelse selv udtrykte ønske om en undersøgelse.
Radio- og Tv-nævnet har en forpligtelse til at overvåge, om DR i sin informationsformidling sikrer saglighed og upartiskhed, og hvis DRs bestyrelse beder Nævnet om det, vil det være ganske naturligt for Radio- og Tv-nævnet at gå i gang med opgaven. Man kan næppe finde en mere velegnet funktion for Nævnet end netop at sikre, at også de mere betydende public service-forpligtelser overholdes.
Pointen er, som tidligere nævnt, at en sådan undersøgelse ville tjene DR godt. Det ville i bedste fald kunne genskabe tilliden til landets mest betydende medie- og kulturinstitution, hvilken funktion DR bør have for alle danskere og ikke kun for en del. For nok er der udbredt uenighed om denne kontroversielle film, men der er nok ikke uenighed om, at uanset hvem der har mest ret, så er det dybt skadeligt for DRs image. Og lige nu er der ingen, som forsøger at minimere skaden.
Fra den side af det politiske spektrum, som angiveligt støttes af DR, står der politikere fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre og forsøger at komme DR til undsætning.
Men netop fordi anklagerne går på favorisering af lige præcis de partier, er det som at hælde salt i såret, når DR får moralsk opbakning og støtte fra dem. Støtten forværrer DRs aktuelle situation, fordi kritikerne netop bliver bekræftet i, at der er noget om sagen, når alle de påstået favoriserede slår ring om DR. Det er ikke gavnligt for DR - snarere det modsatte i forhold til den mistanke, som synes at være fremherskende i store dele af befolkningen. Eller sagt på en anden måde - for DR kan støtten fra den kant nærmest føles som et dødskys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar