Hyldest til DR og TV 2

Presset på DR og TV 2 for at offentliggøre informationer, der måske/måske ikke kan afsløre kilden i den såkaldte lækagesag, er tårnhøjt. Og det vokser dag for dag. Både politikere, politiet og andre, konkurrerende medier kappes om at få DR og TV 2 til at opgive ét af de allerhelligste journalistiske principper - kildebeskyttelsen. Og heldigvis har både DR og TV 2 indtil videre afvist at give efter for det uhørte pres, og det er der al mulig grund til at rose dem for på vegne af demokratiet og den frie presse. Indtil videre står de betingelsesløst vagt om kildebeskyttelsesprincippet uanset omkostningerne og uanset de urimelige anklager om politiske motiver, som de to public service-stationer bliver skudt i skoene. Kildebeskyttelsesprincippet er apolitisk og gælder derfor for enhver - uanset hvilken politisk farve den pågældende har. Det er fuldstændig afgørende for pressens arbejdsbetingelser, at der ikke kan sås tvivl om, at kildebeskyttelsen er definitiv, og derfor er der grund til at håbe, at DR og TV 2 tager sagen helt til den bitre ende. Pressen kan være sikker på, at der vil tilgå den færre informationer fra kilder, som ønsker anonymitet, hvis de pågældende kilder ikke længere kan vide sig sikker på at være beskyttede. Og kommer der færre informationer og tips til pressen, er pressen stækket som fri og uafhængig. Det er den omvendte verden, når DR og TV 2 er på anklagebænken, hvor de i virkeligheden burde hædres. Desværre findes der politikere og selv højtstående pressefolk, som mener, at man godt kan gradbøje kildebeskyttelsen - at man kan vurdere en kildes ret til beskyttelse efter forgodtbefindende. På Berlingske Tidende mener chefredaktør Lisbeth Knudsen, at DR og TV 2 misbruger reglerne for kildebeskyttelse og reelt dækker over en potentiel forbrydelse - at der blev lækket en hemmelig information om jægersoldaternes indsættelse i Irak i 2007. At den potentielle forbrydelse skulle være alvorlig nok til at ofre kildebeskyttelsen, forklarer Lisbeth Knudsen med, at Forsvaret forsøgte at stoppe historien, inden den blev offentliggjort, og at det skete med henvisning til, at soldaternes sikkerhed blev bragt i fare. Men når man læser Lisbeth Knudsens egen avis to dage, før hun plæderer for, at TV 2 og DR skal bryde kildebeskyttelsen, fremgår det, at forsvaret på trods af offentliggørelsen af tidspunktet for indsættelse af jægersoldaterne og på trods af Forsvarets påstande om, at det satte soldaternes liv og sikkerhed i fare alligevel valgte at udsende soldaterne som først planlagt. Det virker horribelt, at hvis offentliggørelsen af denne oplysning var så truende for soldaternes sikkerhed som påstået af Forsvaret, at man alligevel udsender soldaterne på det planlagte tidspunkt, som altså nu var kommet til offentlighedens - og dermed fjendens - kendskab. Det kan kun tolkes på to måder - enten sendte Forsvaret jægersoldaterne ud i direkte livsfare, eller også var Forsvarets argument om soldaternes sikkerhed tomt og hult, en automatreaktion, som ville have været brugt i en hvilken som helst situation. At Forsvaret hverken stopper eller udskyder udsendelsen har således med meget ringe sandsynlighed bragt nogen som helst liv i fare, og dermed er den påståede forbrydelse vedrørende lækagen til at overse. Forsvarets bestræbelser på at stoppe en historie i pressen synes således mere at være et udtryk for en automatreaktion fra magthaverne/Forsvaret - en reaktion, som Lisbeth Knudsen altså tillægger så stor vægt, at hun mener, at kildebeskyttelsesprincippet skal brydes. Selvsamme Knudsen betegner blot en uge forinden kildebeskyttelsen for selve kronjuvelen i pressefriheden. Kronjuveler bør ikke ofres, før det er af allerhøjeste nødvendighed. Forsvarets inkonsistente ageren i sagen tyder på ingen måde på, at denne sag er af allerhøjeste nødvendighed til ofring af pressefriheden - eller i nærheden af at være en så alvorlig sag som angivet. At en SF'er mener, at sagen er så alvorlig, at journalisterne bør opgive kildebeskyttelsen, skal vist først og fremmest vurderes ud fra den pågældendes politiske motiver end noget andet. Og kildebeskyttelsen er ikke til fals for politiske hensyn. Rent faktisk har der været forholdsvis få politikere, som har skreget på, at DR og TV 2 skulle bryde kildebeskyttelsen, hvilket tjener dem til ære. Langt de fleste synes at have forstået, at kildebeskyttelsen er meget vigtigere end en kortsigtet politisk gevinst på denne tvivlsomme sag. Omvendt kunne man godt have ønsket sig, at flere politikere uanset politisk observans utvetydigt havde støttet DRs og TV 2s åbenlyse forsvar for én af demokratiets grundpiller - den frie og uafhængige presse. Politikens Tøger Seidenfaden har tilsvarende Lisbeth Knudsen argumenteret for en gradbøjning af kildebeskyttelsesprincippet. Konsekvensen er, at man som potentiel kilde hos Politiken aldrig mere på forhånd kan være helt sikker på, om man rent faktisk nyder kildebeskyttelse. Man må i hvert fald som kilde på forhånd vurdere og tage i betragtning, at Politikens chefredaktør har taget forbehold for, at visse kilder ikke kan forvente at blive beskyttet. Har man henvendt sig til Politiken med tophemmelig information, risikerer man efterfølgende at blive vejet og fundet for let til kildebeskyttelse. Det er nemlig ikke sådan, at man kan forvente at få en advarsel om det på forhånd, som heller ikke kilden til lækagen om jægersoldaterne har fået. Det er intet mindre end en dødsensfarlig kurs at slå ind på for den frie presse - det kan i yderste konsekvens få fatal betydning for tilliden til pressens evne til at fungere uafhængigt. Nu forsøger politiet sig så med retslige skridt for at få DR og TV 2 til at blive møre. På TV 2 siger nyhedschef Michael Dyrby, at man her vil benytte sig af alle tænkelige midler til at beskytte sine kilder. Det samme vil DR gøre, og sådan agerer sande, upolitiske vogtere over de journalistiske principper. Betydningen af dette kan ikke overvurderes. Både DR og TV 2 gik endda så vidt i forsvaret af de journalistiske dyder, at de sanktionerede medarbejdere, som truede kildebeskyttelsen. På TV 2 måtte Kaare R. Skou en tur på tvungen orlov og kun en politikers krav om fyring gjorde, at han rent faktisk beholdt sit job. På DR måtte en journalist forlade arbejdspladsen, fordi vedkommende havde brugt sin DR-arbejdstid samt DRs udstyr til at indsamle journalistisk materiale, ikke til journalistisk brug i forbindelse med sit job hos DR, men til brug for tredjepart, som han delte et hævnmotiv over for den påståede lækage med. I de to tilfælde var der tale om brud på al journalistisk integritet og hæderlighed. Både DRs og TV 2s reaktioner mod de pågældende medarbejdere var både nødvendige og rigtige. Det tjener public service-institutionerne til stor ære at have gået drastisk til værks for at sende et klart signal til omgivelserne om, at kildebeskyttelsen er fuldstændig central for de to public service-virksomheder. Det er glædeligt, at statens egne medievirksomheder er gået i front for at værne om kildebeskyttelsesprincippet. Den kollegiale opbakning til beskyttelse af den journalistiske kronjuvel har været beskæmmende ringe, og det har været skuffende at se, hvorledes de normalt og i publicistisk forstand ellers så hæderkronede aviser ikke tilsvarende har værnet om journalistiske grundprincipper. Heldigvis kan DR og TV 2 samt de involverede journalister omvendt glæde sig over en fuldstændig uforholden opbakning fra Dansk Journalistforbund, hvor formand Mogens Blicher Bjerregaard http://politiken.dk/indland/article909035.ece er helt klar i mælet omkring kildebeskyttelsen. Også herfra påpeges, at sagen skal have overordentlig stor vigtighed, før journalister gennem retslige skridt kan tvinges til at opgive kildebeskyttelsen. Visse enkeltpersoners tanke om, at DR og TV 2 skulle opgive kildebeskyttelsen af egen drift og uden kamp og uden en retslig vurdering om sagens vigtighed for brud på kildebeskyttelsen er skadelig for journalistikken. Blicher Bjerregaards uforbeholdne støtte til kildebeskyttelsen er derfor et lille lys i mørket oven på de chefredakteurielle svigt i dømmekraften i denne sag. Måske er der stadig et håb for journaliststandens troværdighed og anseelse.