tirsdag den 4. maj 2010

TV er gud .. og guld



Levende billeder er og bliver magi, som allerede salig Karen Blixen sagde det efter sin første tv-optræden i starten af halvtredserne - “It gives you away”. Tv giver liv til drømmene og følelserne, og det er dét, annoncørerne tiltrækkes af. Men det er tv som massemedie, der for alvor trækker og ikke små, enkeltstående videosekvenser



Krise eller ej - tv-branchen og -mediet har med uventet stor hast og styrke overkommet det voldsomme dyk i konjunkturerne, som indtraf i 2008.


En frisk analyse fra EU-Kommissionens European Audiovisual Observatory viser, at Europas 12 største privatejede tv-grupper samlet set vendte et underskud i 2008 på i alt 1,2 mia. euro til et overskud på 1,5 mia. euro i 2009 - endda selvom omsætningen rent faktisk f aldt fra både 2007 til 2008 (med 3%) og igen i 2009 med 1,9% i forhold til 2008, så på trods af mindre fald i omsætningen i de to år er det alligevel lykkedes at øge det samlede overskud med 2,7 mia. euro. Det vidner om, at der omkostningsmæssigt er hanket gevaldigt op i sektoren og i de enkelte selskaber.


De 12 tv-grupper tæller ikke færre end 534 tv-kanaler, og alle er involveret i yderligere ét eller flere led i tv-værdikæden, hvilket er bolværket mod den totale reklameafhængighed.


Det er helt karakteristisk for de 12 grupper, at dem der har diversificeret sig mest i værdikæden også er dem, der har vist sig langt mere robuste for krisen. Skrækeksemplet er Central European Media Enterprises, der med et fald i 2009 på omkring 30% i både omsætning og resultatet klarede sig suverænt dårligst. Forklaringen er ganske enkelt en alt for stor afhængighed af reklamemarkedet og annoncørerne, hvilket er parallelt til problemerne omkring TV 2s hovedkanal. Det slår knaldhårdt, når lavkonjunkturerne sætter ind.


Den hurtige genrejsning viser en imponerende styrke for tv-mediet, og det afspejler sig også tydeligt i aktiekurserne. For eksempel er MTG-aktien tilbage på en kurs omkring 450 som før krisen. Den nåede et bundniveau for godt et år siden i kurs 117. Prosiebensat.1 bundede omtrent samtidig i 0,9 euro og ligger nu over 14 euro. Den har dog endnu kun indhentet det halve i forhold til toppen inden krisen.


Det går med andre ord aldeles fremragende for tv-mediet, og forklaringen skal findes i, at flow-tv har en overbevisende og velfungerende forretningsmodel i form af en blanding af reklame- og abonnementsfinansiering, sat i struktur gennem et veludviklet distributionssystem. Det sikrer indtægter til tv-kanalerne, som kan anlægge en langsigtet risikovillighed til indkøb af kostbart indhold, film- og sportsrettigheder mv. Dermed sikres også brugerne og seerne indhold i en kvalitets- og prisklasse, der ligger en hel del over det, der kan findes på nettet - i hvert fald i lovlig form.


Den “kontrakt” mellem seerne og tv-kanalerne gør, at de nye digitale medier og tv-indhold on-demand trods al hypen ikke har opnået samme forretningsmæssige succes. Brugerne ville af praktiske årsager sikkert foretrække suverænt selv at kunne vælge tid og sted, men for at det skal kunne lykkes, skal en række forudsætninger være til stede, og som jubeltosserne altid glemmer i lovprisningen af, at de nye medier kun er udstyret med fordele: Hvor er pengene?


Nogen skal betale festen og for det gode indhold, men det har hidtil vist sig umuligt at få brugerne til at betale for indhold online. Der er ikke nogen eksisterende struktur, som skaber de nødvendige pengestrømme. Flow-tv, derimod, er en megasucces, der sidste havde havde sit bedste år nogensinde målt i seertid.


De nye digitale platforme kan rigtig mange ting, og det er især stærkt på brugergenereret (og dermed gratis) indhold. Men de kan ikke levere produkter og indhold af højeste kvalitet, produceret med høje budgetter, standarder og mål, ganske enkelt fordi indtægterne og betalingsvilligheden ikke er til stede på nettet.


Ifølge New York Times er Google imidlertid på vej med noget. En tv-boks. Den ventes at ville bridge internettet til tv-apparatet, og så bliver man kunde hos Google, der vil udbyde det indhold, som hidtil kun har kunnet finde forretning og finansiering på traditionelle flow-tv kanaler.


Etableringen af kunderelationen i kombination med en gatekeeper-funktion vil potentielt løse problemerne med at få penge fra indhold, der ligger på nettet. Du har en konto hos Google, og hver gang du støder ind i spændende kvalitetsindhold, bliver du bedt om bekræftelse for Purchase. Det tager mindre end et sekund. Og Google tager endnu et indhug på alle de traditionelle medier, når selskabet når en kritisk masse i antallet af betalingsvillige abonnenter til sin tv-boks, der rummer masser af suverænt indhold, erhvervet eksklusivt og for meget store summer.


Hvad angår tv-mediets voldsomme gennemslagskraft og styrke, kan de nye medier heller ikke konkurrere - ikke endnu, i hvert fald. For borgerne er det både godt og skidt, at tv-mediet på få øjeblikke flytter holdninger og skaber folkestemninger, og dermed også flytter vælgere i store tal, som intet andet end netop flow-tv kan gøre det. Det er flow-tv som massemedium, der bjergtager hele befolkninger, og som på minutter kan knuse et menneske eller give det heltestatus. Berygte eller berømme.


Forfatteren Karen Blixen var blandt de første, som prøvede tv-mediets magiske effekt, og hun blev efterfølgende interviewet om det.


  • but when I was speaking in America, they told me that there were 105 million TV sets in America ... It is a strange feeling to speak to millions of people. I think one feels it. There is something strange about television, very odd, also in another way. They told me over there that television is dangerous, it gives you away, you can’t hide your true nature, appearing on television. They said that McCarthy, then a very popular person, was ruined in one or two days, after appearing on television. People did not believe him, or they did not trust him any more.... In general, people who appeared on television over there were kind of “waterproof”. (Citat fra et radio-interview med Karen Blixen, 1955)

Ingen kommentarer: