Seidenfaden går tit i opposition og ofte med voldsomme og diskutable metoder. Men med undskyldningen for Muhammed-tegningerne har han med sine grænseoverskridende dispositioner fået den hidtil kraftigste reaktion fra alle med nogen betydning i det danske samfund. Aldrig tidligere har så mange på tværs af politiske skel, arbejdsgivere og lønmodtagere i pressen vendt sig så definitivt imod en handling som denne gang.
Men der er én betydende gruppe, vi endnu ikke har hørt fra, og som undervejs i Seidenfadens mange eskapader og udfordringer af almindelig anstændighed har forholdt sig tavse - Politikens journalister.
Der er hen ad vejen journalister, som i stilhed har forladt avisen i protest mod, at avisen ikke længere råder over normale, journalistiske uafhængighedsprincipper, men er blevet en interesseorganisation, en politisk bevægelse. Det er sket med henvisning til, at det efterhånden er umuligt at bedrive journalistik på avisen, når man hele tiden skal tage subjektive hensyn til forskellige aktivistiske tiltag og holdninger.
Men der er stadig rigtig mange, som stadig arbejder på Politiken, og som må kigge ud af vinduerne og føle sig ubehageligt isoleret, når alle af betydning råber og skriger efter deres chef.
Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.
Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.
De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.
Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.
Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.
Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.
De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.
Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.
Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.
Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.
Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.
Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?
Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar