Dagbladenes skrigende behov for revolution

Selvom man plejer at sige, at ingen medieplatform bortset fra pergamentrullen endnu er afgået ved døden, ser det mere og mere sort ud for dagbladene. Der er et voldsomt påtrængende behov for løsninger, modige redaktionelle valg og dramatiske omlægninger

Jeg er begyndt at vakle. Desværre.

Indtil nu har jeg været ret stålsat i troen på, at avisen fortsat ville have en central placering i demokratiet og samfundet - som en betydningsfuld magtfaktor, der udførte en meget vigtig og nødvendig opgave.

Det er jeg ikke længere så sikker på. Det er så tydeligt at se og mærke, at tiden for avismediets toneangivende position i samfundet lakker mod enden. Avisen er på vej væk fra at være et medie for alle, et massemedie. Den dør ikke, for avisen som medie vil fortsat
være en god og relevant udgivelsesform for visse mediehuse og med visse typer indhold. Men mainstream-aviser med store mængder af bredt mainstream-nyhedsindhold på en mangfoldighed af avistitler har fremtiden bag sig. Nationelt, regionalt og lokalt. Aviser med store oplagstal er fortid - i hvert fald hvis folk skal have penge op af lommen.

Berlingske-chefen Lisbeth Knudsen skrev forleden på sin blog om skrækscenariet for bladhusene - at de lukker deres printudgivelser og kun udkommer på nettet. Stadig flere mennesker er enige i, at det er en reel mulighed. Der burde bare være andre løsninger, men det kræver, at bladhusene for alvor indser forskelligheden af de to udgivelsesformater, de driver - print og online. Der er brug for en markant differentiering i indholdet.

Jeg er dødhamrende træt af at kunne læse de samme artikler gratis på nettet, som jeg dagen efter får gengivet i avisen - mod betaling. Det er jo en dobbelt-downside - jeg skal betale for indhold, som jeg får forsinket. Det er ret latterligt, og det er uacceptabelt. Og det er den ultimative hån af de betalende læsere.

Jeg véd jo godt, at man i bladhusene og på redaktionerne arbejder stenhårdt på at skabe gode, varige modeller for at få online og printmediet til at spille optimalt sammen - men set udefra som læser og avisabonnent virker det bare som om, det slet ikke lykkes.

Situationen er jo ikke ny. Den tog sin begyndelse, da avishusene tog internettet i brug og etablerede egne sites. Det nye er, at den negative udvikling for de trykte aviser eskalerer voldsomt på grund af finanskrisen. Økonomisk pressede avishuse rammes rasende hårdt af en pludselig reduktion i annonceindtægterne på måske 20-25 pct. samtidig med, at oplagsfaldet fortsætter med uformindsket styrke.

Der er brug for revolutioner, og det er nemt nok at efterlyse på behørig afstand af ansvaret for hundredevis af ansatte. Men hvad er alternativet? Måske den visse død. Er det ikke bedre for eksempelvis Berlingske Tidende at have en tyndere avis, der kun udkommer i 40.000 eksemplarer, men som giver et godt, gedigent overskud? Og ville det ikke være mere økonomisk bæredygtigt for eksempelvis Jyllands-Posten at udkomme fire gange om ugen i stedet for syv med det halve eller det kvarte antal sider? Det ville i hvert fald forandre omkostningsbilledet radikalt.

Lige nu starter og slutter alting ved avisernes selvopfattelse om, at avisen er et nyhedsmedie. Det er en hellig ko, og den skal slagtes, for det vil fjerne skyklapperne for nødvendige handlinger.

Opfattelsen som nyhedsmedie dikterer både den høje udgivelsesfrekvens, og det dikterer, at avisen skal bringe stof om et hvilket som helst emne eller en begivenhed fra dagen forinden - uanset hvor udtømmende internetmedierne og tv-stationerne har behandlet det selvsamme emne. På den måde bliver det nærmest en selvfølge og en nødvendighed, at aviserne skal udkomme syv gange om ugen, og at det skal være i det store omfang, som det er tilfældet.

Tankegangen om at man er et nyhedsmedie forhindrer friheden og modet til fravalg i at blomstre. Man skal ikke partout bringe artikler om en historie, der var stor i går - i hvert fald ikke hvis man ikke kan tilføre historien nye vinkler, dimensioner og perspektiver.

Min egen favoritavis findes et sted mellem Weekend-avisen og én af de tre store omnibus-aviser. Den er stramt, godt og relevant redigeret. Den indeholder få, men gode og toneangivende solonyheder og egne nyhedshistorier på fælleshistorier. Den indeholder analyse og perspektiv på fælleshistorier, som den ikke selv kan tilføre nyhedsvinkler til, men den tør omvendt også godt fravælge selv de største og mest toneangivende fælleshistorie, hvis man ikke er i stand til at lave andet end et dødssygt opkog. Jeg tror, det er en grundlæggende misforståelse, at man SKAL have noget i avisen om gårsdagens revl og krat - hvis der nu for pokker ikke er noget nyt at tilføje, lad det ligge og lad være med at spilde læsernes tid og opmærksomhed.

I stedet skulle man bruge kræfterne på virkelig at producere det helt unikke indhold, som giver avisen sin slagkraftighed tilbage - den avis, man ikke tør lade være med at læse. En avis på 16-20 sider, der ikke udkommer hver dag - et omfang der ikke er urealistisk, hvis man tog de nødvendige fravalg om ligegyldige historier, opkog og andet tidsspilde for at bringe mængden af indholdet kraftigt ned.

Hvis læserne i dag bruger 15-20 minutter på at læse avisen, er det et meget stort spild, for der er måske læsestof til 10 gange så lang tid. Læsernes nytteværdi er i gennemsnit således måske kun 10 procent, og det skaber et alt for stort gab mellem avisen og læseren. Forholdet mellem de to parter ville være bedre afbalanceret, hvis de to tal var tættere på hinanden.

Det ville give en avis med langt mindre indhold, og som ville være langt billigere at producere. Og så skulle den oplevede relevans for indholdet højnes på en måde, så man fik læsetiden op. Læseren skulle føle et langt højere udbytte af hver eneste side i avisen. Nytteværdien ville blive større og dermed også lysten til at betale.

Det vil være radikalt, men tiden kalder på den slags løsninger. Avismediet skal tænkes om.